Strøtanker om bæredygtighed

Langs Københavns store trafikkorridorer ligger luftforureningen på en lang række punkter i dag kronisk over de af EU fastsatte grænseværdier, med ganske alvorlige konsekvenser for vores sundhedstilstand. Men hidtil har det været svært at tackle problemet frontalt. Og selv når man endelig får etableret en miljøzone, bliver snævre økonomiske hensyn sat over sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske, så man langt fra får de optimale sundhedsmæssige gevinster ud af miljøzonen (se tidligere blog-indlæg: Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II).

Tilsvarende har et i mine øjne genialt forslag, som Klaus Bondam fremlagde tidligere på året – genialt fordi det lægger problemet præcist tilbage på de køretøjer, som skaber problemet – om, at man regulerede forholdet mellem længden af det røde og det grønne lys ved de store indfaldsveje, så luftforureningen simpelthen aldrig oversteg det tilladte, ikke vundet meget genklang. Dertil er der for mange, som har interesser i, at tingene blot kører videre som sædvanligt. Så må vores sundhed lide (se tidligere blog-indlæg: Rødt lys for myldretidstrafikken).

Men en nylig dom ved EU-domstolen på baggrund af en sag i München har store principielle perspektiver. Her har man nemlig fastslået, at borgere kan kræve af myndighederne, at de udarbejder konkrete handlingsplaner, når EU’s grænseværdier ikke bliver overholdt.¹

Således vil man for eksempel som borger bosat langs H.C. Andersens Boulevard, som i dag er en af de mest støj- og møgplagede af Københavns trafikkorridorer, fremover kunne lægge sag an, hvis ikke luftforureningen kommer ned under EUs grænseværdier. Og med de nu planlagte tiltag omkring Miljøzonen er det usandsynligt, at partikelforureningen kommer ned under grænseværdierne.

Det åbner for interessante perspektiver, hvis domstolene vil kunne blive et værktøj i miljøarbejdet – at en lovsikret ret til vitale grundvilkår som rent vand, ren luft og sunde levevilkår rent faktisk blev opretholdt af domstolene, så landbruget blev påbudt at skære drastisk ned på pesticidforbruget, luftfarten til at reducere CO₂-udledningerne, skibsfarten til at bruge en renere olie, som ikke i samme grad som nu spreder død omkring sig osv. I USA har man på det seneste haft sådanne konkrete sager, hvor domstole har bremset tilladelser til opførsel af kulfyrede kraftværker (se tidligere blog-indlæg: Kulkraftværk stoppet i USA).

Peter Keiding: Historisk dom mod luftforurening, Information 29.07.2008.¹

To forskere ved MIT skriver i gårsdagens udgave af Science, at de med inspiration fra fotosyntesen i planternes blade har udviklet en simpel og billig teknologi til lagring af solenergi. Nærmere bestemt er det en teknologi, som ved stuetemperatur og almindeligt tryk er i stand til at spalte vand i ilt og brint ud af overskydende el fra solceller i dagtimerne. Ved senere i en brændselscelle at bringe ilten og brinten sammen, så de igen bliver til vand, kan man producere elektricitet af den lagrede energi ved en CO₂-fri proces, hvor 2O₂ og H₂ igen forbindes til vand.

I den 2 min. lange video nedenfor fortæller Daniel Nicera om opdagelsen, som vil kunne revolutionere den måde vi bruger og lagrer energi på.

Læs mere »

Kunne ikke forlige mig med tanken om, at billedet fra nedenstående indlæg stod ukommenteret øverst på bloggen, så jeg fandt et andet Kina-billede frem – et af favoritterne fra min barndoms frimærkesamling.

Med de graciøst flydende bevægelser, som formeligt løfter det horisontale rektangel, tænker jeg uvilkårligt Tang-dynastiet – omtrentligt dansk vikingetid – hvor Kina med Chang’an som hovedstad oplevede en kulturel blomstringstid. Ikke mindst i keramikken finder man her en sublim formens klarhed, som var tæt forbundet med det formløse. Den tid havde givet sin ødselhed og ekstravagance, men det foregik i en grundlæggende sund symbiose med det omgivende naturgrundlag, og Kina havde med sin komplementære forståelse af naturens dynamik en grundforståelse af mennesket i verden, som førte til bæredygtigt set stabile samfund.

Heroverfor står de tungt himmelstræbende køletårne nedenfor som billede på verdens umættelige konsum, og man tænker uvilkårligt, hvad godt kom der ud af det store industrialiseringsprojekt? Hvor er kulturen i massesamfundet? Hvor er lykken, lydhørheden, raffinementet, varigheden, retningen mod forløsningen? Hvor ligger tilfredsstillelsen ved med kloden som indsats at producere og samle stadig større mængder af inferiøre duppeditter omkring os?

Se tidligere blog-indlæg: En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport.

I juli-nummeret af Environmental Health Perspectives var der en artikel om konsekvenserne for børns sundhed ved at vokse op nær et kulkraftværk. Undersøgelsen bygger på sammenligninger af to grupper af hver 100 børn af ikke-rygende mødre, fra før og efter lukningen af et kinesisk kulkraftværk i Tongliang i 2004. Sammenlignet med før lukningen havde de børn, som blev født efter lukningen, 60% mindre forekomst af forsinket udvikling af bevægeapparatet.

Som det er tilfældet for langt de fleste kulfyrede værker i verden, havde Tongliang-værket ingen filtrering af udledningerne af CO₂, NO_x, SO_x, ultrafine partikler eller PAH som synes at have en markant negativ indflydelse på børns udvikling. Polycyclic aromatic hydrocarbons er: “reproductive and developmental toxicants, mutagens and carcinogens.”¹ Mødrene var således efter lukningen langt mindre udsat for luftforurening, hvilket gav sig udslag i, at der var 40% mindre forurening i blodet i navlestrengen, og at deres børn i toårsalderen blandt andet havde markant mindre problemer med udvikle koordinerede bevægelser.

Simpel afbrænding af kul er således ikke bare en rigtig dårligt for klimaet (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul), men har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred.

Samtidig med at simpel afbrænding af kul producerer giftstoffer som PAH, som har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred, medfører kulafbrænding langt flere drivhusgasser end andre fossile brændstoffer for hver indvundet energienhed. Man burde således som del af klimaaftalen i København næste år tage konsekvensen og indføre et moratorium for ufiltreret afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Frederica Perera et al.: Benefits of Reducing Prenatal Exposure to Coal Burning Pollutants to Children’s Neurodevelopment in China, Environmental Health Perspectives 14.07.2008 (pdf).¹

Children, coal don’t mix, China study shows, MSNBC 14.07.2008.

De bløde mostæpper som blødt dækker havefladerne omkring de japanske templer, er en uadskillig del af den japanske havekunst, som den har udviklet sig gennem århundrederne, ikke mindst i mødet med den zen-buddhismens kunstimpuls. Og når japansk inspirerede haver andre steder i verden stort set altid mangler den dybde og uudgrundelighed, som man møder i Kyotos kontemplative haveuniverser, er det fordi få steder i verden som Kyoto har en konstant høj fugtighed igennem størstedelen af vækstsæsonen.

Som del af gennemførelsen af et case-studium boede jeg i en periode i 1995 i Shinju-an, et 500 år gammelt zen-tempel i Kyoto, og noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg har gjort i mit liv, var hver morgen at rense templets ti moshaver for hvert lille blad og knopskæl, som måtte være faldet i døgnets løb. Havearbejde er regnet for den fineste meditationsform, og jeg erfarede i mødet med Shinju-ans moshaver meget præcist den one-pointedness, som står centralt i zen-menneskets eksistentielle indsporing.

Yamada-san, Shinju-ans abbed, sagde ikke ret meget, og når han endelig sagde noget, var det ofte beklagelser over moshaverne. De stod ikke på samme måde som tykke tætte væg til væg-tæpper, som i hans ungdom – han var kommet til templet som 12-årig og havde passet dem i mere end et halvt århundrede.

Da jeg i går via AFP læste, at klimaforandringerne også er hårde ved de japanske moshaver, gav det et vemodigt flash back til min tid i Shinju-ans mostæpper.¹ Den øgede sommervarme og ikke mindst det, at nedbøren fra overvejende at falde som jævnt fordelt blid regn gradvist falder mere koncentreret, i voldsomme regnskyl, gør, at mosset tørrer ud mange steder, hvor den hidtil har kunnet trives.

Stillet overfor sult og vigende ismasser er det måske et af de mindre problemer – verden kan fortsætte uden mostæppernes perfektion. Men for mig, som har tilbragt måneder i Kyotos haver, var det blot et af de mange billeder på klimaforandringerne, som dagligt ruller over skærmen, som trængte gennem det beskyttende panser man danner ved dagligt at forholde sig til klodens tilstand.

Det er smertelig alvor. Haverne fra den zen-kultur, som har fået så stærk blivende inflydelse på mit menneskelige og æstetiske perspektiv og udsyn, hensygner under presset fra de fossile samfunds bevidstløse fortæren af klodens ressourcer. Jeg føler harme, desperation: Stop fjollerierne, stop nøleriet, stop med at flyve atmosfæren sønder og sammen, giv det dog en chance, at kloden forbliver et guddommeligt smukt overflødighedshorn også for de kommende generationer ved at bruge den med måde – og omtanke.

I blog-indlægget Sakura på Langelinje er der lidt statistik over, hvor markant vækstsæsonen har udviklet sig i Japan. Case-studiet om Shinju-an fra min phd Arbejdets Rum (1998) belyser med udgangspunkt i opholdet ved Shinju-an zen-æstetikken og wabi-æstetikkens udfoldelse i Japan i perioden 1450-1650.

Kyoto, city against global warming, sees threat to gardens, AFP 28.07.2008.¹

På havearbejde i Shinju-an I, Arbejdets Rum pp. 279-86 (pdf).
På havearbejde i Shinju-an II, Arbejdets Rum pp. 287-96 (pdf).

Richard Lloyd Parry: Climate change threat to Japanese Zen gardens, Times Online 01.90.2008.

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Det bliver ofte fremført, at der ikke er noget, der nytter, når det gælder klimaet, hvis ikke et land som Kina kommer med i aftaler om begrænsningerne. For nok er de kinesiske udledninger målt pr. person stadig ikke så store som i Vesten, men de er fordoblet på blot fem år, og men regner med at de kinesiske CO₂-udledninger i dag har overhalet de amerikanske.

Men kineserne har selv fremført, at en stor del af deres udledninger stammer fra produktion af eksportvarer, og nu har Oxford Institute for Energy Studies fremlagt et studie, som endelig bringer klarhed over, hvor meget, der er tale om. Hele 33% af de kinesiske CO₂-udledninger gik i 2005 til produktion af eksportvarer. I 1987 var det blot 12% og så sent som i 2002 var det blot 21%, så der er tale om en kraftigt stigende tendens.¹

Og en meget stor del af de kinesiske udledninger er således skabt af de rige lande, som i stor udstrækning placerer sin produktion af energi- og ressourcekrævende (og ofte også forurenende) produktion i lande som Kina, hvor arbejdslønnen og arbejdsmiljøkravene er mindre. Så problemet falder endnu engang tilbage på de industrialiserede landes fundamentalt ubæredygtige livsstil.

Verdensnaturfonden har tidligere i år beregnet, at det danske CO₂-produktion frem for de nu officielle tal på omkring 10 ton pr. person ligger nærmere 15 ton pr. person, hvis man medregner CO₂ fra vores import.

Se tidligere blog-indlæg: EUs forbrug forurener globalt, Kina med i klimaaftale fra 2012 og Det store skridt tilbage?

Catherine Brahic: 33% of China’s carbon footprint blamed on exports, New Scientist 28.07.2008.

Christopher L. Weber et al.: The contribution of Chinese exports to climate change, (abstract) Energy Policy 21.07.2008.¹

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over dette billede, hvor 500 skolebørn I den lille tyske by Weilheim har været med til at dekorere en af byens pladser – på ingen måde klassisk smukt, men meget livsbekræftende og på rette sted en rigtig god idé.

Var det ikke noget at prøve af i Købmagergade, inden man går i gang med den nye belægning?

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »