Indlæg tagged med Aborreparken

Højhus på Axeltorv

31. august 2008

Ved det moratorium, som Borgerrepræsentationen i torsdags vedtog for højhuse i Indre By, trak man mod sydvest beskyttelsesgrænsen underligt zigzag-agtigt, så Tivoli blev fredet, mens Axeltorv, Aborreparken og Banegraven stadig står åbne for højhuse. Frem for bevaringsmæssige principper, som beskyttede middelalderby og fæstningsanlæg, har man således tydeligvis på pragmatisk vis forholdt sig til hvert enkelt sted. Men kunne man bare finde ud af at lave højhuse som gadekunstnerens på billedet herover – store i ånden uden at skygge omkring sig – er jeg sikker på, at der ikke ville være samme folkelige modstand.

Her er det Henning Larsen Architects forslag til nyt højhus på Axeltorv, hvor nu Scala ligger. Med 80 m højde er det det laveste af de forslag til stedet – det højeste af metropolzone-projekterne nåede på samme sted op på 147 m. Der er store økonomiske interesser i, om man kan få lov at bygge 5, 10, 20 eller 40 etager på et sted som her. Men i forhold til at beskytte Middelalderbyen virker det paradoksalt, at dette hjørne af det historiske København ikke kom med i beskyttelseszonen. Det er jo knapt nok et argument, at det allerede lider mere end mange andre kvarterer under forskellige bybygningstraditioners sammenblanding.

Læs mere »

Share

Ingen højhuse i Middelalderbyen

17. august 2008

I den forgangne uge blev det klart, at Borgerrepræsentationen 28. august vil vedtage, at der ikke kan bygges højhuse i Middelalderbyen – endda med et utraditionelt flertal uden om Socialdemokratiet, som ikke har været til sinds at afskære sig fra muligheden for at bygge i højden, hvis det rette projekt viste sig. Men i betragtning af, hvor stærk en folkelig modstand der er mod højhuse i det centrale København, er det vel en passende løsning.

Man kan undre sig over, hvilke studehandler, der ligger bag grænsedragningen. Som man kan se af kortet herover, vil der stadig langs havnen kunne bygges højt på Dokøen, Christiansholm og Krøyers Plads, hvor van Egeraats projekt var tæt på at blive vedtaget. Højhuse langs havnen her i Middelalderbyens hjertekule vil være meget uheldig for hele fornemmelsen af byens åbenhed mod nord.

Ligeledes har man i den gruppe, der står bag højhuszonen, tydeligvis kunnet enes om at beskytte Tivoli mod fremtidige hoteltårne, ligesom beslutningen lægger en kraftig dæmper på udviklingen af metropolzonen omkring Rådhuspladsen og punkterer alle videre planer om højhuse ved Nørreport. Dog har man bevaret muligheden for at bygge højt på Axeltorv og i resterne af Aborreparken. I mine øjne skulle al byplanmæssig udvikling i denne zone have som overordnet tema at reetablere befæstningsringens grønne bånd, så Middelalderbyen blev langt mere præcist defineret i denne del af byen.

Skulle man vurdere zonen ud fra et rent byrumsmæssigt perspektiv, kunne man ønske sig, at den højhusfri zone blev udvidet, så den også beskyttede Søerne og voldanlægget på Christianshavnssiden. Det er to af byens virkelig flotte byrum, som begge ville lide meget, hvis der begyndte at poppe højhuse op her.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Nu er højhuse i Indre By forbudte, (Ritzau) Politiken 28.08.2008.

Martin Justesen: Flertal forbyder højhuse i Indre By, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: “Et højhus kommer aldrig nogensinde til at passe ind”, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: S: Skingert flertal fastlåser udviklingen, Politiken 14.08.2008.

Morten Skjoldager: S og R strides om højhuse i København, Politiken 14.06.2008.

Københavnere siger nej tak til højhuse, Politiken 26.03.2008.

Charlotte Welin: Københavnere: Nej til højhuse i Indre By, Berlingske 29.11.2006.

 

Share

Lommeparker og grønne gaderum

10. maj 2008

“Visionen for et grønnere København 2015 består af tre initiativer – 14 nye lommeparker, mindst 3.000 flere træer og udvikling af de eksisterende parker,” skriver Klaus Bondam på sin blog i forbindelse med lanceringen af Københavns Kommunes nye strategi for et grønnere København, Lommeparker, træer og andet grønt.

Det er et prisværdigt initiativ, som ikke bare vil sikre byen flere grønne områder, men også flytter det hidtidige fokus fra byens store parker til flere og mindre enheder – og til sammenhængen mellem de grønne elementer, som er af vital betydning ikke bare for oplevelsen af byen som grøn, men for byens sundhed og for, at byens grønne elementer kædes sammen til et stærkere og mere samlet økosystem end i dag.

Jyllandsposten nævner konkrete planer om at indrette lommeparker på hjørnet af Skt. Hansgade og Ravnsborggade, Århus Plads på Østerbro og Sundbyøster Plads på Amager. Klaus Bondam visualiserer på sin blog en vand- og naturpark i den nye bydel i Nordhavnen. Men derudover er mulighederne mange.

Jeg stødte første gang på begrebet lommeparker via den japanske arkitekt Tsutomu Abe, som i 1984 med sit projekt til ‘Ginza Pocket Park’ skabte en lille (om end vegetationsfri) oase i en af Tokyos tættest bebyggede kvarterer. Netop i den tættest bebyggede by er der særligt behov for disse små åndehuller, som ikke behøver at være særlig store, så det ville være oplagt at få inkluderet en serie lommeparker i kommunens udviklingsplan også i Indre By.

Der er ikke så mange ubenyttede hjørner i Indre By, men sine steder har der i årtier blot holdt biler på ubebyggede parceller, og det vil være naturligt at indtænke lommeparker mange steder langs havnen. Ligeledes var det oplagt som del af lommepark-projektet at få rehabiliteret de sidste rester af Aborreparken, som nu står underligt ubenyttet blot få minutters gang fra Rådhuspladsen.

Læs mere »

Share