Indlæg tagged med børn

Usundt at vokse op nær kulkraftværker

31. juli 2008

kinesisk kulkraftværk nær Suzhou

I juli-nummeret af Environmental Health Perspectives var der en artikel om konsekvenserne for børns sundhed ved at vokse op nær et kulkraftværk. Undersøgelsen bygger på sammenligninger af to grupper af hver 100 børn af ikke-rygende mødre, fra før og efter lukningen af et kinesisk kulkraftværk i Tongliang i 2004. Sammenlignet med før lukningen havde de børn, som blev født efter lukningen, 60% mindre forekomst af forsinket udvikling af bevægeapparatet.

Som det er tilfældet for langt de fleste kulfyrede værker i verden, havde Tongliang-værket ingen filtrering af udledningerne af CO2, NOx, SOx, ultrafine partikler eller PAH som synes at have en markant negativ indflydelse på børns udvikling. Polycyclic aromatic hydrocarbons er: “reproductive and developmental toxicants, mutagens and carcinogens.”¹ Mødrene var således efter lukningen langt mindre udsat for luftforurening, hvilket gav sig udslag i, at der var 40% mindre forurening i blodet i navlestrengen, og at deres børn i toårsalderen blandt andet havde markant mindre problemer med udvikle koordinerede bevægelser.

Simpel afbrænding af kul er således ikke bare en rigtig dårligt for klimaet (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul), men har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred.

Samtidig med at simpel afbrænding af kul producerer giftstoffer som PAH, som har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred, medfører kulafbrænding langt flere drivhusgasser end andre fossile brændstoffer for hver indvundet energienhed. Man burde således som del af klimaaftalen i København næste år tage konsekvensen og indføre et moratorium for ufiltreret afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Frederica Perera et al.: Benefits of Reducing Prenatal Exposure to Coal Burning Pollutants to Children’s Neurodevelopment in China, Environmental Health Perspectives 14.07.2008 (pdf).¹

Children, coal don’t mix, China study shows, MSNBC 14.07.2008.

Share

Vi cykler meget mindre end før

2. april 2008

Med den stigende velfærd har vi fået flere biler, og for mange er det alt for let lige at tage bilen, hvis man skal ned at handle eller ens barn skal i skole eller hentes fra en fritidsaktivitet.

Lars Bo Andersen fra Syddansk Universitet har således opgjort, at vi i dag cykler 30% mindre end i 1990 (målt i kilometer). Samtidig har han beregnet, at dette medfører 1.200 årlige dødsfald, først og fremmest fra sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, som er et meget direkte resultat af misforhold mellem hvad vi spiser og hvad vi gør. Og han forudser, at dette tal om få år vil være meget større.

Umiddelbart ser situationen ikke så gal ud i København. Vi er en cyklende by, og vi har en kommunal forvaltning, som har set de både sundhedsmæssige og trafikpolitiske fordele ved at give cyklisterne gode forhold. Således er en vigtig del af Københavns miljømålsætninger frem mod 2015 at øge den del som tager cyklen til 50%.

Men for nylig kom det frem, at børn i dag cykler 30% mindre en for blot få år siden. Og tal fra sundhedsstyrelsen viser, at der er 200% flere børn, som bliver kørt i skole, end for 30 år siden. Børnene er fremtidens cyklister, så det er en rigtig dårlig udvikling. Det skyldes givet for en stor del magelighed. Men det hænger også sammen med, at trygheden i trafikken ikke er optimal. Så hvor forældre måske oplever, at de selv kan klare sig igennem, er de ikke meget for at deres børn skal fægte sig gennem myldretidsoverfyldte veje til skolen.

På den baggrund er det dobbelt forstemmende, at cyklen som transportmiddel stort set er fraværende i infrastrukturkommissionens rapport. Ud over at være en genial måde at få den daglige motion på i en tid, hvor vi har stadig mere stillesiddende arbejde, er cyklen – sammen med det at gå – vores i særklasse mest bæredygtige transportform. Optimale vilkår for cyklende og gående må derfor have en central placering i alle scenarier for en bæredygtig udvikling.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Asger Libest: Mindre cykling koster årligt 1.200 livet, Information 02.04.2008.

Asger Libest: ‘Cyklismen er i frit fald, mens regeringen slæber på fødderne’, Information 18.03.2008.

Asger Libest: Fem forslag til øget pedal-kraft, Information 18.03.2008.

Børn cykler for lidt, Dansk Cyklistforbund 14.03.2008.

Børnene dropper cyklen til skole, 24timer 11.03.2008.

Kirsten Winding: Cykling gør sund, Ugeskrift for læger, vol. 167 no. 20 2005, p. 2210.

 

Share