Strøtanker om bæredygtighed

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

.
Off and On: The Climate Movement and the Road Through Paris, Brooklyn Academy of Music, New York 10.09.2015.

I nat kunne man online følge multimedieshowet OFF+ON om klimakrisen, med Bill McKibben (forfatter, 350.org co-founder), Naomi Klein (forfatter), Cynthia Org (klimaaktivist fra Borneo), Lennox Yearwood (præst, Hip Hop Caucus) og en lang række andre på scenen. Det er klart det fossile misbrug, som skal turnes OFF, og den vedvarende energi, som skal turnes ON.

Det imponerende er, at en sådan aften ikke bare er en grædetur over, hvor galt det er, og hvor synd og uretfærdigt det er, men hvor mange sejre, hvor muligt og indlysende det er, hvor mange steder klimabevidstheden vokser, og hvor mange sejre, der er kommet de senere år – men også hvor meget det haster. Så vi ser lige nu de fossile interesser få et massivt og kvalificeret modspil verden rundt. Ikke bare Keystone XL, men standsede kulkraftværker i Indonesien, en i hvert fald foreløbigt standset kulmine i Australien, som hvis den blev iværksat ville betyde CO2-udledninger svarende til 5% af resten af vores carbon budget.

Under vejs er der musikalske indslag, og de fire hovedpersoner supplerer hinanden ganske godt, omend det et par steder virker lidt løst i timingen. Men der er nerve og urgency, der er indblik og udsyn. Mod slutningen giver May Boeve, som nu er 350.orgs executive director, et rids af de mange arrangementer op til og under COP21 i Paris sammen med en opfordring til at bringe så mange nye divestment-tilsagn med til Paris, som overhovedet muligt.

Jeg havde mulighed for at se store dele af den og må sige at det var en god oplevelse. I løbet af de godt to timer får vi ud over et fantastisk indblik i, hvad der sker verden rundt, et fantastisk perspektiv på klimakampen, som den udfolder sig lige nu – som breder klimaindsatsen ud til at omfatte indsatsen for en mere lige og retfærdig verden.

Antonique Smith rundede af med at synge “Here comes the sun …”

Læs mere »

.
Den australske mineindustris Mineral Council har igangsat en kampagne kaldet Little Black Rock, for at forbedre den australske befolknings billede af kullene. I den forbindelse har man lavet denne video, som i disse dage bringes flittigt på TV, hvor kul bliver lanceret som var det det ypperste inden for ansigtspleje.

Det vækker stærke mindelser om dansk landbrug, som igennem flere år har spenderet store beløb på at forsøge at retfærdiggøre gøre noget uforsvarbart. Man investerer man i store image-kampagner ud fra den fejlopfattelse, at problemet ligger i australiernes perception af kullene i stedet for at se sig selv i spejlet og erkende, at der rent faktisk er fundamentale problemer med ens produkt, og at vi er nødt til at lære os hurtigst muligt at leve uden at afbrænde kul.

Sådanne kampagner giver måske mening, så længe man har en god sag, og man dermed kan få mange flere til at kende dertil. Men har en dårlig sag, så risikerer man at få sig selv i hovedet. Og det ligner stadig mere en dårlig sag, når man så indladende som i denne Little Black Rock-kampagne angler efter at få accept af at grave stadig flere kul op og sælge dem i hele verden i en situation, hvor det står klart, at stort set alle kul skal forblive i undergrunden, hvis ikke vi skal ødelægge fremtidens levevilkår. Det har den australske befolkning da også fattet. Og i stærk kontrast til deres premierminister, Tony Abbott, som her efter to år på posten har tonet rent flag som kulbranchens mand, så ønsker australierne sig masser af sol- og vindkraft og en reel klimaindsats.

I en nylig undersøgelse pegede således 84% på vind, 69% på solenergi og 47% på vandkraft som vigtigste energikilder, mens der kun var 13%, som pegede på henholdsvis kul og A-kraft. Med sådanne tal er der brug for andet og mere end sukkersød kampagne. Der er brug for selvransagelse. Der er brug for seriøse overvejelser over, hvordan man inden for få årtier får lukket Australiens sidste kulmine og eventuelt omprioriterer, så man frem for at obstruere Australiens omstilling til bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi kan medvirke til, at det sker i tide.

Little Black Rock-kampagnen har da også fuldstændig givet bagslag. Ikke mindst på Twitter har klimaaktivister formået at vende kampagnen fuldstændig på hovedet. Her vrimler det med billeder af små sorte kulstumper med tekster som”This little black rock is the No. 1 cause of climate change” og “This little black rock is destroying the planet”.

Hvis man checker #coalisamazing på Twitter, kan man få en fornemmelse af den informationsstorm, kampagnen har fremprovokeret. Medie- og marketingsfolk har da også været hurtige til at erklære, at Little Black Rock-kampagnen har været årets marketingsflop. Samtidig med at videoen og den tilhørende hjemmeside er så langt ude i hampen i dens sødladne kulforherligelse, at det vil være de færreste uden for de helt snævre kulcirkler, som ikke synes den driver af forstillelse og forløjethed, har det vrimlet med kulfortællinger. Ikke kun de små sorte klumper, som parodierer videoen, men i titusindvis af tweets med links til artikler med samme ene fortælling, at vi er nødt til at afvikle kulforbruget, vi er nødt til at lade kullene forblive i jorden, vi er nødt til at sadle om, hvis vi skal give kloden ordentligt videre.

Selvom Abbott har ret i, at kullene har været vigtige for Australiens økonomi, så har han simpelthen ikke ret i at de også vil, kan eller skal være det fremover – at de som han på det seneste har udtrykt det, er “good for mankind”. De er tværtimod en af civilisationens store misforståelser, et fejltrin, som måske nok gik an i en begrænset periode, men som vi i den nuværende situation er nødt til at vikle os ud af hurtigst muligt. Selvom kulproduktionen er en vigtig eksportindtægt for Australien, så udgør den efterhånden kun 1% af landets BNP. Men det industrielle samfund har nærmest narkomanens forhold til fossilerne, så det kræver en betydelig dosis selvdisciplin og en hjælpende hånd fra de klartseende at slippe fri, og for en misbruger som Abbott, som i den grad er i kullenes vold, er det svært overhovedet at ser situationen klart nok til at kunne handle rigtigt.

I det hele taget har australsk kul det dårligt – eksporten til Kina er raslet ned, selv Indien synes at være ved at slippe tanken om, at kullene er fattigmands ven og vil, i den udstrækning man overhovedet kan kunne finde ud af hvordan, hellere tilvejebringe sin energi med vedvarende energikilder.

Samtidig har Kiribatis præsident Anote Tong for nylig fremsat forslag om et moratorium for etableringen af nye kulminer – et forslag som nu er del af Suva-deklarationen (se forudgående blog-indlæg: Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

En stor ny kulmine med udskibningshavn, hvor der skulle sprænges hul igennem Great Barrier Reef, er det foreløbig lykkedes aktivister at bremse. Men i stedet for at tage dette til efterretning, presser Abbott så på for at fjerne muligheden for at rejse miljøsager, hvis ikke det er direkte i ens baghave. Det er beregnet, at den planlagte Galilee-mine, hvis dens indhold brydes og afbrændes fuldt ud, vil føre til 705 mio. ton CO₂. Det svarer til næsten 20 års samlede danske udledninger. Samtidig er økonomien i projektet mere end tvivlsom med de nuværende energipriser, og australske kul kan ikke uden økonomiske støtte konkurrere med indiske eller indonesiske kul.

Abbotts klimaplan – hvis man kan kalde det sådan – er ikke bare i modstrid med befolkningens ønsker. Hans hans påstand om, at Australiens klimamålsætninger skam er ambitiøse, er direkte forkert, kun Canadas og New Zealands klimamålsætninger ligger sammenligneligt lavt. Og hans stadige fremhævelser af, at det vil være alt for dyrt for Australien at føre en mere ambitiøs klimapolitik, modsiges direkte af hans regerings egne tal, som viser, at det ville koste Australien stort set det samme at rette sig ind efter en langt mere ambitiøs klimamålsætning. Det vil blot give mere grøn økonomi og mindre sort økonomi. Abbotts positioner er således ren kulmafia-nepotisme, og selvom det var en lille sejr for verdenssamfundet overhovedet at få klimafornægteren Abbott til at lave en klimaplan, så er det svært at forestille sig, at Australien ikke med andre folk ved roret kommer på bedre tanker og genplacerer landet på den rigtige side af historien. Abbott har i løbet af sine første to år lagt sig ud med de fleste, så det er usandsynligt, at han kan fortsætte den nuværende kurs i længere tid.

Og sandsynligvis vil vi, hvis ikke vi ser en langt klarere klimaindsats fra Australiens side inden COP21, se et australsk sagsanlæg tilsvarende det, som har kørt Holland, hvor regeringen er blevet idømt at skærpe sin klimamålsætning for 2020 (se blog-indlægget Holland idømt skærpet klimaindsats). Australske NGOer synes i gang med at forberede et sådant. En retssag ville også være et naturligt næste træk fra de mange små atolstater, efter at Abbott nærmest kategorisk har afvist at forholde sig til, at Australiens (manglende) klimapolitik vil medføre, at verdens atolriger i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet (se blog-indlægget Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

Læs mere »

.
Bill McKibben keynote speech ved Paris Divestment Conference 01.09.2015.

(under udarbejdelse) European Greens og 350.org afholdt 1. september i fællesskab en konference om divestment, hvor Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, gav den indledende tale. Her kommer mere introduktion en af dagene, men i første omgang er der mulighed for at se hans 40 min. indlæg. nederst er der links til konferencens øvrige indslag og paneldiskussioner.

Teksten herunder stammer fra konferencefolderens introduktion:

The case of the carbon bubble and divesting from fossil fuels

The world is agreed: the temperature of the atmosphere must not rise by more than 2°C. At the 2010 UN Climate Conference in Cancún, Mexico, representatives of 194 states committed themselves to this target. Even the USA and China, who never signed the Kyoto Protocol, supported the decision, as do all other major greenhouse gas emitters. The 2°C target refers to the rise in temperature relative to pre-industrial levels. How this can best be achieved is the subject of much controversy. However, there is a large measure of consensus that it must be achieved in order to limit the impact of climate change to a level which humanity can bear.

The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), where hundreds of international scientists analyse climate change and propose countermeasures, have on a number of occasions stressed the urgency of consistent measures if we are to keep the Earth on track towards the 2°C target.

How much CO₂ emissions have to be cut and what does it mean for current fossil fuel reserves?
But what does the 2°C target mean in concrete terms? How much CO₂ can humanity emit into the atmosphere without jeopardising getting there? A joint study by the Carbon Tracker Initiative and the London School of Economics has produced a detailed answer: Between now and 2050, only 900 gigatons of CO₂ can be emitted if the 2°C target is to be attained with a probability of 80%. In the second half of the century, only a further 75 gigatons can be emitted. If more CO₂ is emitted, the probability of remaining within the 2°C limit falls rapidly. With 1,075 gigatons by 2050, the probability is only 50%.

Læs mere »

Tawara-atollen er en del af det udstrakte ørige Kiribati, som sammen med verdens øvrige atolriger står overfor at blive de første, som må give op på grund af de stigende verdenshave.

Repræsentanter fra en række lande i Det Sydlige Stillehav, Fiji, Mikronesien, Cook-øerne, Kiribati, Marshall-øerne, Nauru, Palau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu, har i den forgangne uge været samlet i Suva til det tredje Pacific Islands Development Forum med temaet “Bulding Climate Resilient Green Blue Pacific Economies”.

Disse lande har det skæbnesfællessab med verdens øvrige atolriger, deltaområder og lavtliggende kystegne, at man med klimaforandringerne og den indtil nu manglende vilje til at bremse hurtigt op for brugen af fossile brændsler må indstille sig på i løbet af det 21. århundrede at forsvinde i havet. Her op til COP21 i Paris har det altoverskyggende emne derfor været klimaforandringerne og klimaindsatsen, for disse landes videre eksistens afhænger af, at der om tre måneder i Paris ikke bare vedtages en klimaaftale, men igangsættes en stærk klimindsats. Og stod det til disse små atolriger, så var al brug af fossile brændstoffer fuldt udfaset inden 2050.

Pacific Islands Development Forum har da også vedtaget en Suva Declaration on Climate Change, som kan ses i sin helhed nedenfor. Den understreger den alvorlige situation for verdens mest sårbare lavestliggende lande og kræver på den baggrund, at verden vedtager og gennemfører en radikal klimaindsats, som sikrer, at den gennemsnitlige globale opvarmning holdes under 1½°C.

Dette er stadig teknisk muligt, men vi nærmer os hastigt det punkt, hvor den gennemsnitlige globale temperatur er steget 1°C. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 1½°C vil det derfor kræve en helt anden politisk vilje til at udfase brugen af de fossile brændstoffer over en meget kort årrække, end man ser i dag (se blog-indlægget: Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?).

Deklarationen udtrykker derfor også stor utilfredshed med de klimamålsætninger, som indtil nu er indgivet til UNFCCC: Stillehavsøandene er “deeply disappointed that current international pledges for action as contained in submitted Intended Nationally Determined Contributions (INDCs), to stabilize global average temperature increase to well below 1.5⁰C above pre-industrial levels, remain grossly inadequate.”

Deklarationen går således også meget direkte i rette med to af de nærmeste naboer, New Zealand og ikke mindst Australien, som hver især har fremlagt provokatorisk uambitiøse klimaplaner, som set fra verdens lavtliggende lande må betragtes som en dødsdom. I deklarationens punkt 19 g bliver der således krævet et moratorium for etableringen af nye kulminer som del af et generelt stop for udvidelsen af udvindingen af fossile brændstoffer med efterlysningen af: “a new global dialogue on the implementation of an international moratorium on the development and expansion of fossil fuel extracting industries, particularly the construction of new coal mines, as an urgent step towards decarbonising the global economy.”

Dette er en logisk konsekvens af den generelle globale klimamålsætning, for selv ved 2°C-målsætningen fald skal mindst 80% af alle kendte kulreserver forblive i undergrunden. Men stort set ingen af verdens klimaplaner gør deres del af at kunne holde en 2°C-målsætning. Australiens premierminister Tony Abbott er tværtimod i fuld gang med at nulstille den hidtidige australske klimaindsats og lægge hindringer i vejen for den videre udbygning af sol- og vindenergien for at fastholde ‘nødvendigheden’ af at udvikle nye kulminer, (se blog-indlægget: Australiens energiproduktion).

Pacific Islands Development Forum fandt sted i Suva umiddelbart inden denne uges møde i Pacific Islands Forum, som omfatter langt flere af regionens øsamfund, herunder Australien og New Zealand. Den kommende uge må vise, om de små lavtliggende nabolande kan overbevise Australien og New Zealand om nødvendigheden af at afvikle den nuværende fossile afhængighed hurtigt. I hvert fald har de med deklarationen præciseret deres forventninger til et godt naboskab på klimaområdet.

Deklarationen giver et godt indblik i en lang række af verdens fattigste og mest udsatte landes forhåbninger og forventninger til en global klimaaftale, så jeg har kopieret deklarationsteksten ind i sin helhed nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg: 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, Er 1½°C-målsætningen stadig mulig? Paris 2015 – New Zealands INDC, Paris 2015 – Australiens INDC, Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge og Stillehavsøer forsvinder i havet.

PACIFIC ISLAND DEVELOPMENT FORUM SECRETARIAT
56 Domain Road, P.O. Box 2220, Government Buildings, Suva, Fiji
Tel: (679) 3311520
Fax: (679) 3311527
secretariat@pacificidf.org
www.pacificidf.org

SUVA DECLARATION ON CLIMATE CHANGE

We, the Leaders of the Pacific Islands Development Forum following open, transparent and inclusive discussions with stakeholders undertaken during the Pacific Islands Development Forum Third Annual Summit held in Suva, Fiji between 2-4 September 2015 declare that we:

1. Læs mere »

.
ʻĀINA: That Which Feeds Us, 22:55 min. dokumentar af Josh Thome (2015).

ʻĀina er et hawaiiansk ord for That Which Feeds Us. Det er en betagende dokumentarfilm om forholdet mellem vi mennesker og vores Jord – om forholdet mellem på den ene side en traditionel livsvisdom og dyrkning af jorden, som bygger på den fundamentale forestilling, at man må give noget for at kunne tage noget, og på den anden side det moderne industrielle landbrug, som i sin manglende visdom tager og tager og tager uden at give noget tilbage.

ʻĀINA: That Which Feeds Us er optaget på Kauai, som med 1.456,4 km² er Hawaiis fjerdestørste ø. Kauai er Hawaiis naturparadis. Mere end halvdelen af øen er uberørt natur, kun en tredjedel er beboet og opdyrket, så landskaberne er eksotisk anderledes end vores hjemlige danske, men hele modsætningen mellem en oprindelig forståelse af, hvordan man må og kan og bør være til stede på kloden i et stadigt – ærbødigt og bæredygtigt – giv-og-tag-forhold, har et stærkt dialogbudskab overfor situationen i Danmark, hvor det danske landbrug er i fuld gang med at ruinere vores landskaber, vores muld og vores omgivende natur, netop fordi man tager og tager og tager uden blik for, hvad man må give, for at ikke bare markerne, men også den omgivende natur, bliver givet godt videre til kommende tider og generationer.

Kauai County udgør den den nordlige del af staten Hawaii og består af øerne Kauai, Niihau, Lehua og Kaula. I 2010 havde Kauai County ~67.000 indbyggere. Kauai bliver brugt af fire af verdens største GMO-virksomheder som udviklings- og eksperimentalsted for nye GMO-afgrøder og ikke mindst brugen af forskellige ‘matchende’ pesticider. Kontrasten mellem dette højindustrielle landbrug, som bedst kan beskrives som kemisk krigsførsel, og en oprindelig viden om, hvordan vi lever ikke bare med – men som en del af – vores levende omgivelser, gør ʻĀINA: That Which Feeds Us til en vigtig, smuk og billedmættet fortælling.

Så jeg kan varmt anbefale at se den, lade dens fortælling sive ind og give den plads til overvejelse.

Læs mere »

Et nyligt studie anslår, at der i dag flyder 269.000 ton plastic rundt i verdenshavene. Heraf er 92% småstykker af størrelse som et riskorn eller mindre, så man regner med, at der i alt svæver 5¼ trillioner stykker uendeligt langsomt nedbrydeligt plastic rundt i verdenshavene – eller rundt regnet 200 for hvert menneske på hele kloden. Disse enorme mængder af plastic er ikke blot spredt rundt i oceanerne, de findes tværtimod i og nær overfladen og har en tendens til at samle sig i store spiralformede affaldsøer på de steder i oceanerne – i de subtropiske bånd – hvor havstrømmene danner store spiraler.

På kortet herover kan man således se, at koncentrationerne (de hvide områder) er størst dels langs kyster med store befolkningskoncentrationer, dels i to bælter nord og syd for ækvator, hvor havstrømmene samler dem i store såkaldte garbage patches. Den største, The Great Pacific Garbage Patch, er at finde i Det Nordlige Stillehav. Forskere ved University of Columbia har vurderet, at dens udstrækning er omkring 8 mio. km² eller næsten det dobbelte af EU, og at de fem største garbage patches tilsammen omfatter næsten 16 mio. km².

Rundt regnet 80% af plastic-affaldet kommer fra land, mens 20% stammer fra skibsfart og fiskeri. Mange plastictyper er meget langsomt nedbrydelige, i havet er det først og fremmest lyset der nedbryder, og det tager typisk 4-500 år. Så inden for vores normale tidsperspektiv er det rigtigt at sige, at plasticen blot forbliver unedbrudt i miljøet – og blot nedbrydes mekanisk i stadig mindre stumper.

Disse plasticstumper findes ikke bare i disse kæmpestore plasticspiraler, men optræder over alt i fødekæden. Således har allerede i dag op imod 90% af alle havfugle plasticrester i organismen, og nylige fremskrivninger viser, at der i år 2050 vil være plasticrester i 99% af alle havfugle. Tilsvarende bevæger de mange mikroplasticstumper sig gennem havens fødekæder, hvor de ender tilbage på vores tallerkener. På billedet herover at af Chris Jordans skræmmende billeder af døde albatrosser, hvis indre er fulde af plasticrester (se flere af hans billeder her).

Det blev derfor nærmest hilst med begejstring, da en hollandsk ung mand, Boyan Slat, i 2012 fremlagde en idé til et pasticopsamlingsaggregat, som kunne genopsamle i hvert fald en del af disse kolossale plasticmængder. Han fik da også Best Technical Design award 2012 ved TU Delft for projektet. Efterfølgende samlede han en gruppe af frivillige i et udviklingsteam og crowdsourcede 100.000 $ til det første eksperiment, at etablere en solcelledrevet opsamlingsenhed som på billedet herunder foreløbig med et 40 m ‘vingefang’. Den har været afprøvet ud for Azorerne siden marts sidste år.

På baggrund heraf kunne The Ocean Cleanup-gruppen konkludere, at en enkelt enhed med et 100 km vingefang over en 10’årig periode ville kunne fjerne halvdelen af den pastic, som i dag roterer i den største af plastic-spiralerne, The Pacific Garbage Patch. Ydermere kan den opsamlede plastic genanvendes. Lige nu er et nyt forsøg under forberedelse for 2016 ud for Japans Stillehavskyst, og gruppen sigter på at kunne være klar til den fulde version med 100 km vingefang i 2020.

Læs mere »

Der er nu blot tre måneder til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. I den forbindelse er der i den kommende uge forberedende forhandlinger i Bonn, hvor den altdominerende opgave bliver at få forhandlingsteksten kortet ned. Ud over denne uge tilbagestår der kun en enkelt af disse forberedende forhandlingsuger, så med i alt kun ti tilbageværende forhandlingsdage inden Paris oplever lige nu et kolossalt – og kunne man fristes til at sige – nødvendigt pres for at få skabt enighed om en stærk og visionær klimaaftale, som kan guide den nødvendige omstilling og sikre vores livsgrundlag for fremtiden.

Kommissioriet for den kommende uges forhandlinger er med IISDs ord: “At ADP 2-10, Parties are “expected to produce a clearer understanding and articulation of the elements of the Paris package with regard to both workstream 1 (the 2015 agreement) and workstream 2,” including by developing “bridging proposals” and narrowing options for further negotiation.”

Ved sidste samling i juni (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni) måtte man, på trods af at forhandlingerne var båret af en konstruktiv ånd og fælles oplevelse af at stå overfor en ufravigelig, monumental opgave, indse, at redigerings- og afklaringsarbejdet gik alt for langsomt. I løbet af to ugers forhandlinger blev teksten kun to sider kortere, og forhandlingstekstens format var blevet så rodet af de mange tilføjelser og ændringsforslag, at man midtvejs gav formandsskabet for forhandlingssporet, Ahmed Djoghluf og Dan Reifsnyder, til opgave at ombryde teksten, så den strukturelt set var mere håndterbar. Denne udgave forelå sidst i juli, men er stadig 83 sider lang:

• Scenario note on the tenth part of the second session of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, Note by the Co-Chairs 24.07.2015 (pdf).
• Further clarifications by the ADP Co-Chairs on the mode of work at ADP2.10, UNFCCC 30.08.2015 (pdf).

UNFCCC skrev ved fremlæggelsen i juli, at: “The document provides for the first time clarity on what could be contained within the emerging legal agreement in Paris.” “It also clarifies what decisions with immediate effect could be taken at the moment the agreement is adopted.”

Men en lang række spørgsmål afventer stadig den politiske afklaring. Djoghluf og Reifsnyder har ikke kunnet træffe nogen af disse beslutninger, men kun kunnet tydeliggøre, hvilke beslutninger, der mangler at blive truffet og hvor der stadig mangler afklaring og enighed. Om så delegationerne har gjort deres hjemmearbejde på alle disse områder er mere end tvivlsomt – sandsynligvis vil de fleste af de tilbageværende centrale uenigheder først blive afklaret i Paris, når statsoverhovederne kommer med. Det har traditionelt været i processens sidste stade. Men de franske forhandlingsværter har forsøgt at vinde gehør for, at statslederne ved COP21 i stedet kommer til Paris allerede i den første forhandlingsuge, så det politiske kommer tidligere i spil.

På nuværende tidspunkt, hvor 56 lande med tilsammen omkring 70% af verdens udledninger har indgivet deres klimamålsætninger, tegner der sig et billede af, at der kan etableres en aftale i Paris, men at summen af de indmeldte klimatiltag ikke er tilstrækkelige til en 2°C-løsning. Forhandlingernes leder, Christiana Figueres, har da også forud for denne forhandlingsrundet medgivet, at: “On their own, the INDCs received before Paris are not going to keep us below a 2 degrees Celsius rise this century. But they underline a sharp and positive departure from business as usual and will form the essential foundation to reach that ultimate goal if governments agree to clearly ramp up ambition over time.”

Læs mere »

Danmarks kystlinje er ved lov friholdt fra bebyggelse i en 300 m zone. Det kan synes restriktivt, men det har sikret en fantastisk natur- og oplevelsesrigdom i de danske landskaber. Og når man ser, hvordan turismens mangfoldige indretninger har udviklet sig langs kysterne mange andre steder i verden, må man sige, at der ligger megen visdom i denne fredning. Ikke bare giver det smukke landskaber og fælles adgang til havet. Det giver også den hårdt trængte danske natur en vigtig zone. For her på kanten af det dyrkbare har en stor mangfoldighed af dyr og planter tilpasset sig de ofte omskiftelige forhold på overgangen mellem land og vand. Foto fra Janne Klerk: Danmarks kyster.  

I den pakke af indsatser, som den blå regering har varslet for at få gang i økonomien i de danske landdistrikter, ligger et opgør med de planlovsbestemmelser, som lige nu gør, at det er umuligt at bygge i en 300 m bred zone langs de danske kyster. Der er dels det ideologiske, at det forbud fra central hold næsten pr. definition er at onde. Dels kan det fra lokalt hold være svært at se, hvorfor man ikke bare lige kan lave en lille ting her hos os – det ville kunne give en masse omsætning.

Under alt dette ligger nogle ret så udokumenterede påstande om, at turister i Danmark rent faktisk efterspørger turistanlæg, liggestolslandskaber, tavernaer, stranddiskoteker, underholdning og aktivitetsmuligheder. Dansk sommer er alligevel ikke til middelhavsagtige ferier, dertil er vejret endnu for ustadigt, koldt og blæsende. Selvfølgelig vil der altid kunne finde nogen, som kunne bruge disse tilbud, eller ville leje sig ind i ferieboliger, hvis de var anlagt med balkoner med udsigt direkte til strandlivet. Men når først vi har fået det, så forsvinder det ikke bare igen. Og hvis det bliver med privat ejerskab, så står sådanne lejligheder let tomme 10 måneder om året. Så det boost, det måtte give lokalområdet, giver måske stor travlhed i ferietiden, men der er ikke ret meget helårsbeskæftigelse deri, og man får let ret spøgelsesagtige bebyggelser i de øverige ni-ti måneder.

Allerede i 2014 blev der åbnet for en forsøgsordning, hvor der kunne blive tale om et etablere et begrænset antal projekter. Billedet herunder stammer fra en artikel i Berlingske Tidende, hvor man i online-udgaven kan klikke på hver af de projekter, som der er til overvejelse i denne forsøgsordning. Ved at klikke kommer der et lille billede frem samt link til yderligere projektbeskrivelser.

Læs mere »