Strøtanker om bæredygtighed

De havde let spil under Bush-administrationen – klimafornægterne og alle dem, som har en kortsigtet økonomisk interesse i, at det er gratis at svine atmosfæren til med drivhusgasser og svovlforbindelser. Og nu, hvor man under Obamas ledelse er ved at indføre en kvotelovgivning, som sætter en pris på disse udledninger, kan man se, hvordan mennesker og ikke mindst virksomheder tænker mere med pengepungen end med forstanden. Selvom man ved, at det er vigtigt for verdens klima, at disse udledninger bringes til ophør og at USA præsterer en konsekvent klimalovgivning forud for klimatopmødet i København, ser man i disse måneder systematiske forsøg fra kul- og olieindustrien og deres lobbyister på at forvirre, forfurre, forfalske, forplumre – kort sagt gøre hvad man kan for at sabotere en klimaaftale. Efter Obama har overtaget Det Hvide Hus, er kampagnebudgetterne mod kvotesystemer og reguleringer af udslippene af drivhusgasser blevet sat markant op. Dagligt kan man i amerikanske radiospots høre, at det vil koste en typisk familie i tusindvis af dollars, hvis klimalovgivningen kommer igennem.

Olie- og kulindustrien finansierer sålede ikke bare lobbyvirksomhed, men fuldt så meget massive annoncekampagner og radioannoncer samt systematisk støtte til klimaskeptikere, ud fra devisen: Kan man ikke modbevise, kan man altid så tvivl og lave informationsstøj. Senest har man afsløret falske henvendelser til kongrespolitikerere fra borgere, som angiveligt boede på alderdomshjem.¹

Det er kort sagt demokrati på vrangen, hvor mennesker, som burde vide bedre – og måske rent faktisk ved bedre – spammer medier og diskussionsfora med mistænkeliggørelser og fejlagtige informationer, mens sagesløse mennesker, dyr og planter verden over tavse må se til, mens verdens skæbne afgøres af ignoranter og kortsigtede positioner.

Suzanne Goldenberg: US Congress inquiry reveals fake letters from ‘voters’ opposed to climate bill, The Guardian 19.08.2009.¹

Kevin Grandia: US coal industry won’t give up easily on using atmosphere as a dumping ground, The Guardian 19.08.2009.

Suzanne Goldenberg: Oil lobby to fund campaign against Obama’s climate change strategy, The Guardian 13.08.2009.

Nick Thomas: ExxonMobil is not a climate change denier, The Guardian 10.07.2009.

George Monbiot: Climate denial ‘astroturfers’ should stop hiding behind pseudonyms online, The Guardian 08.07.2009.

David Adam: ExxonMobil continuing to fund climate sceptic groups, records show, The Guardian 01.07.2009.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama’s key climate bill hit by $45m PR campaign, The Guardian 12.05.2009.

I nedenstående klip fra The Colbert Report i går kan man se et interview med Bill McKibben. For et meneske som mig, som kun meget uregelmæssigt ser TV, er det tankevækkende – for nu ikke at sige gruopvækkende – at TV-mediet har udviklet sig dertil, at man ikke bare kan have mennesker til at fortælle. hvad de har på hjerte, men at vi partout skal have narcissistiske nyhedsværter, som forventes at stille dumme spørgsmål, skæve spørgsmål, fjollede spørgsmål og i det hele taget gennem gimmicks og plattituder at sørge for at det hele ikke bliver for alvorligt. Alt sammen for ikke at kede seeren.

The Daily Show er i det mindste båret af begavede skæverter, Vores hjemlige Clement vedkender sig i det mindste sin begavelse. Men The Colbert Report … se engang, hvor meget McKibben får lov at få sagt – hvor meget han skal kæmpe for at få noget sagt – og hold det op mod, hvad et begavet modspil ala Deadline kunne få ud af de samme fire et halvt minut.

Læs mere »

Tidligere på måneden var der i New Scientist et ganske læseværdigt interview med Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren. Det giver et godt billede af situationen i USA forud for COP15, hvor der fra mange sider har været udtrykt frygt for, at arbejdet med en sundhedsreform kom til at stå i vejen for, at man når at få en klimalovgivning på plads inden klimatopmødet i København til december. Men Holdren ser ikke bare den amerikanske klimaaftale, som på sin lange vej gennem Repræsentanternes Hus blev noget udvandet, komme igennem i Senatet i tide. Han ser endda, at den på et par steder kan bliver styrket.

