Strøtanker om bæredygtighed

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte. Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Læs mere »

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »

Kvoteprisen på det europæiske marked har aldrig været særlig høj målt i forhold til, hvad det kostede at rydde op efter sig i selve processen, så i den nuværende form betyder kvoteordningen, at det langt bedre kan betale sig at købe sig til retten til at forurene i EU-området end at rydde op efter sig. Prisen for retten til at udlede 1 ton CO₂ er på det europæiske kvotemarked er på et halvt år faldet fra over 30 euro til 12,40 euro, således at man efter det fejlslagne klimatopmøde i København kunne udlede ét ton CO₂ for under 100 kr.

Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi (de danske elselskabers brancheorganisation), siger ifølge en artikel i Information i går, at man er nødt til at indføre en form for mindstepris i kvotesystemet – og en form for parallel til den europæiske centralkvotebank, som kunne forestå disse støtteindkøb. Om den er 10, 20 eller 30 euro betyder ifølge Aagaard mindre. De nuværende fluktuationer skaber en investeringsmæssig usikkerhed, som medfører, at der ikke bliver taget klimahensyn.¹

Til en begyndelse er det godt at se den selverkendelse, at den rene markedsmekanisme ikke formår at handle klima- eller miljøoptimalt. Det kræver tværtimod en massiv og velperspektiveret styring, hvis markedet skal kunne noget som helst andet end at fortsætte den nuværende forbrugsfest dertil, at det er for sent at sadle om.

En del af problemet med det europæiske kvotesystem er, at man i udgangspunktet uddelte så mange gratis kvoter, at prisen aldrig fik et leje, hvor det kunne svare sig at lave CO₂-reduktioner i selve produktionsprocessen. Hvis man så løbende kunne styre kvoteloftet, så man hele tiden strammede målsætningerne dertil, at man fik en konstant høj kvotepris … men i en situation, hvor EU fedter med målsætningerne, som man har set det i de sidste to måneder, er det ligeså sandsynligt at prisen på at svine atmosfæren til bliver endnu mindre.

Og så er det, at man kunne spørge sig, hvad der ville ske, hvis vi fik en central kvotebank eller tilsvarende mekanisme, som sikrede, at mindsteprisen på CO₂-udledning var mindst 1.000 kr. pr. ton, samtidig med kvotesystemerne blev lagt langt bredere ud end nu?

Læs mere »

Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt erklærede i går i Berlingske Tidende følgende: “I Venstre vil vi advare kraftigt mod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procent reduktion i CO₂-udledningen.”¹

Det er en total fejllæsning af situationen, at vi skulle stille os dårligere ved at binde os til – eller bare bestræbe os på – større reduktioner end andre lande. Det viser desværre, hvor lidt vores nuværende regering har fattet ikke bare af klimaudfordringens natur, men af, at der ligger et kolossalt forretningspotentiale og venter, hvis Danmark og EU går forrest. Vi har alle forudsætninger for det, men det kræver, at man lægger de halvhjertede attituder og kortsigtede perspektiver definitivt bort og stimulerer et miljømæssigt lederskab på alle niveauer.

Skal man forstå Lilleholts udsagn, så kan det være forhandlingsstrategiske overvejelser, som ligger bag, at EU kun har bundet sig til en 20% reduktion, med muligheden for at EU løfter sin indsats til 30%, hvis andre lande strækker sig tilsvarende. For vores nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis er det ifølge en leder i Berlingske et forhandlingspolitisk kort, som man ikke skal spille sig utidigt af hænde.²

Men klimaforhandlingerne er ikke et spørgsmål om grænsedragning eller andre af den slags politiske problemkomplekser, som store internationale forhandlinger normalt beskæftiger sig med. Vores klima er et grundvilkår, og hvis vi snyder på vægten og ikke påtager os vores ansvar, går det ud over os selv og vores fremtidige levevilkår.

Læs mere »

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO₂-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO₂-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

Læs mere »

Det er som om at vinteren i år har strammet sig an i anledning af klimatopmødet, måske for lige at give os en ekstra chance for at huske, at der er forskel på vejr og på klima, måske for at give os en ekstra chance for at indse, hvor skingert klimaskeptikerne fører sig frem. I hvert fald har januar i år ligget 3,2 grader under normalen – hvilket der ikke er noget unormalt i. Det har medført, at Søerne er frosset til, så man har kunnet gå på vandet, og vi halvanden måned i træk har haft noget så sjældent som sne inde midt i byen.

Den hårde vinter præger også livet for de mange dyr og fugle, som vi deler byen med. Og i den Lommepark 77, som vi netop har anlagt foran Miljøpunkt Indre By-Christianshavns vinduer, har vi flere gange i løbet af januar haft besøg af rødkælken.

