Strøtanker om bæredygtighed

I dagene efter klimatopmødet i København har der været talt meget om, hvem som havde skylden for, at den klimaaftale, som kom ud af to ugers forhandlinger, blev så hovedrystende utilstrækkelig, som tilfældet var: De rige lande, de fattige lande, de hurtigt voksende U-lande, Sudan, Kina, EU, USA, forberedelserne, den danske ledelse – der er næsten ikke den enhed, som ikke har fået sin del af skylden. Og omfanget af mudderkasteriet er nok et godt mål for graden af utilfredshed med det opnåede. For selvom de fleste kan være enige om, at det trods alt var vigtigere at få begyndelsen til en aftale igennem end slet ikke at få nogen form for aftale, så må alle medvirkende stå med en dårlig smag i munden over det opnåede. For den aftale, som er indgået, løser ikke det den skal, den globale klimaudfordring.

En af de klare skydeskiver har været USA. Havde Obama og amerikanerne givet den politiske behandling af klimaspørgsmålet førsteprioritet i stedet for en sundhedsreform, så man forud for COP15 havde kunnet give klare udmeldinger og stærke bindende tilsagn, havde billedet sandsynligvis set noget anderledes ud. Nu synes de kortsigtede egeninteresser at have vundet og to største lande målt i udledninger, USA og Kina, at have indgået en form for underhåndsaftale om, at ja, der skal laves en eller anden aftale, hvis ikke det skal gå helt galt med det klima, men nej, den skal ikke være for forpligtende, i hvert fald ikke for os selv lige nu. For begge lande er det at indordne sig et globalt fællesskab – i hvert fald når vi taler om bindende aftaler – lidt af en kamel at sluge.

Obama leverede sit budskab med vanlig veltalenhed. Den sætning i hans tale, som for mig bliver stående, rummer hele problemstillingen i sig: “The question, then, before us is no longer the nature of the challenge – the question is our capacity to meet it.”

… der er ikke mere tvivl om klimaudfordringens natur, kun om vores evne og vilje til at møde den. Og han understregede alvoren i denne konstatering ved at komme med et amerikansk tilsagn, som lige præcis udtrykker manglende evne og vilje til at møde klimaudfordringen. For de 17 % i 2020, som han lover, er kun nogle ganske få procent i forhold til 1990, som ellers bruges som basisår. Omvendt er det meget realistiske målsætninger, hvis man ser på, hvor svært det har været at få vendt udviklingen i de øvrige vestlige lande.

Men her følger Barack Obamas fulde tale i Bella Centeret:

“Good morning. It is an honor for me to join this distinguished group of leaders from nations around the world. We come here in Copenhagen because climate change poses a grave and growing danger to our people. All of you would not be here unless you — like me — were convinced that this danger is real. This is not fiction, it is science. Unchecked, climate change will pose unacceptable risks to our security, our economies, and our planet. This much we know.

The question, then, before us is no longer the nature of the challenge — the question is our capacity to meet it. For while the reality of climate change is not in doubt, I have to be honest, as the world watches us today, I think our ability to take collective action is in doubt right now, and it hangs in the balance.

I believe we can act boldly, and decisively, in the face of a common threat. That’s why I come here today — not to talk, but to act.

Læs mere »

“Gik alle konger frem i rad, I deres magt og vælde, de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

I København skulle de blot skrive under på en aftale, som kunne have kickstartet anvendelsen af vedvarende energikilder og udfasningen af de fossile brændstoffer. Indlysende, nødvendigt, betaleligt, økonomisk set hasard med fremtiden at lade være.

I en meddelelse via Reuters’ World Environment News giver Gerard Wynn i dag en opsummering af resultaterne af to ugers klimaforhandlinger i København. Resultatet af klimatopmødet er næsten for deprimerende at forholde sig til, så det forbliver uoversat. Punktum. Der bliver alvorligt brug for at skærpe forståelsen inden COP16 i Mexico.

Gerard Wynn: What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal, Reuters 22.12.2009.
.

What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal

A conference of 193 countries agreed on Saturday to “take note” of a new Copenhagen Accord to fight global climate change, after two weeks of U.N. talks in the Danish capital.

The accord was not legally binding, and did not commit countries ever to agree a binding successor to the Kyoto Protocol, whose present round ends in 2012.

In addition, countries were invited to sign up to the accord, meaning it did not guarantee global participation.

Following is a summary of the decisions in the Copenhagen Accord, and other decisions adopted at the U.N. summit.

Læs mere »

Forud for COP15 var der lagt op til, at skibsfarten og luftfarten, som blev holdt udenfor i Kyoto-aftalen, skulle have vært med inde i den nye aftale. Men de to sektorer er end ikke nævnt i det aftaleudkast, som politikerne efter to uger i Bella Centeret fik hevet hjem.

Det er kort sagt en katastrofe. Dels tegner de to sektorer sig tilsammen for en ganske pæn del af det samlede forbrug af fossile brændstoffer, dels er de i deres nuværende form en vigtig del af den globale frihandel og den stadig mere omfattende flytten rundt på alt mellem himmel og jord, som hastigt er ved at forøde vores livsgrundlag.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibsfarten skal være klimaaftalens cash-cow, Ingeniøren 15.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Store u-lande vil blokere klimaaftale om skibsfarten, Ingeniøren 15.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibe og fly glider ud af klimaaftale, Ingeniøren 17.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibe og fly skal punge ud til klimakassen, Ingeniøren 18.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Fiasko giver fripas til skibsfartens CO₂-svinere, Ingeniøren 21.12.2009.

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Læs mere »

The Guardian har i dag med artiklen Copenhagen: the sound of silence, med underteksten Denmark’s reputation is being destroyed by police action outside the summit and the gagging of NGOs and poor nations inside, en ganske klar analyse af de metoder, som det danske politi i den seneste uges tid har taget i anvendelse for at opretholde ro og orden. Det er lykkedes alt for godt – så godt, at Danmark står overfor med klimatopmødet at få sit ry som U-landsvenligt, liberalt samfund erstattet af et image som politistat – som et land med et næsten sygeligt behov for at have alt under kontrol.

For hånden på hjertet, det kan godt være, at demonstranterne er under kontrol, men med klimaudfordringen og den fælles indsats for at sikre levevilkårene for fremtiden, var det helt ærligt ikke bedre at bruge musklerne til at få den del under kontrol? Man kan være uenig med brostenene og nogle af de mange forsøg på civil ulydighed, men det er en direkte konsekvens af medievirkeligheden, og … de unge mennesker har tilfældigvis ret. Den store forbrydelse er i gang med at blive vedtaget i Bella Centeret. Som det ser ud til lige nu, står vi til selv i bedste fald at få en klimaaftale, som med 100% sikkerhed vil føre til fuld afsmeltning af klodens ismassiver. Ganske rigtigt nogle få år senere end ved ‘Business as usual’, til gengæld med et setup, som åbner for en ny type nyrige kvote-spekulanter her i det fossile samfunds udånden.

Forstå mig rigtigt. Jeg er militærnægter og mener fundamentalt set ikke, at man kan opnå noget som helst værdifuldt med vold (endsige magt). Politivold skal anvendes yderst sparsomt, som akupunktur. Og skal det endelig til – måske fair nok, når man har inviteret så mange betjente indkaldt – så jeg gerne, at politiet bankede lidt fornuft ind i forhandlerne, sådan at alle, som ikke ubetinget vedkender sig Lord Sterns klare udsagn om at vi i nærmeste fremtid må indse, at der kun er plads til ‘ét ton til hver’, fik lov at overnatte i klimafænglset i Valby, indtil de kom på bedre tanker. Måske også politiet kunne bruge den ring de har etableret omkring Bella Centeret konstruktivt ved at sige, at verdens statsledere er yderst velkomne, men de kommer ikke ud før de har vedtaget et langsigtet mål på 1,5 C og 350 ppm og den tilhørende handlingsplan.

Læs mere »

I gårsdagens udgave af The Guardian giver Bill McKibben en tankevækkende analyse af situationen i BellaCenteret lige nu. Over halvdelen af verdens lande går ind for et langsigtet mål på 350 ppm (godt 100 ud af 191). Men det er de fattigste lande, og alt tyder lige nu på, at de rige lande vil gennemtvinge en aftale, som langt fra er tilstrækkelig til at sikre situationen.

Hvis man beregner udviklingen frem mod år 2100 på baggrund af de tilbud om reduktioner, som de enkelte lande har givet her få dage inden den endelige aftale skal vedgås, så vil atmosfærens koncentration af CO₂ i atmosfæren i år 2100 ikke være 350 ppm. Den vil heller ikke være 450 ppm, men foruroligende 770 ppm – eller ret præcist dobbelt så højt som i dag. Dermed er vi godt i gang med at afsmelte samtlige ismassiver på kloden. Temperaturen vil i år 2100 være steget 3,9ºC (mod 4,8ºC ved business as usual), hvor det efterhånden står lysende klart, at målet burde være 1,5ºC.

Vi står således lige nu til at få en aftale, som trods mange smukke ord på ingen måde løser situationen. Der er tale om en systematisk ansvarsforflygtigelse hele vejen rundt – ikke mindst fra de rige lande. Selv EUs tilbud er aldeles utilstrækkeligt til at løfte EUs egen lille del. Og det må nøvendigvis være de rige lande, som betaler størstedelen af det problem, de har skabt ved umådeholden brug af fossile brændstoffer igennem de sidste 100 år.

Og apropos lømmelpakker, så burde de mange forhandlere og statsledere spærres inde i BellaCenteret indtil de havde lavet en aftale, som giver verden en fælles platform for at håndtere klimaudfordringen forsvarligt.

Bill McKibben: Copenhagen: Only the numbers count – and they add up to hell on earth, The Guardian 15.12.2009.

www.climateinteractive.org.

Så skete det. Måneders forberedelser var kommet dertil, at det var tid til at åbne. Der var endnu skilte, som endnu ikke var helt på plads, lamper som skal finjusteres, en lille forventningssommerfugl i maven overfor om den vision, som havde udkrystalliseret sig over det sidste halve år nu også holdt til to ugers decemberkulde, og en vis tøven overfor, hvordan det var at flytte ind i de to smukke nomadetelte, som var landet midt i København – kort sagt en lang række småting at finjustere i de kommende dage. Men grundlæggende står der på Vartov-pladsen konturerne af et bevidsthedslandskab, som kunne blive en velegnet ramme om de kommende fjorten dages Klimabundmøde og klimadialoger på Vartov med fokus på de livsstilsmæssige og bevidsthedsmæssige aspekter af klimaudfordringen. Tre dages opstilling var på plads.

Windows of Hope, lyder projektets undertitel. Og jo, der er på Vartov-pladsen et kort over et København med syv meters vandstigning, der er et rids af nødvendigheden af en Klimaaftale, som har som mål at nå tilbage på en CO2-koncentration på 350 ppm. Klimabundmødet står bag kravet om 350 ppm – et krav som i virkelig ikke står til politisk forhandling og ikke er politisk betinget, men et videnskabens krav til det politiske system, et naturens krav til menneskene, et de kommende generationers legitime krav om, at vi ikke i kortsigtet grådighed formøbler vores naturkapital. Men ellers er der meget lidt om klima. Vartov vil i de kommende to uger langt mere handle om at afsøge det eksistentielle ståsted (eller de ståsteder), hvorfra vi som individer, som del af velfungerende fællesskaber, gennem at leve meningsfulde liv kan bidrage til klimavenlige samfund.

Læs mere »

Der har været meget stille her på bloggen i den seneste tid – i høj grad på grund af travlhed med forberedelserne til Klimabundmødet, som vi afholder samtidig med Klimatopmødet. Klimabundmødet – Windows of Hope løber fra 5.-18. december, og hovedaktiviteterne foregår på Christiania, hvor der er program fra 10 morgen til midnat. Men samtidig har vi hver dag fra 11-18.00 åbent på Vartov-pladsen, hvor vi har etableret et udstillingsvindue mod verden. Og  jeg vil midt i travlheden med at holde dette bevidsthedslandskab i gang prøve i de kommende dage at nedfælde nogle af højdepunkterne fra Vartov.

Det bliver ikke nogen lineær dagbog, men en række refleksioner og nedslag i stort og småt fra de enkelte dage, og om tiden er til det, håber jeg at kunne nedfælde erfaringer fra de kommende dage, så de til sidst danner en slags samlet fortælling om fjorten dage mellem nomadetelte, kridtblokke, skrotbjerge, miljø-haiku, konkurrenceprojekter, gigantiske konkylier, vidunderlige dialoger og forunderlige erfaringer fra fællesskaber og andre levemåder fra hele verden.

Der er lagt op til et kolossalt spændende program, se mere på www.climatebottom.dk.

Dette blog-indlæg er skrevet af Marius Morthorst, som i denne uge er i erhvervspraktik ved Miljøpunkt Indre By-Christianhavn.

Jeg elsker at orientere mig om viden og nyheder. Specielt omkring de meget aktuelle emner omkring klima, miljø og bæredygtighed. For nogle uger siden så jeg et forbrugerprogram på DR1 ved navn Kontant.¹ Programmet omhandlede emnet greenwashing eller ‘grøn vask’, som det hedder direkte oversat til dansk. Grønvaskning er i disse tider et yndet reklametrick. Det bruges af virksomheder til at vise, hvor grønne både de og deres produkter er.

Greenwashing betyder i virkeligheden bare, at virksomheder, der gerne vil have en grøn profil, fremhæver den grønne og miljøvenlige del af deres virksomhed. Nogle gange er det firmaets godgørende og miljøvenlige handlinger, men i de fleste tilfælde er det firmaets ‘grønne’ produkter. Når forbrugerne ser reklamekampagnen for produktet, føler de, at de kan blive klimabevidste og grønne forbrugere, hvis de køber det pågældende produkt. Hvad de fleste forbrugere ikke ved er, at produkterne i virkeligheden ofte ikke er så grønne igen.

Mange af de produkter, der fremhæves af virksomhederne som grønne, er slet ikke så miljø- og klimavenlige endda, og i mange tilfælde er det kun en lille del af produktet, der er grøn. I en undersøgelse om ‘grønvasknings’metoder fra 2009, deler man metoderne op i 7 kategorier: Hidden-Trade Off’, No Proof, Vagueness, Irrelevance, Fibbing og Lesser of Two Evils.² Undersøgelsen er fortaget i USA, Canada, England og Australien. I England faldt 49% af alle observerede tilfælde af greenwashing under kategorien Hidden-Trade Off’. Fælles for produkterne, der falder under denne kategori, er, at det ofte kun er en lille det af produktet, der er grønt. Et eksempel kunne være en reklame for en bil, der kører på el. Reklamen er flot sat op med grønne farver og gode ord om elbiler og grøn strøm. På grund af dette vil køberen slet ikke overveje, hvordan resten af bilen er lavet i forhold til et bæredygtigt klima og miljø. Det kunne være, at bilens dæk er lavet af børnearbejdere med dårlige arbejdsvilkår på en fabrik i Taiwan, eller at bilen er blevet transporteret på et stærkt forurenende containerskib. Men dette glemmer vi, når vi ser reklamen. For det eneste, vi tænker på, når vi ser reklamen, er nemlig, hvor god og miljørigtig den nye bil er.

Læs mere »

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO₂, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet.

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

Læs mere »