. OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.
Dette er anden del af en todelt lyd-billedkomposition af Pitch Bend, “7 More Hours in 77 Million Paintings“. Den er nærmere introduceret på det forudgående blog-indlæg, Pausebillede VI, som rummer første del.
Lydsiden, “Dusk Bells”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.
Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder .
OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo. .
Tidligere på året bragte jeg her på bloggen en række pausebilleder, dels for et øjeblik at kunne dvæle ved en flig af intetheden, dels for at lufte nogle overvejelser over pausens natur og dens uundværlighed, ikke bare i arbejdslivet, skriften, musikken og tilværelsen, men også i større skala. Vi kunne i den grad bruge en global timeout, hvor vi fik oplyst klimafornægterne, ikke så meget om det med klimaet, som om, at de nødvendige forandringer også ville være til stor inspiration i deres tilværelse, hvor vi overflødiggjort militæret, fik os vænnet af med at styrte byen rundt, landet rundt, kloden rundt på jagt efter os selv. Selv naturen har sine indbyggede pauser.
Så nu, hvor jeg stødte jeg ind i denne vidunderlige lyd-billedkomposition fra 2008, tænkte jeg, at ovenpå reaktornedsmeltninger og fremstormende klimafornægtere var der brug for en solid time-out. Pitch Bends 7 Hours in 77 Million Paintings varer ikke 7 timer, som man umiddelbart skulle tro, men er komprimeret 12 gange, så på bare 37 minutter får man set 77 millioner billeder. De er genereret af en billedgenerator så viseligt indrettet, at den aldrig laver samme billede to gange. Så vi møder en dobbelt virkelighed af uendelig variation og stadig genkendelighed, idet vante elementer toner frem i stadig nye sammenhænge.
Lydsiden, “Porthemor Evening”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.
Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder (indstillingerne for denne video er for nylig blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo).
Dette er del ét af to – anden del følger i det kommende blog-indlæg, Pausebillede VII.
“Still Return” stammer fra CDen The Pearl, som sammen med Plateaux of Mirror blandt de af Brian Enos lydflader, som jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.
Dagens pausebillede blot som et øjebliks modvægt til den krigsretorik, som i disse timer fylder over alt i medierne, ikke i blot dækningen af de blodige begivenheder i Syrien og Libanon, men fuldt så meget i dækningen af weekendens mange sportsbegivenheder og den så småt igangskudte valgkamp.
. Liquid Variation III er en billedsekvens af Raphael Dubois – en undersøgelse af det flydendes natur.
Vand har en enestående evne til at rumme modsatrettede mønstre uden at lade dem brydes.
Musikken stammer fra CDen The Shutov Assembly (1992) – en samling modernistisk-abstrakte lydlandskaber af Brian Eno fra en tid, hvor han gæstede København ved flere lejligheder.
Hvis nogen undrer sig over pausebilleder på en blog om bæredygtighed, så er den korte forklaring, at jeg har været tvunget til at standse op for en tid, den lidt længere, at stilstand, kontemplation og introspektion, sindsudtømning, åndedræt og refleksion har en central betydning for en reelt bæredygtig levemåde. Det er banalt sagt ikke vores eksistens og indadskuen, som er ved at formøble klodens naturkapital, men vores utæmmelige handlekraft.
First Light en metamorfosisk afsøgning af elementet lufts bevægelsesnatur, hvor Raphael Dubois har søgt at skildre en flues oplevelse af at flyve i cigaretrøg.
Musikken til First Light stammer fra CDen Plateaux of Mirror (1980) – en af mine absolutte ambient-CD-favoritter skabt af Brian Eno og Harold Budd.
Rygerne har i dag svære tider – og må de fleste steder i dag se sig sat uden for døren. Med det vi ved om de helbredsmæssige konsekvenser af rygning er der al mulig grund til at lade være, og fra at være forbundet med smartness og stil er rygningen godt på vej til at blive et taber-symbol. Men i en tid, hvor vi bliver stadig dårligere til at holde pauser under vejs er der noget, som er værd at lære fra rygerne: Kultiveringen af pausen. Den lille dvælen inden påbegyndelsen, det lille stop under vejs, den lille markering af vel udført arbejde er vigtige tankestreger for vores psyke. Hvordan giver vi os selv og hinanden disse øjeblikke uden en cigaret mellem fingrene?
.
Ovenpå klimatilpasningsplanens stigende vandmasser må det være på tide med endnu et pausebillede – her et møde mellem bjergets stoiske ro og vandets afgrundsdybe uudgrundelighed, indfanget af martvids.
“Lost in the Humming Air” stammer fra CDen The Pearl – måske den af Brian Enos CDer, jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.
Ambient musik er eksistentiel slow food. På ét plan er noget af de mest klimavenlige, vi kan gøre, ikke at gøre noget.
