Strøtanker om bæredygtighed

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ’em if you got ’em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ’em if you got ’em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

Keystone XL olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO₂-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til Keystone XL, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO₂-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro Keystone XL aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

James Hansen har i dag undsendt disse ord, som han 29. august fremsagde foran Det Hvide Hus i en aktion, hvor man markerer det absurde i at lægge en olieledning fra Canadas tar sands-områder ned over USA. Der er tale om kolossale reserver.

Samtidig med, at det vil føre til ødelæggelser af naturområder fire gange Danmarks størrelse, vil drivhusgas-udledningerne ved produktion og afbrænding af den canadiske tar sand olie således være så omfattende, at det vil bidrage lige så meget CO₂ som der er udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag.

Inkluderingen af tar sand-forekomsterne i verdens fossile reserver vil derfor rykke risikoen for klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende, markant nærmere. 

Let us return for a moment to election night 2008. As I sat in our farm house in Pennsylvania, watching Barack Obama’s victory speech, I turned my head aside so my wife would not see the tears in my eyes. I suspect that millions cried. It was a great day for America.

We had great hopes for Barack Obama – perhaps our dreams were unrealistic – he is only human. But it is appropriate, it is right, in a period honoring Martin Luther King, to recall the hopes and dreams of that evening.

We had a dream – that the new President would understand the intergenerational injustice of human-made climate change – that he would recognize our duty to be caretakers of creation, of the land, of the life on our planet – and that he would give these matters the priority that our young people deserve.

We had a dream – that the President would understand the commonality of solutions for energy security, national security and climate stability – and that he would exercise hands-on leadership, taking the matter to the public, avoiding backroom crippling deals with special interests.

We had a dream – that the President would stand as firm as Abraham Lincoln when he faced the great moral issue of slavery – and, like Franklin Roosevelt or Winston Churchill, he would speak with the public, enlisting their support and reassuring them.

Perhaps our dreams were unrealistic. It is not easy to find an Abraham Lincoln or a Winston Churchill. But we will not give up. There can be no law or regulation that stops us from acting on our dreams. Have no doubt – if that tar sands pipeline is approved, we will be back, and our numbers will grow. For the sake of our children and grandchildren, we must find someone who is worthy of our dreams.

 Remarks at the White House, 29 August 2011.

.
En ny generation fredelig klima-protest foran Det Hvide Hus – 2:51 min. YouTube video.

Udvindingen af tar sand er måske det mest beskidte projekt, mennesket endnu har opfundet. Under store uberørte skovlandskaber i Alberta, Canada, findes der store mængder af en særlig tyktflydende bitumen-olie. Den kan indsamles, men det kræver store mængder energi, og det kræver, at man totalrydder store oprindelige naturområder og tilsviner enorme vandmasser. Kort sagt koncentreret dumhed.

Næst efter Saudi Arabien er tar sand-forekomsterne i Alberta verdens største kendte oliereserve. Og det er beregnet, at afbrændingen af den tar sand-olie, som ligger under Albertas skove, ud over at totalrasere et landskab tre gange større end Danmark vil medføre så store udledninger af drivhusgasser, at det vil øge koncentrationen af CO₂ med 100 ppm, eller lige så stor en stigning som fra industrialiseringens første dage frem til i dag. Hvis vi først starter på at udvinde og afbrænde tar sand-olien, er klimakampen tabt.

For at få olien frem til forbrugerne, er det planlagt at anlægge en kæmpe Keystone XL Pipeline fra det centrale Canada til de store Huston i det sydlige USA, hvorfra olien kan videredistribueres til det olieafhængige amerikanske samfund.

350-bevægelsen protesterer i disse dage foran Det Hvide Hus. En efter en lægger de tavse armene over kors for at blive fængslet. Ingen aggression, ingen modstand, ingen panik, intet sagt – en i yderste konsekvens civil(iseret) ulydighed. Man vil tage Obama på ordet, at under hans ledelse vil verdenshavene stige langsommere. Et nej til olieledningen over amerikansk område vil ikke nødvendigvis stoppe udvindingen i Alberta. Men det vil sætte udviklingen nogle år tilbage , og måske give menneskeheden tid til at komme på bedre tanker.

På www.tarsandsaction.org kan man frem til 3. september deltage i underskriftsindsamlingen mod olieledningen. Og man kan passende undlade at tanke ved Statoil, som har investeret store summer i udvindingen af tjæresandet ved Alberta.

Se også ovenstående blog-indlæg Bill McKibben om Keystone XL olieledningen samt tidligere blog-indlæg om tar sand: Tjæresand, James E. Hansen om norsk klimapolitik og The Carbon President.

Fra AAA til AA+ lyder den seneste diagnose af den amerikanske økonomi. Standard & Poor’s nedskrivning af den amerikanske kreditvurdering kommer i forlængelse af, at den højreekstreme Tea Party-fraktion af det republikanske parti ud fra en form for populistisk minimalstatsfundamentalisme i de seneste uger har kørt med klatten ved at blokere for en øgning af det amerikanske gældsloft.

