Strøtanker om bæredygtighed

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Læs mere »

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget  Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA,  og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens Kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i Senatet i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

Læs mere »

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO₂-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO₂-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

[nggallery id=158]

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sands – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sands i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sands-olien – ikke fordi det er tar sands, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sands-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

.
For få uger siden lykkedes det efter måneders pres at få Obama-administrationen til at udsætte beslutningen af Keystone XL olieledningen, som skal føre canadisk tar sand olie til amerikanske rederier. Men nu har en række senatorer sat sig for alligevel at presse den igennem. Derfor iværksatte en gruppe klima- og miljøorganisationer i forgårs en aktion, hvor de i løbet af 24 timer lykkedes at mønstre 802.000 mails til senatet om ikke at røre ved beslutningen om udsættelse. Og derfor er i titusindvis af mennesker i disse timer ved at kime senatorerne ned med protester og henstillinger.

Jeg tænkte, at det var en god anledning til at gense denne nu snart et år gamle video om tar sand-olien: The Dirty Truth. Den opruller i al sin gru det, som måske er verdens i dag største organiserede miljøødelæggelsesprojekt. Et skovområde tre gange større end Danmark står i de kommende år til at blive totalt raseret. Udledningen vil føre til, at verdens tredjestørste vandafledningsområde står til at blive uhelbredeligt forurenet. Og samtidig er det beregnet, at CO₂-udledningerne fra tar sand-olien globalt set vil være lige så store, som den mængde CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af olie tilbage fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, hvilket vil medføre en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Canadas helt store klimasvigt er således ikke, at landet har trukket sig ud af Kyoto-protokollen for at slippe for at betale bøden for ikke at have levet op til sine klimamål, men at landet ved at insistere på at udvinde og sælge tar sand-olien, som indtil for få år siden blev betragtet som for kostbar og for svinsk at udlede, sætter klimaet i kog og hele klodens fremtid på spil.

EU er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en lovgivning, som vil gøre det umuligt for Canada at sælge tar sand olien i EU, fordi der er for stort et energiforbrug bundet til udvindingen. Et prisværdigt initiativ fra Connie Hedegaard, og det canadiske lobby-apparat har arbejdet på højtryk for at undgå en sådan stempling af tar sand-olien som klimaskadelig. Men som tingene ser ud lige nu, vil olien nok blive brændt af alligevel, hvis først den for alvor begynder at flyde.

Se tidligere blog-indlæg om tar sand og Keystone XL: Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, Canadas klimasvigt, James Hansen foran Det Hvide Hus, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, James E. Hansen om norsk klimapolitik og Tjæresand.

Damian Carrington: Canada threatens trade war with EU over tar sands, The Guardian 20.02.2012.

Mike de Souza: Pro-oil lobby retreat urges feds to deliver climate-change solutions, Vancouver Sun 12.02.2012.

Damian Carrington: Revealed: Europe’s plan to penalise Canada’s tar sands goes Dutch, The Guardia 16.01.2012.

Damian Carrington: UK secretly helping Canada push its oil sands project, The Guardian 28.11.2011.

Bill McKibben: Britain’s promotion of Canada’s tar sands oil is idiotic, The Guardian 28.11.2011.

Suzanne Goldenberg: Canada looks to China to exploit oil sands rejected by US, The Guardian 14.10.2010.

Terry Macalister: Shell faces shareholder revolt over Canadian tar sands project, The Guardian 18.01.2010.

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO₂-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO₂-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO₂-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO₂ ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO₂, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO₂ end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »