Strøtanker om bæredygtighed

Fre. 07.12. – har været ude af byen hele dagen og prøver på her at skrive mig ind på dagens hændelser. I aftenens TV-avis blev det blot lakonisk konstateret, at COP18 i Doha var endt uden resultat – og at Kyoto-aftalen ikke var blevet forlænget!

Men i Doha forhandles der stadig, selvom klokken i Doha har passeret midnat. Martin Lidegaard skrev her til aften, at “forhandlingerne går ind i den afsluttende fase ved midnat. Danmarks forslag om at gå efter at lukke hullet til de to grader i 2014 lever stadig! Nu støttet af EU, de fattigste ulande, østaterne, USA m.fl. Men der er stadig lang vej igen, og intet er givet.”

Her kl. 22.50 dansk tid er forhandlingerne netop blevet indstillet, for at konferencens præsident kan rådføre sig med de rådgivende ministre (dem som har haft ansvaret for at søge at sammenfatte hver af konferencens spor), og for at de mange delegerede har tid til en bid mad inden mødet bliver genoptaget kl. 2 midnat lokal tid. Så der arbejdets tilsyneladende på højtryk for at komme til en eller anden grad af afklaring. En række ministre har udskudt hjemrejsen til i morgen aften, og Dohas shuttle-busser har forlænget deres køreplan til i morgen kl. 22, så det ser ud til, at man prøver at give forhandlingerne endnu et døgn.

De videre forhandlinger kan følges herfra fra kl. 00 midnat dansk tid.

Ved tretiden skriver Martin Lidegaard igen: “Forhandlinger i Doha afbrudt og genoptages i morgen tidlig – hvad det sådan set allerede er… Trætte forhandlere, kold kaffe og alt for mange firkantede parenteser. Det bliver ikke let, når vi mødes igen om små fire timer.”

Og UNFCCC skriver på Facebook: “Informal plenary to start at 7:30 a.m. Saturday, in Plenary 1: (Presentation of outcomes and next steps towards closure) Get some sleep everybody!!”

Læs mere »

.
I denne video kan man høre Ivonne A-Baki fra Yasuni-ITT Initiative fortælle om et enestående projekt i Ecuador, hvor man i et område af Amazonbækkenet, som har den måske højeste biodiversitet i verden og rummer endnu ikke-kontaktede grupper af oprindelige folk, har fundet store mængder af olie i undergrunden.

I stedet for at rykke frem med det store olieudvindingsudstyr for at hente nogle let tjente penge op til et fattigt udviklingsland, har Ecuador forsøgt at skabe opbakning til, at landet bevarer området urørt mod at få en form for kompensation fra verdenssamfundet.

I en situation, hvor det står stadig mere klart, at vi kun kan afbrænde 20-25% af de nu kendte fossile reserver, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 2ºC, er det indlysende, at et sted som Yasuni forbliver urørt. Men har Ecuador råd til at lade være? – og har verdenssamfundet råd til i alle tilfælde at betale forat lade samtlige 75-80% af de fossile reserver ligge? Skal for eksempel et rigt land som Canada kompenseres for ikke at ødelægge et område på størrelse med Frankrig for at udvinde tar sand-olien? – og skal Danmark betales for ikke systematisk at hente al olien op af Nordsøen?

Det er svimlende spørgsmål, hvis Yasuni-metoden skal bringes til at dække alle forekomster. Men det behøver heller ikke at være tilfældet. Foreløbig ser det ud til, at Ecuadors initiativ lykkes – i hvert fald for en tid.

Yasuni-ITT projektet er nærmere belyst i blog-indlægget: Biodiversitet IV – Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis?

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Ecuador’s ‘courageous’ decision to leave oil in the ground, (video) RTCC 04.12.2012.

.
Satu Hassi, medlem af Europa-parlamentet for Finland og del af Europa-parlamentets grønne gruppe, siger i denne lille video, at hun ville ønske, at EU ville stramme sin klimamålsætning til 30% i 2020. Samtidig med at det ville være et godt signal i Doha, vil det betyde en styrkelse af økonomien i EU og skabe 6 mio. nye arbejdspladser. Og hun fortæller, at et flertal af Europa-parlamentets medlemmer finder, dels at de såkaldte ‘hot air’-kreditter skal inddrages og at EUs ambitionsniveau skal øges til 30%.

