Strøtanker om bæredygtighed

WTO, World Toilet Organization, (ikke World Trade Organization!), har netop afholdt sin årlige World Toilet Summit and Expo på Macau. I den forbindelse udtaler formanden Jack Sim til Time Magazine, at verden ikke vil kunne fortsætte det vandskyllende toilet fremover: “This ‘flush and forget’ attitude creates a new problem which we have to revisit.”¹

Denne iagttagelse er helt på linje med den danske filosof K.E. Løgstrups tanker om bivirkningsdeterminisme i bogen System og symbol, at løsningen af ét problem ofte fører et nyt sæt af problemer med sig. Det vandskyllede toilet blev opfundet i 1596. Og sammen med kloakeringen af de større byer, som mange steder i den industrialiserede verden blev påbegyndt midt i 1800-tallet, løste det umiddelbart en række hygiejnemæssige problemer. Og en række sygdomme som kolera og dysenteri, som mennesket havde kæmpet med i århundreder, forsvandt stort set.

I begyndelsen lignede kloakeringen en løsning, når blot røret blev ledt langt nok ud i havet. Men kloakeringen medførte overtid, at en meget stor mængde næringsstoffer blev ledt ud i havmiljøet. 100 år senere står vi derfor i de danske farvande med havområder, som er uddøde eller tidvist dør på grund af iltmangel fremkaldt af en kombination af byspildevandet og de store mængder næringsstoffer, som udvaskes fra landbrugets uhensigtsmæssigt store brug af kunstgødning.

Kloakeringen af København blev indledt i årene 1860-85, men som man kan se Axel Larsens tegning fra Larslejsstræde i 1890erne (min gade), var der stadig ved århundredeskiftet åbne rendestene mange steder i København, og den vestlige del af byen blev først kloakeret i de første årtier af det 20. århundrede. Renseanlægget Lynetten blev først indviet i 1980.

I Danmark er vi forkælet med masser af godt drikkevand, men andre steder i verden er situationen en helt anden. Vi nærmer os hastigt et ‘peak water’, hvor vandforsyningen i store dele af verden ikke kan følge med behovet. Med udsigten til 3 mia. flere byboere indenfor de kommende få årtier er det et åbent spørgsmål, om der vil være 22 l vand pr. person blot til at skylle vores daglige efterladenskaber ud?

Læs mere »

Det har længe heddet sig, at det var Absalon, som med sin borg og sin bymur transformerede København fra et lille fattigt fiskerleje til en på den tid betyningsfuld by. Den fortælling har altid undret mig, og nu viser det sig også, at det måske er et af landets første eksempler på spin, og at det tidlige Københavns historie, som i høj grad bygger på Saxos historieskrivning, skal skrives om.

Arkæologiske udgravninger rundt omkring i byen viser nemlig, at der også før Absalon var en driftig by på stedet. Allerede i 1000-tallet strakte byen sig fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.

Men kildematerialet til Københavns tidlige historie er ganske sparsomt. Billedet herover er et af de ældste pålidelige prospekter af København. Det viser byen i 1587, set fra Valby Bakke ind mod Vesterport. Det lave kirketårn til venstre er Sankt Petri Kirke, og det høje spir er Vor Frue Kirke. Yderst til højre ses Absalons borg.

København blev ikke bygget af Absalon, (Ritzau) Berlingske 06.11.2008.

Det internationale energiagentur, IEA, er på vej med en rapport, som vurderer, at vi ved slutningen af det 21. århundrede vil stå med en global temperaturstigning på 6° C, hvis vi blot fortsætter som nu. Temperaturstigninger i den størrelsesorden vil være ødelæggende for kloden som livsrum. Biodiversiteten vil være alvorligt truet, og udviklingen vil sandsynligvis have nået en række ‘tipping points’ hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende. IEA konkluderer derfor, at verdens lande bliver nødt til at aftale meget kraftige begrænsninger for CO₂-udledningen ved Klimatopmødet i København til næste år.

IPCC’s klimapanel har hidtil lagt sin klimastrategi efter at undgå temperaturstigninger højere end 2° C i år 2100. Men beregninger fra det seneste års tid synes at give et samstemmende billede, at den nuværende udvikling giver en langt større opvarmning. IEAs beregninger ligger således i tråd med NASAs beregninger, som munder ud i anbefalinger af at sætte 350 ppm som mål for det maksimale indhold af CO₂ i atmosfæren. Koncentrationen er i dag 387 ppm, og i 1988 nåede den i første gang i 600.000 år over 350 ppm.

Anne Marie Primdal: IEA: Frygt for fremtidige temperaturstigning på 6 grader, Ingeniøren 07.11.2008.

Anne Marie Primdal: Vi har to år til at undgå alvorlige klimaændringer, Ingeniøren 02.10.2008.

James Pomfret: Risks of global warming greater than financial crisis: Stern, Reuters 27.10.2008.

Jeremy Jacquot: Global Warming Math: The Hard Numbers, Discover magazine 18.10.2008.

Time to banish the god of growth, (Editorial) New Scientist 15.10.2008.

Special report: How our economy is killing the Earth, New Scientist 16.10.2008.

Special report: Why politicians dare not limit economic growth, New Scientist 16.10.2008.

I The Guardian indledte Andrew Simms 1. august artikelserien 100 months to save the world. Baggrunden er, at vi ifølge Simms hastigt nærmer os et klimatisk ‘tipping point’, som gør øjeblikkelig handling uomgængeligt vigtig. Den første af artiklerne, The final countdown, giver et rids af den underliggende metode.

Måned for måned følger han den klimapolitiske udvikling. Og med foreløbig fire artikler ligner det en artikelserie, som kan give et fint perspektiv. I den seneste rapport for oktober var et af de få lyspunkter den engelske beslutning om en 80% reduktion i 2050, som også omfatter luftfart og skibsfart. I Simms’ september-rapport skriver han om frikendelsen af Greenpeace-aktivister i deres aktion mod det engelske kulkraftværk Kingsnorth og betydningen af at få etableret et moratorium for afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: Britiske Greenpeace-aktivister frikendt).

I august-rapporten skriver han, at blot tre store engelske firmaer, BP, Centrica og Shell i første halvår 2008 havde en profit på 1.000 £ pr. sekund. I samme tidsrum var de samlede globale udledninger af CO₂ 1.000 ton CO₂. Det er således en opgave af kolossale dimensioner at bringe de nuværende CO₂-udledninger til ophør. Men i lyset af den nuværende kvotepris på omkring 13 £ (130 kr), som er markedsprisen på at reducere et ton CO₂, er det omvendt en mulig opgave, hvis vi blot kan mobilisere den politiske vilje.

Som den engelske klima-rådgiver Sir Nicholas Stern så klart har sagt det, prisen for ikke at gøre noget er astronomisk i forhold til at tage seriøst fat nu (se blog-indlægget: Prisen for ikke at handle).

Andrew Simms: The final countdown, The Guardian 01.08.2008.

Andrew Simms: 99 months, and counting, The Guardian 01.09.2008.

Andrew Simms: 98 months to save the world, The Guardian 01.10.2008.

Andrew Simms: 97 months left, The Guardian 01.11.2008.

www.onehundredmonths.org.

100 Months: Technical note (pdf).

I IPCCs store klimarapport fra 2007 hed det, at der var påvist menneskeskabte klimaforandringer på alle kontinenter undtagen Antarktis. Men nu har forskere i en artikel i Nature Geoscience om temperaturudviklingen ved polerne siden 1900 påvist, at klimaforandringerne også er en realitet på Sydpolen.

Klimaforskere fra University of East Anglia har indtastet en stor mængde temperaturdata fra de polare områder i to klimamodeller – en med og en uden menneskelig indvirken. Herigennem har de kunnet tydeliggøre, at de iagttagne temperaturstigninger ved polerne ikke kan forklares alene ud fra naturlige forandringer, men kun kan reproduceres i modellerne ved at inkludere menneskskabte påvirkninger.

På den Antarktiske halvø (syd for Sydamerika) har man inden for de seneste 50 år kunnet konstatere temperaturstigninger på 3ºC, hvilket er markant mere end den gennemsnitlige stigning globalt set. En accelereret opvarmning ved polerne vil kunne få radikale følger for kloden som livsrum. En optøning af tundraegnene vil kunne frigive store mængder af nu nedfrosne metangasser, som vil accelerere klimaforandringerne, og en afsmeltning af Antarktis’ kolossale landismasser vil på sigt kunne give endog meget store havstigninger.

Se tidligere blog-indlæg: Tøvejr på Nordpolen, Drivhusgasser vælder frem hvor permafrosten viger, Kulstøv øger isafsmeltningen, Klodens CO₂-regulering sat ud af spil, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter.

Daniel Cressy: Antarctica hit by climate change, Nature 31.10.2008.

David Adam: Manmade global warming evident on every continent, polar report finds, The Guardian 30.10.2008.

Eoin O’Connell: Formal human ‘fingerprints’ on polar climate, Christian Science Monitor 31.10.2008.

Den canadiske fotograf Benoit Aquin er netop blevet udpeget som vinder af Prix Pictet fotokonkurrencen med en serie billeder fra Kinas løssområder, hvor støvskyerne fremtryller udvisket betagende, næsten surreale stemninger med genklang i den kinessiske maletraditions monokrome landskabsbileder.

Men baggrunden er mere dyster – og en del af juryens begrundelse for at pege på billedserien “The Chinese Dust Bowl” som vinder. I dag er 18% af Kinas areal ørken. 22% heraf, eller et areal ni gange større end Danmark, er menneskeskabt ørken. Overgræsning, stadig dybere vandboringer og allehånde kortsigtede behov er med til at indskrænke fremtidige generationers livsrum. Og FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan sagde ved prisoverrækkelsen i Paris: “It is my hope that the Prix Pictet, the world’s first prize dedicated to photography and sustainability, will help to deepen understanding of the changes taking place in our world…”

Læs mere »

Det har ofte været fremført, at en del af problemet med den kinesiske kulafbrænding var en meget primitiv kraftværksteknologi. Men en undersøgelse fra MIT af et bredt udsnit af kinesiske kulkraftværker viser, at kraftværkerne gennemgående har avanceret afbrændingsteknologi og potentielt ville kunne afbrænde kul med en meget høj effektivitet. Problemet ligger i den type kul, som anvendes. “Et presset marked får nemlig de driftsansvarlige på kulkraftværkerne til at købe billigt kul af den laveste og mest forurenende kvalitet, samtidig med at kraftværkernes renseteknologier bliver sat på standby, fordi de er dyre i drift,” skriver Mikkel Meister i Ingeniøren.¹

Dette er for så vidt gode nyheder, som at det åbner op for at man ved at optimere driften og råvaretilførslen til de kinesiske kulkraftværker ville kunne reducere værkernes CO₂-udledning og øvrige forurening.

For der er ikke meget, som tyder på, at Kina er til sinds at stoppe sin kulafbrænding nu – eller til at stoppe noget som helst, som kan bremse den udvikling af landet, som igennem de seneste årtier har løftet landet ud af en dyb fattigdom, om end med graverende miljømæssige omkostninger.

Kina satser til gengæld systematisk på energibesparelser i industrielle processer osv., som kan muliggøre en fortsat vækst samtidig med et mindsket energiforbrug – og dermed mindskede CO₂-udledninger.

En ny rapport finansieret af Greenpeace og WWF viser, at den kinesiske afbrænding af kul har store afledte omkostninger, og at prisen for kulkraft burde ligge 23% højere, hvis miljøkonsekvenserne var indregnet.² Så samfundsøkonomisk set ville det givet kunne svare sig for Kina at optimere sin kulafbrænding.

Man kan håbe, at den CO₂-binding i cementproduktion, som det amerikanske firma Calera er ved at udvikle, kunne implementeres i stor stil i Kina. Cementindustrien står i dag for 5% af verdens samlede CO2-udledninger, og normalt udledes der ét ton CO₂ for hvert ton cement der produceres, men Calera er ved at udvikle en teknik, som binder et halv ton CO₂ for hvert ton cement, der produceres. Hvis denne teknologi kobles med CDM- og kvoteordninger, vil Calera kunne tilbyde udviklingslande gratis cement mod at kunne binde deres CO₂-udledninger i cementen.

Selv denne proces vil langt fra kunne klare hele Kinas kulafbrænding. Men der er brug for et snarligt moratorium over konventionel kulafbrænding, hvis atmosfærens CO₂-koncentrationer skal stabiliseres på 350 ppm. Dette vil kræve en systematisk overførsel af en fremadrettet teknologi til lande som Kina og Indien, hvis de klimamæssigt set skal kunne udvikle sig sundere end den vestlige verden, som med sin industrialiseringsproces har forpestet atmosfæren og biosfæren.

Se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker, Kulstøv øger isafsmeltningen, James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂.

Mikkel Meister: Forskere: Kinas kulkraftværker i teknologisk topklasse, Ingeniøren 07.10.2008.¹

Edvard E. Steinfeld: Greener Plants, Grayer Skies? A report form the frontline of China’s energy sector, MIT august 2008 (pdf).

Antoaneta Bezlova: CHINA: Coal Far Costlier Than Thought – Study, IPS 29.10.2008.²

En ny opgørelse over ressourceforbruget i verdens lande placerer Danmark helt top, som et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer. Hvis alle brugte lige så meget af jordens naturressourcer, som vi gør, skulle vi have fire kloder.

I et nyhedsbrev fra WWF hedder det: “Alt for meget kød og alt for meget CO₂ er med til at placere Danmark på en fjerdeplads på listen over, hvilke lande der forbruger flest af Jordens ressourcer. Tallene taler deres tydelige sprog: Hvis alle mennesker i verden levede som os, så havde vi behov for tre ekstra jordkloder.

Den tvivlsomme placering offentliggøres i rapporten ’Living Planet Report 2008’, som udkommer i dag. Danmark er her placeret som det land i verden, der har det fjerdestørste forbrug af naturressourcer pr. indbygger. Kun overgået af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.

‘Rapporten bør give anledning til dyb selvransagelse herhjemme, for det er selvfølgelig helt uacceptabelt at vores forbrug i den grad lægger pres på planeten. Trods vores tradition for at være et miljøvenligt land og vore mange muligheder for rent faktisk at være det, er vi nu endt i selskab med lande, der notorisk er kendt for at ødsle med ressourcerne. Pinligt,’ siger Jacob A. Sterling, som er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.”

Rapporten er velillustreret og interessant læsning. Blandt andet har man etableret et ‘water footprint’ (p. 18. ff.), som tegner konturerne af et andet problem vi vil møde med langt større kraft i de kommende år.

Den centrale konklusion i rapporten er, at verden i dag bruger 30% flere naturressourcer, end kloden kan regenerere. Dette kan selvklart kun lade sig gøre på meget kort sigt, og det er et alarmerende billede af, hvordan verdens naturkapital i disse år hastigt devalueres.

Se også tidligere blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint og One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Chris Hails et al.: Living Planet Report 2008, WWF oktober 2008 (pdf).

Vi mangler tre kloder! WWF 29.10.2008.

Vores økologiske fodaftryk er kæmpestort, (Ritzau) Berlingske 29.10.2008.

Laura MacInnis: WWF Says Reckless Consumption Threatens The Planet, (Reuters) PlanetArk 29.10.2008.

Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde i Beijing blev i dag afsluttet med en fælles udtalelse, som markerer, at de 43 ASEM-lande, som tilsammen repræsenterer omkring halvdelen af verdens økonomi (og dermed også omkring halvdelen af verdens CO₂-udledninger), vil bestræbe sig på at nå en global klimaaftale i København i december 2009.

Der er ikke angivet præcise reduktionsmål i ASEM-communiqueet, men under vejs har de europæiske lande presset store ‘rige’ udviklingslande som Kina og Indien hårdt for, at de også indgik en form for bindende reduktionsmål – David Gow skriver i The Guardian, at de europæiske miljøministre har insisteret på begrænsninger i størrelsesordenen 15-30% i forhold til “business as usual”.¹ Det kommer på baggrund af nye beregninger, som viser, at Kina, som i dag er verdens største udleder af drivhusgasser, med sin nuværende vækstrate vil kunne have fordoblet sine udledninger på blot to årtier.² Det er således uomgængeligt vigtigt, at vi ikke får “business as usual”.

Men der sker noget i Kina. Man er vågnet til, at den globale opvarmning ikke kun er de andre landes ansvar, og at det også vil blive en for Kina ubetalelig pris at lade stå til overfor klimaudfordringen. For eksempel har tre store kinesiske virksomheder i forbindelse med topmødet tilsluttet sig The Climate Group, en global sammenslutning af store virksomheder, som støtter arbejdet med energieffektiviseringer og CO₂-reduktioner.³ Og Kina har parallelt med ASEM-topmødet indgået en lang række bilaterale aftaler, blandt andet en aftale med Danmark om forskningssamarbejde om udviklingen af blandt andet solenergi, vindenergi, biomasse og brændselsceller.

Kyoto-aftalen er efterhånden vedgået af 170 lande, men kun 37 lande har bundet sig til reduktionsmål. Med ASEM-topmødet er sandsynligheden for, at vi får en bred aftale i hus i København, rykket et betydningsfuldt skridt nærmere.

Se også tidligere blog-indlæg: Nye toner fra Kina, Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej og Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Fogh tilfreds med topmøde, (Ritzau) Berlingske 25.10.2008.

Uffe Tang: Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima, Berlingske 24.10.2008.

Asia, Europe join hands to face challenges, Xinhua 24.10.2008.

Kim Rathcke Nielsen: Ingen overraskelse i Kinas klimaudmelding, Berlingske 23.10.2008.

David Gow: EU presses China and India to reduce greenhouse gas emissions, The Guardian 23.10.2008.¹

Chris Buckley: China report warns of greenhouse gas leap, 22.10.2008.²

Juliette Jowitt: Big Chinese companies join climate group, The Guardian 23.10.2008.³

China Mobile, Broad, and Suntech join The Climate Group’s global business coalition, (pressemeddelelse) The Climate Group 24.10.2008.³

Chinese firms newest members of global environment body, Xinhua 26.10.2008.³

O.P. Rana: Saving the Earth more important, China Daily 24.10.2008.

Chris Buckley: China seen onboard for climate pact goal, Reuters 23.10.2008.

Sanne Wittrup: Kinesiske og danske topforskere vil samarbejde om brændselsceller og biomasse, Ingeniøren 24.10.2008.

Stewart Hampson har i dag en interessant kommentar i The Times i anledning af, at vi i den kommende weekend står overfor at stille urene én time tilbage. Hvis vi i stedet lod sommertiden fortsætte vinteren igennem og derefter næste forår stillede urene endnu en time frem, så vi havde to timers sommertid, ville det give en række store fordele.

De fleste trafikulykker sker i skumringstiden eller efter mørkets frembrud, så man regner med, at det alene i England ville give 450 færre dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken, heraf en stor del skolebørn. Samtidig vil en justering af sommertiden kunne give mindre kriminalitet og frygt for kriminalitet, samt en større tilskyndelse til, at vi året rundt tager en motionstur efter arbejde.

Ved at stille urene som Hampson foreslår, vil vi få flere mørke morgener, men til gengæld mere dagslys når vi har fri og har brug for sollyset. Forskere ved Cambridge University har beregnet, at denne ændring ville medføre en reduktion af de engelske CO₂-udledninger på mere end 1 mio. ton. Det løser ikke i sig selv klimaproblemet, men løsningen af klimaproblemet kræver en lang række af sådanne hver især små ændringer. Og dette er en af de sjældne situationer, hvor der kan spares, uden at vi overhovedet ved det eller behøver at forholde os til det.

Hampson ser også den fordel i forslaget, at England hermed fik samme tidszone som resten af Europa. Men måske skulle man så overveje, at Europa gjorde som Hampson foreslår, mens England stillede sine ure yderligere en time frem, så englænderne (og hele Europa) var GMT+2 om vinteren og GMT+3 om sommeren.

I afviklingen af det fossile samfund kommer vi under alle omstændigheder til at vende os langt stærkere mod solen.

Stuart Hampson: Daylight is precious. Let’s stop wasting it, The Times 22.10.2008.