Strøtanker om bæredygtighed

.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO₂-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

5. oktober forelå en ny udgave af forhandlingsteksten, som er kogt ned fra 83 sider til blot 20 sider. Som man kan få en fornemmelse af i dette lille udsnit, er der stadig mange ord og passager, som står i kantede parenteser, som indikerer stadig uafklarede steder i teksten. Den fulde udgave kan downloades her (pdf).  

Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder, de to formænd for det ADP-forhandlingssporet ved UNFCCCs klimaforhandlinger, som forestår forberedelsen og udarbejdelsen af den klimaafale, som skal vedtages i Paris om nu mindre end to måneder, fik ved sidste forhandlingsrunde i Bonn pålagt at koge en stadig mere end 80 sider tekst ned efter at uge efter uge af forhandingsrunder måske nok havde givet et klarere billede af, hvilken tekst man var på vej mod, mens teksten stadig forblev uklar i sin stuktur og mastodontisk lang (se blog-indlægget: Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris). Og de har nu barslet med en udgave, som med blot 20 sider er radikalt kortere.

Teksten har stadig en lang række ting stående i kantede parenteser, hvor først de endelige politiske forhandlinger i Paris vil have det politiske mandat til at kunne vælge den endelige ordlyd. Men den nu foreliggende tekst har præciseret de enkelte landes hjemmearbejde forud for Paris, og den giver gradvist et klarere billede af, hvad vi kan forvente af den aftale, som ender med at blive vedtaget.

Samtidig var der pr. 1. oktober i år, ved fristen for indlevering af INDC, hvis de skal kunne nå at indgå i den UNFCCCs forudgående analyse, kommet nationale klimaplaner fra 146 ud af verdens 195 lande, som i alt dækker omkring 90% af verdens udledninger, samtidig med, at der blandt mange af de resterende lande stadig arbejdes på højtryk for at nå det. Så det står klart, at aftalen vil få en endog meget bred opbakning. Det står til gengæld også klart, at summen af disse nationale klimaindsatser langt fra vil være i stand til at overholde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning på under 2°C, som siden København i 2009 har været det centrale pejlemærke for den globale klimaindsats – en række vurderinger synes lige nu at pege på, at verden ved udgangen af det 21. århundrede vil være blevet et sted mellem 2,7°C og 3°C varmere end før industrialiseringen. Så målt på den skala, er Paris ikke nogen fest. Men i forhold til at vi, hvis vi blot havde fortsat som hidtil, nærmere havde set 4-5°C global temperaturstigning ved århundredets slutning, kan man nu endelig sige, at det gør en forskel. Og det er første gang at Climate Action Trackers analyse af de samlede klimaplaners indflydelse på den gennemsnitlige globale opvarmning er kommet under 3°C, så det går den rigtige vej.

Grundlæggende er der al mulig grund til at glæde sig over, at der endelig tegner sig en enighed om at lave en sådan global indsats. Som det så fint er udtrykt – nu er alle kommet på dansegulvet, så må vi finde ud af at skrue op for tempoet. Noget af det vigtigste ved aftalen er således nok også, at Paris-aftalen er en begyndelse – at der er lagt op til ikke bare 5-årige revisioner, men 5-årige stramninger, så verdens lande år for år må blive bedre til at udfase og omstille.

Dette kan lyde naivt, men for rigtig mange af de indleverede klimaplaner ville man meget vel kunne gøre det meget bedre. Blandt de industrialiserede lande ville for eksempel Australiens, New Zealands, Canadas og Japans klimaplaner meget let kunne forbedres – og vil sandsynligvis blive det ved et politisk skifte til regeringer, hvis holdninger og handlinger er mindre købt af den fossile industri. Selv EUs bebudede klimaindsats er forsigtig og defensiv frem for fuldt ud at at favne det mulighedsfelt, som den grønne omstilling rummer. Men udviklingen går lige nu i retningen af, at sol og vind – og i en række situationer også andre vedvarende energikilder – er lige så billige som og billigere end de fossile brændsler, så der også ligger en kortsigtet økonomisk tilskyndelse til at lægge de fossile brændstoffer bagude. Så det virker som andet og mere end ønsketænkning, at verdens lande ikke bare kan stramme sine klimamålsætninger og styrke sin klimaindsats, men rent faktisk vil gøre det. For eksempel Kina har netop annonceret, at man vil stramme sin solcellemålsætning med 30% for 2015 og firedoble sin installerede solcellekapacitet inden 2020.

Læs mere »

Tawara-atollen er en del af det udstrakte ørige Kiribati, som sammen med verdens øvrige atolriger står overfor at blive de første, som må give op på grund af de stigende verdenshave.

Repræsentanter fra en række lande i Det Sydlige Stillehav, Fiji, Mikronesien, Cook-øerne, Kiribati, Marshall-øerne, Nauru, Palau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu, har i den forgangne uge været samlet i Suva til det tredje Pacific Islands Development Forum med temaet “Bulding Climate Resilient Green Blue Pacific Economies”.

Disse lande har det skæbnesfællessab med verdens øvrige atolriger, deltaområder og lavtliggende kystegne, at man med klimaforandringerne og den indtil nu manglende vilje til at bremse hurtigt op for brugen af fossile brændsler må indstille sig på i løbet af det 21. århundrede at forsvinde i havet. Her op til COP21 i Paris har det altoverskyggende emne derfor været klimaforandringerne og klimaindsatsen, for disse landes videre eksistens afhænger af, at der om tre måneder i Paris ikke bare vedtages en klimaaftale, men igangsættes en stærk klimindsats. Og stod det til disse små atolriger, så var al brug af fossile brændstoffer fuldt udfaset inden 2050.

Pacific Islands Development Forum har da også vedtaget en Suva Declaration on Climate Change, som kan ses i sin helhed nedenfor. Den understreger den alvorlige situation for verdens mest sårbare lavestliggende lande og kræver på den baggrund, at verden vedtager og gennemfører en radikal klimaindsats, som sikrer, at den gennemsnitlige globale opvarmning holdes under 1½°C.

Dette er stadig teknisk muligt, men vi nærmer os hastigt det punkt, hvor den gennemsnitlige globale temperatur er steget 1°C. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1½°C vil det derfor kræve en helt anden politisk vilje til at udfase brugen af de fossile brændstoffer over en meget kort årrække, end man ser i dag (se blog-indlægget: Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?).

Deklarationen udtrykker derfor også stor utilfredshed med de klimamålsætninger, som indtil nu er indgivet til UNFCCC: Stillehavsøandene er “deeply disappointed that current international pledges for action as contained in submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDCs), to stabilize global average temperature increase to well below 1.5⁰C above pre-industrial levels, remain grossly inadequate.”

Deklarationen går således også meget direkte i rette med to af de nærmeste naboer, New Zealand og ikke mindst Australien, som hver især har fremlagt provokatorisk uambitiøse klimaplaner, som set fra verdens lavtliggende lande må betragtes som en dødsdom. I deklarationens punkt 19 g bliver der således krævet et moratorium for etableringen af nye kulminer som del af et generelt stop for udvidelsen af udvindingen af fossile brændstoffer med efterlysningen af: “a new global dialogue on the implementation of an international moratorium on the development and expansion of fossil fuel extracting industries, particularly the construction of new coal mines, as an urgent step towards decarbonising the global economy.”

Dette er en logisk konsekvens af den generelle globale klimamålsætning, for selv ved 2°C-målsætningen fald skal mindst 80% af alle kendte kulreserver forblive i undergrunden. Men stort set ingen af verdens klimaplaner gør deres del af at kunne holde en 2°C-målsætning. Australiens premierminister Tony Abbott er tværtimod i fuld gang med at nulstille den hidtidige australske klimaindsats og lægge hindringer i vejen for den videre udbygning af sol- og vindenergien for at fastholde ‘nødvendigheden’ af at udvikle nye kulminer, (se blog-indlægget: Australiens energiproduktion).

Pacific Islands Development Forum fandt sted i Suva umiddelbart inden denne uges møde i Pacific Islands Forum, som omfatter langt flere af regionens øsamfund, herunder Australien og New Zealand. Den kommende uge må vise, om de små lavtliggende nabolande kan overbevise Australien og New Zealand om nødvendigheden af at afvikle den nuværende fossile afhængighed hurtigt. I hvert fald har de med deklarationen præciseret deres forventninger til et godt naboskab på klimaområdet.

Deklarationen giver et godt indblik i en lang række af verdens fattigste og mest udsatte landes forhåbninger og forventninger til en global klimaaftale, så jeg har kopieret deklarationsteksten ind i sin helhed nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg: 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, Er 1½°C-målsætningen stadig mulig? Paris 2015 – New Zealands INDC, Paris 2015 – Australiens INDC, Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge og Stillehavsøer forsvinder i havet.

PACIFIC ISLAND DEVELOPMENT FORUM SECRETARIAT
56 Domain Road, P.O. Box 2220, Government Buildings, Suva, Fiji
Tel: (679) 3311520
Fax: (679) 3311527
secretariat@pacificidf.org
www.pacificidf.org

SUVA DECLARATION ON CLIMATE CHANGE

We, the Leaders of the Pacific Islands Development Forum following open, transparent and inclusive discussions with stakeholders undertaken during the Pacific Islands Development Forum Third Annual Summit held in Suva, Fiji between 2-4 September 2015 declare that we:

1. Læs mere »

Der er nu blot tre måneder til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. I den forbindelse er der i den kommende uge forberedende forhandlinger i Bonn, hvor den altdominerende opgave bliver at få forhandlingsteksten kortet ned. Ud over denne uge tilbagestår der kun en enkelt af disse forberedende forhandlingsuger, så med i alt kun ti tilbageværende forhandlingsdage inden Paris oplever lige nu et kolossalt – og kunne man fristes til at sige – nødvendigt pres for at få skabt enighed om en stærk og visionær klimaaftale, som kan guide den nødvendige omstilling og sikre vores livsgrundlag for fremtiden.

Kommissioriet for den kommende uges forhandlinger er med IISDs ord: “At ADP 2-10, Parties are “expected to produce a clearer understanding and articulation of the elements of the Paris package with regard to both workstream 1 (the 2015 agreement) and workstream 2,” including by developing “bridging proposals” and narrowing options for further negotiation.”

Ved sidste samling i juni (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni) måtte man, på trods af at forhandlingerne var båret af en konstruktiv ånd og fælles oplevelse af at stå overfor en ufravigelig, monumental opgave, indse, at redigerings- og afklaringsarbejdet gik alt for langsomt. I løbet af to ugers forhandlinger blev teksten kun to sider kortere, og forhandlingstekstens format var blevet så rodet af de mange tilføjelser og ændringsforslag, at man midtvejs gav formandsskabet for forhandlingssporet, Ahmed Djoghluf og Dan Reifsnyder, til opgave at ombryde teksten, så den strukturelt set var mere håndterbar. Denne udgave forelå sidst i juli, men er stadig 83 sider lang:

• Scenario note on the tenth part of the second session of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, Note by the Co-Chairs 24.07.2015 (pdf).
• Further clarifications by the ADP Co-Chairs on the mode of work at ADP2.10, UNFCCC 30.08.2015 (pdf).

UNFCCC skrev ved fremlæggelsen i juli, at: “The document provides for the first time clarity on what could be contained within the emerging legal agreement in Paris.” “It also clarifies what decisions with immediate effect could be taken at the moment the agreement is adopted.”

Men en lang række spørgsmål afventer stadig den politiske afklaring. Djoghluf og Reifsnyder har ikke kunnet træffe nogen af disse beslutninger, men kun kunnet tydeliggøre, hvilke beslutninger, der mangler at blive truffet og hvor der stadig mangler afklaring og enighed. Om så delegationerne har gjort deres hjemmearbejde på alle disse områder er mere end tvivlsomt – sandsynligvis vil de fleste af de tilbageværende centrale uenigheder først blive afklaret i Paris, når statsoverhovederne kommer med. Det har traditionelt været i processens sidste stade. Men de franske forhandlingsværter har forsøgt at vinde gehør for, at statslederne ved COP21 i stedet kommer til Paris allerede i den første forhandlingsuge, så det politiske kommer tidligere i spil.

På nuværende tidspunkt, hvor 56 lande med tilsammen omkring 70% af verdens udledninger har indgivet deres klimamålsætninger, tegner der sig et billede af, at der kan etableres en aftale i Paris, men at summen af de indmeldte klimatiltag ikke er tilstrækkelige til en 2°C-løsning. Forhandlingernes leder, Christiana Figueres, har da også forud for denne forhandlingsrundet medgivet, at: “On their own, the INDCs received before Paris are not going to keep us below a 2 degrees Celsius rise this century. But they underline a sharp and positive departure from business as usual and will form the essential foundation to reach that ultimate goal if governments agree to clearly ramp up ambition over time.”

Læs mere »

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO₂-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO₂-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO₂ ud i al fremtid.

Læs mere »

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

I Warszawa er tingene ved at spidse til, størstedelen af de to uger er allerede gået, og der er alt for meget at skulle nå. De sædvanlige modsætninger er denne gang primært kommet til udbrud omkring forslaget om etableringen af en loss and damage-instans. Og når det gælder denne rundes hovedformål, at få præciseret det videre arbejde med den aftale, som skal ligge klar til COP21 i Paris om bare to år, så er der ikke megen ambition at spore, og der er rygter i omløb om, at Polen (der som vært har til opgave at søge at sammenfatte, hvad man er nået/kan nå til enighed om) i højere grad søger at varetage sine interesser som kulland end den fælles globale interesse i at få en tilstrækkelig retfærdig og bindende aftale på benene i allerallernærmeste fremtid.

Ifølge RTCC er det også lande som Kina, Indien, Brasílien og Venezuela, som søger at blokere forhandlingerne. De tre første sandsynligvis ud fra en næsten reflektorisk modvilje mod at binde sig til noget som helst, Venezuela mere ud fra principielle indvendinger overfor, at verdens fælles klimaløsning i så høj grad, som der er lagt op til, bliver en kapitalistisk legeplads med kvotekurser, kvotespekulanter kvoteauktioner osv. Igen ifølge RTCC er seneste udkast til den videre køreplan af Christiana Figueres blevet kaldt “terrible”, mens Connie Hedegaard har fordømt den som “weak”. Ifølge en talsmand fra EU så søger EU lige nu i samarbejde med lande som Columbia, Chile, Mexico og Marshalløerne at få skærpet teksten, så den har i hvert fald et mindstemål af ambition.

Hvis man ser på udkastet (link her), så er der stadig tale om “emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2°C or 1½°C above pre-industrial levels”. Så målsætningen er i behold. Men problemet er i al sin enkelhed, at man ikke tager de fornødne skridt til at leve op til målsætningen. For så godt som ingen lande lever lige nu op til deres del af, at en sådan målsætning holdes åben.

EU har nu meldt ud, at man vil offentliggøre sin målsætning for 2030 allerede 22. januar 2030 og har insisteret på at de øvrige lande følger trop. Men mange siger at de tidligst kan have det klar i 2016, og det bliver lidt underligt at lave en stor bindende aftale i Paris i 2015, hvis man ikke har nogle konkrete reduktionsmål på bordet. Det synes lige nu som om at rigtig mange raden rundt dukker sig, og det tegner overhovedet ikke godt for muligheden for at få stabiliseret klimaet under 2°C for ikke at tale om 1½°C.

Efter at 132 lande i går udvandrede – hvilket flere har udlagt som værende nærmere en lidt opgivende, nu har vi siddet oppe den halve nat, og vi kommer ikke videre før i morgen-agtigt, så var der i dag en stribe NGOer, som tog konsekvensen af den manglende evne og vilje til at skabe resultater og er rejst hjem. Det drejser sig om Aksyon Klima Pilipinas, ActionAid, Bolivian Platform on Climate Change, Construyendo Puentes (Latin America), Friends of the Earth (Europe), Greenpeace, Ibon International, International Trade Union Confederation, LDC Watch, Oxfam International, Pan African Climate Justice Alliance, Peoples’ Movement on Climate Change (Philippines) samt WWF.

WWF skriver under overskriften Enough is enough, at:

“The Warsaw Climate Conference, which should have been an important step in the just transition to a sustainable future, is on track to deliver virtually nothing. In fact, the actions of many rich countries here in Warsaw are directly undermining the UNFCCC itself, which is an important multilateral process that must succeed if we are to fix the global climate crisis.

Læs mere »