Strøtanker om bæredygtighed

Klimaforskeren James E. Hansen har i dag en tankevækkende artikel i The Guardian, hvor han under overskriften Coal-fired power stations are death factories. Close them trækker konsekvensen af den fortsatte udbygning af kulkraften skarpt op. Det er meget på sin plads i et land som England, som på trods af at det i dag står med en af verdens skarpeste klimaplaner (med en reduktion på 80% inklusive skibs- og luftfart i 2050) planlægger opførelsen af nye kulkraftværker og nye landingsbaner på Heathrow.

Vores hjemlige energiselskab DONG burde også læse skriften på væggen. DONG har pt. fremskredne planer om at opføre gigantiske kulkraftværker i både Skotland og Tyskland. Argumenterne om, at de er (lidt) bedre end de nu værste kulkraftværker holder ikke en meter, for disse værker vil i adskillige årtier frem i tiden binde os til en afbrænding af kul, som fra et klimaperspektiv er helt uacceptabel. Vi er nødt til i den rigeste del af verden at fastholde nødvendigheden af, at al udbygning af energisektoren fremover sker i form af vedvarende energikilder. Alt andet er hasard med klodens fremtid.

Man taler ofte om den kinesiske kulkraft som det store problem – og det er det på ét plan. Men de tre lande i verden, som har den største afbrænding af kul pr. indbygger, er England, USA og Tyskland.

James Hansen: Coal-fired power stations are death factories. Close them, The Guardian 15.02.2009.

Let´s do it! er en vidunderlig 5 min. video om en kampagne i Estland, hvor 50.000 mennesker på én dag ryddede op over alt. I Estland har man indtil for nylig smidt affald over alt, i skove, bag lader osv. og forud for Let´s do it!-projektet registrerede man med en kombination af Google Earth og mobiltelefoner over 10.000 steder, hvor der var smidt affald. Gennem en gigantisk græsrodsindsats, som fik støtte fra musikere, kunstnere, virksomheder og politikere, lykkedes det at løfte en gigantisk opgave på blot én dag! En film at at tage ved lære af, en film at blive i godt humør af.

Let´s do it! 5:00 min. YouTube video 2008.

I forlængelse af vedtalgelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 blev det besluttet, at man inden for rammerne af det generelle Agenda 21 skulle udvikle lokale Agenda 21, som konkretiserede, hvordan man med forskellige levevilkår og kulturelle forudsætninger kunne efterleve Agenda 21s bud om at leve i balance med omgivelserne, og ikke bruge mere af vores fælles naturkapital, end den kunne bære. For eksempel så man Aalborg-charteret, en europæisk chratertekst for bæredygtige byer og bymiljøer, som blev vedtaget i Aalborg i 1994 (se tidligere blogindlæg om Aalborg-charteret).

Siden er lokale Agenda 21 blevet en formaliseret del af dansk planlovgivning, og for eksempel Københavns Kommune udarbejder hvert fjerde år en fornyet Agenda 21-plan

Christianias tre særlige Agenda 21-punkter

Et vigtigt princip i FN’s officielle Agenda 21-dokument er borgerinddragelsen, og statens støtte til lokale initiativer. Christianias idéer, initiativer og tiltag for bæredygtig udvikling lever i enhver henseende – både nationalt og internationalt – op til disse krav. I Christiania lægger vi megen vægt på denne bybiotopens borgerinddragelse – særligt udtrykt gennem vores selvforvaltning.

En anden af Christianias specialiteter er eksperimentariet. Christianitterne har igennem alle årene især været gode til at lave ‘byfornyelse nedefra’, dér hvor folk selv kan være med til at eksperimentere, finde på bæredygtige løsninger, følge med i en proces på nært hold i forhold til, hvor lykkedes det og hvor gik det galt – og derved blive klogere og selv ende med at være i stand til at formidle videre – så budskabet naturligt breder sig som ringe i vandet… En vigtig læresætning er her: Hvad der er den rigtige løsning for den ene, behøver ikke at være den rigtige løsning for den anden… På Christiania findes derfor en variation af let forståelige eksempler på bæredygtige løsningsmodeller – et levende værksted, hvor de besøgende kan kigge med og glædes og inspireres. Med andre ord, folkeliggørelsen af en agenda, som alle og enhver kan komme og se, hvordan virker og foregår. Eksperimentariet er her allerede… Kom bare ud og kig!

Foruden borgerinddragelsen og eksperimentariet er et tredie af bybiotopen Christianias særkender en sjældent stor artsmangfoldighed midt inde i en storby. Denne arternes mangfoldighed bliver der værnet om, og en strategi for bevarelse af denne unikke biotop er under udarbejdelse. Lister over plante- og dyrearter findes og opdateres løbende (se på www.christianias-frie-natur.dk).

