Strøtanker om bæredygtighed

Tawara-atollen er en del af det udstrakte ørige Kiribati, som sammen med verdens øvrige atolriger står overfor at blive de første, som må give op på grund af de stigende verdenshave.

Repræsentanter fra en række lande i Det Sydlige Stillehav, Fiji, Mikronesien, Cook-øerne, Kiribati, Marshall-øerne, Nauru, Palau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu, har i den forgangne uge været samlet i Suva til det tredje Pacific Islands Development Forum med temaet “Bulding Climate Resilient Green Blue Pacific Economies”.

Disse lande har det skæbnesfællessab med verdens øvrige atolriger, deltaområder og lavtliggende kystegne, at man med klimaforandringerne og den indtil nu manglende vilje til at bremse hurtigt op for brugen af fossile brændsler må indstille sig på i løbet af det 21. århundrede at forsvinde i havet. Her op til COP21 i Paris har det altoverskyggende emne derfor været klimaforandringerne og klimaindsatsen, for disse landes videre eksistens afhænger af, at der om tre måneder i Paris ikke bare vedtages en klimaaftale, men igangsættes en stærk klimindsats. Og stod det til disse små atolriger, så var al brug af fossile brændstoffer fuldt udfaset inden 2050.

Pacific Islands Development Forum har da også vedtaget en Suva Declaration on Climate Change, som kan ses i sin helhed nedenfor. Den understreger den alvorlige situation for verdens mest sårbare lavestliggende lande og kræver på den baggrund, at verden vedtager og gennemfører en radikal klimaindsats, som sikrer, at den gennemsnitlige globale opvarmning holdes under 1½°C.

Dette er stadig teknisk muligt, men vi nærmer os hastigt det punkt, hvor den gennemsnitlige globale temperatur er steget 1°C. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1½°C vil det derfor kræve en helt anden politisk vilje til at udfase brugen af de fossile brændstoffer over en meget kort årrække, end man ser i dag (se blog-indlægget: Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?).

Deklarationen udtrykker derfor også stor utilfredshed med de klimamålsætninger, som indtil nu er indgivet til UNFCCC: Stillehavsøandene er “deeply disappointed that current international pledges for action as contained in submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDCs), to stabilize global average temperature increase to well below 1.5⁰C above pre-industrial levels, remain grossly inadequate.”

Deklarationen går således også meget direkte i rette med to af de nærmeste naboer, New Zealand og ikke mindst Australien, som hver især har fremlagt provokatorisk uambitiøse klimaplaner, som set fra verdens lavtliggende lande må betragtes som en dødsdom. I deklarationens punkt 19 g bliver der således krævet et moratorium for etableringen af nye kulminer som del af et generelt stop for udvidelsen af udvindingen af fossile brændstoffer med efterlysningen af: “a new global dialogue on the implementation of an international moratorium on the development and expansion of fossil fuel extracting industries, particularly the construction of new coal mines, as an urgent step towards decarbonising the global economy.”

Dette er en logisk konsekvens af den generelle globale klimamålsætning, for selv ved 2°C-målsætningen fald skal mindst 80% af alle kendte kulreserver forblive i undergrunden. Men stort set ingen af verdens klimaplaner gør deres del af at kunne holde en 2°C-målsætning. Australiens premierminister Tony Abbott er tværtimod i fuld gang med at nulstille den hidtidige australske klimaindsats og lægge hindringer i vejen for den videre udbygning af sol- og vindenergien for at fastholde ‘nødvendigheden’ af at udvikle nye kulminer, (se blog-indlægget: Australiens energiproduktion).

Pacific Islands Development Forum fandt sted i Suva umiddelbart inden denne uges møde i Pacific Islands Forum, som omfatter langt flere af regionens øsamfund, herunder Australien og New Zealand. Den kommende uge må vise, om de små lavtliggende nabolande kan overbevise Australien og New Zealand om nødvendigheden af at afvikle den nuværende fossile afhængighed hurtigt. I hvert fald har de med deklarationen præciseret deres forventninger til et godt naboskab på klimaområdet.

Deklarationen giver et godt indblik i en lang række af verdens fattigste og mest udsatte landes forhåbninger og forventninger til en global klimaaftale, så jeg har kopieret deklarationsteksten ind i sin helhed nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg: 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, Er 1½°C-målsætningen stadig mulig? Paris 2015 – New Zealands INDC, Paris 2015 – Australiens INDC, Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge og Stillehavsøer forsvinder i havet.

PACIFIC ISLAND DEVELOPMENT FORUM SECRETARIAT
56 Domain Road, P.O. Box 2220, Government Buildings, Suva, Fiji
Tel: (679) 3311520
Fax: (679) 3311527
secretariat@pacificidf.org
www.pacificidf.org

SUVA DECLARATION ON CLIMATE CHANGE

We, the Leaders of the Pacific Islands Development Forum following open, transparent and inclusive discussions with stakeholders undertaken during the Pacific Islands Development Forum Third Annual Summit held in Suva, Fiji between 2-4 September 2015 declare that we:

1. Læs mere »

Der er nu blot tre måneder til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. I den forbindelse er der i den kommende uge forberedende forhandlinger i Bonn, hvor den altdominerende opgave bliver at få forhandlingsteksten kortet ned. Ud over denne uge tilbagestår der kun en enkelt af disse forberedende forhandlingsuger, så med i alt kun ti tilbageværende forhandlingsdage inden Paris oplever lige nu et kolossalt – og kunne man fristes til at sige – nødvendigt pres for at få skabt enighed om en stærk og visionær klimaaftale, som kan guide den nødvendige omstilling og sikre vores livsgrundlag for fremtiden.

Kommissioriet for den kommende uges forhandlinger er med IISDs ord: “At ADP 2-10, Parties are “expected to produce a clearer understanding and articulation of the elements of the Paris package with regard to both workstream 1 (the 2015 agreement) and workstream 2,” including by developing “bridging proposals” and narrowing options for further negotiation.”

Ved sidste samling i juni (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni) måtte man, på trods af at forhandlingerne var båret af en konstruktiv ånd og fælles oplevelse af at stå overfor en ufravigelig, monumental opgave, indse, at redigerings- og afklaringsarbejdet gik alt for langsomt. I løbet af to ugers forhandlinger blev teksten kun to sider kortere, og forhandlingstekstens format var blevet så rodet af de mange tilføjelser og ændringsforslag, at man midtvejs gav formandsskabet for forhandlingssporet, Ahmed Djoghluf og Dan Reifsnyder, til opgave at ombryde teksten, så den strukturelt set var mere håndterbar. Denne udgave forelå sidst i juli, men er stadig 83 sider lang:

• Scenario note on the tenth part of the second session of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, Note by the Co-Chairs 24.07.2015 (pdf).
• Further clarifications by the ADP Co-Chairs on the mode of work at ADP2.10, UNFCCC 30.08.2015 (pdf).

UNFCCC skrev ved fremlæggelsen i juli, at: “The document provides for the first time clarity on what could be contained within the emerging legal agreement in Paris.” “It also clarifies what decisions with immediate effect could be taken at the moment the agreement is adopted.”

Men en lang række spørgsmål afventer stadig den politiske afklaring. Djoghluf og Reifsnyder har ikke kunnet træffe nogen af disse beslutninger, men kun kunnet tydeliggøre, hvilke beslutninger, der mangler at blive truffet og hvor der stadig mangler afklaring og enighed. Om så delegationerne har gjort deres hjemmearbejde på alle disse områder er mere end tvivlsomt – sandsynligvis vil de fleste af de tilbageværende centrale uenigheder først blive afklaret i Paris, når statsoverhovederne kommer med. Det har traditionelt været i processens sidste stade. Men de franske forhandlingsværter har forsøgt at vinde gehør for, at statslederne ved COP21 i stedet kommer til Paris allerede i den første forhandlingsuge, så det politiske kommer tidligere i spil.

På nuværende tidspunkt, hvor 56 lande med tilsammen omkring 70% af verdens udledninger har indgivet deres klimamålsætninger, tegner der sig et billede af, at der kan etableres en aftale i Paris, men at summen af de indmeldte klimatiltag ikke er tilstrækkelige til en 2°C-løsning. Forhandlingernes leder, Christiana Figueres, har da også forud for denne forhandlingsrundet medgivet, at: “On their own, the INDCs received before Paris are not going to keep us below a 2 degrees Celsius rise this century. But they underline a sharp and positive departure from business as usual and will form the essential foundation to reach that ultimate goal if governments agree to clearly ramp up ambition over time.”