I interviewet understreger han, at det ikke bare er muligt, men nødvendigt, at kombinere økonomiske og klimamæssige mål.

Det er langt fra radikale klimamål, amerikanerne er ved at beslutte sig for. En 17% reduktion i forhold til 2005 vil nemlig kun lige bringe USA under udledningerne i 1990. Og som Holdren selv er inde på, må de industrialiserede lande gå foran med markante reduktioner, hvis man med rimelighed skal kunne forvente at verdens udviklingslande skal gøre det samme.

Adspurgt, om 450 ppm er et tilstrækkeligt reduktionsmål svarer han, at “fra et videnskabeligt perspektiv er 350 ppm bedre end 450 ppm. Grunden til at 450 ppm er blevet ‘the mainstream view’ er, at det er noget nær det bedste vi kan klare og måske det værste vi kan tåle.” Det er markante udtalelser fra en centralt placeret politiker.

Læs mere »

I går blev der fra UNFCCC, som leder forhandlingerne frem mod en klimaaftale i København til december, offentliggjort tal som viser, at de rige lande minus USA (de lande som indgik bindende reduktionsmål i Kyoto-aftalen) tilsammen frem mod 2020 har budt ind med CO₂-reduktioner på 15-21 % i forhold til 1990. Det svinger over ganske store forskelle. EU og de øvrige europæiske lande har budt ind med de højeste reduktioner, mens lande som Japan og Rusland ligger i den tunge ende. Det amerikanske bud på den kommende klimaaftale er at være tilbage på 1990-niveau i 2020!

Der er således lige nu meget langt til de 25-40 %, som ifølge klimavidenskabsmændene er nødvendige i 2020, for at afbøde de værste klimaforandringer – og for at være på rette kurs for at nå den reduktion på 80% i 2050, som G8-landene for nylig besluttede sig for i Frankrig. Og … hvor svært det kan blive at nå en de 80% reduktion i 2050, så er det endda i underkanten af det nødvendige, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2° C, som G8-landene også fastholdt på deres seneste møde.

Der er således en graverende kløft mellem ikke bare, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt, og de politiske mål, men også mellem de overordnede politiske målsætninger og det de enkelte lande er villige til at binde sig til. Så lige nu tegner det til, at vi får en klimaaftale i København til december, men en aldeles utilstrækkelig en af sin slags.

De rige landes fedten med tilsagnene er det helt forkerte signal, hvis man skal gøre sig håb om at få resten af verden med på bindende reduktionsmål. Og det er dobbelt paradoksalt på baggrund af, at vi med at svindende oliereserver står overfor, at oliepriserne i nærmeste fremtid igen vil stige til nye svimlende højder, så en systematisk omlægning til vedvarende energikilder ud fra helt rationelle betragtninger vil være en samfundsøkonomisk sund beslutning. Selv Det Internationale Energiagentur advarer nu om at vi hastigt nærmer os den sidste olie.¹

Alister Doyle: Rich Nations Offer 15-21 Percent CO₂ Cuts By 2020: U.N., Reuters 12.08.2009.

Steve Connnor: Warning: Oil supplies are running out fast, The Independent 03.08.2009.¹

Ingeniøren skriver i dag at: “Det globale CO₂-udslip steg med 1,94 procent til 31,5 milliarder ton i 2008. Det vurderer det tyske institut for vedvarende energi industri, IWR, på baggrund af officielle informationer og dets egen forskning. Det private institut, som rådgiver de tyske ministerier, påpeger, at CO₂-udslippet dermed steg for tiende år i træk, hvilket strider mod målet i Kyoto Protokollen fra 1997 om at CO₂-udslippet skulle være skåret ned med 5,2 procent i 2012.

IWR anbefaler, at de enkelte lande skal investere i vedvarende energi alt efter deres målte udslip, i stedet for at skære ned på de industrielle aktiviteter, så man slipper for diskussionerne om, hvem der skal gøre hvad. Der blev investeret omkring 890 milliarder kroner i vedvarende energiteknologier i 2008. Det skal øges til omkring 3.700 trillioner kroner om året, hvis verdens CO₂-udslip skal falde.

