Strøtanker om bæredygtighed

En nyhedsmail fra klimaforskeren James Hansen, leder af Goddard Institute ved NASA var netop i indbakken. Den rummer en første hurtig skitse til en henvendelse til den kommende præsident Obama, i et forsøg på at gøre ham situationens alvor klar, når det gælder klodens klima. Ifølge Hansen medvirker politikere over hele verden i dag i en form for greenwashing, hvor de under dække af klimahensyn laver en række delløsninger, som på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre klimaets stabilisering og livsvilkårenes videreførelse:

“Frank communication with the public is essential. At present, all around the world, governments are guilty of greenwash, an implausible approach of goals and half-measures that will barely slow the growth of CO₂. The world, not just the United States, needs an open honest discussion of what is needed. It is a tremendous burden to place on the Presidentelect, who seems to be the only potential candidate. The only chance seems to be if he understands the truth – the whole truth” (p. 8).

Obama virker som en sjælden begavelse, så der er en chance for, at Hansens klarsyn vil vække genklang. Hansens tekst rummer den lysende enkle sætning: “Coal is best left in the ground” (p. 8).

Hansen har ofte påpeget, at det ikke er nogen naturlov eller noget gudgivent, at vi partout skal afbrænde alle klodens fossile brændstoffer, før vi lægger om til vedvarende energi. Og hvis vi blot fortsætter afbrændingen af kul som nu, har vi tabt klimakampen. CO₂ forbliver i atmosfæren op til 1.000 år efter at den er udledt, og vi er nødt til at reducere udledningerne drastisk i den allernærmeste fremtid, hvis vi vil sikre os mod, at klimaet løber løbsk. Ifølge Hansen skal vi hurtigst muligt tilbage til en CO₂-koncentration i atmosfæren på 350 ppm eller lavere.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet, James Hansen: Stop afbrændingen af kul, Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald og Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?

James Hansen: Tell Barack Obama the Truth – The Whole Truth, (draft) 22.11.2008 (pdf).

“Så snart jeg indsættes i embedet, kan I være sikre på, at USA endnu en gang vil engagere sig energisk i disse forhandlinger og hjælpe med at lede verden frem mod en ny æra af globalt samarbejde på området for klimaforandring«, sagde Obama i et videobudskab til et en klimakonference for amerikanske guvernører: “Det er nu, at tiden er kommet til at konfrontere denne udfordring en gang for alle. Udsættelser er ikke længere en mulighed. Fornægtelse er ikke længere en acceptabel respons. Risiciene er for høje, konsekvenserne for alvorlige”¹ (se video nedenfor).

Verden rundt har man kunnet læse en begejstring over, at Obama har givet denne klare melding om, at USA er klar til at arbejde målrettet mod udviklingen af en grøn økonomi, at USA er rede til at påtage sig lederskab overfor klimaproblemerne, og at Obama vil arbejde energisk for at få en god klimaaftale i hus. Obama har sagt, at USA inden 2020 vil være tilbage på 1990-niveau for CO₂-udledninger (man er i mellemtiden nået 14% over), og vil arbejde på en 80% reduktion inden 2050 i forhold til 1990.

Men lige præcis vores Klimaminister Connie Hedegaard har efterfølgende skoset Obama for, at det ikke er godt nok. Træerne vokser ikke ind i himlen, skriver hun på sin blog: “Den første foreløbige melding lyder, at USA’s udledninger skal stabiliseres i 2020 på niveau med 1990. Her har EU sat et mål, der hedder 20 procents reduktion i 2020 – og 30 procent som led i en global aftale. Så der er rum for forbedring på den amerikanske position. Men det er en væsentlig forbedring i forhold til den tidligere position, der hed, at USA ville stabilisere sine udledninger i 2025 – og først derefter skulle de falde. På den konto har man jo så allerede vundet 35 år.”²

Connie Hedegaard har tydeligvis håbet på mere. Hvis USA viser klarere vilje til hurtigere reduktioner, vil det klart styrke muligheden for, at også store lande som Indien og Kina vedgår bindende reduktioner. Men ser man på den hjemlige udvikling, så er vi pinligt langt fra den 21% reduktion, som vi ifølge Kyoto-aftalen har sat os for over 22 år. Vi ligger faktisk her få år før 2012 på stort set sammen niveau som i 1990, så vi skal ud at købe store mængder af kvoter for at klare vores lille del. Det at få vendt stigende amerikanske CO₂-udledninger til en 15% reduktion inden for de næste 12 år vil kræve en lang række beslutninger, som hver især er krævende. Set i lyset af, hvor svært det har været at vende udviklingen i de øvrige industrilaiserede lande, selv hvor man har prøvet, er det desværre et realistisk scenario, Obama fremlægger. Og … vi har stadigvæk ikke nogen dansk beslutning om 80% CO₂-reduktion i 2050 – dér er USA længere fremme end Danmark.

