Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juli blev to reaktorer ved Oi-værket genstartet, og protesterne blev om noget stærkere. Juli barslede også med undersøgelser fra to forskellige kommissioner, som hver især kom frem til, at der var graverende fejl i håndteringen af krisen, og at der lå alvorlige strukturelle svigt bag det at katastrofen havde kunnet udvikle sig som den gjorde. Den ene gjorde et stort nummer ud af at understrege, at katastrofen ikke var en naturkatastrofe, men tværtimod “made in Japan”, skabt af serier af menneskelige svigt. Permierminister Nodas ganske egenrådige gennemtrumfen af genstarten og en i vide kredse upopulær momsforhøjelse får ganske mange politikere til at forlade regeringspartiet DPJ, og der kommer hul på en omfattende offentlig høring, som skal være en del af grundlaget for vedtagelsen af Japans kommende energiplan.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2012

6. juli – Igen A-kraft i de japanske stikkontakter
7. juli – Undersøgelseskommission: Fukushima-katastrofen er menneskeskabt
8. juli – “No Nukes 2012”
10. juli – Reaktor 3 på fuld kraft
12. juli – Sagsanlæg: TEPCO ude af stand til at drive A-kraftværker forsvarligt

13. juli – Ozawa siger fra overfor Noda med nyt parti
13. juli – Fredag er demo-dag
14. juli – Hatoyama siger fra overfor Noda
15. juli – 3 energiscenarier til høring
15. juli – Sanno: Landsby med 100% vedvarende el-forsyning

16. juli – Japan på gaderne
17. juli – TEPCO ønsker prisstigninger
17. juli – Sommervarmen kommet
18. juli – Første brændselslegeme fjernet fra reaktor 4
19. juli – Flere foldelinjer, flere fortrængninger

20. juli – Hvor mange vil dø efter Fukushima-katastrofen?
21. juli – Japans politiske scene
21. juli – Snyd med dosimetre
22. juli – Energieffektivitet
23. juli – Naoto Kan: Fuld afvikling af A-kraft i 2025

23. juli – Ny rapport om Fukushima-katastrofen
24. juli – Grønt parti på vej i Japan
25. juli – vedvarende energi-ekspert som guvernør i Yamaguchi?
25. juli – Rekordstort handelsunderskud for første halvår 2012
26. juli – KEPCO ønsker flere reaktorer startet / 10% scenario?

27. juli – Energiplan forsinket?
28. juli – NISAs sidste vilje
28. juli – Erhvervslivets organisationer afviser de tre energiscenarier
29. juli – Midori no To – et grønt parti stiftet
29. juli – Det japanske parlament “omringet” af demonstranter

29. juli – Valg i Yamaguchi
30. juli – KEPCO kører med milliardunderskud
31. juli – Tetsunari Iida om overgangen til 100% vedvarende energi

Se: Fukushima links for juli 2012.

Læs mere »

Før Fukushima-katastrofen var Japan med 54 reaktorer det land i verden, som efter USA og Frankrig havde mest atomkraft. Men fire reaktorer i knæ og en situation, som i værste fald kunne have nødvendiggjort evakueringen af hele Tokyo-området har givet så store betænkeligheder ved den fortsatte brug af A-kraft, at ingen endnu har haft mod til at genstarte reaktorer, når de en for en blev standset for regelmæssig vedligeholdelse.

Frem til Fukushima-katastrofen leverede A-kraften mere end 30% af den japanske elektricitet, og  der var planer om i de kommende år at udvide dette til 50%. Men 5. maj satte Japan sin sidste reaktor på stand by, og der har siden udspillet sig et bizart spil for og imod genstart.

Situationen er særligt prekær her i de kommende måneder, fordi det japanske el-forbrug er størst i juli og august måned, hvor det fugtigvarme klima normalt ville have airconditioning-anlæggene på fuld kraft landet over.

Presset for at få i det mindst nogle få reaktorer i gang igen inden sommervarmen for alvor sætter ind har derfor været stort, ikke mindst i Kansai-området (med blandt andet byerne Osaka og Kyoto), hvor A-kraften før Fukushima-katastrofen udgjorde hele 50% af el-forsyningen for regionens omkring 40 mio. indbyggere.

