Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har her til morgen via Ritzau rundsendt en meddelelse i anledningen af offentliggørelsen af en ny Olie- og Gasstrategi for Nordsøen, der påpeger, at der stadig er masser af gas og olie at hente op af den danske del af Nordsøen. “Der er fortsat brug for olie og gas, og samfundet har en interesse i at sikre den mest hensigtsmæssige udnyttelse af olie- og gasressourcerne i den danske del af Nordsøen,” hedder det heri.
Ingen stillen spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at udbygge den danske efterforskning? Om det var godt at gemme lidt til det 24. århundrede? Eller om vi i Danmark på nuværende tidspunkt har hentet så meget olie op af Nordsøen, at det var små fattige afrikanske lande, der skulle have de sidste indtægter ved den gas og olie, der skal til at drive verdens samfund i den forhåbenligt korte årrække, hvor vi systematisk omstiller vores samfund til vedvarende energi? Ingen refleksion over, om en fortsat udbygning af olie- og gasudvindingen er i overensstemmelse med Paris-aftalens målsætning om well below 2°C og om muligt max 1,5°C.
Det er tværtimod et foruroligende snævert købmandsperspektiv i en situation, hvor det må stå klart for alle, at den blinde fortsættelse deraf vil føre os alle ud over den afgrund, hvor klimatologiske tipping points gør det for sent at genoprette atmosfærens klimabalance.
På forbrugssiden er vi godt på vej til at udfase de fossile brændsler, selvom det under Venstreregeringens ledelse sker med bind for øjnene mens de mange nødvendige infrastrukturelle afklaringer – elektrificeringen af transporten, et klimapositivt landbrug, en fuldt cirkulær ressourceøkonomi osv. – blot udskydes.
Men på udvindingssiden halter Danmark og Verden alvorligt bagefter. Vi ved, at størstedelen af de i dag kendte fossile forekomster skal forblive uafbrændte, hvis vi skal gøre os håb om at holde Paris-aftalen. Men ingen har endnu turdet tage hul på de nødvendige beslutninger om, hvilke fossile forekomster, der skal forblive under jordoverfladen.
Her kunne Danmark virkelig tage et vigtigt skridt for verden ved at vedtage et moratorium for alle nye efterforskninger og udvindinger af fossile forekomster. Ikke flere nye sugerør i Nordsøen, ikke mere roden efter skifergas i de danske landskaber.
Meddelelsen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er gengivet i sin helhed herunder.
Ny strategi for olie og gas i Nordsøen
En ny Olie- og Gasstrategi viser, at der fortsat er et betydeligt potentiale for olie- og gasindvinding i den danske del af Nordsøen. Strategien peger også på, at det er nødvendigt at udnytte infrastrukturen i Nordsøen bedre, og at der er behov for flere investeringer i efterforskning og ny teknologi for at kunne udnytte potentialet.
I Paris for snart et år siden blev verdens lande enige om at søge at begrænse den globale temperaturstigning til well below 2°C og om muligt begrænse den til 1,5°C. Forskellen på 1,5°C og 2°C kan synes begrænset, men for en række steder i verden vil det være forskellen på liv og død.
Det er selvindlysende for verdens atolriger, hvoraf mange maksimalt stikker 2 m over havoverfladen. Her har allerede de nuværende få decimeter havstigning mange steder gjort tilværelsen meget usikker. Med den nuværende klimaindsats står atolrigerne overfor at forsvinde i havet, og der er ikke noget at sige til, at de presser på for at få den rige industrialiserede del af verden til at lægge om til vedvarende energi, hurtigt.