Læs mere »

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »

Oven på afgørelsen af 22 måneders valgkamp er verden næsten kogt over af forhåbninger om, at USA med Obama ved roret træder ind i en ny æra, hvor dialogen går forud for de militære unoder, at USA som en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne endelig er på vej ud af otte års mørke, og at USAs og verdens økonomi kan rekonstrueres gennem opbygningen af en grøn økonomi, hvor en ny verdensorden kan opstå igennem en målrettet omlægning til et post-fossilt samfund.

Den amerikanske miljøforfatter og -aktivist Bill McKibben, som tidligere i år grundlagde 350.org, har i anledningen af Obamas forrygende valgsejr skrevet meget læseværdigt indlæg, President Obama’s Big Climate Challenge på Environment 360, en klima-blog på Yale University, som dagen efter blev bragt i The Guardian.

Han skriver heri, at forventningerne til en klimaaftale efter otte års klimafornægtelse fra Bush-administrationen er blevet sat så lavt, at der venter Obama en masse billige point ved overhovedet at medvirke til en klimaaftale. Men at spørgsmålet er, om politikerne og især Obama har mod til at iværksætte den nødvendige klimaaftale. Det vil kræve indsigt – og det mener McKibben, at Obama besidder til overmål. Og det vil kræve et politisk mod, for den nødvendige aftale vil uomgængeligt betyde, at prisen for den nuværende (amerikanske) levefod bliver markant højere.

Obama har allerede sagt, at han vil sende en delegation til COP14 i Poznan om en måned, på det sidste store klimatopmøde inden COP15 her i København om godt et år. Fra 350.org kan du sende Obama en mail med opfordring om, at han selv deltager i COP14 med det formål at lave en klimaaftale, som sigter på at få atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Se tidligere blog-indlæg om 350 ppm: James Hansen: Sidste udkald, Brev til den japanske statsminister og 350.org.

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Yale Environment 360, 05.11.2008.

Bill McKibben: Welcome to reality, Mr President-elect, The Guardian 06.11.2008.

For få dage lå det endelig klart, at Joe Biden ville blive Barack Obamas vicepræsident-kandidat. Biden stillede selv op i demokraternes primærvalg, men trak sig hurtigt, da det stod klart, at det ville blive et opgør mellem Clinton og Obama. Hvor Obama midt i al sin oratoriske formåen kun næsten kan løbe fra sin ungdommelighed, har Biden som formand for senatets udenrigsudvalg en politisk tyngde, som på mange måder kan matche McCains. Herhjemme er Biden da også først og fremmest blevet fremhævet for sin udenrigspolitiske erfaring, hvor han klart styrker Obamas kandidatur.

Men i The Daily Green kan man i dag læse, at Obama-Biden ud fra et miljøpolitisk perspektiv er noget nær det perfekte team. Biden har gennem årene markeret sig med indgreb overfor luftforurening og CO₂-udledninger, og han lagde i sin valgkampagne markant ud i forhold til klimaproblemer og vedvarende energi. “With a life-time commitment to environmental protection and clean energy, Joe Biden is a invaluable addition to Barak Obama’s ticket,” siger lederen af Sierra Club, Carl Pope: “Together they will make the strongest executive team for clean energy in American history.”¹

Obama har 80% reduktion af CO₂-udledninger i 2050 på sit program og er indstillet på at give USA en ledende, proaktiv rolle i arbejdet videre fra Kyoto-aftalen. Det vil derfor være en stor dag for den globale fremtid og den nuværende klimaforhandlinger, om det blev Obama og Biden, som tog over i USA, som om noget har behov for et årti med målrettet obamask ‘change’ for at få gang i det nu hensygnende fossile samfund.

Dan Shapley: Why Environmentalists Are Cheering Joe Biden, The Daily Green 25.08.2008.¹

Dan Shapley: Why the Sierra Club Endorsed Barack Obama, The Daily Green 20.06.2008.

Biden on the Issues. A look at the environmental record of Joe Biden, Barack Obama’s running mate, grist 23.08.2008.

Obama introduces Biden as running mate, CNN 23.08.2008.

Molly Murray: Biden on the environment, Delaware Online 26.08.2008.

Martin Burcharth: Fra rival til støtte, Information 26.08.2008.

Amanda Griscon Little: Biden on the Record. An interview with Joe Biden about energy and the environment, grist 27.08.2007.

Edward Silver: Inside Obama’s green plan for energy and the economy, Los Angelses Times 28.08.2008.

Så skete det endelig. Sidste mandag gav Al Gore sin stemme til Barack Obama, efter at kapløbet om nomineringen som det demokratiske partis præsidentkandidat var afgjort. Om det var af respekt for Clinton-familien, eller for først at bringe klimaspørgsmålet på banen, efter at primærvalgene var overstået, får vi nok aldrig opklaret. Men siden Obama i januar 2007 meldte sig som kandidat, har Gore og Obama løbende drøftet en lang række spørgsmål, overvejende omkring klima- og energiproblematikken, dog uden at Gore på noget tidspunkt før nu at have taget stilling til nomineringen.

Al Gores endorsement fandt sted i bilbyen Detroit, hvor situationen er præget af arbejdsløshed og usikkerhed om fremtiden. Hvor USA for blot få årtier siden var verdensledende på bilfronten, er man i dag totalt udkonkurreret af japanske biler. De biler, som ruller af samlebåndene i Detroit, er miljømæssigt så slappe, at de dårligt kan sælges andre steder end på hjemmemarkedet – og heller ikke har nogen fremtid i et USA, som er nødt til at vriste sig ud af sit afhængighedsforhold af fossile brændstoffer, hvis landets og klodens fremtid skal sikres. Nedenfor er der to videoer fra Al Gores endorsement af Barack Obama.

I den første video ser man Al Gore, som fornemt bakker op om Obamas Change-motiv og elegant forbinder den forandring, som er nødvendig for at bringe USA på fode, med den forandring, som skal til at sikre verdens sikkerhed og som kan være med til at sikre verdens klima mod at løbe løbsk. I den anden video, er det Obama, som taler sig varm. Og hvor han i primærvalgene indimellem har været ganske forsigtig, når det gjaldt klimaet, melder han i selskab med Gore rent ud.

Det er to blændende oratorikere, vi møder her i Michigan, som for de 21.000 mennesker på stadion virkelig forstår at fremmane en vision af USA i kreativ forandringsproces. Hvor man under vejs i primærvalgene kan have være alvorligt i tvivl, om klimaudfordringen overhovedet ville få nogen plads i det kommende præsidentvalg, så er den med de seneste måneders stadig stigende oliepriser rykket langt længere op på listen. Fik Obama og Gore magt, som de har agt, ville verdens fremtid se lysere ud.

Læs mere »

I en tid, hvor de klimaproblematikken og de hastigt stigende oliepriser fylder stadig mere i den amerikanske bevidsthed, har John McCain i sin politiske kampagne måttet indse, at han for at have nogen chance overfor Barack Obama er nødt til at styrke sit grønne profil. Han taler således nu åbent om et ‘clean cut’ med Bush-administrationens fornægtelse af klimaudfordringen, og han har netop ansat Jim Woolsey, som gennem Bill Clintons præsidentperiode var leder af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som rådgiver på klima- og energiområdet. Woolsey er hovedkraften bag McCains planer for et amerikansk CO₂-kvotesystem.

Woolsey tilhører en ny generation af ‘grønne’ strateger, som ikke ser den største ufordring for amerikansk sikkerhed i krigs- og terrortruslen, men i klimaforandringer og i hele den amerikanske afhængighed af fossile brændstoffer, som ud over at være en stadig større byrde for den amerikanske økonomi er en kraftigt medvirkende årsag til klimaforandringerne, samtidig med at det er den egentlige årsag til de nuværende amerikanske – og danske – militære engagementer adskillige steder i verden, med den øgede antiamerikanisme og terrorisme, som den form for magtanvendelse naturligt genererer.¹

Tim Shipman skriver i Telegraph, at for Woolsey er USAs stærkeste våben ikke en Stealth-bomber, en Abrams-tank eller et F-16-fly, men en beskeden plug-in hybridbil, som vil kunne bringe den amerikanske befolkning rundt på elkraft.¹

Læs mere »