Selv med de besparelser, som regionens virksomheder og befolkning var i stand til at gennemføre sidste sommer, har forsyningsselskaberne regnet sig frem til, at der på særligt varme sommerdage (hvor airconditioningen normalt står for mere end halvdelen af husholdningernes el-forbrug) ville mangle op til 15% kapacitet. Alle virksomheder og husholdninger er derfor pålagt 15% besparelser i et forsøg på at undgå såkaldte rolling blackouts, hvor strømmen simpelthen slukkes for en time eller to ad gangen i skiftende områder for at kunne klare forsyningen i de øvrige områder.

Japans premierminister Yoshihiko Noda har da også igennem flere måneder insisteret på at få genåbnet to af fire reaktorer ved Oi-værket (som ligger ved Kansai-områdets nordvendte kyst). Her havde man tidligt fået godkendt de stress-test, som blev igangsat for alle japanske reaktorer efter Fukushima-katastrofen. Men disse tests har været stærkt kritiseret som værende helt utilstrækkelige. De er ganske provisoriske og varetaget af en kontrolinstans, som står overfor at blive nedlagt og erstattet af en reel kontrolinstans, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien. Denne nye instans, som skulle være med til at genskabe tilliden til (og varetagelsen af) den japanske A-krafts sikkerhed, var lovet på plads senest 1. april, men er stadig langt fra afklaret.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2012

11. marts – Fukushima – ét år senere – blog-indlæg
1. maj – Urgent Request to UN Secretary General Ban Ki-moon – blog-indlæg
5. maj – Japan uden A-kraft – blog-indlæg
7. maj – Masaharu Takasaki: Kokoro Shelter Project – blog-indlæg
7. juni – Japan stadig uden A-kraft – blog-indlæg

8. juni – Noda om nødvendigheden af at få gang i reaktorerne
9. juni – Noda i modvind
10. juni – Aktive foldelinjer under Oi-værket
11.juni – Genstart rykker nærmere
12. juni – Mainichi: Genstart af reaktorer er “emotional”

13. juni – 7½ mio. underskrifter mod genstarten
14. juni – Endnu nærmere genstart
14. juni – TEPCO spillet hasard med sikkerheden
15. juni – Kenzaburo Oe om genstarten
16. juni – Den første Oi-reaktor genstartet / Voksende politisk modstand

17. juni – Asahi Shimbun: Genstart sikkerhedsmæssigt dybt uansvarlig
26. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne I
27. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne II
28. juni – Hvilke reaktorer er det forsvarligt at genstarte?
29. juni – Tegninger af foldelinjer udeladt af grundlaget for genstarten i Oi

30. juni – 150.000 til fredagsdemo / Ny feed-in-tarif.

Se: Fukushima links for juni 2012.

Læs mere »

Ligeom herhjemme har solen i dagene op til pinse velsignet størstedelen af Tyskland. Det gjorde, at den tyske elproduktion fra solcelleanlæg for første gang nåede op over 20 GWh – nærmere bestemt 22 GWh. Fredag midt på dagen svarede det til en tredjedel af det samlede tyske elforbrug, og lørdag midt på dagen svarede det til halvdelen af elforbruget.

Det er resultatet af en massiv satsning på vedvarende energi i de senere år, og Tyskland har i dag næsten lige så meget solcellekapacitet installeret som resten af verden tilsammen. Stadig er det på årsbasis kun nok til at dække omkring 4% af energiforbruget. Men udbygningen af vindkraften er også massiv, og I Tyskland er man nu på årsplan oppe på at dække omkring 20% af sin energiforsyning med vedvarende energikilder, og som det fremgår af grafen herover, har man planer om inden 2030 at nå op på, at to tredjedele af energiforsyningen kommer fra vedvarende energikilder.

I skyggen fra den japanske A-kraft-ulykke ved Fukushima-Dai-ichi-værket besluttede man i Tyskland at udfase samtlige A-kraftværker senest i 2020 samtidig med, at man øjeblikkeligt lukkede den ældste halvdel, så der har efterfølgende været rejst tvivl, dels om Tyskland kunne overholde sine klimaforpligtigelser – hvilket ikke ser ud til at være noget problem – dels om det overhovedet var muligt at udfase A-kraften så hurtigt. Men Tyskland klarede sig gennem selv den koldeste vinter med ni A-kraft-værker lukket ned, og uden at måtte importere strøm fra nabolandene. Tyskland har fået lagt sin omlægning til vedvarende energi ind i en solid rytme, og foreløbig vil man kunne fordoble sin solcellekapacitet uden at have “problemer med” overproduktion på de mest solrige dage.

Når de toppræsterer som her under pinsesolen, yder de tyske solcelleanlæg tilsammen en effekt svarende til 20 A-kraftværker. 20 gigantiske enheder med behov for konstant teknikeropsyn, strålingsovervågning,  sikkerhedsopsyn og sikkerhedsafstand, og med kolossale endnu kun næsten løste bortskaffelses- og lagringsproblemer, den dag, værkerne ikke mere er i produktion … over for tynde blånistrede solcelleflader spredt ud over titusindvis af tagflader, helt uden risiko for terrorangreb eller store blackouts. Er vi alligevel her i ellevte time på vej til at lære af naturen, at en af dens store genistreger er, at den løser selv store problemer i meget lille skala?

Prisen pr. installeret kvadratmeter solcelle er stadig for nedadgående – det er en fremtidens energiform, og nordgrænsen for deres rentabilitet er i disse år ved at nå Danmark. Solcellerne er stadig under udvikling, og der er plads til et par teknologiske kvantespring, før de for alvor viser deres potentiale. I dag er det mest et stort areal af optimalt solorienterede paneler på huse, tage og marker, men sandsynligvis vil vi i de kommende år se dem indlejret over alt, hvor vi har brug for energien – i vores overtøj, i vores transportcontainere, i vores mobiltelefoner osv. – ligesom verdens i særklasse mest raffinerede solfanger: bladet, som med sin fotosyntese formår at skabe brændstof  af solens energi. Træer klarer sig fint uden at være tilsluttet nettet, uden markedspriser, tilskudsordninger, feed-in-tariffer, oplysningskampagner, tilskud, teknikere og CO₂-kvoter. De fornyer sig selv af materialer, som findes lokalt i rigelige mængder og kan komposteres og genanvendes uden kedelige restprodukter, når de er udtjente.

Der findes allerede eksempler hist og her – som havelampen, der ved aftenstide afgiver dagens opsugede lys. Da jeg startede i gymnasiet, fik jeg en lommeregner, som var udstyret med en lille (5,5 cm²) solcelle. Jeg har den endnu, bruger den næsten dagligt. Den har fungeret upåklageligt i snart 40 år uden nogensinde at skulle have været opladet eller have skiftet batteri.

Vi er omgivet af al den energi, vi kan ønske os. Vi må lære at se den, orientere og organisere os i forhold til den, turde basere os på den og lære os at høste den begavet.

Se tidligere blog-indlæg: Svigtende strømforsyninger og Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg.

Erik Kirschbaum: Germany sets new solar power record, institute says, Reuters 26.05.2012.

Malene Breuch Hansen: Weekendrekord: Tyskland producerede solenergi som 20 atomkraftværker, Ingeniøren 30.05.2012.

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet –  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

Umiddelbart efter at den kæmpe tsunami 11. marts 2011 væltede ind over Tohukus østkyst og satte Fukushima Daiichi-værket skakmat, var det svært at få noget klart billede af, hvad som var sket, og hvor omfattende følgerne ville blive. En serie brinteksplosioner i reaktor 1, 2 og 3 i de følgende dage pulveriserede de ydre bygningsskaller – og understregede på det voldsomste, at der var tale om alvorlige problemer, selvom det først blev offentligt erkendt mange måneder senere, at der var tale om egentlige kernenedsmeltninger for reaktor 1, 2 og 3. I månederne efter var kræfterne derfor fokuseret på at stabilisere disse løbskkørte reaktorer og bringe dem til en tilstand af cold shutdown, hvor de konstant holder en temperatur under 100ºC. Det lykkedes inden jul, omend der efterfølgende har været opblusninger og ingen med sikkerhed ved, hvor meget af reaktorkernerne, som rent faktisk stadig befinder sig i reaktorens kerne.

