Strøtanker om bæredygtighed

Var en runde i Ørstedsparken i dag for at nyde efterårsfarverne i eftermiddagssolens gyldenvarme stråleglans. I takt med, at efterårsløvet falder, træder træernes stammer og struktur stadig klarere frem, rede til at stå igennem en mørk, kold og blæsende vinter. Selv de mere eksotiske gæster som ginkgotræet og tempeltræet, som følger langt sydligere kalendre, står nu med intenst glødende løv.

En let brise krusede overfladen og gjorde vandets farvespil helt eventyrligt, men fiskehejren måtte trække helt ind under den gamle hængepils beskyttende hvælv for at kunne følge sit bytte. Pludselig kom en skarv som et projektil op gennem overfladen, satte sig på en stub for at sluge sin fangst, hvorefter den gav sig til at tørre sit ganske imponerende vingefang i dagens sidste stråler.

Da jeg i 1980 flyttede til København, var både hejren og skarven meget sky fugle, som man kun kom tæt på ved sjældne lejligheder. Men ikke mindst hejrerne er blevet stadig mere fortrolige med os mennesker og er gradvist blevet en langt mere synlige i bybilledet.

Stadig er det sjældent at møde skarven i Ørstedsparken, og i dag var første gang jeg har set skarv og fiskehejre på samme gren.

Sine steder i Ørstedsparken er der i forårstiden nærmest blåt af skilla. I sig selv er skillaen en lidt undseelig plante, men tusindvis af dem kan danne de smukkeste blå tæpper, som her ud mod Nørre Voldgade.

Skillaen er så småt ved at springe ud i disse dage – og hermed er endnu en forårsbebuder tidligt på den i år.

Så er de her. På de luneste steder har krokusen allerede været fremme nogen tid, og nu begynder man at kunne se den i blomst selv på mere åbne steder.

Ørstedsparken har mange krokus, ikke mindst på Hahns Bastion. Her blev der i 1949 sat 26.000 krokusløg som en gave fra Holland.

Billedet herover fra Hahns Bastion blev taget forrige år nogle dage ind i april, så krokusen er tidligt på den i år.

Se Københavns Kommunes folder om Ørstedsparken (pdf).

Fiskehejren er blevet mere frimodig i de år, jeg har boet i København, så man møder den langt oftere i parkerne. På min lille eftermiddagsrunde i Ørstedsparken stod jeg i dag længe og betragtede to fiskehejrer på tæt hold. De så kostelige ud, som de sad og skuttede sig i den store hængebøg, med halsen trukket ind og fjerdragten pustet op som en vatkugle for bedre at holde varmen. Jeg skulle lige til at tage et par billeder for at dele oplevelsen på strøtanker om bæredygtighed, da en kåd lille vovse kom halsende og skræmte hejrerne væk.

Hundens ejer var ikke at se, og man kan ikke bebrejde hunden noget. Men i Ørstedsparken er der faktisk en regel om, at hunde skal føres i bånd. Jeg mødte videre på min runde i Ørstedsparken syv løsgående hunde før der endelig var to små firbenede, som blev holdt i snor. Det er simpelthen for dårligt. Folk skulle have retten til at holde husdyr inddraget – eller i hvert fald et hak i hundetegnet – hvis ikke de kan finde ud af at holde dem ordentligt. Der er ingen undskyldninger: Den grønne midterrabat i Nørre Voldgade er indrettet som løbegård for hunde.

Hvordan den så bærer sig ad, står vintergækken næsten unaturligt hvid i Ørstedsparkens vintersøle.

I dag vågnede jeg for første gang i år til fuglesang – musvitterne holdt jublende sangøvelser i træerne omkring Sankt Petri Kirke.

Så er de her, over alt i parkerne vælder lysende gule enrantis frem af den sorte muld. På de luneste steder er også vintergækkerne fremme. Og rosen i min baggård, som ofte blomstrer helt frem til jul, er allerede ved at springe ud til en ny sæson.

Der er forår forude, man kan mærke safterne stige, og på en solskinssøndag som i dag kan man blive helt høj af en runde i Ørstedsparken.