Samme skrøbelighed er at finde i alle verdens deltaer. De er så at sige skabt af de sedimenter, som floderne bringer med sig fra de bagvedliggende landskaber. Og når havet fra den ene side trænger sig på, mens afsmeltningen fra Himalayas ismassiver er voksende, som det er situationen i Bangladesh, så fører det til en markant øget brutalitet overfor deltaets skrøbelige levevilkår. Samtidig er vejrsystemerne under forandring, så de erfaringer i at leve på stedet, som er opbygget gennem talløse generationer, kommer nu til kort. Oversvømmelser, som måske tidligere skete en eller to gange i et liv, sker hele tiden nu, mens havets saltvand langsomt trænger det dyrkbare område tilbage.
Hvor vi måske i København kan finde ud af at etablere sluser ved Nordhavn og Sydhavn for at sikre vandstanden i det historiske København, så er den slags ingeniørløsninger utænkelige i et delta som Bangladesh, hvor tre store floder med tilsammen mere vand end alle Europas vandløb tilsammen fletter arme og ben på de sidste få hundrede kilometer ud i havet.
Climate Change in Bangladesh har overjordisk smukke billeder af Yann Arthus-Bertrand. Han bringer os tæt på en måde at leve med, af og på stedet, som har været forfinet gennem tiderne, men med klimaforandringene står overfor nye udfordringer. Hovedstaden Dhaka får hver dag 5.000 nye indbyggere, hvoraf mange har måttet opgive livet i deltaet, fordi livsgrundlaget fortsatte videre ud i havet.
I forbindelse med det netop overståede COP22 i Marrakech har klimaforskerne Bill Hare og Niklas Höhne fremlagt et tankevækkende arbejde, hvori de ser på, hvilke indsatser der skal til i de enkelte sektorer inden for de førstkommende ti år, hvis vi skal være i stand til at holde Paris-aftalens bestræbelse på en gennemsnitlig global temperaturstigning på maksimalt 1,5°C.
I blog-indlæggetHvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen? kan man se mine noter fra deres fremlæggelse på COP22, nederst i dette indlæg er der link til rapporten i sin helhed, og herunder følger Bill Hare og Niklas Höhnes introducerende artikel, som oprindeligt er offentliggjort på The Conversation. Artiklen er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.
We can limit global warming to 1.5°C if we do these things in the next ten years
After the climate talks in Marrakech, our climate mission remains the same as what was set out in the 2015 Paris Agreeement: to eliminate all carbon dioxide emissions by the middle of this century.
While the long-term focus is on 2050 or 2100, what matters now is the next ten years. If we miss bending the rising emissions curve downward by around 2020, we may well miss the chance to avoid the worst climate damage.
Mere end 40 af verdens mest sårbare nationer har slået sig sammen i CVF, Climate Vulnerable Forum. Her søger man at fremme forståelsen for nødvendigheden af ikke bare at sigte efter Paris-aftalens 2°C-målsætning, men at forfølge muligheden for at bremse temperaturudviklingen inden 1,5°C. Ud over generelt at arbejde for øget klimaambition har CVFs medlemslande således for eksempel forpligtet sig til at nå 100% vedvarende energi mellem 2030 og 2050.
Det første indebærer opbakning til de initiativer for luftfart, skibsfart og HFC-gasser og generelt øget vægt på klimaindsatser forud for 2020. Det andet fremhæver indsatsen for hurtigt at nå 100% vedvarende energi. Det tredje fremhæver nødvendigheden af den nødvendige klimatilpasning for de særligt sårbare lande selv ved 1,5°C. Den fjerde belyser synergien mellem klimaindsatsen og de nye mål for bæredygtig udvikling, mens det femte punkt fremhæver nødvendigheden af økonomisk vækst for denne gruppe lande, som ud over at høre til verdens mest sårbare lande uretfærdigvis også i stor udstrækning tilhører verdens fattigste lande, samtidig med, at fossile subsidier osv. udfases.