På ulykkesdagen var reaktor 5 og 6 bragt i cold shutdown i forbindelse med løbende vedligeholdelse, mens brændslet var taget ud af reaktor 4 også som del af den løbende vedligeholdelse – ellers kunne omfanget have været endnu større. Endda udbrød der få dage efter brand i brændselslegemerne i reaktor 4, og endnu en brinteksplosion pulveriserede den bygning, som omslutter reaktor 4 (billederne herover). På Fukushima-værket er der i alt mere end 10.000 brugte brændselselementer, og eksperter fra hele verden vurderer, at de udgør en tikkende bombe.

Særligt er opmærksomheden rettet mod den store dam i reaktor 4, hvor 1.535 brændselslegemer (460 ton) er under afkøling med direkte udsigt til stjernehimlen. Disse brændselsstave nedsænket i et gigantisk bassin 30 m over jorden repræsenterer en radioaktivitet på op imod 10 gange mere end hvad der blev frigivet ved ulykken i Chernobyl. Det er blevet vurderet, at et jordskæv af blot styrke 7 vil kunne få den hårdt prøvede beton til at kollapse. Og blot en mindre revne, som blotlægger brændselselementerne i kortere tid, vil kunne reaktivere de radioaktive processer i brændselsstavene dertil, at man står overfor at måtte evakuere Tokyo-området med dets millioner af indbyggere.

Men de japanske myndigheder og værkets ejer Tepco synes handlingslammede. Dette har fået en lang række japanske miljøorganisationer til at rette nedenstående henvendelse til FNs generalsekretær Ban Ki-moon om, at det internationale samfund må gribe ind – og hjælpe med at få det brugte brændsel sikret hurtigst muligt.

I bakspejlets bagklogskab virker det absurd, at man blot med hovedet under armen har opmagasineret årtiers brændselselementer på værkerne. Men det må ses som et billede på, at stort set ingen lande selv efter at have brugt A-kraft i årtier har afklaret, hvad man overhovedet efterfølgende vil gøre med sit radioaktive affald. Det ryger med i startpakken til de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Daiichi.

May 1, 2012

To: UN Secretary General Ban Ki-moon

An Urgent Request on UN Intervention to Stabilize the Fukushima Unit 4 Spent Nuclear Fuel

Recently, former diplomats and experts both in Japan and abroad stressed the extremely risky condition of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool and this is being widely reported by world media. Robert Alvarez, Senior Scholar at the Institute for Policy Studies (IPS), who is one of the best-known experts on spent nuclear fuel, stated that in Unit 4 there is spent nuclear fuel which contains Cesium-137 (Cs-137) that is equivalent to 10 times the amount that was released at the time of the Chernobyl nuclear accident. Thus, if an earthquake or other event were to cause this pool to drain, this could result in a catastrophic radiological fire involving nearly 10 times the amount of Cs-137 released by the Chernobyl accident.

Nearly all of the 10,893 spent fuel assemblies at the Fukushima Daiichi plant sit in pools vulnerable to future earthquakes, with roughly 85 times more long-lived radioactivity than released at Chernobyl.

Læs mere »

Denne plakat er blot en af mere end 1.000 Fukushima-plakater fra nonukeart.org – et udvalg kan ses i blog-indlægget: Fukushima – No Nukes Art Project.

I dag er det ét år siden et jordskælv ud for Japans Stillehavskyst rejste en tsunami, som hærgede Tohukus kyster og sendte Fukushima Daiichi A-kraftværket til tælling. Derfor gøres der i disse dage status over situationen, som ikke bare har gjort et stykke Japan ubeboeligt på ukendt tid, men har sat fundamentale spørgsmålstegn ved A-kraftens fremtidige rolle og om vi overhovedet er i stand til at omgås A-kraften på forsvarlig vis.

Tsunamien satte tre ud af Japans 54 kommercielle reaktorer ud af kraft. De tre havarerede reaktorer er nu relativt stabile, og strålingen fra værket er begrænset i forhold til de første uger efter katastrofen. Endnu ved dog igen med sikkerhed, hvor stor skade, der er sket, eller hvor omfattende nedsmeltninger, der er tale om. Og man regner med, at det vil tage 10 år at få indkapslet de nedsmeltede reaktorkerner og 30-40 år at få de havarerede reaktorer fuldt afviklet.

