Indlæg tagged med 2100

Australien år 2100

5. juli 2008

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO2-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO2 kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

Share