Indlæg tagged med APEC

APEC blue

11. november 2014

Siden januar 2013 har Zou Yi hver morgen taget nøjagtigt samme billede ud over Beijing og uploaded det til sin blog. Herover ser man et helt års billeder – og med al tydelighed, hvor langt der er mellem dage med en klar blå himmel.

Mellemblå, coboltblå, akvamarinblå, grønblå, preusiskblå, pariserblå, bremerblå, kalkblå, azurblå, turkisblå, ceulinblå, himmelblå, ultramarinblå, middelhavsblå, vandblå, petroleumsblå, dueblå, indigoblå … og nu også APEC-blå.

APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, en en stort opsat pendant til EU for 21 lande rundt om Stillehavet, blot med et mere rent fokus på det økonomiske samarbejde. I dagene 5. til 11. november er APEC-landenes statsoverhoveder med tilhørende delegationer samlet i Beijing til det 26. årlige APEC forum.

Normalt ville Beijings luft på denne årstid være tyk af luftforureningen, som med sit grågrumsede øjensviende lungekradsende bælte hen over det nordlige Kina gør sit til at mindske befolkningstilvæksten. Således regner man med, at luftforureningen i det nordlige Kina i gennemsnit forkorter levetiden med 7 år. Det var blot ikke det billede, de kinesiske værter ønskede at verdenspressen og APEC-delegationerne tog med sig hjem. Så forud for mødet har det kinesiske styre lige som under olympiaden i 2012 iværksat en bred vifte af tiltag, som tilsammen skulle sikre ren luft og blå himmel over APEC-samlingen.

Et stort antal fabrikker og kraftværker omkring Beijing er derfor blevet midlertidigt lukket, halvdelen af Beijings biler er givet køreforbud, skoler og kontorer er lukket ned, og millioner af mennesker har fået påbudt ferie. Lønudbetalinger, reparationer, gadekøkkener, byggepladser, alt som kan støve, ryge eller ose er sat på stand by, vinteropvarmingen er udsat til efter APEC, ingen er blevet gift i denne uge, og selv hospitalerne kører på vågeblus.

Bejings indbyggere har da heller ikke været sene til at døbe denne særlige variant af himlens blå for APEC-blå – en blå nuance, som minder påfaldende om den Olympic Blue, som folkeviddet døbte himlen over de olympiske lege i 2012 – både når det gælder nuance og kortvarighed. For så snart delegationerne er rejst hjem, kommer der igen fuld knald på trafikken og kulfyringen, og smog’en, som ikke mindst i vintermånederne er alarmerende høj, vil lægge sin kvælende dyne hen over landskaberne og lukke af for solens stråler.

Læs mere »

Share