Samtidig er stort set alle øvrige reaktorer i Japan nu stoppet, kun to er stadig i drift. Det hænger sammen med en lov om, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstarten når en reaktor hver 13. måned bliver stoppet for sikkerhedsinspektion. I 40 år var dette blot en formalitet, men siden Fukushima-ulykken og den efterfølgende afdækning af den lemfældighed, hvormed sikkerheden har været håndteret i den japanske A-kraft-sektor, har ingen lokale myndigheder villet give disse tilladelser. Så Japan måtte klare sig gennem sommerens hedebølger med 30% mindre elektricitet end normalt, hvilket kun har kunnet lade sig gøre med en enestående blanding af opfindsomhed, velorganiserethed og vilje til at få det bedst mulige ud af den forfærdelige situation. Lige nu tyder alt på, at også de sidste to reaktorer bliver sat i stå uden umiddelbart at blive genstartet, når de til maj står overfor deres løbende sikkerhedscheck, og spørger man befolkningen, er der rigtig mange, som gerne så, at Japans atomreaktorer aldrig mere blev startet – at man standsede op i tide.

Konsekvenserne for japansk energipolitik er derfor stadig uafklarede – scenarierne spænder fra valne “vi skal jo videre”-attituder til visioner om en hurtig udfasning af A-kraften og helhjertet indsats for at få Japan 100% på vedvarende energi. Hen over sommeren var premierminister Naoto Kan meget dedikeret til en sådan omstillingsproces. Men han er siden trådt tilbage, og hans efterfølger er – som det er traditionen i Japan – langt mindre markeret.

Det som en overgang så ud til at kunne komme til at redefinere hele den japanske energipolitik – hvilket ville være en meget konstruktiv konsekvens af Fukushima-katastrofen – kan derfor som så meget andet, når der er store økonomiske interesser involveret, meget vel ende i perspektivløse lappeløsninger.

Japanerne er vågnet brat op til, at de gentagne forsikringer om A-kraften som sikker, ren og billig energikilde ikke holdt til virkeligheden. Og med arvæv fra A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki siddende i psyken har det udløst en vrede og indignation, som lige under de velordnede facader koger voldsomt. Protesten mod A-kraften har bragt mennesker på gaden i et omfang – og fra grupper af det japanske samfund – som man ikke har set det tidligere. Fukushima-ulykkens udfoldelse i alle afkroge af det japanske samfund er et gennemgribende Wake Up-call.

Udladninger som Frying Dutchmans human ERROR (se/hør blog-indlægget) rammer præcist ind i den desperation og afmægtighed, som følger med erkendelsen af, at en fortsættelse som hidtil ikke er mulig.

Verden rundt bliver der i disse dage gjort status i stor stil, og i blog-indlægget Fukushima – links har jeg siden 11.03.2011 løbende samlet artikler og kommentarer fra hele verden om Fukushima-ulykkens udfoldelse – så der efterhånden er omkring 1.000 links.

Japan vil i dag være stærkt præget af dagen, ceremonier, taler, genoplevelser af voldsomme minder, omkring en fjerdedel af de 20.000 mennesker, som døde, var børn, op imod 400.000 mennesker bor stadig under midlertidige forhold. Og så er det måske allersværeste at placere den kolossale usikkerhed om radioaktiviteten – kan ikke høres, ikke lugtes, ikke ses, ikke ignoreres. Først om adskillige årtier vil vi have et klarere billede af strålingsskadernes omfang, vide hvor lang tid det tog at decontaminere landskaberne og hvor store områder, som måtte kendes varigt uegnede til ophold. Mange jernbanelinjer vil indstille driften kl. 14:46 lokal tid – for efter en stund at køre videre. Her på bloggen vil jeg markere étårsdagen med at tænde et lys.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Nuclear Aftershocks, som er tilgængelig i det forudgående blog-indlæg, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som kan ses på denne side.