Jo større CO₂-udslippet er i det enkelte land, des større skal investeringen i vedvarende energiteknologier være, argumenterer det tyske institut. I maj sagde EU-Kommissionen, at CO₂-udslippet fra sværindustrien i Europa, der deltager i EU’s CO₂-handel, faldt med 3,1 procent i 2008 på grund af den økonomiske krise.”

Mette Buck Jensen: Verdens CO₂-udslip steg for 10. år i træk, Ingeniøren 11.09.2009.

Vera Eckert: Global 2008 CO₂ Emissions Rose 2 Percent: German Institute, Reuters 11.09.2009.

Endnu en artikel fra Ingeniøren, her om et inspirerende forsøg i Paris:

“4.000 dele-elbiler fordelt over Paris og de omkringliggende forstæder skal være med til at reducere trafikpropperne og CO₂-udslippet fra bilerne i byernes by. I slutningen af næste år eller begyndelsen af 2011 skal de nye elbiler være klar til at fragte parisere, som investerer i et månedligt delebilabonnement på et par hundrede kroner, rundt på de overfyldte veje. De skal desuden betale en leje i omegnen af 50 kroner for hver halve time bag rattet, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Autolib hedder projektet, og for at sikre en stor fleksibilitet og let tilgængelighed er det meningen, at der skal bygges 1.400 ladestationer i Paris og omegn – 700 i forstæderne, 500 i gaderne i Paris og 200 fordelt i parkeringskældre. Systemet til opladning er ikke fastlagt, men man regner med, at en påfyldning vil tage seks til otte timer. Derfor bliver der ikke tale om batteriskifte-stationer, som danske Dong og californiske Better Place planlægger herhjemme.”

Der er i det små tilsvarende ordninger på vej i København, som i første omgang vil blive tilbudt københavnske virksomheder.

Læs resten af historien i Ingeniøren.

Kasper B. Andersen: Paris i verdens største forsøg med dele-biler, Ingeniøren 11.09.2009.

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.

.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

Den nuværende cementproduktion producerer rundt regnet 1 ton CO₂ for hvert ton cement. Vi bruger store mængder cement, til huse, veje, broer, ja stort set alt, så på verdensplan bruges der årligt 2,5 mia. ton Portland-cement, og produktionen heraf tegner sig for hele 5% af de samlede udledninger af drivhusgasser. Men engelske forskere er lige nu ved at udvikle en CO₂-absorberende cement, Novacem, som man ligefrem kalder ‘carbon negative’ – dvs. at den i løbet af sin livscyklus absorberer mere CO₂, end der udledes ved produktionen.

Det store energiforbrug fra konventionel produktion af Portland-cement – og dermed de store CO₂-udledninger – skyldes den nødvendige opvarmning af calciumkarbonaten til først omkring 900ºC og dernæst til 1.400ºC for at kunne producere cement. Novacem derimod er baseret på magnesiumsilikat, som ikke kræver samme høje temperaturer ved fremstillingen (én gang til 700ºC) og giver en beton, der som del af sin ophærdningsproces absorberer CO₂ fra atmosfæren.

I en præsentation ved Imperial College i London sidste år opsummerer lederen af Novacem Stuart M. Evans potentialet: “Den store gevinst er, at hvis Novacem fuldt ud erstattede Portland-cement, vil det absorbere 5% af verdens CO₂-udledninger i stedet for at producere 5% af verdens CO₂-udledninger.”¹

Foreløbig er Novacem på udviklingsstadiet. Man regner med inden for et år at have udviklet regulære byggekomponenter at lave forsøg med. Selvom styrkeegenskaberne måske viser sig at være en anelse anderledes end for Portland-cementen, så vil den sandsynligvis endda kunne erstatte en lang række ‘banale’ anvendelser, som havefliser, byggeblokke og kystsikring. Til forskel fra luftfarten og den industrielle fødevareproduktion synes der på dette område at være en vej frem mod ikke bare CO₂-neutrale, men CO₂-negative løsninger på noget stort set identisk med hvad vi har i dag. Dette er bydende nødvendigt. For hvis vi skal have atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm, er det ikke nok at standse, endsige reducere, vores nuværende udledninger. Så er vi nødt til at udvikle CO₂-negative samfund, som over en årrække absorberer så store mængder CO₂ fra atmosfæren (og fra overophobningerne i havet), at vi på nærmer os præindustrielle CO₂-niveauer.

