Strøtanker om bæredygtighed

Der er netop udkommet en rapport fra USGCRP (United States Global Change Research Program) om klimaforandringer i USA – dels de klimaforandringer, man allerede i dag kan iagttage, dels hvad man med den nyest tilgængelige viden forventer, at fremtiden vil bringe af klimaforandringer ved henholdsvis et markant CO₂-reduktionsscenario og et business as usual-scenario.

Rapporten tegner et forstemmende billede. Selv hvis USA sammen med resten af verden beslutter (og efterlever) en stærk klimaplan, vil et land som USA opleve markante klimaforandringer i de kommende år, og hvis den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer ikke bringes til ophør inden for ganske få år, vil der være tale om voldsomme forandringer, som vil give størstedelen af USA en markant anden karakter end i dag. I nord vil tundraegnene tø, med accelerende metanudledninger og klimaforandringer til følge, umiddelbart syd herfor er det store bælte af nåleskove i fare for sammenbrud. Nedbøren vil falde mere sparsomt og mere ujævnt fordelt, og ørkenagtige tilstande vil udvikle sig i de sydvestlige egne. Store skovområder vil være stærkt udsatte for skovbrande, og mange steder vil varmen stige voldsomt, så temperaturen i store dele af året vil nå over 40ºC i dagtimerne, mens millioner af mennesker langs øst- og sydkysten står overfor at måtte flytte på grund af stigende oceaner.

I videoen nedenfor, som varer en lille time, bliver USGCRPs rapport introduceret af en af Obamas nærmeste rådgivere, John Holdren, samt en række af de eksperter, som står bag udarbejdelsen af rapporten Global Climate Change Impacts in the United States.

Læs mere »

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Læs mere »

I de seneste mange år har der i juni været årlige klimaforhandlinger i Bonn på denne tid af året, således også i år, hvor to ugers forhandlinger netop er overstået. Mange havde sat næsen op efter, at der på baggrund af de to ugers tætte forhandlinger kunne gives klare signaler om en stærk klimaaftale her blot seks måneder før COPP15 i København. Men virkeligheden er en anden. Selvom der kompasset rundt synes at være enighed om, at der skal laves en klimaaftale, står den politiske vilje slet ikke mål med det behov for markante reduktioner, som klimaforskerne taler stadig mere indtrængende om.

Connie Hedegaard konkluderer da også tydeligt utålmodigt i en nyhedsmail fra i går eftermiddags: “Man må selvfølgelig respektere FN’s måde at arbejde på, men for mig at se er der ingen tvivl om, at forhandlingerne går for langsomt. På det forhandlermøde, der er netop er afsluttet i Bonn, nåede vi faktisk kun en gennemgang af forhandlingsteksten. Samtidig er teksten svulmet op til over 200 sider. Og det er ærgerligt, for vi havde faktisk et fokuseret dokument, alle parter havde meldt ind til, da vi startede mødet i Bonn,” siger klima- og energiminister Connie Hedegaard og fortsætter: “Det understreger behovet for, at politikere mødes, hvilket sker allerede på søndag otte dage i Mexico i Major Economies Forum og sidst på måneden, når jeg inviterer til Grønlandsdialog. Samtidig er det dog opmuntrende, at stadig flere lande præsenterer et klimamål, senest Mexico med et positivt udspil, som jeg håber vil inspirere andre til at rykke. Nu,” siger Connie Hedegaard.

En af de mere chokerende ting har været de japanske udmeldinger om, at man frem mod år 2020 kun vil binde sig til en 8% reduktion af CO₂-udledningerne, hvoraf de 6% allerede er en del af Kyoto-aftalen. Det er direkte pinligt – men siden 1990 er Japans CO₂-udledninger steget, så en 8% reduktion i forhold til 1990 kræver en 15% reduktion i forhold til 2005. Og det er meget langt fra de visionære toner, som lød fra Japan sidste år ovenpå G8-mødet i juli på Hokkaido (se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050). Yvo de Boer reagerede da også på det japanske udspil ved at sige, at han for første gang i sine 2½ år som forhandlingsleder ikke vidste, hvad han skulle sige.

Læs mere »

Nogle gange er det velgørende at se tingene lidt fra oven. Den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand, som står bag fotobøger som Jorden set fra Himlen, har nu lavet filmen Home. Som Arthus-Bertrands fotografier er filmen Home kæder af uudgrundeligt smukke billedfortællinger, som med deres dobbelte insisteren på, at vi forstår, hvad vi ser, og at vi lader os fascinere af, hvad vi ser, virker stærkt tilbage på vores egen tilværelse og de konsekvenser vi må tage, for at al denne skønhed, hele dette forunderlige spindelsvæv af livsformer og livsbetingelser, som er opstået gennem årmillioner, ikke blot bukker under for menneskelig grådighed og uvidenhed.

Som det hedder i oplægget til filmen: “Vi står i en ekstraordinær situation. Videnskabsmændene siger, at vi kun har ti år til at forandre vores levevis, undgå nedslidningen af de naturlige ressourcer og den katastrofale udvikling af klodens klima.” Arthus-Bertrands fugleperspektiv er på ingen måde livsfjernt – tværtimod kommer vi med filmen tæt på på steder, vi ellers aldrig ville komme.

I filmen siges det (18:20), at der stadig i dag er 1,5 mia. mennesker, som lever som før industrialiseringen, som en del af klodens levende system – eller flere end i alle verdens rige lande tilsammen. Spørgsmålet er her, hvem som skal lære hvad af hvem? Vi i den rige ende af verden får i hvert fald med denne film en række billeder af den indre skønhed, som følger tilværelser, som er væsentligt mere skånsomt indlejret i biosfæren end den insdustrialiserede verden.

Home er et flot eksempel på en non-profit-film, hvor års arbejde stille frit til rådighed. Se den, man bliver varm om hjertet af den.

Læs mere »

I næste uge gæster forfatteren og miljøaktivisten Bill McKibben i København. I den forbindelse er det muligt at møde ham ved et seminar afholdt af Danske Kirkers Råds Klimagruppe.

Bill McKibben er stifter af organisationen 350.org, en global kampagne, der samler mennesker over hele verden til at tage del i en aktiv respons på de globale klimaforandringer. Til markeringen af Earth Day den 24. oktober har man således allerede nu passeret 1.000 arrangementer.

McKibben er metodist, og på seminaret vil han tale om klimaet med fokus på religionernes rolle og troens muligheder i forbindelse med klimakrisen.

Program

• 19.00 Velkomst ved Ole Birch, formand for Danske Kirkers Råds Klimagruppe
• 19.15 ”Hvorfor haster det med en aktiv respons på klimaforandringerne,
og hvad er troens svar på dem?” ved Bill McKibben
• 20.00 Pause
• 20.15 Spørgsmål og diskussion
• 21.00 Afrunding

Foredraget foregår på engelsk. Kom i god tid, da der er begrænsede pladser.

Tid og sted

19. juni kl. 19.00-21.00 i Skt. Ansgar Kirkes menighedssal, Bredgade 69 A, København (overfor Kunstindustrimuseet).

Arrangør Danske Kirkes Råds Klimagruppe.

Download flyer (pdf).

Se tidligere blog-indlæg om McKibben: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse (interview med McKibben), McKibben at Yale (video), Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Bill McKibben: Too Little Too Late? (video), Bill McKibben: The End of Nature og 350.org.

Marianne Lavalle: How Writers Created the Environmental Movement. Q&A with environmentalist Bill MicKibben, author of a new anthology, U.S.News 02.05.2008.

Bill McKibben: Confronting Carbon, National Geographic oktober 2007.

Bill McKibben: “Deep Economy” Forum (audio).

I dagene 1. til 12. juni mødes forhandlere fra hele verden til Bonn Climate Change Talks for at færdiggøre den klimaaftale, som skal vedtages i København til december. I den forbindelse har man offentliggjort forhandlingsteksten, så langt som den er.¹ Det er en tekst, som udstiller spændvidden i forventningerne. Således stiller en stadig større gruppe lande spørgsmålstegn ved målsætningen på 450 ppm, og ønsker i stedet en CO₂-målsætning på højest 350 ppm. Så der står svære forhandlinger forud, og der vil blive forhandlet kommaer procenter og promiller til sidste øjeblik. Men de store aktører er så småt ved at være enige om de principper, som skal ligge til grund for aftalen. Vi står derfor lige nu til en aftale med global deltagelse – hvilket er et stort mål i sig selv. Og trods de dårlige erfaringer fra Kyotoaftalen står vi til at få en aftale, hvor kvotesystemet bliver den centrale mekanisme.

Selvom der fra mange sider har været rejst stærk kritik af kvotesystemet, har ingen villet markere kritikken så voldsomt, at man har sat aftalen i tvivl. Vi vil derfor i de kommende år se et nyt gigantisk spekulationsfelt producere kvotespekulanter, kvotebaroner og kvotemilliardærer. I lyset af den nuværende økonomiske afmatning kan man derimod komme alvorligt i tvivl om, hvor meget handling for et bedre klima, kvotesystemet kommer til at generere. Man kunne derfor visualisere en form for gigantisk Grøn Verdensbank, som havde til opgave at sikre, at kvotepriserne altid holdt et vist niveau – lidt på linje med den måde, hvorpå EU gennem årene har garanteret mindstepriser på landbrugsprodukter.

Hvis blot en udledning på ét ton CO₂ altid kostede over 100 euro, kunne den for så vidt godt svinge på markedsvilkår. Men når kvoteprisen som nu ligger og roder betænkeligt nær nul, er det alt alt alt for billigt ikke at gøre noget.

Der er langt fra tale om enighed i aftaleteksten. Det illustreres for eksempel med punkt 12 (pp. 8-9):

“12: The long-term global goal for emission reductions {shall}{should} be set

Option 1: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere at {400}{450 or lower}{not more than 450}{450} ppm carbon dioxide equivalent (CO₂ eq) and a temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by at least 50 per cent {from 1990} levels by 2050.

Option 2: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere well below 350 ppm CO₂ eq and a temperature increase limited to below 1.5 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by {81-71}{more than 85} per cent
from 1990 levels by 2050.

Option 3: as a global temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level.

Option 4: as a reduction in global average GHG emissions per capita to about 2 t CO₂.

Option 5: on the basis of 5.1: historical responsibility / 5.2 emissions debt / 5.3 per capita accumulative emission convergence / 5.4 an equitable allocation of the global atmospheric resources.”

Option 1 er IPCCs officielle målsætning. Men på baggrund af de seneste års erkendelse af, at klimaet er langt mere følsomt overfor temperaturforskydninger end hidtil antaget, peger klimatologerne i dag på option 2, som vil indebære en meget radikal udfasning af fossile brændstoffer meget hurtigt. Når de andre ‘muligheder’ overhovedet er i spil, er det manglende politisk mod og langsigtet realitetssans.

AWG-LCA Negotiating Text, UNFCCCs aftaletekst pr. 19.05.2009 (pdf).¹

Pauli Andersen: FN lægger op til vidtgående klimaaftale, Berlingske 20.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Klima-aftale afslører kløft af uenighed, Information 22.05.2009.

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO₂ i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO₂ en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO₂ ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »

Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.

Samtidig binder trækullene store mængder af den CO₂, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.

I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO₂ ud af atmosfæren, få CO₂ tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?

Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO₂ ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.

Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.

Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO₂ i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO₂-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹

Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »

For nylig var George Monbiot ude med riven efter de mange, som efter hans mening var endt i, at biochar var løsningen på alt. Det kunne, som han ræsonnerede, ikke nytte at brænde kloden af for at redde den – se tidligere blog-indlæg: Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’.

I forlængelse heraf stillede Robert Alcock sig på bioenergylists.org spørgsmålet, hvor meget biochar skulle der egentlig til for at redde klodens klima?¹

Alcocks beregninger har nogle ganske interessante tal. For hver m² jordoverflade er vægten af atmosfæren ovenover 10 ton. Den nuværende koncentration af CO₂ er 385 ppm. Hvis man ved at binde CO₂ fra atmosfæren i biochar skulle bringe atmosfærens CO₂-koncentration tilbage til et førindustrielt niveau på omkring 284 ppm, vil det kræve biochar i mængder, som ville svare til et lag på i gennemsnit 2 mm over hele klodens landareal. Imidlertid udgør den dyrkbare del kun 2,7% af jordens landareal. Alcock har mange flere mellemregninger, men for at fjerne 100 ppm vil der skulle produceres 17 kg trækul pr. m² dyrkbart areal, eller et lag på 8 cm.

Det er meget biochar – rigtig meget. Og det vil kræve, at alle, som har jord, i en årrække systematisk laver trækul af en stor del af deres planteaffald. Det nytter dog ikke ret meget, hvis ikke vi samtidig får stoppet udledningerne fra afbrændingen af fossile brændstoffer. Og så er der lige det forhold, at havene tålmodigt har akkumuleret store dele af den CO2, vi har forpestet atmosfæren med. Hvis atmosfærens koncentration af CO₂ igen begynder at falde, vil verdenshavene begynde at dele ud af deres akkumulerede overskud. Det vil koralrevene og skaldyrene sætte stor pris på, men det gør, at der over tid skal mere end den dobbelte mængde biochar til en reduktion på 100 ppm.

Og der findes tilsvarende muligheder for CO₂-absorption i teknosfæren. Vi kan bygge massive træhuse, vi kan benytte nye materialer som Calera-cementen, som har absorberet store mængder CO₂ i sig (se: Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂), og vi kan lægge nogle af trækullene tilbage i de mange tomme mineskakte, som rundt omkring på kloden minder om et sort (omend kort) kapitel i menneskehedens historie, den fossile æra.

Robert Alcock: Covering the earth with charcoal? bioenergy.org.¹