Strøtanker om bæredygtighed

Efter at de liberale demokrater i sidste måned fremlagde en klimaplan, som sigtede mod at gøre Storbritannien CO₂-neutral i 2050 har premierminister Gordon Brown på en Labour-konference i går hævet sine planer for CO₂-reduktioner fra 60% til 80% i 2050 – og har bedt hans Climate Change Committee om at afrapportere, om det er gennemførligt inden for en måned. Så de britiske klimamålsætninger rykker sig markant i disse måneder. I talen talte han om et nødvendigt opgør med “the dictatorship of oil.”

Dette er nærmest et kvantespring på baggrund af G8-topmødet i Toyako i juli, hvor man kun kunne blive enige om en 50% udledning, og det knapt nok stod klart om det var i forhold til i dag eller 1990. Og det er en klar en vedkenden sig ikke bare problemets alvor, men at det kræver gennemgribende forandringer i hel den måde, hvorpå samfundet skaffer sig sin energi og bruger sine ressourcer.

Gordon Browns udmeldinger er da også blevet meget positivt modtaget blandt de britiske miljøorganisationer. Det er målsætninger i den størrelsesorden eller større, der skal til fra alle de industrialiserede lande, hvis vi skal gøre os håb om en klimaaftale, som får global gennemslagskraft.

Og her forstår jeg simpelthen ikke vores hjemlige Klima- og Energiministerium. Hvorfor har vi som kommende vært for underskrivelsen af afløseren for den nuværende Kyoto-aftale ikke for længst fremlagt en detaljeret køreplan for en fuldstændig afvikling af det fossilt afhængige samfund?

Paul Eccleston: Labour Conference: Gordon Brown says CO₂ targets must be raised to 80% by 2050, Telegraph 23.09.2008.

Paul Eccleston: Gordon Brown vows to drive out fossil fuels, Telegraph 23.09.2008.

Gordon Brown’s speech in full, The Guardian 23.09.2008 / som audio.

Se tidligere blog-indlæg: De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050, G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050 og G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050.

Når man løber igennem den bedrøveligt lange liste af aktiviteter, som med torsdagens budgetforlig på Københavns Rådhus blev sløjfet eller udskudt på ubestemt tid, må man konkludere, at trafik- og miljøområdet er blevet den store taber.

Store dele af de meget lovende planer for lommeparker og gadetræer, som tilsammen skulle kæde byens grønne enklaver sammen, styrke biodiversiteten og rense luften er simpelthen strøget.

Tilsvarende er en sum af indsatser, som tilsammen skulle øge sikkerheden og tryghedsoplevelsen for cyklister dertil, at endnu flere brugte cyklen, slettet af budgettet, og København får med dette budgetforlig meget svært ved at udvikle sine positioner som cykelby og som grøn by med kort afstand til park for alle, som ellers er to hjørnesten i byens ambitioner om at blive ‘Verdens Miljømetropol’.

Bevillinger til intelligente trafiksystemer er borte, forberedelsen af metroen til Brønshøj er sløjfet, grønne forbindelser og gårdanlæg er sparet bort. Den Byøkologiske Fond er sløjfet inden den overhovedet nåede at genopstå. Der er høstet systematisk på miljøsiden, og forligets nedprioritering af cyklisterne og den kollektive trafik vil skabe øget trafikalt kaos og øget ‘behov’ for motorveje og havnetunneller til afvikling af en stadig stigende privatbilisme, som vil give København øget luftforurening og CO₂-udledning.

Læs mere »

På dagens gåtur lagde jeg vejen ned langs bagsiden af Panum Instituttet, og mødet med den rødmende rådhusvin gjorde mig for første gang i år klart, hvor nært forestående efteråret er. Jeg besluttede på stedet, at jeg her på bloggen ville lave en lille serie indlæg med efterårstegn, ligesom der for et halvt års tid siden kørte en serie med forårstegn.

Panum Instituttet er et karakteristisk eksempel på en arkitekturretning, som meget dækkende bliver kaldet brutalisme. Det er stort, karskt og nøgternt, bygningselementerne står frem som de er, direkte fra værftet, uden dekorationer, rundede hjørner eller andre formildende omstændigheder. Ud mod Tagensvej er Panum Instituttet nok en af landets mest fortagtigt uindtagelige bygningsværker. På bagsiden er det lidt mere tilnærmeligt. Sine steder har man næsten lyst til at gå ind, og facadeplanterne på de mange vinduesløse flader er her med til at give bygningen en langt mindre afvisende fremtræden.

[nggallery id=132]

. 
Nogle vil nok sige, at det er en brutal brug af planterne. De mange vedbend, som systematisk dækker de mange betonmure, er næsten militant karseklippede, og vegetationen få på intet sted lov at give det fulde modspil, den ville kunne, hvis tøjlerne blev givet bare lidt mere fri.

Min hensigt med dette allerførste efterårsbillede er dog mest af alt at henlede opmærksomheden på den forrygende farvetransformation fra tæt sommergrøn til flammende rød, som finder sted i hvert eneste af rådhusvinens blade, og som vi i de kommende uger kan opleve mange steder i det urbane landskab.

Rådhusvinens efterårsfarver svinger lidt fra år til år, afhængig af sol, temperatur og fugtighed. Farvetransformationerne starter som regel i de yderste højest siddende blade, og der kommer først rigtig gang i paletten, når det bliver koldt om natten.

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Nedenstående video stammer tilbage fra 1992, hvor den da blot 12-årige Severn Cullis-Suzuki sammen med tre veninder samlede penge ind for at kunne tage til Rio for at deltage i det FN topmøde, hvor i sin tid Agenda 21 blev vedtaget.

Hendes seks minutter tale ved topmødet brændte stærkt igennem. Den blev modtaget med stående ovationer og kaldte tårerne frem ved mange af de delegerede. Servern henvender sig meget direkte til alle verdens voksne: “Losing my future is not like losing an election or a few points on the stock market. I am here to speak for all generations to come,” siger hun med en insisterende alvor til forsamlingen. Den sætning, som måske står klarest tilbage, er: “If you don’t know how to fix it, please stop breaking it”.

Det er værd at gentage i dag, 16 år efter. I det hele taget er det en god tale regelmæssigt at vende tilbage til, for at genkalde grundindsigten for Agenda 21, at vi lever på samme en klode, at vi må lære at bruge den varsomt og dele den med hinanden og de kommende generationer.

Læs mere »

I forlængelse af gårsdagens blog-indlæg fra den grønlandske indlandsis, Kulstøv øger isafsmeltningen, var der samme dag i The Times en artikel om, hvordan Grønland bogstaveligt var ved at blive grøn. Her på sne- og isgrænsen opleves klimaforandringerne år for år langt mere tydeligt end i mere tempererede zoner.

Lasse Bjerge har således i de sidste 10 år kunnet dyrke kål på Grønland – noget man ikke har kunnet i mange hundrede år. Ikke mindst broccolien er endnu på sin absolutte nordgrænse. Kommerciel dyrkning ville have været utænkelig indtil for få år siden, men klimaforandringerne gør Grønland grønnere, og nu regner man med, at Grønland inden for en overskuelig årrække vil kunne blive selvforsynende med grøntsager.

Klimaforandringerne vender op og ned på Grønlands levevilkår. Selv træerne er begyndt at vokse på Grønland, og samtidig med, at der så småt opstår betingelser for land- og skovbrug, har de grønlandske fangere stadig sværere ved at opretholde den oprindelige levevis.

Endda konkluderer artiklen at klimaforandringerne vil give Grønland flere vindere end tabere, og at klimaforandringerne vil give landet den økonomiske frihed, som kan sikre den fulde politiske uafhængighed af Danmark.

Artiklen har en halvanden minuts video, som viser, hvor langt isen har trukket sig tilbage på blot få år.

Martin Fletcher: Greenland: land of ice goes green as warming turns the cabbages into kings, The Times 20.09.2008.

Grønland hæver sig, Berlingske 10.10.2008.

Det er efterhånden velkendt, at de øgede CO₂-udledninger øger indkapslingen af varme i atmosfæren, som igen øger afsmeltningen af klodens ismasser. Men hvis man skal bremse afsmeltningen af ismasserne, som de seneste år er accelereret markant, er det ikke nok at fokusere på reduktioner i CO₂-udledninger. Det vil kun give meget langsigtede ændringer.

På kort sigt er det vigtigste således at få standset de store mængder af kulstøv, som udledes til atmosfæren sammen med den stadig stigende afbrænding af kul. Ikke mindst de kinesiske kraftværker, som i stor udstrækning bruger uvaskede kul, frigiver store mængder svævestøv, som er med til at gøre de ellers kridhvide isflader grågrumsede, så de reflekterer mindre lys og akkumulerer mere varme – og afsmeltningen dermed accelereres yderligere. 20% af partikelforureningen på Grønland i dag stammer fra asiatiske kilder, og at andelen er stærkt voksende.

Atmosfærekemiker Ole John Nielsen siger i dag til Ingeniøren, at man derfor til samtidig med det langsigtede arbejde med at reducere atmosfærens koncentration af CO₂ er nødt til at lave en målrettet indsats for en beskyttelse mod afsmeltningen af ismasserne, og han foreslår at man fokuserer på tre områder, hvor man relativt hurtigt vil kunne mindske mængden af sodpartikler i luften over de arktiske egne, og dermed afsmeltningen:

Læs mere »

Ugeskrift for læger nr. 38 bringer i denne uge et tillæg om klima. Man finder heri en hel række artikler om forskellige aspekter af klimaforandringernes indflydelse på vores sundhed og forskellige tiltag til at reducere klimabelastningen og ressourceforbruget i hospitalssektoren.

Det står klart, at de kommende årtiers varmere klima vil blive en prøvelse for allergikere, for pollenmængderne fra en lang række af de planter, som udløser allergiske reaktioner, vil blive markant større – og sæsonen længere. Det varmere klima vil generelt give bakterier bedre vækstvilkår med flere mavetilfælde osv. til følge. Hedebølger vil udløse flere dødsfald, og det varmere klima vil give langt bedre betingelser for en række sygdomme, vi troede udryddet på vore breddegrader.¹

Hospitaler er store virksomheder, med avanceret teknologi kørende døgnet rundt, så der er masser af processer at optimere og minimere. Et hospital som Gentofte har entreret med en energikonsulent for at kortlægge, hvor man bedst kan sætte ind.² Og danske hospitaler står overfor at skulle gennemføre klimaregnskaber.²² Man er endnu kun ved den første begyndelse. Men bæredygtighed kan ikke nås i det rent teknologisk-organisatoriske, og man kunne ønske sig, at denne fornyede granskning i lyset af klima- og bæredygtighedsproblematikken førte til en gentænkning af hele behandlingsparadigmet, med et langt stærkere fokus på forebyggelse og en udfasning af det utidssvarende ‘reparations-paradigme’, som styrer dagens hospital.

Flere steder i temanummeret refereres der til den engelske lægeforening, som synes at være foran i refleksionerne over hospitalets udvikling i lyset af klimaudfordringerne.³ På en af BMSs (British Medical Association) sider stod dette klare udsagn: “You cannot have well humans on a sick planet”.³³

Thomas Bjerg: Klimaet udfordrer folkesundheden, Ugeskrift for læger 15.09.2008.¹

Bente Bundgaard: Kan læger vænnes fra kongresser, konferencer og kurser? Ugeskrift for læger 15.09.2008.

Bente Bundgaard: Gentofte Hospital satser på miljøet, Ugeskrift for læger 15.09.2008.²

Thomas Bjerg: Sygehuse skal gøre rede for CO₂, Ugeskrift for læger 15.09.2008.²²

Thomas Bjerg: Gamle elevatorer slugte strøm, Ugeskrift for læger 15.09.2008.

Bente Bundgaard: Britiske praktiserende læger ser grønt, Ugeskrift for læger 15.09.2008.³

Torben Kitaj: Læger har et særligt ansvar, Ugeskrift for læger 15.09.2008.³

Anne Steenberger: Jeg går op i det, (interview med Lægeforeningens formand) Ugeskrift for læger 15.09.2008.³

Recommendations: what can health professionals do? British Medical Association 2008.³³

Drop kødet en gang om ugen, lyder det fra ingen ringere end lederen af FNs klimapanel IPCC, Rajendra Pachauri. Hans opfordring kommer på baggrund af, at vores husdyrhold – og særlig den industrielle kødproduktion – er en af de helt store udledere af drivhusgasser. På verdensplan står husdyrhold for 18% af de samlede udledninger af drivhusgasser, hvor den samlede trafik, til vands, til lands og i luften, kun står for 13%. Ud over at det i den industrialiserede del af verden ville have positive konsekvenser for sundheden, ville man ved en reduktion af kødspiseriet således relativt enkelt kunne begrænse en af de største kilder til udledninger af drivhusgasser.

En ugentlig kødfri dag kan synes som en beskeden opfordring, men Pachauri, som selv er vegetar, har fået på puklen for hans forslag. Der skal ikke røres ved vores vaner, og vores politikere er stadig er totalt berøringsangste overfor at fortælle os hvad vi udmærket ved, at det vil kræve gennemgribende ændringer af vores nuværende levevis at gøre noget effektivt overfor den globale opvarmning.

Ikke mindst i den rigeste del af verden spiser vi stadig større mængder animalsk føde, men også et land som Kina omsætter en stor del af sin nyvundne rigdom i kød på bordet. Tidligere på året blev det beregnet, at hvis amerikanere blev vegetarer, ville det kunne reducere hver eneste amerikaners årlige CO₂-udledninger med 1,5 ton pr. år, eller mere end udledningerne pr. person i de fleste fattige lande (se tidligere blog-indlæg: Eat Less Meat og Another Inconvenient Truth).

Læs mere »

Det fremgår i dag, at Miljøminister Troels Lund Poulsen har opgivet at overholde EUs grænseværdier for luftkvalitet for 2011 og vil have tidsfristen for kravene udsat til 2015. Det er særlig de skærpede grænseværdier for den fine partikelforurening (PM_2,5) og NO₂, som volder problemer.

Ifølge Politiken kommer det bag på Miljøministeren, at vi har fået flere biler. Dette er et helt absurd udsagn på baggrund af, at man i en årrække har nedprioriteret den kollektive trafik samtidig med at man intet har gjort for at dæmme op for et stadig mere omfattende transportforbrug via vejene til godstransport og privat pendling. Og Miljøministeren kunne blot have skimmet infrastrukturkommissionens nylige rapport, som forudsiger en stigning i trafikmængden på vejene frem mod 2030 på 70-90% for at forvisse sig om, at trafikken i disse år er voksende. Fra 1995 til 2005 fik København så mange nye biler, at de parkeret i forlængelse af hinanden kræver 150 km kantsten. Og problemet er, at de ikke bliver holdende.

Skulle man hjælpe Miljøministeren med tiltag, som kunne bringe os vel under EUs grænseværdier, er der masser at gøre. Man kunne starte med at fjerne befordringsfradraget eller gøre det afhængigt af, at der var 3 eller fire i bilen til og fra arbejde. I stedet kunne man give skattefradrag for miljøvenlige køretøjer, partikelfiltre og tiltag, som styrker hjemmearbejdet, for blot at nævne nogle få oplagte tiltag, som kunne stimulere mere hensigtsmæssige transportmønstre. Og så kunne man tage fat på den stærkt tiltrængte, gennemgribende opjustering af den kollektive transport, som ville gøre, at det ikke bare var samfundsøkonomisk og klimamæssigt fordelagtigt, men også en daglig glæde for vi borgere.

Læs mere »

I dagens Wall Street Journal stødte jeg ind i en tankevækkende artikel om et fænomen, jeg ikke har hørt om tidligere: afbrænding af kul dybt under jorden. Det har indtil nu kun fundet sted i meget begrænset omfang, men de nylige prisstigninger på energi har gjort teknikken interessant. Dels ville man måske af den vej kunne kontrollere og indkapsle en del af de store mængder CO₂, som nu udledes ved afbrændingen af kul, hvilket er positivt. Dels ville man i den udstrækning, teknikken blev udviklet, sandsynligvis kunne udnytte store kulforekomster, som ellers ville være umulige eller urentable at bryde, og eksperter har vurderet, at denne teknologi vil kunne øge verdens tilgængelige kulressourcer med 3-400%, hvilket er meget dårligt nyt. For tilsyneladende hiver man blot alle røggasserne fra den underjordiske forbrænding op til overfladen for at gøre brug af energien her. Så man er i princippet ikke længere i retning af CCS-teknologi (en CO₂ indkapslings- og lagringsteknologi) end ved konventionel kulafbrænding – og det vil sige ikke ret langt.

Der eksperimenteres pt. med underjordisk kulafbrænding både i Kina og Indien. Teknikken blev udviklet i Sovjetunionen tilbage til 1930erne, og et kraftværk i Uzbekistan har anvendt teknikken i næsten 50 år. Men man ved ikke rigtigt hvad der sker, og hvilke kræfter, man slipper løs, hvis man i større udstrækning brænder kullene af dybt under jorden i de lag, hvorfra de nu møjsommeligt brydes.

Med udsigten til, at jordens tilgængelige kulreserver er 3-4 gange større end hidtil antaget, bliver det endnu vigtigere at få vedtaget et øjeblikkeligt moratorium for den nuværende, ufiltrerede afbrænding af kul, og at få moratoriet udstrakt til også at omfatte ukontrolleret underjordisk afbrænding (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Hvis alle disse kulforekomster bliver afbrændt, uden at en effektiv CCS-teknologi er på plads, vil det således fuldstændigt underminere UNFCCCs nuværende anstrengelser for at skabe en klimaaftale, som kan stabilisere atmosfærens CO₂-koncentrationer under 450 ppm. Og det vil umuliggøre den tilbagevenden til et CO₂-niveau på under 350 ppm som synes nødvendig for at langtidsstabilisere klodens klima, se tidligere blog-indlæg: 350.org og James Hansen: Sidste udkald.

David Winning: Cleaning Up Coal’s Act, The Wall Street Journal 15.09.2008.