Paris 2015 – Australiens INDC
13. august 2015
Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.
Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. De indebærer, at Australien vil reducere sine CO2-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste, samtidig med at de australske udledninger pr. person hører til de allerhøjeste.
Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”
Miljøfolk har karakteriseret Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.
Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.
Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville kalde det at få mindst muligt til at synes af mest muligt.
Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO2-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.
Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande i 2030 nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.
Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030: “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”
Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at Australien i tiden frem til COP21 i Paris vil blive udsat for et massivt pres for at skærpe og præcisere sin klimaindsats.
Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, er det ud fra nøgterne omkostninger, men må hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.