Indlæg ved Hanne Leni Andersen, Netværket for
Bevarelse af Christiania som Grøn Bybiotop.
..

Se også: Christiania som et Agenda 21 – et eksempel til efterfølgelse, Christianias Kulturforening 2008 (pdf).

Der har været tilløb det meste af måneden, men søndag satte forårskoncerten for alvor i gang her inde mellem Nørre Kvarters gamle huse. Det er mest musvitterne, der brillierer med deres minimalistiske temaer, men der står en kvidrende lys dome af sangen fra utallige spurve og mejser – som et lydligt billede af kvarterets grønne enklaver, som qua deres tilgroethed giver mangfoldige livsbetingelser.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper.

[nggallery id=136]

. 
‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO₂-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her:

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

Flemming Pahus har siden arbejdet videre med passagen gennem Østre Anlæg. Se:

Historien eksponeret i Østre Anlæg, Flemming Pahus Jensen, juli 2010 (1,2 Mb pdf).

Worldwatch Institute er netop udkommet med sin 26. årlige rapport om klodens tilstand, og med State of the World 2009. Into a Warming World, er temaet i år direkte klimaudfordringen.

Om end det sjældent er opmuntrende læsning, har disse tilstandsrapporter gennem årene givet en række uvurderlige analyser af den globale tilstand. Og årets fokus på klimaproblematikken giver et fornemt, om end næsten knugende billede af det enorme svælg mellem klimaforskernes forståelse af, hvilke tiltag, der er nødvendige for at stabilisere klimaet, og den manglende forståelse hos de politikere og erhvervsfolk, som med deres beslutninger og mangel på samme kommer til at tegne udviklingen i de kommende årtier.

W.L. Hare fra Potsdam Institute giver i kapitel 2, A Safe Landing for the Climate (pdf), et godt perspektiv på klimasituationen. Hvor IPCC nu prøver at opstille en afløser for Kyoto-aftalen, som kan sikre, at vi maksimalt får en global temperaturstigning på 2º, vurderer hare på baggrund af en række nyere resultater, at vi nærmere skal sigte mod 1,7 º eller 1,5º grader global stigning, og ideelt set burde sigte mod et 1º-scenario for med høj sandsynlighed at kunne stabilisere klimaet.

Kapitel 2 afrundes med en skitse til et 1º-scenario, som vil kræve CO₂-neutralitet i 2050 og en hurtig udvikling videre frem mod en CO₂-‘negativitet’, hvor vi globalt set bliver i stand til at absorbere mere CO₂ end vi udleder. Noget i den stil vil blive nødvendigt for at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm – den grænse mange klimaforskere i dag sætter som den maksimale for at langtidsstabilisere klimaet. CO₂-koncentrationen, som før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm, er i dag på 387 ppm og stiger omkring 2 ppm pr. år. De globale temperaturstigning siden industrialiseringen er i dag på omkring 0,7.

På lidt længere sigt må vi ifølge Hare sigte mod en fjernelse af CO₂ i et omfang på linje med de samlede udledninger fra fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse for fuldt ud at restabilisere klimaet med en koncentration på omkring 300 ppm.

For at have stor sikkerhed for, at klimaet ikke når såkaldte ‘tipping points’ konkluderer Hare, at vi må sigte på en stigning på max. 1º. på kurverne herover, som stammer fra kapitel 2, kan man se, at IPCCs ‘high’ scenario, hvor vi kun i lille grad formår at bremse CO₂-udledningerne, frem mod år 2100 vil medføre CO₂-koncentrationer på over 1.000 ppm og en globale opvarmning i størrelsesordenen 4-5ºC.

State of the World 2009. Into a Warming World, giver et prisværdigt overblik over klimasituationen og er yderst anbefalelsesværdig læsning. De enkelte kapitler kan downloades i pdf-format, se links nedenfor. Der er et eksemplar at State of the World 2009 på vej til vores Agenda 21-bibliotek på Rådhuspladsen 77.

Kapitel 1 rummer en sammenfatning med 10 punkter, som vil kunne give en CO₂-neutral verden i 2050. De er medtaget nedenfor i en forkortet udgave, som stammer fra Leo Hickmanns omtale af State of the World 2009 i The Guardian i torsdags.¹

State of the World 2009: Into a Warming World, Worldwatch Institute 2009.

Deborah Zabarenko: Halt all carbon emissions by 2050, says Worldwatch, Scientific American 13.01.2009.

Tanya Syed, World ‘needs radical cuts’ on CO₂, BBC News 14.01.2009.