Hassi bliver spurgt om det rimelige i, at der kræves enstemmighed i klimaspørgsmål, og hun svarer, at der er en proces i gang, så det bliver overført til almindelige forretningsanliggender, så klimaindsatsen fremover ikke vil kunne blokeres eller bremses af et enkelt medlemsland. Hun siger, at der ikke i EUs regelsæt er noget, som dikterer, at klimaområdet kræver fuld enighed – det er blot en dårlig vane.

For Hassi er det vigtigste spørgsmål at få behandlet i Doha, hvordan vi får lukket ‘the emission gap’, så mulighederne for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC ikke tabes. I forhandlingerne bliver der talt en masse om små detaljer, hvoraf nogen betyder mere og nogen betyder mindre, og nogen blot har symbolsk betydning. Men der bliver talt alt for lidt om, hvoran man overordnet kan lukke dette ‘the emission gap’, som er den centrale udfordring (the crucial thing for the whole future of all of us).

Se tidligere blog-indlæg: UNEP Emissions Gap Report 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Raised ambition could bring 6 million jobs to EU, (video) RTCC 05.12.2012.

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »

.
I denne blot 3 min. lange video gør lederen af UNFCCCs klimaforhandlinger Christiane Figueres i dag fredag status over de første dage i forhandlingerne. Hun siger, at der på alle fronter er fremskridt, at der inden lørdag aften vil ligge opsummeringer til videre bearbejdning i anden uge.Så foreløbig er forhandlingerne forløbet planmæssigt som forhandlingsforløb.

Forhandlingsdelegationerne er alle spændt op i dilemmaet mellem det rådighedsrum, de har med hjemmefra og den næsten desperate oplevelse af nødvendigheden af en stærk aftale, som kan løfte den nødvendige klimaindsats frem i alle verdens lande.

Så én ting er det meget omtalte ’emission gap’. Men COP18 har måske endnu mere udtalt end tidligere et ‘gap of understanding’ mellem den videnskabelige forståelse af den nødvendige indsats og den politiske formåen – og det helt grundlæggende magtpolitiske spørgsmål, om vi er i stand til at sikre, at omkring 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver liggende i undergrunden?

Med plads til kun at udvinde omkring 20% af de allerede kendte ressourcer, hvis vi skal have en chance for at klare 2ºC-målsætningen, er det kun at gøre problemerne større at efterforske nye forekomster.

Der er brug for en andenforståelsesmåde, hvor man ikke bare ser på, hvad man kan gøre for at spare lidt mere her og der i det vi allerede gør, men også træder det lille skridt udenfor, som gør at vi får det samlede billede. For det giver vigtige korrektiver tilbage på, om det vi kalder vores klima- og energipolitik rent faktisk fører os derhen, hvor vi skal.

Her må vi indse, at selv vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard ikke mener, at den danske befolkning vil kunne forstå, at vores eventuelle forekomster af gas i undergrunden skal blive liggende og end ikke skal efterforskes (i hvert fald ikke i de førstkommende årtier), hvis vi skal levere vores lille del af 2ºC-målsætningen.

Man kan vende det om – de fossile forekomster er dannet gennem milliner af år. Hvad er det, der gør, at vi synes det er i orden at brænde det hele af  på ganske få årtier. Skal der ikke være noget til danskerne i det 22. århundrede, det 23. århundrede og det 24. århundrede? Bare lidt.

Indimellem kan man synes, at der var brug for i højere grad ved disse forhandlinger at tale paradigmer og perspektiver – at prøve i større udstrækning af få det globale perspektiv med og få det kommunikeret tilbage i verdens befolkninger. For hvis ikke vi her i Danmark kan holde os fra yderligere udforskning, hvordan skal man så få verdens udviklingslande til at afstå fra at udforske deres potentielle gaseventyr?

2ºC-målsætningen er på den led en vidunderlig sten i skoene ved de mange forhandlere. For den går ikke væk lige meget, hvor meget, der bliver spundet. Klimaet står på den led ikke til forhandling.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

.
En af de ting, som virkelig har givet stærk resonans i Doha i det sidste døgn, er en rapport, som UNEP fremlagde i går, om den tikkende metanbombe, som ligger gemt i permafrosten, som spænder over store dele af jordkloden nord for polarcirklen. Det er udledninger, som ikke er medregnet i de nuværende klimamodeller, men med den accelererende afsmeltning af Arktis rykker stadig nærmere. Der ligger skønsmæssigt 1.700 gigaton CO_2e bundet i permafrosten – eller omtrent det dobbelte af den mængde drivhusgasser, som i dag findes i atmosfæren. Så hvis størstedelen heraf frigives, står vi overfor et klimatologisk tipping point, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende (se Arktiske faresignaler og Permafrosten måske ikke så permanent).

