COP18 noter II – Qatar, Arabien og den japanske klimaindsats
27. november 2012
Ti. 27.11. – Først lidt om Doha – mange har peget på det absurde i, at man har valgt netop Doha som vært for COP18. Qatar er på mange måder noget af det mest artificielle, man kan finde. Al maden er bragt hertil fra mere frugtbare egne, alt vand er desalineret havvand, og det lille emirat Qatar har ikke bare en af verdens højeste indkomster pr. indbygger, men med 44 ton CO2 pr. indbygger pr. år også verdensrekord i CO2-udledninger pr. indbygger. En del heraf kommer fra olieudvindingen, men i Doha er elektriciteten gratis, vand er gratis og telefon er gratis for landets faste beboere, så energi er klart noget, man bare har nok af.
Mange NGOer fik det da også alvorligt galt i halsen, da Qatars tidligere olieminister Abdullah bin Hamad al-Attiyah, som nu er forhandlingsleder ved COP18, ved en konference i London for et par uger siden priste skifergassen med ordene: “Gas will give the world 300 years of security”. Her har al-Attiyah klart ikke fået luget ud i sin grundanalyse fra OPEC-tiden.
Og adspurgt i går, om det med så høje udledninger pr. indbygger ikke var på tide med en systematisk klimaindsats, fejede han det bort med, at det var vigtigere at se på de store udlederlande som Indien og Kina. Så hans forståelse af klimaudfordringen kan tydeligvis ligge på et meget lille sted. Og man står med en ubehagelig fornemmelse af at kunne komme til at genopleve situationer som i klimatopmødet i Københavns slutspil, hvor Lars Lykke Rasmussen var en medvirkende årsag til, at resultatet faldt på gulvet.
Når det måske endda ikke er helt ved siden af at placere mødet i den arabiske verden, så er det fordi en global klimaaftale nødvendigvis må være global, og at der ved at placere COP18 midt i olieland, ligger et klart signal om, at tingene også her må forandre sig.
Jeg har sat paper.li-siden 
Ampere Down er en del af en slow life bevægelse, som har eksisteret i Japan siden 2007, og som i konsekvens af Fukushima-katastrofen opfordrer alle husholdninger til at tage 10 A af deres kapacitet. Den er dog ikke defineret ved snærende sparemål, men ved den opmærksomhed og tilstedeværelse i nuet, som er mulig, hvis man tager alting lidt mere som det kommer og tager sig tid til sin hverdag. Det er nok så meget en kulturel bevægelse for at bringe livsglæden, roen og klarheden tilbage i dagligdagen. Slow food-tankegangen bragt i anvendelse på hele tilværelsen.
Japan tager dermed samme konsekvens af Fukushima-katastrofen som lande som Schweiz og Tyskland, som efterhånden som Fukushima-katastrofens omfang og uhåndterlighed udfoldede sig gjorde sig klart, at intet ansvarligt samfund kunne stille sin regering eller sine borgere i denne situation. Selv Frankrig, som med 80% af sin energi fra A-kraft er det land i verden, som har den største andel af A-kraft i sin energiforsyning, har meddelt, at man frem mod 2025 vil satse på en markant udbygning af den vedvarende energi og reducere sin andel af A-kraft til 50%.
Under vejs er der stærke billeder og talende grafik – for eksempel dette kort over jordskælvsrisiko, som viser, at risikoen for voldsomme jordskælv sine steder nærmer sig de 100%. Her har man for en god ordens skyld placeret adskillige reaktorer.