Det har verden ikke set med milde øjne på. Dels har mange lande mange penge til gode i USA, som i de senere år har optaget stadig større lån i udlandet. Dels har der har været frygt for, at disse indenrigspolitiske skærmydsler ville skade ikke bare den amerikanske økonomi, men influere negativt på hele verdensøkonomien.

Havde det havde været en rating for grøn omstilling, havde den ligget langt lavere.

Klima- og bæredygtighedsmæssigt er USA er et af de lande, som gør det allerdårligst. Der var et håb om, at Obama ville bringe nye tider – han havde begavelsen, han knyttede rådgivere til sig, som forstod problemerne, og han talte indtrængende om ‘a planet in peril’. Men klimalovgivningen er totalt strandet, og det politiske system i Washington synes totalt styret af kortsigtet lobbyisme.

Snart fem år har vi haft økonomisk krise nu. Og selvom der hist og her har været små opsvingssignaler, så synes det at nærme sig en situation, hvor der igen skal nye store indgreb til.

I forbindelse ned bankkriserne for tre år siden blev der talt meget om at lave en ”New Green Deal” – om at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men bortset fra nogle få lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Læs mere »

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

I dagene efter klimatopmødet i København har der været talt meget om, hvem som havde skylden for, at den klimaaftale, som kom ud af to ugers forhandlinger, blev så hovedrystende utilstrækkelig, som tilfældet var: De rige lande, de fattige lande, de hurtigt voksende U-lande, Sudan, Kina, EU, USA, forberedelserne, den danske ledelse – der er næsten ikke den enhed, som ikke har fået sin del af skylden. Og omfanget af mudderkasteriet er nok et godt mål for graden af utilfredshed med det opnåede. For selvom de fleste kan være enige om, at det trods alt var vigtigere at få begyndelsen til en aftale igennem end slet ikke at få nogen form for aftale, så må alle medvirkende stå med en dårlig smag i munden over det opnåede. For den aftale, som er indgået, løser ikke det den skal, den globale klimaudfordring.

En af de klare skydeskiver har været USA. Havde Obama og amerikanerne givet den politiske behandling af klimaspørgsmålet førsteprioritet i stedet for en sundhedsreform, så man forud for COP15 havde kunnet give klare udmeldinger og stærke bindende tilsagn, havde billedet sandsynligvis set noget anderledes ud. Nu synes de kortsigtede egeninteresser at have vundet og to største lande målt i udledninger, USA og Kina, at have indgået en form for underhåndsaftale om, at ja, der skal laves en eller anden aftale, hvis ikke det skal gå helt galt med det klima, men nej, den skal ikke være for forpligtende, i hvert fald ikke for os selv lige nu. For begge lande er det at indordne sig et globalt fællesskab – i hvert fald når vi taler om bindende aftaler – lidt af en kamel at sluge.

Obama leverede sit budskab med vanlig veltalenhed. Den sætning i hans tale, som for mig bliver stående, rummer hele problemstillingen i sig: “The question, then, before us is no longer the nature of the challenge – the question is our capacity to meet it.”

… der er ikke mere tvivl om klimaudfordringens natur, kun om vores evne og vilje til at møde den. Og han understregede alvoren i denne konstatering ved at komme med et amerikansk tilsagn, som lige præcis udtrykker manglende evne og vilje til at møde klimaudfordringen. For de 17 % i 2020, som han lover, er kun nogle ganske få procent i forhold til 1990, som ellers bruges som basisår. Omvendt er det meget realistiske målsætninger, hvis man ser på, hvor svært det har været at få vendt udviklingen i de øvrige vestlige lande.

Men her følger Barack Obamas fulde tale i Bella Centeret:

“Good morning. It is an honor for me to join this distinguished group of leaders from nations around the world. We come here in Copenhagen because climate change poses a grave and growing danger to our people. All of you would not be here unless you — like me — were convinced that this danger is real. This is not fiction, it is science. Unchecked, climate change will pose unacceptable risks to our security, our economies, and our planet. This much we know.

The question, then, before us is no longer the nature of the challenge — the question is our capacity to meet it. For while the reality of climate change is not in doubt, I have to be honest, as the world watches us today, I think our ability to take collective action is in doubt right now, and it hangs in the balance.

I believe we can act boldly, and decisively, in the face of a common threat. That’s why I come here today — not to talk, but to act.

Læs mere »

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Læs mere »

Her nytårsmorgen var der mail fra klimaforskeren James Hansen med link til et brev, han har sendt til Michelle & Barack Obama i anledningen af Obamas overtagelse af præsidentembedet.

Hansen påpeger i brevet til Michelle & Barack utilstrækkeligheden i de nuværende politiske redskaber overfor at stabilisere det globale klima samt nødvendigheden af at standse den nuværende afbrænding af kul som del af at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Jeg har bragt brevet i sin fulde længde nedenfor.

James Hansen kommer til København i marts i forbindelse med Københavns Universitets klimakonference. Vi håber i den forbindelse at kunne lave et ekstra arrangement med Hansen.

Læs mere »