Strøtanker om bæredygtighed

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Læs mere »

“Lige meget hvem vi er, eller hvor vi er, er vi alle stærkt forbundne gennem vor tids største udfordring: klimaforandringer. Vi har løsningerne, Amerika er klar, men videnskaben siger, at vi står i et kapløb med tiden. [Ved] dette valg: forpligt vores ledere i Washington til at stå sammen med os, til at handle, nu.”

Sådan indledes opfordringen fra Brighter Planet til at lave små 30 eller 60 sek. video-bidrag om klimaforandringer til det amerikanske præsidentvalg:

Climate Matters, en 1:00 min. intro fra Brighter Planet til video-konkurrencen på Vimeo.

Imellem de allerede uploadede bidrag finder man en dukkefilm som Green to Blue; et indslag som iCare er lavet af en 4.-klasse, mens Nikos på blot 10 år har forestået videoen “save it”. Der er kunstnerisk set eksperimentelle videoer som Warming 2098, og Warming 2099, og Roger Doiron foreslår med This Lawn is your Lawn at anlægge en køkkenhave foran det Hvide Hus.

Se et udvalg af de upladede videoer herunder:

Læs mere »

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO₂-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO₂-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Læs mere »

Løsningen? er en tankevækkende hollandsk udsendelse om forbrug og produktion, som kan ses mandag den 25.08. kl. 21.40 på DR2 – og nederst i dette indlæg i den originale engelske udgave. Dokumentaren giver et fint indblik i det ‘vugge til vugge’-koncept, som kemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough har udviklet.

Affaldsproduktionen er enorm på verdensplan, og hvis ikke vi ændrer den nuværende praksis, vil vi snart have transformeret størstedelen af jordens ressourcer til affaldsbjerge. Heroverfor giver Braungart & McDonoughs koncept håb: hvis affald kunne blive føde for biosfæren og teknosfæren (den menneskelige produktion), kan produktion og forbrug gøres på klodens betingelser.

I ‘vugge til vugge’-perspektivet handler det ikke blot om at minimere og ressourcebespare, men om at sikre sig, at begrebet spild og affald ikke forekommer. Ved systematisk at gennemgå alle processer, kan fænomenet affald elimineres, og overskud fra én proces bliver råmateriale i en anden i en stadig procesuden spild. ‘Cradle to Cradle’ har fået en næsten folkebevægelsesagtig gennemslagskraft i Holland, og nogle ser det som fundamentet for den næste industrielle revolution.

Waste = Food, som i 2006 blev tildelt en Sølvdrage ved Beijing International Science Film Festival, følger Braungart & McDonoughs arbejder i Kina, hvor man har udfoldet ‘vugge til vugge’-konceptet i bymæssig skala, samt en række samarbejder med firmaer som Ford og Nike. Rigtigt implementeret har ‘vugge til vugge’-perspektivet et kolossalt økonomisk og bæredygtighedsmæssigt potentiale – en obligatorisk video for alle beslutningstagere.

Læs mere »

I rækken af møder afholdt af UNFCCC, som fører frem mod vedtagelsen af en afløser for Kyoto-aftalen næste år i København, vil ledere og embedsmænd m/k fra alle verdens lande fra i morgen torsdag samles i Ghanas hovedstad Accra.

Forud for mødet har Harald Dowland, den norske leder af forhandlingerne blandt de nuværende lande bag Kyoto-aftalen meldt ud, at det er vigtigt, at man ikke blot venter på de amerikanske valg i november, før man komme videre, men allerede nu lægger sig fast på markante reduktioner. Man har tidligere talt om reduktioner på 25-40% i 2020 i forhold til 1990, og som Dowland siger, ville han, hvis han var diktator i verden, påbyde en 30% reduktion i 2020.¹

Men selv et rigt land som Danmark med tradition for en høj grad af regulering har stadigvæk knapt formået at sænke sit CO₂-udslip. Og for et land som USA, som har øget afbrændingen af fossile brændstoffer siden 1990 markant, vil en reduktion på 30% i forhold til 1990 nærme sig en halvering – og dermed noget næsten uladesiggørligt på blot 12 år. Vi har kort sagt sovet i timen.

Forud for klimamødet i Accra har Japan fremlagt en række forslag, heriblandt et forslag til nye definitioner på, hvilke lande, som kan rubriceres som henholdsvis U-lande og I-lande? Det kan lyde uinteressant, men hensigten er at få udvidet gruppen af lande, hvorfra man kan forvente bindende CO₂-nedskæringer, så den også omfatter i dag ganske stærke udviklingsøkonomier som Mexico, Sydkorea, Indien, Kina og Brasílien, som hvis ikke de på en eller anden måde kommer med ind under den kommende klimaaftale meget vel vil kunne risikere fuldstændig at udhule effekten af reduktioner i de ‘gamle’ I-lande.²

Læs mere »

Det franske pressebureau AFP meddelte i går fra Tokyo, at man i Japan har vedtaget fra april næste år at mærke en række forbrugsvarer for deres ‘carbon footprint’ – CO₂-belastning.

