Strøtanker om bæredygtighed

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Sébastien Duyck har i to artikler for for The Adopt a Negotiator Project 22. og 24. oktober lavet en gennemgang af de enkelte landes og grupper af landes positioner forud for COP19, som samtidig er illustreret i Word Clouds – ordbilleder, hvor særligt betydningsfulde ord og begreber er fremhævet. Herover er det for eksempel en Word Cloud over Brasíliens input til de forestående forhandlinger ved COP19 i Warszawa. Og herunder er det en tilsvarende Word Cloud for de afrikanske landes fælles oplæg.

Jeg skal ikke forsøge af gentage Sébastien Duycks yderst læseværdige rids af de enkelte landes oplæg, blot opsummere, at der er rigeligt at tale om, at der i de kun langsomt udkrystalliserende konturer af en global klimaaftale synes at være masser af knaster – ikke bare hvor meget, der skal reduceres hvor hurtigt, men nok så meget hvem. Samtlige 19 Word Clouds fra de to artikler er samlet her:

Læs mere »

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »