Strøtanker om bæredygtighed

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Forud for den forestående Paris-konference får vi i morgen får fremlagt en syntesrapport af de indleverede INDC. Det står allerede nu klart, at summen af de indberettede nationale klimaplaner ikke kommer til at leve op til den 2°C-målsætning. Og selvom vi via IPCC store klimastatusrapport AR5 sidste år fik defineret et carbon budget for en 2°C-løsning, har FNs klimaforhandlinger valgt i første omgang ikke at håndtere det heraf følgende kernespørgsmål, hvem som så må udlede hvor meget, og hvem som skal reducere hvor meget hvor hurtigt for at holde 2°C-målsætningen. I den anledning har jeg hentet nedenstående artikel af Anita Talberg og Malte Meinshausen fra University of Melbourne fra The Conversation. Her præsenterer de en artikel, som de netop har publiceret i Nature Climate Science, som ser på forskellige fordelingsnøgler for det globale carbon budget, hvis vi samlet set skal kunne holde 2°C-målsætningen. Den manglende diskussion af denne fordelingsnøgle er stærkt medvirkende til, at de fleste lande har indleveret klimaplaner, som anerkender 2°C-målsætningen samtidig med at de er helt utilstrækkelige til opnåelsen af 2°C-målsætningen.

For EU, som ikke behandles særskilt i artiklen, vil der ved en metrisk lige fordeling skulle reduceres med 41% i 2030, og hvis man tager udgangspunkt i en korrigeret nøgle, hvor udviklingslande har ret en forholdsvis større del af carbon budgettet end de industrialiserede lande, står EU til at skulle reducere med 49% i 2030 – begge tal i forhold til 2010. EUs nuværende reduktionsmål er 40% i forhold til 1990, så uanset hvilken fordelingsnøgle, man benytter, er også EUs reduktionsmål helt utilstrækkelige i forhold til 2°C-målsætningen. 

Talberg & Meinshausens artikel, Most countries need to at least double their efforts on climate: study, er gengivet her ifølge The Conversations vilkår for common licence.  

Most countries need to at least double their efforts on climate: study

Developed nations would need to double or triple their current efforts to limit global warming to a “safe” level of 2⁰C. That’s the finding of a study published today in Nature Climate Change assessing countries’ post-2020 climate pledges ahead of December’s international climate summit in Paris.

As an example, Australia would need to reduce emissions 50-66% below 2010 levels to be considered to be doing its fair share (its current target, when converted to 2010, is a 23-25% reduction).

Countries have agreed to limit warming to 2⁰C above pre-industrial levels. But how do we divide up the necessary reductions in emissions fairly?

Developing nations often argue that developed nations need to do more, because they are responsible for more greenhouse gas emissions historically.

This new paper shows that these debates about fairness will inevitably cause us to go beyond 2⁰C, however it also shows a way to fix the problem.

You can read more in a Briefing Note, and all the underlying data is available on a new website.

Are we on track for 2⁰C?

How much the world warms is determined by the total amount of greenhouse gases that go into the atmosphere, what’s known as the “carbon budget”. To have a 66% chance of limiting warming to 2⁰C the Intergovernmental Panel on Climate Change shows that after 2011 we can only emit 1,010 billion tonnes of greenhouse gases.

Converting the budget to yearly emissions is not easy. However, by analysing hundreds of emissions scenarios, the new study found that to meet the carbon budget, global emissions need to be reduced to 1990 levels by 2030.

We are not on track for this.

The same conclusion was reached by a paper published in 2010, and more recently by Climate Action Tracker that projects 2.7⁰C of warming by 2100.

Læs mere »

En hel ny fremskrivning, som fremlægges på en konference i København i morgen, viser, at den danske energi- og fjernvarmeforsyning  i 2030 vil nå op på en vedvarende energiandel på 90%, i den udstrækning energiforliget fra 2012 følges til dørs.

Det er først og fremmest vind og biomasse, som fylder. Selvom der i den seneste år har været talt en del om solceller, så fylder det endnu forsvindende i det samlede regnskab. Vi er dermed fremme ved et sted, hvor der ikke bare skal ekspanderes blindt på alle områder, men situationen tværtimod kalder på nøje afvejninger af hvilke andele af hvilke vedvarende energikilder, som er den optimale. Dette skal i høj grad ses i sammenhæng med spørgsmålene om i hvor høj grad vi vil være i stand til selv at at lagre de tilstrækkelige mængder af vedvarende energi, eller om vi i primært skal sikre forsyningskapaciteten ved at udveksle over- og underskud af energi med omverdenen.

Indtil nu har energilagring været så kostbar, at man har prioriteret udvekslingen med nabolandene. Men hvor udbygningen af højspændingsnettet om noget bliver dyrere fremover, tyder alt på, at en række lagringsteknologier har samme faldende priskurve som vi har set for vind- og solenergi. Så alt i alt er der tale om en meget dynamisk situation, hvor den optimale komposition af energiforsyningen vil forandre sig betydeligt i de kommende årtier. Så selvom solceller stadig i dag har en marginal rolle for danske forhold, kan det meget vel være, at prisbilligheden plus den teknologiske udvikling, som gør det muligt integrere solceller stadig flere steder, vil gøre, at solenergien i 2030 fylder mere.

Til gengæld vil den nuværende afbrænding af affald og biomasse måske mindskes, da samme ressourcer i en mere cirkulær økonomi var bedre anvendt som materiale end som brændsel.

Omvendt er der ikke noget til hinder for, at vi kommer til at producere mere energi, end vi vi bruger, og bliver storeksportør af vedvarende energi. Hvis yderligere hele vores transportsektor skal over på vedvarende energi og det ender med primært at blive elbaserede løsninger, så er der en betydelig del af det tilbageværende energiforbrug i energifremskrivningen for 2030, som også skal dækkes af vedvarende energikilder, så det er for tidligt, som blå blok ellers her op til valget har signaleret, at bremse op i udbygningen. Og hvis vi også vil kunne levere vedvarende energi til fremdriften hele A.P. Møllers handelsflåde, så er der 40-50 mio. ton CO₂ yderligere om året at få styr på, inden vi synes vi nærmer os mætningspunktet. Men i alle de situationer, hvor forbruget sker fra enheder, som flytter sig mere rundt, end hvad man kan klare med en ledning i stikkontakten, står vi med en kolossal innovationsopgave. Bidrag til løsningen heraf kan – hvis vi prioriterer det – blive det, som vi i Danmark kan bygge vores videre velfærd på op igennem det 21, århundrede.

90% vedvarende energi i fjernvarme- og energiforsyningen er stort. Og det er flot at det med energiforliget fra 2012 ligger i faste rammer (hvis ellers blå blok kan lade det ligge). Det burde give anledning til at rette fornyet fokus på en række af de øvrige udledningsområder, først og fremmest trafikken og landbruget, som halter langt bagefter, men også energirenoveringer i det byggede miljø. Og når

Danmark tager tigerspring med grøn energi, (Ritzau) Børsen 17.06.2015.

I den danske valgkamp har det endnu været meget småt med klimadebat, det har ført til, at en række forskere i dag bragte denne opfordring til at partierne om at “fremlægge, hvad de vil gøre, for at Danmark yder sig bidrag til at give kloden videre i god stand til de næste generationer. Og vi opfordrer danskerne til at lægge vægt på partiernes planer for bæredygtig udvikling, klima og miljø, når vi beslutter, hvor vi skal sætte vores kryds.

Tilsvarende stillede Julie og Elmhøj og Emma Holten i gårsdagens Information spørgsmålet: Har medierne glemt klimaet i valgkampens hede?

Her forud for vedtagelsen af den første globale klimaaftale i Paris til december var der al mulig grund til at diskutere det danske bidrag, og hvordan den danske omstilling skal gribes an. For hvor den danske klimaindsats indtil nu stort er blevet gjort for os ud fra ønsket om at belemre den enkelte danske mindst muligt med klimaproblemstillinger endsige klimakonsekvenser, så kan vi ikke blive ved med blot at klare os med pris- og afgiftsneutrale ‘lavthængende frugter’, men kommer nødvendigvis til at lave ændringer, som griber ind i vores nuværende hverdag – ikke nødvendigvis til det værre, men forandrende.

For eksempel kommer vi til at skulle forholde os til, hvad vi stiller op med vores stadig voksende trafik og transportforbrug, og hvad vi vil stille op med vores landbrug og dén eskalerende ødelæggelse af de åbne landskaber, som den nuværende produktionsmodus afstedkommer, for blot at nævne to hovedområder i klimaindsatsen, som man indtil nu har ‘sparet’, fordi det var indviklet eller rent politisk var svært at lægge navn til. Alligevel forfalder valgkampen til petitessespørgsmål, om det kan svare sig at arbejde for den og den enkeltperson, uanset at tallene er forkerte og eksemplerne atypiske.

Læs mere »