Indlæg tagged med An Inconvenient Truth

Bevægelser under Himlen

14. marts 2015


.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.

Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.

Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.

Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.

Læs mere »

Share

Al Gore iværksætter stor amerikansk klimakampagne

31. marts 2008

Al Gore og Alliance for Climate Protection har ifølge Washington Post netop iværksat en omfattende klimakampagne, som med 300 mio. $ over de næste tre år skal få amerikanere til at skrue kraftigt ned for CO2-udledningerne og den amerikanske regering til at vedgå bindende aftaler om markante CO2-reduktioner.

Gore har doneret overskuddet fra “An Inconvenient truth” og sin del af Nobelprisen samt en række andre priser til kampagnen, og foreløbig er omkring halvdelen af beløbet tilvejebragt.

Baggrunden er den forstemmende, at klimaspørgsmålet indtil nu har fyldt meget lidt i den amerikanske valgkamp, selvom alle tre tilbageværende kandidater vedgår forpligtende CO2-reduktioner – McCain på 60%, Clinton og Obama 80% inden 2050. Gore håber med den massive indsats at styrke bevidstheden om klimakrisen i det offentlige rum dertil, at USA vil sigte på en 90% reduktion af de amerikanske CO2-udledninger i 2050.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Juliet Elperin: Gore Launches Ambitious Advocacy Campaign on Climate, Washingtonpost.com 31.03. 2008.

Suzanne Goldenberg: Gore unveils $300m climate ads, London Guaridan 31.03.2008.

Andrew V. Revkin: Gore Group Plans Ad Blitz on Global Warming, The New York Times, 01.04.2008.

Share

Esmans verden: Al Gore

2. marts 2008

I radioprogrammet Esmans verden fra 31.08.2006 bringer Frank Esman med god hjælp af Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen et halvanden times portræt af Al Gore. Det er et spændende portræt af en mand, som helt tilbage fra sin barndom har haft den indsigt, at der var meget i menneskets tilstedeværelse på kloden, som måtte ændres radikalt for at afbøde stadig voksende ubalancer. Siden hans studietid ved Harvard har han haft tæt tilknytning til ledende klimaforskere, og han prøvede tidligt at arrangere politiske høringer om CO2-udledningernes skæbnesvangre konsekvenser for klimaet. Men først da han trådte ud af amerikansk politik efter med mindst mulige margin at have tabt præsidentvalget til Bush, er han for alvor trådt i karakter som miljøforkæmper. Og med filmen An Inconvenient Truth, som nåede de danske biografer umiddelbart efter denne radioudsendelse, har han været med til globalt at sætte klimaet på dagsordenen.

Radioudsendelsen har således halvandet år på bagen, men dens indføring i problemstillingen er stadig fuldt aktuel, og med Frank Esman og Jørgen Steen Nielsen, som nok er Danmarks bedste klimajournalist, er man i gode hænder.

I programmet er der stadig spekulationer, om Al Gore vil gøre Hillary Clinton rangen stridig som demokraternes præsidentkandidat. Det har han som sagt ikke gjort. Og til forskel fra august 2006 er der i dag gode chancer for, at USA vil vedgå internationale aftaler om begrænsninger i CO2-udledningerne. Både Clinton og Obama har en 80% CO2-reduktion i 2050 i deres valgprogram, og selv McCain taler om bindende CO2-reduktioner (se blog-indlæg på No Impact Man).

Ifølge dagens Politiken.dk har Anders Fogh Rasmussen under sit besøg hos den amerikanske præsident rost Bush for at være “miljøforkæmper” [sic], og i New York Times er han citeret for at have beskrevet Bush “as ‘a convinced environmentalist’ and world leader on the issue.” Selvom Bush er over alle bjerge i 2009, er miljøspørgsmålet langsomt ved at være trængt ind i hele det politiske speter, og her halvandet år senere er det ikke længere helt utænkeligt, at amerikanerne i 2009 underskriver en fortsættelse af Kyoto-aftalen med bindende amerikanske CO2-mål.

Under vejs i Frank Esmans Al Gore-portræt er der telefonisk forbindelse til klimaskeptikeren Pat Michaels fra Cato Institute samt Amory Lovins, lederen af Rocky Mountains Institute, som har skabt virkelig spændende scenarier for USAs udvikling fri af olien (se de tidligere blog-indlæg: Amory Lovins: Winning the Oil Endgame og Amory Lovins: Advanced Energy Efficiency.

Men hør selv Esmans verden om Al Gore på DRs P1 (1:27:00). De få engelske indslag er oversatte.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Michael Abramowitz and Steven Mufson: Danish Prime Minister Visits Bush Ranch, Pushes for Global Pact on Climate Change, Wahington Post 02.03.2008.

Niel A. Lewis: Danish Guest Asks Bush to Back Climate Treaty, New York Times 02.03.2008.

Mikael Børsting: Fogh hylder Bush under hyggebesøg, Politiken 02.03.2008.

 

Share

Al Gore: 15 ways to avert a climate crisis

26. januar 2008

Det er en gnistrende morsom og oplagt Al Gore vi møder i denne video fra hans præsentation ved TED-konferencen i Monterey i februar 2006: 15 ways to avert a climate crisis.

På blot 17 minutter giver han et fornemt rids af problemerne – både med klodens tilstand og med dem, som stadig tøver med at tage konsekvensen – og han skitserer i løbet af præsentationen 15 måder, hvorpå vi alle kan være med til at afbøde den globale opvarmning. Gore insisterer på den personlige stillingtagen, og hans message er, at det er enklere at gøre noget end du tror.

For et års tid siden havde jeg den store glæde at kunne opleve Al Gore i Cirkusbygningen. Den mand har betydet mere end nogen anden for, at USA og hele verden er ved at vågne til den ubekvemme sandhed, at vores klode ikke har det som den burde, og at det kræver en kollektiv global indsats af hidtil usete dimensioner at vende udviklingen.

Har du endnu ikke set filmen An Inconvenient Truth, er den yderst anbefalelsesværdig. Og hvor Gore, da filmen kom frem, blev anklaget for at overdrive havenes stigning, viser nyligt fremlagt forskning, at Antarktis’ ismasser smelter langt hurtigere end tidligere antaget, og at havene i et worst case scenario frem mod år 2100 kan stige op imod 2,5 meter. Gore kender disse forskere og har givet haft kendskab til midtvejsresultaterne.

Se tidligere blog-indlæg, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget.

Læs mere »

Share