Inside Japan’s Nuclear Meltdown følger på nærmeste hold udviklingen i de første døgn efter jordskælvet 11. marts 2011, hvor en tsunami formåede at sætte et atomkraftværk med 6 reaktorer ud af kraft, inklusive samtlige sikkerhedssystemer og nødstrømsanlæg. At tingene ikke gik værre, end de gik, er mere held end forstand. I ugevis måtte man improvisere med de stumper man havde – hændelsesforløbene lå fuldstændigt uden for, hvad man havde forestillet sig kunne ske. Og det har krævet en heroisk og uegennyttig indsats af ansatte ved værket, som i bestræbelserne på at undgå et worst case scenario har risikeret deres liv. Kort sagt er en af verdens teknologiske supermagter blevet alvorligt taget med bukserne nede. Hændelsesforløbet viser med al tydelighed, at man ikke kan gardere sig mod sådanne fejl, og at konsekvensen med A-kraften kan blive særdeles store.

Det er gradvist lykkedes at stabilisere situationen, og før jul kunne man erklære de tre traktorer i en tilstand af “cold shutdown” – dvs. at temperaturen stabilt kan holdes under 100ºC. Men det er en lidt anstrengt brug af begrebet, for reaktorkernerne er nedsmeltet. Ingen ved endnu, hvor nedsmeltet eller hvordan oprydningen overhovedet kan finde sted, men man regner med, at der vil gå op til 10 år, før man kan fjerne de beskadigede brændselsdele og 25-30 år før der er ryddet helt op på stedet. Ingen ved endnu, hvor lang tid der vil gå, før de evakuerede kan rykke tilbage, eller hvor store områder man må erklære varigt uegnede til ophold. Og de genetiske forstyrrelser af mennesker og natur vil videreføres i generationer. Så det er en god anledning til at genoverveje A-kraftens nødvendighed og hensigtsmæssighed.

Den timelange video er delt op i fire sekvenser, som kan ses nedenfor:

New York Times bragte 4. marts et interview med Mr. Edge, som står bag dokumentaren, se: Marc McDonald: When the Dosimeters Were Screeching.

Læs mere »

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som er tilgængelig i det følgende blog-indlæg, dels Nuclear Aftershocks, som kan ses her.

Nuclear Aftershocks ser på, hvordan Fukushima-ulykken har fået vidtrækkende konsekvenser og har rejst spørgsmålet verden rundt, om vi overhovedet kan håndtere A-kraften? Spørgsmålet: Når det kunne ske i Japan …? Har ført til vidt forskellige reaktioner, fra en fuld udfasning inden for en kort årrække, til en systematisk revurdering af alle sikkerhedsforskrifter og -foranstaltninger.

I programmet bliver det sagt, at der nu kun er 6 ud af Japans 54 reaktorer, som er i drift. I skrivende stund er tallet helt nede på 2. Og sandsynligvis kommer også de to sidste reaktorer til at stå stille fra maj, når de står overfor deres løbende eftersyn.Det hænger sammen med, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstart, hver gang en reaktor har været standset for løbende sikkerhedseftersyn. Indtil nu har dette været formalia. Men i skyggen af Fukushima-ulykken har ingen villet medvirke til at genstarte reaktorerne.

Folkestemningen er meget kraftigt imod den japanske A-kraft (billederne herover er fra japansk fjernsyn), og selvom det er givet, at de japanske udbygningsplaner for A-kraften indstilles, så er det svært at forestille sig, at Japan ikke lister i hvert fald nogle af sine A-kraftværker i gang igen. Men foreløbig har ingen politikere haft mod til at tage ansvar for det – og selv klare tilhængere af A-kraften dukker sig lige nu og håber på bedre tider.

I programmet fremhæver James Hansen fra NASAs klimaforskningsafdeling, at det rent klimamæssigt vil være katastrofalt, hvis A-kraften bare opgives. For der findes ikke umiddelbart vedvarende energikilder, som kan klare “base load”-opgaven – at sikre, at der til enhver tid er strøm i kontakterne uanset om det blæser og solen skinner eller ej. Men lige præcis Japan har et kolossalt geotermisk potentiale, og rigtigt etableret burde geotermien kunne træde til og det endda langt mere fleksibelt end A-kraftværkerne. Så det er mere et spørgsmål om, hvor hurtigt, man hensigtsmæssigt kan lave disse omstillinger.

Man kunne her have ønsket sig, at Frontline også havde inddraget Amory Lovins fra The Mountain Institute, som meget præcist påpeger, at man kan få meget mere positiv klimaeffekt meget hurtigere ved at bruge pengene på vedvarende energikilder.

Den timelange video er delt op i seks sekvenser, som kan ses nedenfor:

Læs mere »