Strøtanker om bæredygtighed

.
Climate Change in Bangladesh – A film by Yann Arthus-Bertrand and Anastasia Mikova (26:26 min.)

I Paris for snart et år siden blev verdens lande enige om at søge at begrænse den globale temperaturstigning til  well below 2°C og om muligt begrænse den til 1,5°C. Forskellen på 1,5°C og 2°C kan synes begrænset, men for en række steder i verden vil det være forskellen på liv og død.

Det er selvindlysende for verdens atolriger, hvoraf mange maksimalt stikker 2 m over havoverfladen. Her har allerede de nuværende få decimeter havstigning mange steder gjort tilværelsen meget usikker. Med den nuværende klimaindsats står atolrigerne overfor at forsvinde i havet, og der er ikke noget at sige til, at de presser på for at få den rige industrialiserede del af verden til at lægge om til vedvarende energi, hurtigt.

Samme skrøbelighed er at finde i alle verdens deltaer. De er så at sige skabt af de sedimenter, som floderne bringer med sig fra de bagvedliggende landskaber. Og når havet fra den ene side trænger sig på, mens afsmeltningen fra Himalayas ismassiver er voksende, som det er situationen i Bangladesh, så fører det til en markant øget brutalitet overfor deltaets skrøbelige levevilkår. Samtidig er vejrsystemerne under forandring, så de erfaringer i at leve på stedet, som er opbygget gennem talløse generationer, kommer nu til kort. Oversvømmelser, som måske tidligere skete en eller to gange i et liv, sker hele tiden nu, mens havets saltvand langsomt trænger det dyrkbare område tilbage.

Hvor vi måske i København kan finde ud af at etablere sluser ved Nordhavn og Sydhavn for at sikre vandstanden i det historiske København, så er den slags ingeniørløsninger utænkelige i et delta som Bangladesh, hvor tre store floder med tilsammen mere vand end alle Europas vandløb tilsammen fletter arme og ben på de sidste få hundrede kilometer ud i havet.

Climate Change in Bangladesh har overjordisk smukke billeder af Yann Arthus-Bertrand. Han bringer os tæt på en måde at leve med, af og på stedet, som har været forfinet gennem tiderne, men med klimaforandringene står overfor nye udfordringer. Hovedstaden Dhaka får hver dag 5.000 nye indbyggere, hvoraf mange har måttet opgive livet i deltaet, fordi livsgrundlaget fortsatte videre ud i havet.

Se blog-indlæg tagged 1,5°C.

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »