Strøtanker om bæredygtighed

I dag kan man via Ritzau læse, at antallet af sprøjtninger i dansk landbrug sidste år nåede op på 2,4 pr. mark pr. år, hvor der ifølge Pesticidplan 2004-2009 er en målsætning om inden 2009 at nå ned på 1,7 sprøjtninger pr år.

“Mens brugen af svampemidler, vækstregulatorer og skadedyrsbekæmpelsesmidler i landbruget er på noget nær det laveste niveau i de seneste 15 år, har landmændene sprøjtet ukrudtsmidler over markerne i et støt stigende omfang de seneste 5 år,” kunne man i februar læse i Ingeniøren: “Alene fra 2004 til 2006 er mængden af pesticider steget med 400 tons om året.”¹

Af en eller anden grund har landbruget altid kunnet slippe af sted med at påkalde sig frivillige aftaler, og år efter år har det forhalet udviklingen af et sundere landbrug, med de graverende problemer for vandmiljø, vandkvalitet og fødevaresundhed, som det har medført.

Der lader da også til på baggrund af de nuværende oplysninger at være flertal for et indgreb, og afgifter på sprøjtemidler har været på tale. Det er sikkert også en god idé at sætte prisen op til det femdobbelte, men med den ‘går den så går den’-attitude, som landbruget gennem flere årtier har demonstreret på miljøområdet, er det eneste rigtige er efterhånden efter svensk forbillede at lave en form for systembolaget, hvor man kun kan købe sprøjtemidler ved fremlæggelsen af en velgennemtænkt pesticidplan, som overholdt det generelle sigte i Pesticidplan 2004-2009.

Det er nok på tide at indse, at kunstgødning og sprøjtemidler er som narkotika for det industrialiserede landbrug, og at man som samfund er nødt til at handle derefter.

Se også tidligere blog-indlæg: Sprøjtemidler.

Landmændene sprøjter stadig mere, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Flertal for afgifter på sprøjtegifte, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

S kræver forklaring på sprøjtning, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Stine Thomsen: Landbruget: Tvang er ikke løsningen, Politiken 19.08.2008.

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.¹

Michael Rothenburg: Flertal vil ændre giftkrav til landbruget, Politiken 25.08.2008.

Pesticidplan 2004-2009, Fødevarestyrelsen (pdf).

Når havenes iltindhold når under et vist punkt, ser vi indimellem meget håndgribelige konsekvenser langs kysterne, hvor døde fisk skyller i land i begrædelige mængder. Men hvad betyder det, at atmosfærens iltindhold falder i takt med at CO₂-indholdet øges? Det spørgsmål stiller Peter Tatchell i en artikel i torsdagens udgave af The Guardian.

Den ilt, vi indånder, som er nødvendig for at vores celler kan forbrænde sukkerstoffer og producere næring, kommer fra planternes fotosyntese. Men efterhånden som mennesket har ryddet stadig større arealer for landbrug og urbanisering er skovarealet reduceret drastisk. Samtidig forbrændes atmosfærens frie ilt (O₂) i takt med, at vi brænder fossile brændstoffer af. O₂-koncentrationen er i dag således 21%, og i særligt tætbefolkede forurenede byer og industrielle miljøer kan den være blot 15%. Ifølge professor Robert Berner fra Yale University, som forsker i iltkoncentrationer igennem tiderne, havde den luft vi indåndede for 10.000 år siden markant højere iltindhold end i dag, og analyser af luftbobler indespærret i fossiler viser, at iltkoncentrationen i forhistoriske perioder typisk ligget på 30-35%

Ifølge Tatchell er der foretaget meget lidt forskning i, hvad de stadig lavere iltkoncentrationer betyder for menneskets sundhed. Men han citerer system-teoretikeren Erwin Laszlo fra hans bog Macroshift, som er en slags sammenfatning af arbejdet i Club of Budapest:

“Evidence from prehistoric times indicates that the oxygen content of pristine nature was above the 21% of total volume that it is today. It has decreased in recent times due mainly to the burning of coal in the middle of the last century. Currently the oxygen content of the Earth’s atmosphere dips to 19% over impacted areas, and it is down to 12 to 17% over the major cities. At these levels it is difficult for people to get sufficient oxygen to maintain bodily health: it takes a proper intake of oxygen to keep body cells and organs, and the entire immune system, functioning at full efficiency. At the levels we have reached today cancers and other degenerative diseases are likely to develop. And at 6 to 7% life can no longer be sustained.”

Det ville jeg gerne vide langt mere om. Og det gør det endnu mere indlysende at søge at mindske atmosfærens CO₂-koncentrationer gennem binding af CO₂ i et øget vegetationsvolumen, som samtidig vil medføre en øget iltproduktion.

Peter Tatchell: The oxygen crisis, The Guardian 14.08.2008.

Erwin Laszlo: Macroshift: Navigating the Transformation to a Sustainable World, Berrett-Koehler Publishers, San Francisco 2001.

En ny undersøgelse offentliggjort i dag i Science,¹ opgør antallet af døde havområder, ‘dead zones’, hvor iltmanglen er så udtalt at fisk ikke kan leve der, til 405, hvor der tilbage i 1960erne kun var tale om 49. Tilsammen drejer det sig om et område på størrelse med New Zealand, eller fem gange Danmarks areal, og igen har Østersøen ifølge opgørelsen det største samlede døde havområde.²

Den primære årsag er det industrialiserede landbrugs store udvaskninger af kvælstof fra kunstgødning. Det passer præcist med kortet over forekomsterne af de døde zoner, som stort set er i kystegne ud for lande med intensivt moderne landbrug, Nordeuropa, USA og Japan.

Billedet herover viser to satellit-fotos over Den Mexicanske Golf fra NASA, hvor det øverste viser forekomsten af alger i sommerperioden, viser det nederste iltkoncentrationerne.³ Den Mexicanske Golf er plaget af stadig større koncentrationer af næringssalte fra Mississippi-bækkenet, og ligesom vi kender det fra det Indre Kattegat og Østersøen har man i de senere år haft tilbagevendende problemer i med iltsvind dertil, at fisk i store områder er døde.

Havdøden er ikke uafvendelig – det er faktisk lykkedes at vende udviklingen i Sortehavet til det bedre, men det kræver kraftige nedreguleringer af det industrialiserede landbrugs brug af kunstgødning, som det indtil nu har været vanskelige at gennemføre.

Se også tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening og Østersøen langsomt ved at kvæles.

Robert J. Diaz & Rutger Rosenberg: Spreading Dead Zones and Consequences for Marine Ecosystems, (abstract) Science 15.08.2008.¹

Andrea Thompson: Oceans Running Low on Oxygen, LiveScience 14.08.2008.

David Biello: Oceanic Dead Zones Continue to Spread, Scientific American 15.08.2008.²

Rani Chohan, Mississippi dead Zone, NASA Goddard Space Flight Center 10.08.2004.³

Stine Thomsen: Fisk dør af iltmangel, Politiken 15.08.2008.

Anne Marie Primdal: Danmarks havmiljø skraber bunden, Ingeniøren 18.08.2008.

Vi har de seneste par uger kunnet opleve regn falde med en næsten tropeagtig voldsomhed i Danmark. Og i dag kan man læse i en lang række medier, at kapaciteten i vores kloaksystem ifølge en spildevandskommission snarest skal udvides med omkring 30%, hvis den skal kunne klare den voldsomhed, hvormed man regner med at nedbøren i de kommende år vil falde i takt med, at klimaforandringerne slår stadig kraftigere igennem.

Men inden man går i gang med at grave hele kloaksystemet op og erstatte det med et nyt og større, var det værd at stille sig spørgsmålet, om det nu også er den eneste løsning – endsige den rigtigste løsning – på problemet? Var der smartere måder at håndtere menneskets indgriben i vandkredsløbet på? Er den nuværende situation anledningen til at gentænke det indlysende i at samle alt spildevand i ét system, for derefter at lukke det ud i havet? Ville vi gennem en anden arealforvaltning kunne opnå, at den nuværende kloakkapacitet også fremover ville kunne være tilstrækkelig?

Kloakeringen blev i sin tid gennemført efterhånden som man blev klar over, at de åbne rendestene ikke bare lugtede grimt, men var en vigtig del af grunden til, at sygdomme og epidemier havde så gode kår i den tidlige industrialiserings byer (Alfred Larsens tegning til højre er fra Larslejsstræde, som stadig i 1894 havde pikstensbrolægning og åbne rendestene).

Men mens man løste ét sæt af problemer ved kloakeringen, skabte man begyndelsen til en vifte af andre problemer, som om end usynlige i bybilledet hundrede år senere havde akkumuleret sig dertil, at vi måtte indse, at vi for at standse et stadig mere omfattende iltsvind og bundvendinger i havmiljøet måtte investere kolossale beløb i biologisk spildevandsrensning. Vi så at sige overgøder havet samtidig med at vores landbrug er afhængige af tilførslen af store mængder kunstgødning.

Læs mere »

Det lille ørige Réunion, som ligger i det Indiske Ocean ud for Madagascar, har i dag ifølge Reuters fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Man regner med inden 2025 at have opnået 100% vedvarende produktion af elektricitet og tilsvarende at kunne nå CO₂-neutralitet for transportsektoren i 2050. I dag har man allerede en 36% andel af strømmen produceret fra vedvarende energikilder, først og fremmest vandkraft og sukkerrørsfibre.¹

Planerne indebærer en udvidelse med solceller, vand og vindkraft til hhv. 750, 120 og 60 MW. Alene solcellerne vil således omfatte et areal på 750 hektar. Réunions landskaber er helt domineret af den 3.000 m høje La Piton de la Fournaise, som er en af verdens mest aktive vulkaner. En central del af planerne for CO₂-neutralitet er da også udnyttelsen af den geotermiske varme, som undergrunden ofte er ved at flyde over med.

Réunion havde i 1990 en CO₂-udledning pr. indbygger på 2,0 ton. Udledningerne toppede i 1999 med 3,4 ton pr. indbygger, som i 2004 var faldet til 2,94 ton .²

Som Frankrigs minister for oversøiske territorier Yves Jego siger til Reuters: Det som kan lade sig gøre i Réunion, bør også kunne lade sig gøre Frankrig – og i hele verden.¹

Det er glædeligt at se, at der er lande, som tager klimaudfordringen alvorligt dertil, at de udarbejder planer for CO₂-neutralitet. Og jeg glæder mig til at bo i en by og et land, som har defineret en plan for CO₂-neutralitet – og følger den.

Ed Harris: France’s Reunion island aims for zero CO₂, Reuters 13.08.2008.¹

List of countries by carbon dioxide emissions per capita, Wikipedia.org.²

Parallelt med det seneste G8 topmøde i Japan afholdt FN-universitetet i Tokyo 4. juli et symposium: Innovation & Entrepreneurship in the Time of Climate Change. I den anledning havde man inviteret en af verdens ledende klimaforskere, James E. Hansen, til at tale. Hans forelæsning: Climate Threat to the Planet: Implications for Energy Policy kan opleves i videoen nedenfor.

James Hansen taler under vejs om klimatiske Tipping Points, hvoraf nogle allerede er nået, om vigtigheden af at nå tilbage til en koncentration af CO₂ i atmosfæren på under 350 ppm samt om nødvendigheden af et moratorium for afbrændingen af kul (se tidligere blog-indlæg Stop afbrændingen af kul).

Under vejs fortæller Hansen (27:10 min), at vi ved systematisk at bruge CO₂-binding i økosystemerne gennem skovplantninger, beskyttelse af regnskov og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget vil kunne sænke atmosfærens CO₂-koncentration med omkring 50 ppm. Hvis vi derfor får standset den nuværende afbrænding af kul og styrket bindingen af CO₂ i biosfæren, vil det være muligt at få koncentrationen af CO₂ i atmosfæren tilbage under 350 ppm.

Med James Hansen er man i godt selskab. Han formår som få at gøre de komplekse klimasammenhænge forståelige, så Climate Threat to the Planet er en yderst anbefalelsesværdig video, som man kunne ønske sig, at alle politikere ansvarlige for Kyoto-aftalens afløser tog sig god tid til at se – og fatte konsekvenserne af.

Læs mere »

“Sæt benzinpriserne op for at bryde vores afhængighed af olie”, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen til en af USAs største opinionsdannere Thomas L. Friedman, hvis klumme i New York Times bringes i mere end 700 aviser verden over:¹

“’I have observed that in all other countries, including in America, people are complaining about how prices of [gasoline] are going up,’ Denmark’s prime minister, Anders Fogh Rasmussen, told me. ‘The cure is not to reduce the price, but, on the contrary, to raise it even higher to break our addiction to oil. We are going to introduce a new tax reform in the direction of even higher taxation on energy and the revenue generated on that will be used to cut taxes on personal income — so we will improve incentives to work and improve incentives to save energy and develop renewable energy.’”²

En liter benzin kunne for min skyld gerne koste 50 kr. Men afgifter og prisstigningerne gør det ikke alene. De grønne afgifter burde målrettet anvendes til indsatser for at fremme energirenoveringer, den kollektive trafik, cyklisternes vilkår, forskning i vedvarende energi og en lang række andre tiltag, som er samfundsøkonomisk fordelagtige og klimamæssigt nødvendige, men endda ikke sker, fordi de er uoverkommelige eller umiddelbart fremstår uattraktive for den enkelte.

I den artikel, Flush With Energy, hvor statsministeren er citeret, sammenligner Friedman, hvordan USA og Danmark har håndteret situationen efter den første oliekrise i 1973 og siger, at USAs attitude sammenlignet med den danske er direkte patetisk.¹

Læs mere »

Normalt er fremstilling af cement en ganske energikrævende proces, hvor kalk og ler opvarmes til 1.450ºC. Herved udledes der for hvert ton cement, der produceres, typisk ét ton CO₂ eller mere.

Men Scientific American bragte torsdag en tankevækkende artikel om et californisk firma, Calera, som i tilknytning til Moss Landera-kraftværket eksperimenterer med at skabe cement ud af kraftværkets CO₂-holdige røggasser. Der er lagt røgslør over de tekniske detaljer i udviklingsarbejdet, men det fremgår, at man ved at lede disse dampe gennem havvand skulle være i stand til at opsamle 90% af CO₂-udledningerne og konvertere dem til cement (calciumcarbonat), at man regner med at kunne begynde at sælge cement i 3. kvartal 2009, og at man har planer om i løbet af 7 år at opføre 100 cementfabrikker.¹

Calera er grundlagt af professor ved Stanford University, Brent Constantz, som gennem mange år har forsket i bio-mineralisering. I princippet er der tale om samme proces, som når koraller danner deres skaller og rev, man tager calcium og magnesium fra havvandet ved normale tryk og temperaturer. “We are turning CO₂ into carbonic acid and then making carbonate,” siger Constantz: “All we need is water and pollution.” Ifølge Constantz fjerner processen ikke alle CO₂-udledninger, men den får regnestykket til at se langt sundere ud, da man vil kunne indkapsle et halvt ton CO₂ for hvert produceret ton cement, i stedet for som nu at producere ét ton CO₂ for hvert ton fremstillet cement.¹

Læs mere »

Den amerikanske organisation ForestEthics har fået udarbejdet en tankevækkende rapport om klimakonsekvenserne af brugen af junk mail – uopfordrede fremsendelser af postombårne reklamer og reklamebreve. Hvert år fremsendes der i USA 100 mia. uopfordrede forsendelser. 44% af dem kasseres uåbnede.

Og hvis man som i rapporten Climate change Enclosed! laver et CO₂-regnskab for fænomenet, producerer den amerikanske junk mail årligt CO₂-udledninger på 51,5 mio. ton pr. år eller lige så meget som de samlede danske CO₂-udledninger.

Der sker CO₂-udledninger i alle trin i processen: Fjernelsen af 100 mio. træer fra skovene mindsker CO₂-lagringen (48,6% af de samlede CO₂-udledninger), transport af tømmer (1,4%), papirfremstillingen er ganske energikrævende (20,8%), tryksværten i CO₂-ækvivalenter (10,9%), distribution med postvæsenet (1,9%), landopfyldninger udvikler metan (14,2% ) mens der vindes 1% ved den del, som afbrændes i kraft-varmeværker. Posterne er nærmere specificeret i skemaet nedenfor og findes gennemgået i detaljer i rapporten.

Nogle vil sikkert undre sig over rimeligheden i at medregne CO₂-mængden fra hvis man ikke havde fældet skoven. Men det er præcist sådanne sammenhænge, som gør, at førstegenerations biobrændstof selvom det på papiret medfører en CO₂-reduktion ikke er klimavenligt, fordi det i den anden ende har medført stigende ødelæggelser af regnskove og vådområder, som har store mængder CO₂ bundet.

Til gengæld kunne man med stor rimelighed have indregnet en post for CO₂-produktion fra forøget forbrug, som dog kan være svære at vurdere. For man må ikke glemme, at alle disse forsendelser er blevet fremsendt ud fra kalkulationer om, at de ville skabe forøget omsætning. Kort sagt gør det lille skilt: Reklamer nej tak! en stor forskel.

Læs mere »

I den forgangne uge har Time Magazine bragt en række læseværdige artikler om Grønland og klimaforandringer i forbindelse med en rejse sammen med journalister, politikere og videnskabsfolk.

Som det indledende konstateres i Climate Change in Action in Greenland, kan man til tidsskriftsredaktørernes og fotografernes fortvivlelse normalt ikke se klimaforandringer, fordi de udgør så langsomme processer i forhold til årsvariationen og de ekstremer og forskelligheder, som altid har været i klimaet. Men på Grønland er klimaforandringerne håndgribelige. Her på grænsen mellem frost og tø kan man år for år se, hvor langt gletsjerne har trukket sig tilbage, ligesom havisen ud for Ilulissat ikke lukker som førhen, så den vinterfangst som den grønlandske fangerkultur har været bundet op på, i dag har meget trange kår.¹

Læs mere »