Strøtanker om bæredygtighed

I et globalt eller bare samfundsøkonomisk perspektiv er stort set alle klimainvesteringer rentable. Endda sker der ikke så meget – først og fremmest fordi en meget stor del af miljøomkostningerne stadig er eksternaliserede, hvilket vil sige at udgifterne er lagt over på nogle andre, er udgifter, som først udfolder sig i fremtiden, eller abstrakte udgifter – for eksempel tab af nedbør i Uruguay og Argentina på grund af fældning af regnskov i Amazon-bækkenet.

Derfor har der også været lagt så stor vægt på at få sat en pris på udledningen af drivhusgasser. Ovenstående diagram illustrerer fornemt, hvilke virkninger en CO₂-afgift vil af en given størrelse kunne få. En kvotepris på blot 10 euro vil få relativt lille forandrende kraft – hvorimod en kvotepris på 50 euro vil gøre langt de fleste omlægninger rentable, og en kvotepris på 100 euro vil gøre det til en god forretning at blive CO₂-neutral i stort set alle situationer.

Sir Nicholas Stern, som er en af verdens store klimapolitiske profiler, blev i dag i Berlin spurgt om hans syn på 350 ppm. Han svarede, at det gav fuld mening som langsigtet mål, og/men at man måtte gøre sig klart, at vi allerede lå over, og at målet i første omgang måtte være at standse udledningerne.

Stern er et af de få mennesker på den politiske scene, som har haft mandsmod til at gøre os klart, at vi står over radikale omlægninger og ikke bare småjusteringer. Hvor vi i Danmark fik en ét ton mindre-kampagne, siger han uden omsvøb, at vi må belave os på kun at have ét ton til hver – eller en langdistance flyrejse hvert tiende år, hvis alt andet blev CO₂-neutralt.

Her følger et indlæg om Stern af Bill McKibben¹:

Lord Nicholas Stern on 350

Nicholas Stern is the most important climate economist in the world. After a stint as chief economist at the World Bank, he was asked by the government in his native Britain to conduct the most thorough review of the economics of global warming yet undertaken. Released in October of 2006, it drew praise from many of his brethren in the field–and it also drew gasps of shock and horror from anyone who bothered to read it. It laid out, quite clearly, the cost of doing too little or moving too late on climate change: economic damage that would be greater than WWI, WWII, and the Great Depression combined. In April, he published a powerful popular account of his work, Blueprint for a Safer Planet, and he’s been one of the leading forces preparing for the Copenhagen meeting.

So that’s the background. Today in Berlin, a reporter from one of the city’s papers, Daniel Boese, asked him about the 350 target–which goes well beyond the numbers he was using in his book even in April. It’s a sign of how quickly the tide is shifting, and also of Stern’s intellectual integrity, that he said: “I think it’s a very sensible long-term target.” He went on to explain: “People have to be aware that is a truly long-term target. We have already passed 350ppm, we are at 390 ppm of CO₂ and at 435 ppm of CO₂-equivalents right now. It is most important to stop the increase of flows of emissions short term and then start the decline of flows of annual emissions and get them down to levels which will move concentrations of CO₂ back down towards 350ppm

Stern is right, of course–even if we do everything right at Copenhagen, we won’t be back at 350 soon. But unless we do everything right we’ll be back at 350 never ever. His call will help stiffen the push for real measures at the conference.

And in case you’re keeping score, here’s where we are at the moment. The world’s foremost climatologist, James Hansen, first calculated this number with his NASA team. The world’s foremost climate politician, Al Gore, endorsed it nine months ago. The UN’s chief climate scientist, and with Gore the only other man to win a Nobel for work on climate, India’s Rajendra Pachauri, endorsed it late last month. And today the world’s foremost climate economist.

But here’s the thing: none of this would have happened if you hadn’t endorsed it – if you hadn’t worked to build the largest movement about climate change ever. Onward!

Bill McKibben: Lord Nicholas Stern on 350, 350.org 09.09.2009.¹

Kevin Buckland fra 350.org, som igennem et par måneder omkring Klimatopmødet i december næsten flyttede ind i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns kælder på Rådhuspladsen 77, sendte her til morgen en mail med link til denne video. Her får fire kunstnere på blot to minutter fortalt en hel masse om nødvendigheden af 350 ppm på en vidunderligt charmerende måde.

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en idékonkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »

Kære DONG

Her sidst på foråret afmeldte jeg min aftale med jer. Eller rettere, mit nye strømforsyningsselskab Natur-Energi har gjort det. Havde muligheden været der, ville jeg også have valgt anden udbyder af ledningsnettet, for den strøm ‘mine’ vindmøller på Middelgrunden laver, bliver næsten provokerende meget dyrere på den korte vej til min stikkontakt.

Det er så almindeligt med kundetilfredshedsundersøgelser, så denne gang vil jeg komme jer i forkøbet. Når jeg har opsagt vores aftale, kan det sammenfattes i det lille ord: kul.

“Coal is best left in the ground” har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James E. Hansen så indtrængende sagt. Alligevel bliver I ved med at udbygge kulfyringen i mange lande i verden. Det er måske legalt i vores nuværende standardforståelse, men det er hasard med klodens klima. Og eftertiden vil se det fuldstændig på linje med slavehandel, som et eksempel på den tids primitivitet – vor tids primitivitet.

I ved det godt hos DONG, at tiden er ved at rinde ud for den fossile æra. I er i fuld gang med at udbygge med vindkraft. Og tak for det.

Hvis I vil vide, hvad der skal til, for at jeg igen kunne få mig til at sætte stikkontakten i DONG-strøm, så vil det i udgangspunktet kræve et moratorium for udbygning af kulkraft fra DONGs side som en del af en virksomhedsprofil, som målrettet arbejder for et Danmark på vedvarende energi. Den dag, der er udviklet en CCS-teknologi, som kan tilbageholde 100% af CO₂-udledningerne, kan vi eventuelt overveje at bygge nye kulkraftværker. Men gør os i det mindste den tjeneste at spare på kullene indtil da, og i hvert fald ikke at bygge flere indtil da. Mit gæt er, at vi inden da har fundet langt smartere måder at tilvejebringe vores energi på, så et godt råd herfra vil være, at I ville kunne bruge jeres forsknings- og udviklingsmidler langt mere fremtidssikkert på at udvikle et stabilt energiforsyningssystem på vedvarende energikilder og så lade de andre om at fjumre med kullene. I den verden vi i dag lever i, kan man ikke bare være så stor som DONG og have som primært mål at tjene penge. Det kan kloden ikke holde til, det kan fremtiden ikke tolerere. Det kan I selv inderst inde heller ikke leve med.

Københavns Kommune har netop vedtaget sin klimaplan, som sigter mod CO₂-neutralitet i 2025. Der har under høringsfasen været forslag fremme om også at gøre byen fossilfri, som dog ikke er medtaget i den nu vedtagne plan. Her havde det været perspektivrigt at se DONG byde ind med at påtage sig at levere fossilfri energi til København inden 2025 – måske det kunne komme med i den planlagte revision af klimaplanen i 2012.

Svært ja, men i den grad muligt. Det ville placere jer centralt i den nødvendige udvikling af verdens energipolitik. Og det kunne udfordre bilfabrikkerne til at påtage sig deres del af opgaven ved at virke målrettet for, at også Københavns trafik kunne erklæres fossilfri indenfor en overskuelig årrække.

Jeg siger ikke, at det er let. Men jeg siger, at det er nødvendigt. Og … vi var i Danmark blandt de første til at indse, at slavehandel ikke var i orden.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker, DONG på hårde stoffer, Hvidt som kul, Hvidt som kul II, og James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Efter en høringsfase, som har strukket sig over det meste af dette år, har Københavns Kommune i går endelig vedtaget sin nye klimaplan. Den rummer en målsætning på en 20% reduktion inden 2015 (som vil bringe byens udledninger 40% under niveauet i 1990) og en vision om at blive CO₂-neutral i 2025.

Selvom planen sine steder bør strammes op – den lider af samme systemafgrænsningsproblemer som Kyoto-planen, som gør at en teknisk CO₂-neutralitet langt fra vil være en reel CO₂-neutralitet – er der al mulig grund til at sige tillykke til byen. Alene visualiseringen af, at vi ikke bare kan, men nødvendigvis skal udvikle CO₂-neutralitet inden for ganske få år, er et vigtigt signal ikke bare overfor københavnerne, men overfor hele verden.

En af konsekvenserne vil være, at der i de kommende år vi blive satset kraftigt på grønne tage – ifølge planerne skal der inden for ganske få år etableres 325.000 m² grønne tage. Det er faktisk rigtig meget – rundt regnet 40-50 fodboldbaner. Det bliver i første omgang nybyggeriet, som kommer til at trække de store arealer. For eksempel vil den nye bydel på Nordhavnsområdet i stor udstrækning få grønne tage. Men de grønne tage har også en plads i den ældre bygningsmasse, hvor taghældningen ikke er for stor.

Det typiske grønne tag har et blot få centimeter tykt jordlag, som gør, at en bestemt plantefamilie, sedum eller salturtfamilien, som har specialiseret sig i at overleve lang tids udtørring, har fine vilkår, mens græs og urter, som med tiden ville blive for store, måske kan klare sig i en fugtig periode, men bukker under i tørre sommerperioder. Rigtigt anlagt behøver sedum-tagene således ikke at blive luget, men er stort set vedligeholdelsesfri. Og sedum-tagene er smukke med deres vekslende blomstringer igennem året. Så vi må håbe, at man i stor udstrækning udser sig tagflader som herover ved Vesterport, hvor vi rent faktisk ser de grønne tage.

Sedum-tagene har også den fordel, at de er ganske lette – de vejer blot 40-50 kg pr m², så på langt de fleste eksisterende tagflader vil de kunne anlægges uden at tagkonstruktionen behøver at blive forstærket. Det sagt er der grund til også at arbejde med andre typer af grønne tage. For sedum-taget har en meget lille biologisk aktivitet. Bladoverfladen pr. m² er blot 6-8 m², hvor fritvokset græs kan have op til 200 m² bladoverflade pr. m² – og dermed en luftrensningseffekt og en CO₂-absorption / iltproduktion, som tilsvarende er langt langt højere.

Hvis man slog de langhårede tage inden de dræede og betragtede tagene som dyrkningsflader for biobrændsel – græs har en kolossal biologisk tilvækst – kunne man sandsynligvis finde vegetationstyper, som med meget lille vedligeholdelse havde en langt større positiv klimaeffekt end sedum-tagene.

Et andet vigtigt aspekt af de grønne tage er den lokale afledning af regnvandet, så det enten bruges lokalt, til toiletskyl, vanding osv. eller nedsives lokalt frem for som nu at løbe i kloakkerne (se forudgående blog-indlæg: Reetablering af Københavns vandkredsløb).

Nicolai Østergaard: København: Nu skal der græs på storbyen tage, Ingeniøren 28.08.2009.

Københavns Kommune er lige nu ved at udvikle en LAR metodehåndbog (Lokal Afledning af Regnvand), som rummer en hel række teknikker til lokal afledning af regnvand, som bliver samlet i en LAR metodehåndbog. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg har skullet udarbejde høringssvar, og i den forbindelse har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lavet et notat derom, som findes gengivet i sin helhed nedenfor.

Byen har op igennem det 20. århundrede forseglet en stadig større del af sit areal, dels med bebyggelse, dels med asfalteringer og andre belægninger, som regnvandet ikke kan sive igennem. En meget stor del af den regn, som falder over København, skal derfor i dag gennem kloaksystemet. Og med udsigten til, at de forestående klimaforandringer vil give op til 30% kraftigere regnskyl end vi kender i dag, står man overfor valget, om kloakkapaciteten skal udvides tilsvarende for ikke at få stadige oversvømmelser. Eller om man skal prøve i tide at lægge kursen om, så man ved systematisk at aflede regnvandet lokalt får mindsket behovet.

Den anden løsning indebærer en lang række tiltag, som tilsammen vil give en langt grønnere by: Etablering af grønne tage, som forsinker vandstrømmene, opsamling af regnvand til toiletskyl og vanding, lokal nedsivning gennem vandåbne belægninger. En sådan reetablering af det naturlige vandkredsløb er bæredygtighedsmæssigt det eneste rigtige. Så det er et spændende initiativ med store positive konsekvenser for København, som man må hilse varmt velkommen.

Læs mere »

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.