Strøtanker om bæredygtighed

Februar sidste år gennemførte Virgin-Atlantic med en jumbojet den første flyvning med biobrændstof på strækningen London-Amsterdam. Det vakte kortvarigt håb om, at flyvning kunne blive grøn og CO2-neutral. Men lynhurtigt stod det klart, at hvis luftfarten skulle drives via planteafgrøder, ville en meget stor del af verdens dyrkbare arealer gå til olieplantager, majs og sukkerrørsavl til de forslugne bil- og flymotorer. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof fra EUs projekt med at blande biobrændstof i bilernes benzin var på samme tid i fuld gang med at udløse en global fødevarekrise, og rydningen af land til dyrkning af afgrøder som oliepalmer forårsagede så store CO₂-udslip, at det ikke ville blive vundet tilbage i de europæiske bilmotorer (se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise).

Her omkring årsskiftet har vi set to nye eksempler på eksperimenter med biobrændstof til rutefly. 29. december gennemførte det New Zealandske luftfartselskab KIWI sin første testflyvning med en Boeing 747-400 med et brændstof bestående af 50% flybenzin og 50% biobrændstof fremstillet af en busk, Jatropha curcas, med meget olieholdige frø. Når Jatropha måske endda sine steder kan være en interessant afgrøde, er det fordi den kan gro på marginale arealer, hvor den ikke konkurrerer med andre afgrøder.

7. januar gennemførte Continental Airlines så sin testflyvning på en brændstofblanding, hvor halvdelen var flybenzin og halvdelen biobrændstof fremstillet af alger. Algerne kan dyrkes både til lands og til vands uden at konkurrere med andre afgrøder – faktisk har man typisk anlagt forsøgsdyrkninger i ørkenområder, hvor solen er rigelig. Algerne kan vokse i spildevand, deres tilvækst er hurtigere end nogen anden plante, og udbyttet pr. ha er større end for nogen anden plantetype. Samtidig kan man raffinere både biodiesel og bioethanol fra algerne, så der er på mange måder mere perspektiv i algedyrkningen (se tidligere blog-indlæg: Min bil kører på algesuppe).

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at selv hvis det lykkes at etablere en luftfart på 100% biobrændstof, som ikke belaster vores sparsomme landbrugsarealer, vil det ikke blive klimamæssigt forsvarligt at fortsætte de seneste årtiers umådeholdent stigende forbrug af lufttransport. For selv hvis selve brændstoffet er CO₂-neutralt, løser det kun en begrænset del af de uheldige følgevirkninger ved, at man fører forbrændingsmotorer gennem atmosfæren i stor højde (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air).

David Biello: Biofuel for Jumbo Jets: Kiwis Take to the Sky on Jatropha, Scientific American 30.12.2008.

New Zealand Tries Biofuel in Jets, NKO Newstalk 03.01.2009.

Tom Belden: Winging It: Airlines ramp up alternative-fuel pursuit, Philiadelphia Inquirer 11.01.2009.

Sten Jensen: Jetfly letter på raffineret algesuppe, Berlingske 09.01.2009.

Plane powered by algae makes first flight, Telegraph 09.01.2009.

Kom en alge i tanken, Aarhus Universitet 11.09.2008.

Det er efterhånden ved at stå klart, at biobrændstof til biler giver næsten uoverstigelige problemer, så længe det fremstilles af fødevarer eller på arealer, som med fordel kunne være brugt til fødevareproduktion. Problemets omfang fremgår med al tydelighed af en artikel i Ingeniøren i fredags: Dyrk alger og giv dem saltvand – så skal I få masser af biobrændstof. Det fremgår heraf, at hvis det nuværende amerikanske transportbehov skulle dækkes fuldt ud ved biobrændstof fremstillet af majs, så ville det kræve et majsareal på omkring 2 millioner km², hvilket svarer til det meste af det amerikanske prærieland eller cirka 45 gange Danmarks areal.¹

På den baggrund er det indlysende, at hvis alle verdens biler, fly og skibe pludselig skal til at drives med biobrændstof, så vil det give et enormt pres på verdens begrænsede opdyrkelige areal.

Heroverfor har forskere ved Taxas University udviklet en genmodificeret blågrønalge, som kan levere råmaterialet til biobrændstof på blot det halve areal – hvilket stadig er ganske meget. Men man mener i løbet af få år at kunne komme op på 17 gange højere produktion pr. arealenhed. Og så begynder det at ligne noget, som der kan blive plads til uden drastiske konsekvenser for fødevareproduktionen, ikke mindst fordi produktionen med fordel kan foregå på arealer, som er for tørre til almindelig dyrkning.¹

Læs mere »