I den 5:46 min. lange video herover anslår rapportens hovedforfatter Kevin M. Schaeffer, at blot en temperaturstigning på 2-3ºC vil udløse et sted mellem 30-60% af den nu indeholdet metan og CO₂ i permafrosten, så det er vigtigt at indregne disse drivhusgasser i vores klimamodeller for at få et retvisende billede af, hvilke reduktioner, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Med denne viden er loftet for yderligere CO₂-udledninger for at holde 2ºC-målsætningen blevet endnu lavere. Så deltagerne i COP18 har endnu en gang fået understreget, at det er uomgængeligt at få reduceret udledningerne radikalt i allernærmeste fremtid.

Stadig under udarbejdelse … grafer fra rapporten på vej.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Thawing of Permafrost Expected to Cause Significant Additional Global Warming, Not yet Accounted for in Climate Predictions, UNEP 27.11.2012.

Kevin M. Schaeffer  et al.: Policy Implications of Warming Permafrost, UNEP nov. 2012 (pdf).

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Fiona Harvey: UN: methane released from melting ice could push climate past tipping point, The Guardian 27.11.2012.

UNEP warns of catastrophic permafrost melt by 2100, RTCC 27.11.2012.

Faisal Baatout: Melting permafrost ‘may speed global warming’, AFP 27.11.2012.

Jeg har herunder hentet et åbent brev fra 350-bevægelsen til verdens regeringer og deres forhandlingsdelegationer ved de forestående klimaforhandlinger i Doha, som i kort form ridser det perspektiv op, som Bill McKibben tilbage i juli udfoldede i en artikel i Rolling Stone: Global Warming’s Terrifying New Math.
.

To really address climate change UNFCCC-COP18 should decide
to leave under the soil more than 2/3 of the fossil reserves

by Bill McKibben, Nnimmo Bassey & Pablo Solon

2012 saw the shocking melt of the Arctic, leading our greatest climatologist to declare a ‘planetary emergency,’ and it saw weather patterns wreck harvests around the world, raising food prices by 40% and causing family emergencies in poor households throughout the world.

That’s what happens with 0.8ºC of global warming. If we are going to stop this situation from getting worse, an array of institutions have explained this year precisely what we need to do: leave most of the carbon we know about in the ground and stop looking for more.

If we want a 50-50 chance of staying below two degrees, we have to leave 2/3 of the known reserves of coal and oil and gas underground; if we want an 80% chance, we have to leave 80% of those reserves untouched. That’s not “environmentalist math” or some radical interpretation – that’s from the report of the International Energy Agency last month.

It means that – without dramatic global action to change our path – the end of the climate story is already written. There is no room for doubt – absent remarkable action, these fossil fuels will burn, and the temperature will climb creating a chain reaction of climate related natural disasters.

Negotiators should cease their face-saving, their endless bracketing and last minute cooking of texts and concentrate entirely on figuring out how to live within the carbon budget scientists set. We can’t emit more than 565 more gigatons of carbon before 2050, but at the current pace we’ll blow past that level in 15 years. If we want to have a chance to stick to this budget by 2020 we can’t send to the atmosphere more than 200 gigatons.

Rich countries who have poured most of the carbon into the atmosphere (especially the planet’s sole superpower) need to take the lead in emission reductions and the emerging economies have also to make commitments to reduce the exploitation of oil, coal and gas. The right to development should be understood as the obligation of the states to guarantee the basic needs of the population to enjoy a fulfilled and happy life, and not as a free ticket for a consumer and extractivist society that doesn’t take into account the limits of the planet and the wellbeing of all humans.

There’s no longer time for diplomatic delays. Most of the negotiators in the Eighteenth Conference of the Parties of the UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) know that these are the facts. Now is the time to act for the future of humanity and Nature.