Al Gore har i dag udsendt en rosende kommentar om CVFs initiativ: “Today’s commitment by the member countries of the Climate Vulnerable Forum to move toward powering their economies entirely with renewable energy is a bold vision that sets the pace for the world’s efforts to implement the Paris Agreement and move even more quickly to solve the climate crisis. These ambitious and inspiring commitments show the path forward for others and give us all renewed optimism that we are going to meet the challenge before us and meet it in time.”
CVF vedtog samtidig et Marrakech Communique. Jeg har medtaget teksten i sin helhed herunder, da den fint indfanger den stemning af uomgængelig nødvendighed, som klimaudfordringen andre steder i verden er omfattet af.
Som baggrundsrapport for CVF-initiativet har UNDP udarbejdet en rapport, som viser, at hvis vi er i stand til at holde 1,5C-målsætningen, kan det være medvirkende til at undgå klima-relaterede tab i størrelsesordenen 12 trillioner $ eller omkring 10% af GDP i 2050. Se:
Outcome document of the CVF High Level Meeting at UNFCCC COP22 on Friday 18 November 2016.
We stand united
We, Ministers and High Level representatives, members of the Climate Vulnerable Forum, representing a significant number of nations most vulnerable to the dangers of global climate change.
We will survive and thrive
Expressing solidarity with our fellow member, Haiti, devastated by Hurricane Matthew, a humanitarian catastrophe amplified by capability constraints clearly overwhelming any capacity to adapt in a now all-too familiar repetition of disaster.
The people must know
Having committed to ensure our people are informed about the risks of climate change and are empowered as communicators to pursue solutions to address it.
.
I begyndelsen af oktober fremlagde FNs miljøagentur UNEP sin årlige Emissions Gap Report. I konsekvens af Paris-aftalen, som fastsatte et mål om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning well below 2°C og aspirere til at den blev på kun 1,5°C er der denne gang fokus på, hvad det vil kræve at nå 1,5°C med bare 50% sandsynlighed.
I videoen herover kan man høre UNEPs leder Jacqueline McGlade fortælle herom. De seneste tre år er verdens samlede udledninger kun steget med en ubetydelighed. Hvis vi skal holde 1,5°C, så kræver det, at verdens samlede udledninger kulminerer og begynder at falde inden 2020, og at de herefter falder meget hurtigt.
Forskellen mellem 1,5°C og 2°C kan forkomme ubetydelig. Men i virkelighedens verden synes denne lille forskel at afspejle drastiske forskelle i, hvor voldsomt fremtidens levevilkår vil blive påvirket negativt af klimaforandringerne. Det er bogstaveligt liv eller død for mange af verdens lavtliggende atolsamfund og deltaområder. Det er forskellen på, om Saharas ørkendannelse breder sig også nord for Middelhavet, det er et nyt niveau af voldsomhed i storme, oversvømmelser og skovbrande, og det er på lidt længere markante forskelle i havstigninger, som kan tvinge verden til at måtte relokalisere de mange nuværende kystbyer.
Samtidig synes mange verdens økosystemer blot med 2°C at blive så forstyrrede, at der kan blive tale om, hvad man har kaldt “the sixth extinction”, en proces drevet dels af menneskets stadig mere omsiggribende ødelæggelse af oprindelige biotoper, dels af det forhold, at den tilpasningskraft, som naturen har, og som igennem årmillioner har drevet evolutionen, slet ikke formår at følge med den hast, hvormed de menneskeskabte forandringer foregår.
Ud fra alle humane, etiske, biodiversitetsmæssige osv. synspunkter er 1,5°C derfor den indlysende rigtige målsætning. Problemet er blot, at det stiller meget skarpe krav til, hvor hurtigt vi må afvikle den nuværende brug af fossile brændsler.
Indtil nu har en stor del af klimavidenskaben fokuseret på 2°C. Men med Paris-aftalens målsætning, som igen afspejler de seneste års begyndende erkendelse af, at selv 2°C vil føre til omfattende ødelæggelser og forstyrrelser, er der ved at komme nyt fous på 1,5°C temperaturudvikling som tærskel. Dette afspejles også i, at IPCC, som i de seneste årtier har forestået en række store sammenfatninger af hvad vi ved om klimavidenskaben, er gået i gang med at forberede en særlig rapport om 1,5°C.
(under udarbejdelse) På FNs klimakonferencer er der hver dag et omfattende program af side events, og mange forskere fremlægger deres resultater enten umiddelbart op til eller i løbet af en klimakonference. En af de mere tankevækkende rapporter, stammer fra en gruppe af klimapolitiske analytikere bag hjemmesiden Climate Action Tracker, som til stadighed søger at holde regnskab med, i hor høj grad verdens samlede klimaplaner er i overensstemmelse med Paris-aftalen.
Så godt som ingen lande har ændret deres klimaplaner i forhold til de indberetninger, som blev foretaget op til klimatopmødet i Paris i december, så verdens samlede klimaindsats er stadig, ifølge Climate Action Tracker, på vej mod 2,7°C – eller alarmerende meget mere end de 1,5-2°C, som Paris-aftalen satte som mål. Verdens lande har da også fået som hjemmearbejde at gøre dette meget bedre senest inden COP24 i 2018.
En målsætning på 1,5-2°C er en for de fleste – også beslutningstagere – endog meget abstrakty størrelse. Derfor har denne lille gruppe af forskere sat sig for at sige, hvad indebærer en 1,5C-målsætning sektor for sektor af handlinger inden for de nærmeste 10 år for at være på rette vej til en klode, hvor temperaturen kun steg med 1,5°C efter menneskehedens nok til dato største fejltagelse, da vi begyndte at afbrænde fossile brændsler.
Resultaterne blev tidligere i dag fremlagt på en pressekonference af Nicholas Höhne fra New Climate Insittute samt Bill Hare og xx fra Climate Analytics. Det var umiddelbart et meget spændende arbejde, og jeg vil gerne gå meget mere i dybden hermed. Men her kommer i første omgang mine rå noter og et link til den bagvedliggende rapport. Pressekonferencens video kan desværre ikke umiddelbart indlejres, men den kan ses via UNFCCCs on demand-service fra COP22 (20 min.).
Gå direkte til noter for07.,08.,09.,10.,11. og12.december, eller tillink-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21.
Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.
Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.
På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.
Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.
Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.
Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.
Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.
Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.
Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.
Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.
Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.
Denne graf stammer fraCarbon Briefog giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.
2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO2 i atmosfæren.
Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.
.
Denne film tager os rundt på opdagelsesrejse i Caribien – ikke det eksotiske Caribien, men det Caribien, som med udsigten til accelererende klimaforandringer står overfor en vanskelig fremtid med hensygnende koralrev og atolsamfund, som forsvinder under havets overflade.
1.5 Stay Alive er en caribisk uddannelses-, musik- og kampagnefilm lavet for at underbygge og understrege nødvendigheden af en klimamålsætning på max 1½°C ved de forestående klimaforhandlinger i Paris. Det er dog ikke nogen ‘tør’ dokumentarfilm, men en mosaik af levnedsskildringer og vidnesbyrd kædet sammen med masser af tilbagelænet caribisk musik.
Air-Clim skriver i sin introduktion til filmen: “The campaign film highlights the threat of global warming for coastal zones and especially for the second largest coral reef in the world, the Mesoamerican and Caribbean coral reef system, which stretches from Florida to Trinidad Tobago. The IPCC concluded in its fifth assessment report in 2013/2014 that the world’s coral reef ecosystems will be one of the first global ecosystems that will disappear with a global temperature increase of more than 1–2 degrees C. Several research articles published recently in “Science” and “Nature” have confirmed this very large threat.”
I denne lille 3 min. video-introduktion kan man høre Tilman Altenburg fra Deutsche Institut für Entwicklungspolitik fortælle om baggrunden for 1.5 Stay Alive.