I Californien arbejder firmaet Calera tilsvarende med at producere en cement med CO₂-negative egenskaber – se tidligere blog-indlæg Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂.

Stuart M Evans: Novacem – carbon negative cement to transform the construction industry Innovation and Investment Opportunities in Carbon Capture and Storage, Energy Futures Lab, Imperial College, London 15.10.2008 (ppt).

Carbon-Eating “Green” Cement Wins Funds For UK Firm, Reuters 07.08.2009.

Novacem raises over £1 million – commercialisation of carbon negative cement will tackle challenge of climate change, (pressemeddelelse) Novacem 06.08.2009 (pdf).

New carbon negative cement from Novacem takes top honours at the Clean Twehnology Rushlight Awards, (pressemeddelelse) Novacem 26.01.2009 (pdf).

Vi lever på en kompetent planet, omgivet af genialitet – naturens genialitet – vi er en del af en brillant planet, som formår at organisere gigantiske projekter år efter år, uden management-skoler og top-down styring, med masser af kærlighed … åbner Janine Benyus sit seneste bidrag til TED-konferencen fra juli i år: Biomimicry in Action.

Biomimicry er i mine øjne et af de vigtigste nye vidensområder. Biomimicry er en møjsommelig systematisk aflæsning af naturens funktionalitet og organisationsmåder udviklet gennem millioner af år, koblet med vores måde at gøre ting på i den tekniske verden – med en udtalt (systemisk) sans for helheden. Hvor naturen ikke mindst i de seneste århundreder er blevet formet af teknologien, ser vi her teknologien tage form og inspiration fra naturen. En dybt nødvendig proces, hvis vi skal blive bare lidt bedre til at efterleve Agenda 21s bud om at dele ikke bare med vores næste, men også med klodens øvrige skabninger, så vel som klodens kommende generationer.

Benyus har i denne video et meget klart budskab: Hvis du står overfor et designproblem, så studer hvordan naturen har håndteret den tilsvarende situation. Naturen har inspiration til stort set alt mellem Himmel og Jord. Og hvis ikke det er tilfældet, var det måske værd at spørge sig, om ens projekt overhovedet fortjener at blive løst – om man har stillet sit spørgsmål rigtigt, om man er i gang med at udvikle et fænomen, som ikke passer ind i biosfærens lovmæssigheder og når det kommer til stykket ikke gør os mennesker virkeligt lykkelige?

Benyus arbejder pt. på en bog om 100 designideer fra naturen, og hun løfter i denne video sløret for en række af dem. Hvor mange af menneskehedens opfindelser har vist sig på sigt at have fejl med graverende konsekvenser, så har naturen qua sin erfaringsbank, som er opbygget over millioner af år, en tradition for holdbare løsninger, som fungerer uden reagensglas, uden tag over hovedet, uden tilførsel af fossil energi, og ikke mindst uden alle de bivirkninger af snævert set fornuftige løsninger, som i disse år er ved at fordærve kloden.

Så nyd 17 begavede minutter med Janine Benyus.

Læs mere »

I dagene 22.-23. april afholdt man BFE Global Summit i Paris. BFE står for Business for the Environment og er en sammenslutning af Clean Tech-virksomheder fra hele verden. Ved den lejlighed havde man inviteret Janine Benyus til at fortælle om biomimicry og det fantastiske felt af muligheder, som åbner sig ved en systematisk aflæsning af, hvordan naturen gennem millioner af år har udviklet hensigtsmæssige organiseringsmønstre, som til forskel fra de fleste af det industrialiserede samfunds processer er karakteriseret ved, at de foregår selvorganiserende, uden spild og ophobninger af ‘ubrugeligheder’, og at alt indgår i videre kredsløb. Kort sagt ser vi i naturens grundmodus en grad af bæredygtighed, energieffektivitet og ressourceminimering, som få af de ting, som vi i dag kalder bæredygtige, energieffektive og ressourceoptimerede, kan matche.

Janine Benyus’ indlæg varer i alt 45 min. Det findes tilgængeligt via 5 YouTube-videoer, som er tilgængelige herunder. Publikum er miljømæssigt virksomhedsfolk (se link til manifestet nedenfor), så det er en mindre blomstrende vidtløftig, mere koncist inspirerende og business-orienteret Janine, vi møder i denne sammenhæng.

Læs mere »