Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Efter at LDP 21. juli sikrede sig et komfortablet flertal også i overhuset, vil vi august sandsynligvis se Abe forfølge sin A-kraft-venlige erhvervs- og energipolitik langt mere direkte og med langt mindre omsvøb, end han har gjort indtil nu. Spørgsmålet er, om han vil kunne lade være med at blande sig i processerne omkring genstarten og lade dem udfolde sig på egne præmisser. 

Vi vil måske også se NRAs godkendelsesproces nå dertil, at den må afklare en række ‘svære’ problemstillinger, hvor for eksempel det at fastholde, at der er aktive foldelinjer i undergrunden under en given reaktor, får den direkte konsekvens, at pågældende reaktor ikke kan genstartes.

I lyset af de seneste måneders mange småproblemer ved Fukushima Daiichi og TEPCOs stadige fortielser af situationens alvor er der en stadig mere udbredt mistillid til TEPCOs evne til at varetage opgaven at rydde op og få situationen bragt definitivt under kontrol. Det kunne meget let føre til en reorganisering af indsatsen, hvor TEPCO enten direkte bliver frataget ansvaret for dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi, eller at man fik lavet en situation, hvor i det mindste der var så mange eksterne instanser direkte involveret, at de strategiske beslutninger blev taget på en helt anderledes klart og åbent grundlag end i dag.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2013

1. august – TEPCO fremviser overskud for 2. kvartal 2013
2. august – Fukushima Blues: En dagligt opdateret nyhedsside
2. august – Nye prisstigninger
3. august – EDF opgiver amerikansk A-kraft
3. august – Slagsmål om A-kraften på Taiwan

3. august – 2007-jordskælv 2,5 x mere end Kashiwazaki-Kariwa er bygget til
4. august – TEPCOs barriere formår ikke at standse den radioaktive udsivning
5. august – NRA erklærer Fukushima Daiichi i undtagelsessituation
6. august – Hiroshima-bomben 68 år
7. august – Guvernør: Staten må overtage arbejdet ved Fukushima Daiichi

7. august – TEPCO kan ikke løfte økonomien bag grundvandssikringen
8. august – Opfordring til NRA: Brug kræfterne på Fukushima Daiichi
9. august – Ingen retssager mod Naoto Kan og TEPCOs ledelse
9. august – Mindestund i Nagasaki
10. august – Barsebäck

11. august – TEPCO hemmeligholdt enorme grundvandsstrømninger
12. august – Sydkoreansk energimangel efter reaktorlukninger
12. august – TEPCO øger kulafbrændingen
14. august – Nuklear mikado ved reaktor 4
15. august – Krav om forhøjede diger ved Takahama-værket

15. august – NRA godkender dekommissioneringsplan for Fukushima Daiichi
16. august – LDP-udvalg: Ikke flere reaktorer før affaldsproblemet er løst
20. august – Undergrunden under Oi-værket frikendt
20. august – Nye lækager af radioaktivt vand ved Fukushima Daiichi
20. august – Om undergrund og vandstrømning ved Fukushima-værket

21. august – Fiskere overvejer at acceptere udledning af rent grundvand
21. august – NRA hæver klassifikationen til level 3 efter de seneste lækager
21. august – Flere Fukushima-børn får kræft i skjoldbruskkirtlen
21. august – Risiko for alvorlig atomulykke voldsomt forøget
22. august – Kystfiskerne indstiller fiskeriet på ubestemt tid

23. august – Sorry, sorry, sorry
23. august – Fukushima-krisen stadig sværere for Abe at komme udenom
23. august – Yoshida mindet
24. august – IAEA alvorligt på afveje
24. august – Fransk foto(sur)realisme: ‘Bad Dreams’

25. august – TEPCO: Flere selvforskyldte problemer
26. august – Stadig ingen japansk klimamålsætning
26. august – Ex-premierminister Koizumi: toward zero nuclear power
29. august – NRA: Fukushima-lækage hævet til risiko-niveau 3
29. august – Hirohiko Izumida: Regeringen må træde til

31. august – Skjoldbruskkræft stigende efter indførelse af A-kraft

Se Fukushima links for august 2013.

Læs mere »

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