7 milliarder træer inden klimatopmødet i 2009
6. juli 2008Det er blot et lille plaster på såret overfor de enorme beskadigelser, vi har påført miljøet, sagde den mexicanske præsident Felipe Calderon i går lørdag ved en træplantningsceremoni nord for Mexico City. I løbet af dagen blev der plantet 8 millioner træer i Mexico.
Officielle tal siger, at der hvert år illegalt ryddes 26.000 hektar skov, men det reelle tal menes at ligge langt højere, og Mexico er blandt de lande, hvor rydningen af oprindelig skov finder sted i stor stil. Dette giver dels gradvist store ødelæggelser af levevilkårene og landets naturkapital, dels meget store CO2-udledninger, når tropisk regnskov erstattes af simpel landbrugsproduktion.
UNEP, United Nations Environment Programme, kører i disse år omfattende træplantningskampagner. Sidste år deltog Mexico således i UNEPs kampagne A Billion Trees med plantningen af ikke mindre end 250 millioner træer. Selvom langt fra alle disse træer ender med at vokse op og blive store, er der et vigtigt socialt aspekt og en vigtig bevidsthedsmæssig dimension i at få en befolkning til at medvirke til og forstå betydningen af, at disse træer bliver plantet.¹
UNEP har siden hævet ambitionsniveauet, og i videoen nedenfor kan man høre UNEPs leder Achim Steiner introducere UNEPs seneste træplantningskampagne, som har som mål på verdensplan at nå plantningen af 7 milliarder træer inden klimatopmødet i København ved udgangen af næste år.