Bill McKibben founder of 350.org, Nnimmo Bassey Environmental Rights Action & Coordinator of Oilwatch International, Pablo Solon Executive Director of Focus on the Global South, former Bolivian Ambassador to the UN and former chief negotiator for climate change.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé og Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

An open letter to governments and their negotiators, 350.org 27.11.2012.

.
I denne 3:39 min. video fortæller Kitty Ehn fra Nature Youth Sweden om, hvordan det borgerligt regerede Sverige hastigt er ved at løbe fra landets klima- og bæredygtighedsforpligtigelser. På få år er landets klima- og miljøindsats faldet fra en 10.-plads til en 24.-plads i EU og til en 45.-plads internationalt. Ifølge Ehn er det her ungdommens og NGO-organisationernes opgave at søge at holde landet på sporet og løfte sin del af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring.

Det kan synes nyttelyst som ung aktivist at være så tæt på i Doha og så alligevel ikke få lov at sidde med, hvor beslutningerne tages. Men omvendt er det klart for enhver, at NGOerne er med til at lægge en stemning – den nødvendige stemning af urgency – og at denne stemning rent faktisk påvirker forhandlingerne. Ellers er det alt for let i forhandlingerne blot at blive enige om etellerandet – vores politiske forhandlingskultur har det med at lave kompromisser.

Men klimaet – og hele den klimaudvikling, vi har igangsat med industrialiseringen – står ikke til forhandling. Det er ikke nok at blive enige om noget – eller som USA prale med at man endelig er kommet i gang med at lave biler, som er mere brændstof-effektive, når der er brug for en omfattende, hurtig og velintegreret indsats på alle områder.

Det er klart for alle, at regningen bliver jo dyrere, jo længere vi nøler, og at hvis vi gør det ret meget længere, bliver regningen ubetalelig – på den kedelige måde, at penge ikke mere kan standse udviklingen. Og det er de kommende generationer, som kommer til at betale prisen for den nuværende smølen. Så ungdomsrepræsentanterne skulle have en meget større stemme direkte ved forhandlingerne – ikke bare fordi unge udgør en meget stor del af verdens befolkning, men fordi det er dem, som kommer til at stå med resultatet – om så vi lykkedes med at finde en 2ºC-løsning, eller vi endte med at brænde vores livsgrundlag af.

Se også blog-indlægget Youth Profiles: Verden rundt blandt klimaaktivister.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: Sweden must live up to its climate reputation, RTCC 26.11.2012.

Ma. 26.11. – Så er COP18 skudt i gang – og umiddelbart er ikke meget ændret siden klimaforhandlerne sidst mødtes til COP17 i Durban for snart et år siden. Klimaudfordringen er om noget blevet større siden sidst, som understreget af en række forskningsresultater, som er fremlagt i de seneste måneder:

1) En undersøgelse fra NASA viser, at den øgede forekomst af ekstremvejr i de seneste årtier direkte kan tilskrives klimaforandringer, og at det som for blot får årtier siden måtte betragtes som usædvanligt, er blevet det nye normalvejr (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

2) Det internationale Energiagentur IEA kunne for nylig konstatere, at verdens udledninger igen var markant stigende efter at have været lidt vigende omkring den økonomiske krise i 2008-09 – og det i en situation, hvor det står klart, at verdens samlede udledninger skal kulminere inden for 2-3 år og herefter falde hurtigt, hvis vi skal have en chance for at holde de samlede globale temperaturstigning under 2ºC, som verdenssamfundet vedtog ved COP15 i København for tre år siden (se blog-indlægget IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

3) Men en undersøgelse fra Verdensbanken påpeger, at vi med den nuværende indsats er hastigt på vej til globale temperaturstigninger på 4ºC eller mere – og karakteriserer 4ºC som den ultimative katastrofegrænse, hvor verdens kystbyer oversvømmes, fødevareproduktionen er truet, verdenshavenes forsuring når et punkt, hvor de nuværende fødekæder kollapser, mens vejrfænomener som tørke, varme og storme vil blive endnu mere ekstreme (se blog-indlægget Verdensbanken: “Skru ned for varmen”).

4) PricewaterhouseCoopers laver årligt en ganske tankevækkende beregning af, hvor meget, vi må sænke vores carbon intensity, for at holde so under 2ºC – her er vi alvorligt bagefter (se blog-indlægget ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag).

Læs mere »

Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO₂-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO₂-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).

Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.

Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO_2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.

Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.

Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO₂-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.

Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.

Læs mere »