De enkelte kapitler:

State of the World: A Year in Review – A timeline of significant environmental news events from October 2007 to September 2008 (pdf).
1) The Perfect Storm – The climate dilemma, in a nutshell (pdf).
2) A Safe Landing for the Climate – Current climate science and the emissions path needed to glide toward a safe landing (pdf).
3) Farming and Land Use to Cool the Planet – The needed transition to carbon-absorbing forestry and food production (pdf).
4) An Enduring Energy Future – The opportunity and the imperative for building a low-carbon energy future (pdf).
5) Building Resilience – The importance of building resilience to climate change (pdf).
6) Sealing the Deal to Save the Climate – The agreement that nations must reach to begin stabilizing the climate while adapting to a warming world (pdf).
Climate Connections – 22 essays by experts around the world on wide-ranging topics relevant to climate change.
Climate Change Reference Guide and Glossary – A primer for following the developments on climate change that will unfold in 2009 (pdf).

Læs mere »

Trods 70.000 indsigelser, besluttede den engelske transportminister sig torsdag for at gennemføre en tredje landingsbane ved Heathrow. Forslaget har vakt stor modstand i England, blandt miljøorganisationer, klimaforskere og befolkningen i bred almindelighed. I en situation, hvor England har vedtaget meget skarpe CO₂-reduktionsmål på 80% inden 2050 inklusive luftfarten, virker beslutningen da også helt ude af trit med virkeligheden.

Med de nuværende regeringsfremskrivninger, vil trafikken på Heathrow i 2050 stå for hele 20% af de samlede engelske CO₂-udledninger. Det er som om, at det ikke er trængt ind, at man i den nuværende situation er nødt til at spare alvorligt på lufttrafikken, og at en udvidelse af Heathrows kapacitet fra 480.000 til 700.000 årlige fly vil være at sige ja til en miljømæssig katastrofe.

Greenpeace har derfor sammen med en række prominente mennesker købt et stykke land ved landsbyen Sipson, som vil blive helt udslettet, hvis udvidelsesplanerne gennemføres. Grunden er ikke større end en halv fodboldbane, men ejerne har erklæret, at de aldrig vil sælge jordstykket, og vil gøre hvad de kan for at forhale den eksproprieringssag, som regeringen nu må igennem for at sikre sig retten til det nødvendige areal for udvidelsen.

Taktikken er tidligere med stort held blevet brugt ved Tokyos største lufthavn, Narita. Allerede i 60erne havde man planer om at udvide den med en ekstra landingsbane, men man fik spurgt de bønder, der måtte afgive deres jord for at landingsbane kunne realiseres, på en så upassende måde, at det rejste en voldsom protest. Og det er lykkedes at forhale planerne om udvidelsen af Narita helt frem til i dag, hvor ingen forestiller sig, at lufthavnen nogensinde får sin anden landingsbane.

I den japanske jordlovgivning er det stort set umuligt at ekspropriere – derfor er en af den japanske mafias vigtigste opgaver er at facilitere ejendomshandler. Ved Heathrow er håbet foreløbig, at man med erhvervelsen af grunden ved Sipson kan få forhalet situationen frem til parlamentsvalget næste år. Det er således et genialt træk fra Greenpeace m.fl.s side. Både Konservative og Liberale Demokarter er imod udvidelsen, og lige nu er det ikke utænkeligt, at den miljømæssige inkonsekvens omkring Heathrow kom til at vælte Gordon Browns Labour-regering.

Som The Garadian skriver i en leder i går: “In the end, Britain’s courageous, world-leading and scientifically rational response to climate change lived and died within the space of a few weeks. Born, with great hopes, in late 2008, when a new department was created and the Climate Change Act was passed, forcing aviation emissions to fall along with everything else, it was killed off yesterday when the transport secretary handed the aviation lobby what it wanted, a third runway at Heathrow.”¹

Desværre er det ikke bare den engelske regering, som synes ude af stand til at tage de nødvendige politiske konsekvenser af klimasituationen. Med engelske Sir Nicholas Sterns ord har vi fremover kun ret til ét ton CO₂ per person pr. år. En enkelt returbillet til Bangkok medfører omkring 7 ton CO₂-ækvivalenter, og til Australien omkring 10 ton. I en situation, hvor luftfarten ikke har udsigt til nogensinde at kunne blive blive bare tilnærmelsesvis CO₂-neutral, må der nærmest være tale om en global brist blandt vores politikere, når man bliver ved med pr. rygmarvsproces at forlænge fossile vækstkurver ind i fremtiden.

Se tidligere blog-indlæg: Udvidelse af Heathrow udsat.

Michael McCarty: Protesters buy land to thwart third runway, The Independent 13.01.2009.

James Chapman: 10,000 protesters join Alistair McGowan and Emma Thompson to buy a slice of Heathrow’s new runway, Daily Mail 13.01.2009.

Greenpeace buys land to foil London runway plans, (AP) North County Times 15.01.2009.

Gregory Katz: British govt OKs 3rd runway for Heathrow, (AP) Forbes.com 15.01.2009.

John Vidal: Environmental groups condemn Heathrow third runway plans, The Guardian 15.01.2009.

Michael McCarthy: Gordon Brown doesn’t get climate change, The Independent 15.01.2009.

A new runway is the last thing that Heathrow needs, (leder) The Independent 15.01.2009.

Dan Milmo: We can have hundreds of extra flights a day and still be green – ministers, The Guardian 16.01.2009.

Juliette Jewitt: Can aviation increase and carbon emissions fall at the same time? The Guardian 16.01.2009.

Concrete and calamity, (leder) The Guardian 16.01.2009.¹

Alok Jha: Heathrow third runway a mistake, says Lord Stern, The Guardian 22.05.2009.

Det var for nyligt fremme, at en væsentlig grund til at Grønlands ismasser smelter hurtigere end hidtil beregnet er store mængder af kulstøv fra kulafbrændingen – og at dermed at en filtrering af verdens kulafbændinger står højt på listen over øjeblikkelige indgreb. Kulstøvet fra i høj grad kinesiske kulkraftværker medfører, at de udstrakte hvide flader i de polare egne ikke mere er helt så hvide som tidligere, hvilket medfører, at isen reflekterer mindre af solens lys – hvilket igen fører til, at isen opvarmes mere (se tidligere blog-indlæg: Kulstøv øger isafsmeltningen).

Parallelt hermed fremfører Hashem Akbari fra Berkeley, at hvis vi i stor udstrækning malede vores byer hvide – ikke mindst de tagflader, kørebaner og fortove, som vender mod himlen – ville det kunne reflektere så meget mere sollys end de nu ofte mørke flader, at det kunne hjælpe med at køle ikke bare huset, men den globale temperatur. Gader og tagflader dækker mere end halvdelen af verdens byområder, som tilsammen udgør 2,4% af verdens areal.

Et mørkt tag reflekterer kun 10-20% af sollyset, mens en hvid flade typisk reflekterer mere end halvdelen af solindstrålingen. Hvis disse flader blev hvide, ville det øge den del af den samlede solindstråling, som bliver reflekteret, med 0,03%, og dette skulle kunne kompensere for en opvarmning forårsaget af 44 mia. ton CO₂. Effekten er større længere sydpå, hvor solindstrålingen og behovet for bygningsafkøling i sommerperiode er større end herhjemme, men ifølge Akbari vil man for hver 10 m², man maler hvide, i gennemsnit kunne kompensere for 1 ton CO₂.¹

Hvis verdens 100 største byer ændrede deres tagflader og befæstede arealer til lysreflekterende flader, ville det kompensere for 44 gigaton CO₂ – eller mere end den samlede udledning fra alle lande.² Så den hvide by har et kolossalt potentiale.

Se også det forudgående blog-indlæg: Kølende grønt.

David Adam: Paint it white, The Guardian 16.01.2009.¹

Hashem Akbari: Urban Surfaces and Heat Island Mitigation Potentials, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).¹

Hashem Akbari et al.: Global Cooling: Effect of Urban Albedo on Global Temperature, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).¹

Hashem Akbari: Global Cooling: Increasing World-wide Urban Albedos to Offset CO₂, (præsentation) sept 2008 (pdf).

Margot Rosewelt: New anti-warming tool: white roofs, Los Angeles Times 10.09.2008.²

Margot Rosewelt: To slow global warming, install white roofs, Los Angeles Times 10.09.2008.

Andy Ridgewell fra University of Boston står i spidsen for et team af forskere, som netop i tidsskriftet Current Biology har offentliggjort en artikel, som påviser, at man ved at vælge afgrøder, som i højere grad reflekterer lyset, ville kunne skabe en kølende effekt, som i visse områder ville kunne være på op imod 1ºC i sommerperioden. Over en 100-årig periode ville det kunne modsvare udledninger af 192 mia. ton CO₂, eller 2 mia. ton pr. år.¹ Hele EU producerer 4 mia. ton CO₂ pr. år, og verdens to største udledere Kina og USA producerer hver især omkring 6 mia. ton CO₂, så der er tale om et betydeligt potentiale ved at vælge blankere afgrøder.

Se også følgende blog-indlæg: Kølende hvidt.

Alok Jha: Could new varieties of wheat and barley save the planet from climate change? The Guardian 15.01.2009.

Andy Ridgewell et al.: Tackling Regional Climate Change By Leaf Albedo Bio-geoengineering, Current Biology 15.01.2009.¹

Catherinne Brahic: A high-albedo diet will chill the planet, New Scientist 15.01.2009.

Michael Kahn: Sun-reflecting crops could ease global warming, Reuters 15.01.2009.

Oliver Morton: Crops that cool, Science 15.01.2009.

Richard Black: Farms to take heat out of warming, BBC News 15.01.2009.

Henry Fountain: More-Reflective Crops May Have Cooling Effect , New York Times 19.01.2009.