Indlæg tagged med Al Gore

Al Gore erklærer sin støtte til Barack Obama

23. juni 2008

Så skete det endelig. Sidste mandag gav Al Gore sin stemme til Barack Obama, efter at kapløbet om nomineringen som det demokratiske partis præsidentkandidat var afgjort. Om det var af respekt for Clinton-familien, eller for først at bringe klimaspørgsmålet på banen, efter at primærvalgene var overstået, får vi nok aldrig opklaret. Men siden Obama i januar 2007 meldte sig som kandidat, har Gore og Obama løbende drøftet en lang række spørgsmål, overvejende omkring klima- og energiproblematikken, dog uden at Gore på noget tidspunkt før nu at have taget stilling til nomineringen.

Al Gores endorsement fandt sted i bilbyen Detroit, hvor situationen er præget af arbejdsløshed og usikkerhed om fremtiden. Hvor USA for blot få årtier siden var verdensledende på bilfronten, er man i dag totalt udkonkurreret af japanske biler. De biler, som ruller af samlebåndene i Detroit, er miljømæssigt så slappe, at de dårligt kan sælges andre steder end på hjemmemarkedet – og heller ikke har nogen fremtid i et USA, som er nødt til at vriste sig ud af sit afhængighedsforhold af fossile brændstoffer, hvis landets og klodens fremtid skal sikres. Nedenfor er der to videoer fra Al Gores endorsement af Barack Obama.

I den første video ser man Al Gore, som fornemt bakker op om Obamas Change-motiv og elegant forbinder den forandring, som er nødvendig for at bringe USA på fode, med den forandring, som skal til at sikre verdens sikkerhed og som kan være med til at sikre verdens klima mod at løbe løbsk. I den anden video, er det Obama, som taler sig varm. Og hvor han i primærvalgene indimellem har været ganske forsigtig, når det gjaldt klimaet, melder han i selskab med Gore rent ud.

Det er to blændende oratorikere, vi møder her i Michigan, som for de 21.000 mennesker på stadion virkelig forstår at fremmane en vision af USA i kreativ forandringsproces. Hvor man under vejs i primærvalgene kan have være alvorligt i tvivl, om klimaudfordringen overhovedet ville få nogen plads i det kommende præsidentvalg, så er den med de seneste måneders stadig stigende oliepriser rykket langt længere op på listen. Fik Obama og Gore magt, som de har agt, ville verdens fremtid se lysere ud.

Læs mere »

Share

Al Gore: New thinking on the climate crisis

9. april 2008

Al Gore har efterhånden vist sit slideshow over 2.000 gange, med løbende små justeringer hen ad vejen. Men ved den seneste Ted-konference præsenterede han for første gang et helt nyt slideshow, og vi får i videoen herunder en fornemmelse af en reflekterende Al Gore, som gradvist har bevæget sig fra en teknisk-moralsk insisteren til en erkendelse af, at der i klima-krisen ligger en demokrati-krise og at løsningen af begge er uløseligt forbundne. Og hele bevidsthedsspørgsmålet står klarere frem i Gores perspektiv, end da jeg for snart et par år siden oplevede ham i Cirkusbygningen. Han slutter med at sige, at hvad der for alvor er brug for, er en højere bevidsthed.

Læs mere »

Share

Al Gore iværksætter stor amerikansk klimakampagne

31. marts 2008

Al Gore og Alliance for Climate Protection har ifølge Washington Post netop iværksat en omfattende klimakampagne, som med 300 mio. $ over de næste tre år skal få amerikanere til at skrue kraftigt ned for CO2-udledningerne og den amerikanske regering til at vedgå bindende aftaler om markante CO2-reduktioner.

Gore har doneret overskuddet fra “An Inconvenient truth” og sin del af Nobelprisen samt en række andre priser til kampagnen, og foreløbig er omkring halvdelen af beløbet tilvejebragt.

Baggrunden er den forstemmende, at klimaspørgsmålet indtil nu har fyldt meget lidt i den amerikanske valgkamp, selvom alle tre tilbageværende kandidater vedgår forpligtende CO2-reduktioner – McCain på 60%, Clinton og Obama 80% inden 2050. Gore håber med den massive indsats at styrke bevidstheden om klimakrisen i det offentlige rum dertil, at USA vil sigte på en 90% reduktion af de amerikanske CO2-udledninger i 2050.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Juliet Elperin: Gore Launches Ambitious Advocacy Campaign on Climate, Washingtonpost.com 31.03. 2008.

Suzanne Goldenberg: Gore unveils $300m climate ads, London Guaridan 31.03.2008.

Andrew V. Revkin: Gore Group Plans Ad Blitz on Global Warming, The New York Times, 01.04.2008.

Share

Al Gores tale ved overrækkelsen af Nobels fredspris

2. marts 2008

I december 2007 fik Al Gore sammen med Rajendra Pachauri fra FNs klimapanel IPCC overrakt Nobels fredspris. I den forbindelse holdt Al Gore en tale, som er en indtrængende opfordring til hele verden om at forstå alvoren i klimatruslen og at handle nu: “We must act.”

Kloden har feber. Vi står overfor at skabe en permanent “carbon summer”. Det er tid for at slutte fred med planeten, siger Gore i sin tale: “The pace of our response must be accelerated to match the accelerating pace of the crisis itself.”

“We must quickly mobilize our civilization with the urgency and resolve that has previously been seen only when nations mobilized for war. These prior struggles for survival were won when leaders found words at the 11th hour that released a mighty surge of courage, hope and readiness to sacrifice for a protracted and mortal challenge.”

“Now comes the threat of climate crisis – a threat that is real, rising, imminent, and universal. Once again, it is the 11th hour. The penalties for ignoring this challenge are immense and growing, and at some near point would be unsustainable and unrecoverable. For now we still have the power to choose our fate, and the remaining question is only this: Have we the will to act vigorously and in time, or will we remain imprisoned by a dangerous illusion?”

“We must abandon the conceit that individual, isolated, private actions are the answer. They can and do help. But they will not take us far enough without collective action. At the same time, we must ensure that in mobilizing globally, we do not invite the establishment of ideological conformity and a new lock-step ‘ism.'”

“That means adopting principles, values, laws, and treaties that release creativity and initiative at every level of society in multifold responses originating concurrently and spontaneously.”

“We have everything we need to get started, save perhaps political will, but political will is a renewable resource.”

 

Gores tale er tilgængelig som video nedenfor.

Læs mere »

Share

Esmans verden: Al Gore

2. marts 2008

I radioprogrammet Esmans verden fra 31.08.2006 bringer Frank Esman med god hjælp af Informations klimajournalist Jørgen Steen Nielsen et halvanden times portræt af Al Gore. Det er et spændende portræt af en mand, som helt tilbage fra sin barndom har haft den indsigt, at der var meget i menneskets tilstedeværelse på kloden, som måtte ændres radikalt for at afbøde stadig voksende ubalancer. Siden hans studietid ved Harvard har han haft tæt tilknytning til ledende klimaforskere, og han prøvede tidligt at arrangere politiske høringer om CO2-udledningernes skæbnesvangre konsekvenser for klimaet. Men først da han trådte ud af amerikansk politik efter med mindst mulige margin at have tabt præsidentvalget til Bush, er han for alvor trådt i karakter som miljøforkæmper. Og med filmen An Inconvenient Truth, som nåede de danske biografer umiddelbart efter denne radioudsendelse, har han været med til globalt at sætte klimaet på dagsordenen.

Radioudsendelsen har således halvandet år på bagen, men dens indføring i problemstillingen er stadig fuldt aktuel, og med Frank Esman og Jørgen Steen Nielsen, som nok er Danmarks bedste klimajournalist, er man i gode hænder.

I programmet er der stadig spekulationer, om Al Gore vil gøre Hillary Clinton rangen stridig som demokraternes præsidentkandidat. Det har han som sagt ikke gjort. Og til forskel fra august 2006 er der i dag gode chancer for, at USA vil vedgå internationale aftaler om begrænsninger i CO2-udledningerne. Både Clinton og Obama har en 80% CO2-reduktion i 2050 i deres valgprogram, og selv McCain taler om bindende CO2-reduktioner (se blog-indlæg på No Impact Man).

Ifølge dagens Politiken.dk har Anders Fogh Rasmussen under sit besøg hos den amerikanske præsident rost Bush for at være “miljøforkæmper” [sic], og i New York Times er han citeret for at have beskrevet Bush “as ‘a convinced environmentalist’ and world leader on the issue.” Selvom Bush er over alle bjerge i 2009, er miljøspørgsmålet langsomt ved at være trængt ind i hele det politiske speter, og her halvandet år senere er det ikke længere helt utænkeligt, at amerikanerne i 2009 underskriver en fortsættelse af Kyoto-aftalen med bindende amerikanske CO2-mål.

Under vejs i Frank Esmans Al Gore-portræt er der telefonisk forbindelse til klimaskeptikeren Pat Michaels fra Cato Institute samt Amory Lovins, lederen af Rocky Mountains Institute, som har skabt virkelig spændende scenarier for USAs udvikling fri af olien (se de tidligere blog-indlæg: Amory Lovins: Winning the Oil Endgame og Amory Lovins: Advanced Energy Efficiency.

Men hør selv Esmans verden om Al Gore på DRs P1 (1:27:00). De få engelske indslag er oversatte.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Michael Abramowitz and Steven Mufson: Danish Prime Minister Visits Bush Ranch, Pushes for Global Pact on Climate Change, Wahington Post 02.03.2008.

Niel A. Lewis: Danish Guest Asks Bush to Back Climate Treaty, New York Times 02.03.2008.

Mikael Børsting: Fogh hylder Bush under hyggebesøg, Politiken 02.03.2008.

 

Share

Al Gore: 15 ways to avert a climate crisis

26. januar 2008

Det er en gnistrende morsom og oplagt Al Gore vi møder i denne video fra hans præsentation ved TED-konferencen i Monterey i februar 2006: 15 ways to avert a climate crisis.

På blot 17 minutter giver han et fornemt rids af problemerne – både med klodens tilstand og med dem, som stadig tøver med at tage konsekvensen – og han skitserer i løbet af præsentationen 15 måder, hvorpå vi alle kan være med til at afbøde den globale opvarmning. Gore insisterer på den personlige stillingtagen, og hans message er, at det er enklere at gøre noget end du tror.

For et års tid siden havde jeg den store glæde at kunne opleve Al Gore i Cirkusbygningen. Den mand har betydet mere end nogen anden for, at USA og hele verden er ved at vågne til den ubekvemme sandhed, at vores klode ikke har det som den burde, og at det kræver en kollektiv global indsats af hidtil usete dimensioner at vende udviklingen.

Har du endnu ikke set filmen An Inconvenient Truth, er den yderst anbefalelsesværdig. Og hvor Gore, da filmen kom frem, blev anklaget for at overdrive havenes stigning, viser nyligt fremlagt forskning, at Antarktis’ ismasser smelter langt hurtigere end tidligere antaget, og at havene i et worst case scenario frem mod år 2100 kan stige op imod 2,5 meter. Gore kender disse forskere og har givet haft kendskab til midtvejsresultaterne.

Se tidligere blog-indlæg, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget.

Læs mere »

Share