Fra de japanske myndigheders side er det håbet, at CO₂-mærkningen kan være med til at øge den japanske forbrugers opmærksomhed på klimaspørgsmålet og det, man som forbruger kan være med til at gøre for at mindske de globale udledninger.

Ideen er for så vidt indlysende. Der kan være meget store forskelle på to stort set identiske produkter, og som forbrugere har vi ingen som helst chance for at gennemskue, hvad der ligger bag.

Pressemeddelelsen giver et eksempel med en pose chips. Den repræsenterer en udledning på i alt 75 g CO₂. 44% kommer fra at dyrke kartoflerne, og 30% kommer fra fremstillingen. Andre 15% kommer fra indpakningen, og 2% kommer ifølge AFP fra bortskaffelsen af emballagen.

Det er endnu ikke afklaret præcis hvor mange produktgrupper, der vil blive omfattet af ordningen. Men hvis det overhovedet er til at håndtere rent administrativt, bliver det bliver pludselig interessant at se, hvordan en hollandsk drivhustomat i februar CO₂-mæssigt tynger langt mere end en hjemmedyrket dansk frilandstomat i august, og hvordan en flyimporteret mango fra Chile CO₂-mæssigt klarer sig overfor et æble sejlet ind med en pæreskude?

Læs mere »

Her fire årtier efter sin kontroversielle bog, The Population Bomb, er videnskabsmanden Paul Ehrlich stadig overbevist om at overbefolkning – nu sammen med overkonsumtion – er den centrale miljøkrise, som verden står over for. Og, insisterer han, teknologiske fix er ikke en mulig løsning.

For mange mennesker, for stort forbrug

af Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich

I løbet af omkring 60 millioner år har Homo Sapiens gennem erhvervelse af binokulært syn, oprejst gang, stor hjerne og – vigtigst af alt – sprog med syntaks og den komplekse lagring af ikke-genetisk information, som vi kalder kultur, udviklet sig til det dominerende dyr på Jorden. På den anden side har vi igennem de sidste adskillige århundreder i voksende målestok brugt vores relativt nyerhvervede evner, især vores kulturelt udviklede teknologier, til at udpine Jordens naturlige kapital – specielt dens store, frugtbare landbrugsarealer, dens gennem istider opmagasinerede grundvandsressourcer og dens biodiversitet – som om i morgen ikke eksisterede.

Den alt for ofte ignorerede pointe er, at denne trend, for en stor dels vedkommende drevet frem af en kombination af befolkningstilvækst og voksende pr. capita-forbrug, ikke kan fortsætte i længden uden risiko for kollaps af vores globaliserede civilisation. For mange mennesker – og især for mange politikere og erhvervsledere – lider af den vildfarelse, at et sådant frygteligt endeligt for det moderne menneskes foretagsomhed kan afværges med teknologiske fix, som tillader at befolkning og økonomi vokser i al evighed. Men hvis det ikke lykkes os at bringe befolkningstilvæksten og overkonsumtionen under kontrol – befolkningsantallet på Jorden forventes at vokse fra 6,5 milliarder i dag til 9 milliarder i anden halvdel af det 21. århundrede – så vil planeten i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: global opvarmning og ødelæggelse af de naturlige systemer, som vi alle er afhængige af.

Vor arts negative indvirkning på livsgrundlaget kan tilnærmes med ligningen I=PAT, hvor P for population multipliceres med A, som står for den gennemsnitlige velstand eller konsumtion, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver konsumtionen. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier, eller hjemmearbejde på et computernetværk. PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af.

Læs mere »

Der er ikke noget som frisk havluft, men kemikere fra University of California San Diego (UCSD) viser med en netop publiceret undersøgelse, at det er så som så med havluftens renhed, og at luften langs kysten indeholder langt større mængder af ultrafine partikler fra skibsfarten end hidtil antaget.¹ I luftprøver taget langs den californiske kyst kom næsten halvdelen af indholdet af ultrafine partikler fra skibsfarten. Det er for skibsfartens vedkommende særlig svovlforbindelser, der er tale om, og de bevæger sig over havet ganske lange afstande.

Undersøgelsen fra UCSD er den første, som kvantificerer skibsfartes bidrag. Den påviser samtidig, at forekomsten af de særligt skadelige ‘primære’ svovlforbindelser (SO₄), som man hidtil har undladt at medregne for skibsfartens vedkommende, forekommer i så store mængder, at de ifølge forskerne bag undersøgelsen fremover bør indregnes. SO₄ dannes ved forbrænding af den svovlholdige bunkerolie, som ikke må anvendes nærmere end omkring 40 km fra land. Alligevel når betydelige mængder af disse ultrafine partikler, som har ganske alvorlige konsekvenser for menneskets sundhed, ind over kysten.

Efter at det er blevet estimeret, at skibsfartens ultrafine partikelforurening på verdensplan har omkring 60.000 årlige dødsfald på samvittigheden,² er International Marine Organization da også langt om længe kommet i gang med at vedtage en køreplan for udfasningen af svovlindholdet i den bunkerolie, som skibsfarten anvender, når den sejler på åbent hav (se tidligere blog-indlæg: Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening, Mindre partikelforurening fra skibsfarten fra 2010 og Mindre CO₂-udledninger fra skibsfarten på vej).

Undersøgelserne fra UCSD understreger nødvendigheden af, at denne proces skærpes, og gør det rimeligt at genvurdere de foreslåede udfasningshastigheder for svovlindholdet og sikkerhedsafstande til land for skærpede krav til oliens renhed.

Chris McDonald: Dirty Smoke from Ships Found to Degrade Air Quality in Coastal Cities, UC San Deigo News Center 18.08.2008.¹

Roger Highfield: Shipping pollution ‘may cause 60,000 deaths a year’, Telegraph, 19.08.2008.

Mohit Joshi: New study links marine pollution to heart and lung disease, Top News 08.11.2007.²

Stefano Ambrogi: Nations to slash sulphur in ship emissions by 2015, Reuters 11.10.2008.

I forlængelse af Al Gores nylige forslag om, at al produktion af elektricitet indenfor de næste 10 år bør gøres 100% CO₂-neutral, bragte tidsskriftet Nature 14. august en læseværdig oversigtsartikel¹ om viften af alternativer til den nuværende el-produktion, som globalt set repræsenterer den største samlede CO₂-udledning, vandkraft, atomkraft, biomasse, vindenergi, geotermisk energi, solenergi og bølgeenergi (se nedenfor).

40% af vores energiforbrug kommer fra elektricitet, og alene at effektivisere energiforbruget i de mange processer, vi omgiver os med, har et kolossalt potentiale. Stort set alt i vores dagligdag vil energi- og ressourcemæssigt kunne gøres langt mere intelligent end i dag. Endda er der brug for at øge udbygningen af de vedvarende energikilder markant, hvis det skal lykkes inden for de nærmeste år at gøre verdens elektricitetsforsyning CO₂-neutral.

Ikke mindst den nuværende afbrænding af kul er dybt problematisk. Kul har større CO₂-udledning pr. udvundet energienhed end andre fossile brændstoffer, og klimaeksperten James Hansen har derfor advokeret for et moratorium for fyring med kul, som den måske vigtigste beslutning at træffe i den kommende afløser for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister og James Hansen: Stop afbrændingen af kul). Endda åbnes der nye kulfyrede kraftværker med en højere hastighed end nogensinde før.

Læs mere »

I den forgangne uge blev det klart, at Borgerrepræsentationen 28. august vil vedtage, at der ikke kan bygges højhuse i Middelalderbyen – endda med et utraditionelt flertal uden om Socialdemokratiet, som ikke har været til sinds at afskære sig fra muligheden for at bygge i højden, hvis det rette projekt viste sig. Men i betragtning af, hvor stærk en folkelig modstand der er mod højhuse i det centrale København, er det vel en passende løsning.

Man kan undre sig over, hvilke studehandler, der ligger bag grænsedragningen. Som man kan se af kortet herover, vil der stadig langs havnen kunne bygges højt på Dokøen, Christiansholm og Krøyers Plads, hvor van Egeraats projekt var tæt på at blive vedtaget. Højhuse langs havnen her i Middelalderbyens hjertekule vil være meget uheldig for hele fornemmelsen af byens åbenhed mod nord.

Ligeledes har man i den gruppe, der står bag højhuszonen, tydeligvis kunnet enes om at beskytte Tivoli mod fremtidige hoteltårne, ligesom beslutningen lægger en kraftig dæmper på udviklingen af metropolzonen omkring Rådhuspladsen og punkterer alle videre planer om højhuse ved Nørreport. Dog har man bevaret muligheden for at bygge højt på Axeltorv og i resterne af Aborreparken. I mine øjne skulle al byplanmæssig udvikling i denne zone have som overordnet tema at reetablere befæstningsringens grønne bånd, så Middelalderbyen blev langt mere præcist defineret i denne del af byen.

Skulle man vurdere zonen ud fra et rent byrumsmæssigt perspektiv, kunne man ønske sig, at den højhusfri zone blev udvidet, så den også beskyttede Søerne og voldanlægget på Christianshavnssiden. Det er to af byens virkelig flotte byrum, som begge ville lide meget, hvis der begyndte at poppe højhuse op her.

Nu er højhuse i Indre By forbudte, (Ritzau) Politiken 28.08.2008.

Martin Justesen: Flertal forbyder højhuse i Indre By, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: “Et højhus kommer aldrig nogensinde til at passe ind”, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: S: Skingert flertal fastlåser udviklingen, Politiken 14.08.2008.

Morten Skjoldager: S og R strides om højhuse i København, Politiken 14.06.2008.

Københavnere siger nej tak til højhuse, Politiken 26.03.2008.

Charlotte Welin: Københavnere: Nej til højhuse i Indre By, Berlingske 29.11.2006.