Europa og Asien melder klar til klimaaftale
25. oktober 2008Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde i Beijing blev i dag afsluttet med en fælles udtalelse, som markerer, at de 43 ASEM-lande, som tilsammen repræsenterer omkring halvdelen af verdens økonomi (og dermed også omkring halvdelen af verdens CO2-udledninger), vil bestræbe sig på at nå en global klimaaftale i København i december 2009.
Der er ikke angivet præcise reduktionsmål i ASEM-communiqueet, men under vejs har de europæiske lande presset store ‘rige’ udviklingslande som Kina og Indien hårdt for, at de også indgik en form for bindende reduktionsmål – David Gow skriver i The Guardian, at de europæiske miljøministre har insisteret på begrænsninger i størrelsesordenen 15-30% i forhold til “business as usual”.¹ Det kommer på baggrund af nye beregninger, som viser, at Kina, som i dag er verdens største udleder af drivhusgasser, med sin nuværende vækstrate vil kunne have fordoblet sine udledninger på blot to årtier.² Det er således uomgængeligt vigtigt, at vi ikke får “business as usual”.
Men der sker noget i Kina. Man er vågnet til, at den globale opvarmning ikke kun er de andre landes ansvar, og at det også vil blive en for Kina ubetalelig pris at lade stå til overfor klimaudfordringen. For eksempel har tre store kinesiske virksomheder i forbindelse med topmødet tilsluttet sig The Climate Group, en global sammenslutning af store virksomheder, som støtter arbejdet med energieffektiviseringer og CO2-reduktioner.³ Og Kina har parallelt med ASEM-topmødet indgået en lang række bilaterale aftaler, blandt andet en aftale med Danmark om forskningssamarbejde om udviklingen af blandt andet solenergi, vindenergi, biomasse og brændselsceller.
Kyoto-aftalen er efterhånden vedgået af 170 lande, men kun 37 lande har bundet sig til reduktionsmål. Med ASEM-topmødet er sandsynligheden for, at vi får en bred aftale i hus i København, rykket et betydningsfuldt skridt nærmere.
Se også tidligere blog-indlæg: Nye toner fra Kina, Amerikansk lovforslag om 80% CO2-reduktion på vej og Japan vedtager handlingsplan for 80% CO2-reduktion i 2050.
Fogh tilfreds med topmøde, (Ritzau) Berlingske 25.10.2008.
Uffe Tang: Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima, Berlingske 24.10.2008.
Asia, Europe join hands to face challenges, Xinhua 24.10.2008.
Kim Rathcke Nielsen: Ingen overraskelse i Kinas klimaudmelding, Berlingske 23.10.2008.
David Gow: EU presses China and India to reduce greenhouse gas emissions, The Guardian 23.10.2008.¹
Chris Buckley: China report warns of greenhouse gas leap, 22.10.2008.²
Juliette Jowitt: Big Chinese companies join climate group, The Guardian 23.10.2008.³
China Mobile, Broad, and Suntech join The Climate Group’s global business coalition, (pressemeddelelse) The Climate Group 24.10.2008.³
Chinese firms newest members of global environment body, Xinhua 26.10.2008.³
O.P. Rana: Saving the Earth more important, China Daily 24.10.2008.
Chris Buckley: China seen onboard for climate pact goal, Reuters 23.10.2008.
Sanne Wittrup: Kinesiske og danske topforskere vil samarbejde om brændselsceller og biomasse, Ingeniøren 24.10.2008.