Læs mere »

Stadig blot små citater til sammenskrivning …

Hansen: More than eight years later, we are publishing a paper describing these studies. We are publishing the paper in an open-access “Discussion” journal, which allows the paper to become public while undergoing peer-review (a pdf of the paper with figures imbedded in the text for easier reading is available here). I will get to the reasons for that in a moment, but first let me mention some curious numerology to get you thinking about scientific reticence.

Romm: As an important aside, Hansen and his 16 co-authors continue to be criticized for publicizing this paper prior to peer review. While I probably would have framed the paper’s launch somewhat differently — as an expert opinion and discussion piece coming from one or more major scientific institutions — I think this particular criticism is overblown.

Romm: The fact that 2°C total warming locks us in to sea level rise of 10 feet or more has been obvious for a while now. Heck, the National Science Foundation (NSF) issued a news release back in March 2012 on paleoclimate research with the large-type headline, “Global Sea Level Likely to Rise as Much as 70 Feet in Future Generations.” The lead author of that study explained, “The natural state of the Earth with present carbon dioxide levels is one with sea levels about 70 feet higher than now.”

Romm: They also warn that even with the less than 1°C of warming we already have, ice sheet melt appears to be putting sea level rise on an exponential growth path that would bring 10 feet of sea level rise sooner, rather than later — even if we stabilize at 2°C total warming.

Romm: I also think Hansen is pushing the speculative possibility of 10 feet of sea level rise this century harder than he needs to. Yes, there are many experts who consider that a real possibility now, so it would be imprudent to ignore the warning. But the fact is, on our current emissions path, we now appear to be headed toward the ballpark of 4-6 feet of sea level rise in 2100 — with seas rising up to one foot per decade after that — which should be more than enough of a “beyond adaptation” catastrophe to warrant strongest of action ASAP.

James Hansen et al.: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms: Evidence from Paleoclimate Data, Climate Modeling, and Modern Observations that 2°C Global Warming is Highly Dangerous, xxxx (pdf).

James Hansen et al.: Ice melt, sea level rise and superstorms: evidence from paleoclimate data, climate modeling, and modern observations that 2C global warming is highly dangerous, Atmospheric Chemistry and Physics Discussions 23.07.2015.

Brian Palmer: When Are We Going Underwater? onEarth 29.07.2015.

James Hansen: Darn!! Sea Level Disaster Ahead! In 200-900 Years. When?? Climate Science, Awareness and Solutions 27.07.2015.

Joe Romm: James Hansen Spells Out Climate Danger Of The ‘Hyper-Anthropocene’ Age, Climate Progress 27.07.2015.

James Hansen: Disastrous Sea Level Rise Is an Issue for Today’s Public – Not Next Millennium’s, Huffington Post 26.07.2015.

Dr. James Hansen gives his idea to curb climate change on Fareed Zakaria GPS, CNN 26.07.2015.

Andrew C. Revkin: A Rocky First Review for a Climate Paper Warning of a Stormy Coastal Crisis, New York Times 25.07.2015.

James Hansen: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms, Climate Science, Awareness and Solutions 23.07.2015.

Ben Adler: James Hansen’s new climate study is terrifying, but he still has hope, Grist 22.07.2015.

John Queally: World’s Oceans Could Rise Higher, Sooner, Faster Than Most Thought Possible, Common Dreams 21.07.2015.

Mark Hertsgard: Climate Seer James Hansen Issues His Direst Forecast Yet, The Daily Beast 20.07.2015.

Chris Mooney: The world’s most famous climate scientist just outlined an alarming scenario for our planet’s future, Washington Post 20.07.2015.

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km² kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO₂-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Læs mere »

Nederst en update på vej om Indiens endelige INDC, som blev indleveret 01.10.

På det seneste har der været talt en del om Indiens bidrag til den globale klimaaftale. I indisk selvforståelse bliver klimaudfordringen ofte gjort til et problem, som først og fremmest vedrører resten af verden. Ikke at klimaforandringer ikke vil ramme Indien, tværtimod har man lige gennemlevet den værste hedebølge i nyere tid (se blog-indlægget Indien på smeltepunktet). Men der er foreløbig meget lille forståelse for at skrue ned for opførelsen af kulkraftværker eller på anden måde sætte den mindste hindring for udviklingen af den indiske økonomi. Tværtimod forestiller man sig i Delhi at fordoble kapaciteten af de kinesiske kulkraftværker inden for en femårs periode, selvom det måske vil fastholde landet med høje udledninger 40-50 år frem. Målt pr. indbygger er de indiske CO₂-udledninger ganske rigtigt små. Igennem to årtiers internationale klimaforhandlinger har Indien derfor været en af de helt store bannerførere for to tæt knyttede begreber, ‘equity’ og ‘ ‘common but differentiated responsibilities’. Men igen lever vi i et lukket system, og der er simpelthen ikke plads i atmosfæren til at alle lande ‘tager sig lov til at udlede lige så meget pr. indbygger, som hvad de mest forurenende af de gamle industrilande historisk har gjort. Hvis Indien endda insisterer på sin ret til udvikling, vil det være stærkt medvirkende til, at 2°C-målsætningen glider verdenssamfundet af hænde.

På den baggrund udtalte Christiana Figueres i starten af juli, at Indens bidrag var helt vitalt: “It is one of the very large developing countries and it will be very important to see what their trajectory on energy is going to be and, in particular, how they are planning to provide energy to 400 million un-electrified people in india.”

30. juni fremlagde Kina sin INDC, Intended Nationally Determined Contributions (se blog-indlægget Paris 2015 – Kinas INDC), hvori det overordnede reduktionsmål dels rummer et mål for decarbonisering pr. økonomienhed, dels før 2030  har lovet at nå det punkt, hvor udledningerne ikke stiger mere samt at bestræbe sig på om muligt at gøre det tidligere. Efterfølgende har den indiske miljøminister Prakash Javadekar følt sig foranlediget til at markere, at der ikke vil indgå et tilsvarende mål for, hvornår senest de Indiske udledninger ville ophøre med at stige. Den form for målsætning er mere for udviklede lande. Samtidig lover han uden at give detaljer, at den indiske klimamålsætning vil være mere ambitiøs, end hvad nogen forud havde forventet.

De indiske INDC forventes at være klar sidst i september. På den måde kan de stadig nå at komme med i UNFCCCs Synthesis Report, som vil foreligge 1. november på basis af alle klimamålsætninger, som er indleveret før 1. oktober.

Det forventes, at den indiske klimamålsætning vil fokusere dels på mulighederne for at få vedvarende energi ud i de ganske mange landegne, som endnu ikke har strøm, dels vil være en kombineret indsats for at bekæmpe CO₂ og bekæmpe luftforureningen, som i Indiens storbyer er stærkt sundhedstruende og hvert år har mange millioner af mistede leveår på samvittigheden.

I dag er der stadig omkring 350 mio. indere, som ikke har elektricitet. Selv i byerne, hvor der er strøm, falder spændingen i spidsbelastningsperioder, og blackout på 4-16 timer hører til dagligdagen. Ved sin tiltræden i 2014 præsenterede premierminister Narendra Modi som del af et løfte om at alle i 2022 skulle have adgang til elektricitet, et mål om, at Indien inden 2022 installerede 100 GW solceller, hvilket svarer til en 30-dobling af den nuværende solcellekapacitet, samt yderligere 75 GW vindkraft. Dette vil kræve massive investeringer, den indiske regering har vurderet omkostningerne ligger i størrelsesordenen 100 mia. $. Dette ligger ud over, hvad Indien selv kan klare, og man ser da også en begyndende udenlandsk interesse for at investere i vedvarende energi på det indiske marked. Men selv med udbygninger i den størrelsesorden vil det ikke automatisk før til færre nye kulkraftværker. Appetitten efter mere energi er i disse år umættelig, så strategien bliver meget let som Obamas ‘all of the above’ – mest muligt af det hele. Og som alle andre steder i verden vil en videre udbygning med vedvarende energikilder kræve nogle ganske omfattende udbygninger af forsyningsnettet, så det kan håndtere energiforsyningen i en fremtid, hvor Indien primært er drevet på vedvarende energi.

Læs mere »

Forskere fra Climate Economics Chair ved Dauphine-universitetet har forud for COP21 i Paris fremlagt et forslag til et globalt system til at sikre finansieringen af klimaindsatsen og klimatilpasningen i verdens fattigste lande, som ofte har den mindste andel i årsagerne til klimaforandringerne.

I gennemsnit udledes der i dag på verdensplan omkring 6,8 ton CO₂ pr. indbygger pr. år. Dette dækker over store forskelle. Mens for eksempel i Bangladesh kun udleder 0,6 ton pr. person pr. år, ligger udledningerne i en række lande på 15-20 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Forslaget til klimafinansiering bygger herefter i al sin enkelhed på, at de lande, som udleder mere CO₂ pr. indbygger end gennemsnittet, betaler til de lande, som udleder mindre end gennemsnitligt. Og jo højere udledninger pr. indbygger, jo højere afgift, mens jo mindre udledninger i den lave ende, jo mere klimafinansiering er der til rådighed.

I starten vil der blot være tale om et beløb pr. ton CO₂ svarende til den nuværende (alt for lave) pris i EUs kvotemarked, men tanken er så, at prisen over tid skal stige.

Ifølge forslaget kommer langt den største regning til at gå til USA, mens Indien bliver det største modtagerland. Kinas udledninger pr. indbygger er i dag højere end EUs, så de står til at skulle skulle bidrage med mere til den globale klimafinansiering end EU. Med en startpris på 6 € pr. ton CO₂ (svarende til EUs nuværende kvotepris) vil provenuet være omkring de 100 mia. $, som det er aftalt at klimafinansieringen skal nå op på. Heraf vil USA stå til årligt at skulle bidrage med 34 mia. €, mens Kinas bidrag ville være 15 mia. € og EUs 10 mia. €. Indien ville være det største modtagerland med en årlig check på 38 mia. €.

Læs mere »

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO₂-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af republikansk flertal i begge Kongressens kamre, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO₂-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO₂-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Herover ses vejrudsigten for 13.01.2013. Den australske vejrtjeneste måtte ved den lejlighed indføre nye farver for at kunne vise temperaturer over 50ºC. Så trods den nuværende regerings forsøg på klimafornægtelse er klimaforandringerne synlige for alle.

Australien er et solskinsland så tæt på ækvator, at landet har fornemme vilkår for solenergi med løbende højt udbytte – uden de store variationer med årstiden, som præger placeringer nærmere polerne. Ved en konference i Melbourne fremlagde en af Australiens førende vedvarende energieksperter Andrew Blakers torsdag (14.05.) beregninger, som viste, at Australien under de store anstrengelser ville kunne blive 100% forsynet med vedvarende energi blot ved fremover at tilføje 1,9 GW solcellekapacitet og 1,9 GW vindmøllekapacitet om året.

Begge energikilder har ifølge Blakers nået et tipping point, hvor de er konkurrencedygtige uden støtte. Og i hans perspektiv ville specielt solenergien med den nuværende udvikling fortsætte med at blive både billigere og omkring 20-26% mere effektiv inden for de næste 10 år. Solcellerne på det australske marked ville “kill the gas market ‘rather sooner’ than it would kill the fossil-fuelled electricity market, he said, as hot water storage, heat pumps and batteries became significantly cheaper,” forudser Bakers: “The revolution will go far faster than most people think.”

Det australske marked har i dag en differentieret el-pris som betyder, at lagermuligheder som Teslas nye Powerpack-batterier (se blog-indlægget Teslas Powerpack – the missing link?) er særligt rentable, fordi man kan bruge netstrøm, når den er billig, og sende ud, når den er dyr. Men Bakers forventer, at “most commercial-scale energy storage will be “off-river” pumped hydro – using off-the-shelf technology that would add only 1-2c/kWh to cost of PV.”

Problemet i Australien er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, eller at det er dyrt, men at den nuværende regering under ledelse af klimafornægteren Tony Abbott i de seneste år har sat bremserne alvorligt i for denne udvikling. Australien har store kulforekomster og er i dag verdens største kuleksportør. Så situationen er ligesom i Danmark, i Alberta og tusinde andre steder i verden den, at det er meget vanskeligt at beslutte sig for at lade disse fossile forekomster forblive i jorden.

Læs mere »