Med sin orangerøde strube er rødkælken utrolig synlig i sneen, og fra mit barndomshjem, hvor vi fra spisestuen havde vinduer fra loft til gulv ud mod haven, kunne vi i vintertiden følge livet på foderbrættet på nærmeste hold. Her blev rødkælkene nogle år så fortrolige med os mennesker, som fredsommeligt spiste morgenmad på den anden side af glasset, at man ud på vinteren kunne fordre dem af hånden.

Men alt dette blot for at glæde sig over, at når giver naturen bare den mindste plads mellem husene, så rykker den gavmildt ind. Har tidligere i denne blog plæderet for, at i stedet for at en afstand på x-hundrede meter til nærmeste lommepark skulle være kriteriet for nærhed til grønne arealer i byen, så skulle alle fra deres bolig og arbejdsplads kunne høre fuglenes sang.

Med op imod 10% af den voksne danske befolkning lidende af angst og depression¹ har vi brug for deres opmuntrende strofer.

Jeannette Ringkøbing: Hver tiende dansker er i kulkælderen, Politiken 06.02.2010.¹ 

Et plantekim har i sig al den saft og kraft, der skal til for at bryde op af den mørke jord og ud i lyset, hvor den folder sig ud til en stærk og livgivende organisme. En lignende kraftfuldhed kunne man opleve under Klimabundmødet 14 dage fra 5.-18. december. Her kom mennesker fra alle dele af verden for at dele deres erfaringer med at håndtere klimaudfordringerne. Én efter én åbnede de op for nye muligheder for alle os, som lagde vejen forbi Klimabundmødet på Vartov-pladsen ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ‘blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber – for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer – som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Læs mere »

Vi kan nogle gange have brug for billeder – for nu ikke at sige karikaturbilleder – for virkelig at forstå noget. Og State of the World 2010, som WorldWatch Institute netop har sendt på gaden, bibringer et sådant billede.

Hver ny årsrapport fra World Watch Institute har sit fokus. I år er det den forbrugerisme, som hastigt er ved at omdanne vores smukke planet til losseplads. Det billede, som fik mig til at standse op, var i al sin grusommelige enkelhed, at hver eneste amerikaner forbruger mere end sin egen vægt, hver dag. Nærmere bestemt 88 kg – hver dag!

I WorldWatch Institutes egen introduktion af State of the World 2010 hedder det: “Ved at skabe et kulturelt skifte, der gør det at leve bæredygtigt ligeså ‘naturligt’ som forbruger-livsstilen er i dag, vil man ikke bare kunne håndtere presserende kriser som klimaforandringerne. Samtidig vil det kunne afhjælpe andre symptomer som den ekstrem indkomstulighed, overvægt og fremmedgørelse (social isolation), som normalt ikke opfattes som miljøproblemer. For eksempel en bæredygtig kost – udbredt gennem skoler, leverandører af sociale serviceydelser, medier, nye økologiske restauranter og butikker – som tilskynder til indtagelse af grøntsager og fuldkorn frem for kød, søde sager og forarbejdede fødevarer vil ikke blot mindske miljøbelastningen af forbrugerens kost (såsom klimaændringer, ‘døde zoner’ i havene, og forurening af luft og grundvand), men mindske fedmeproblemer og forbedre menneskers sundhed og livskvalitet.”

Kort sagt det klassiske Worldwatch-perspektiv for fuld skrue.

Jeg har prompte bestilt State of the World 2010 hjem til Miljøpunkt Indre By-Christianshavns bibliotek. Der går nok et par uger, og indtil da må man nøjes med presseomtaler herfra. Blandt andet Suzanne Goldenberg har i the Guardian en god introduktion til State of the World 2010, som findes oversat i Politikens papirudgave.

Suzanne Goldenberg: US cult of greed is now a global environmental threat, report warns, The Guardian 13.01.2010.

Report: Consumerism must be halted to save the planet, CNN World 13.01.2010.

Andrew Hough: Human civilisation ‘will collapse’ unless greed culture is stopped, report warns, Telegraph 13.01.2010.

Jonathan Owen: The end of consumerism: Our way of life is ‘not viable’, The Independent 10.01.2010.

Her på bloggen er DONG tidligere blevet skoset for at fortsætte udbygningen af kulkraft i en tid, hvor enhver bør kunne indse, at det er klimamæssigt dybt uansvarligt (se tidligere blog-indlæg: Kære DONG). Det skal derfor samme sted fra lyde fuld anerkendelse, når DONG fremlægger en strategi for inden 2020 at halvere CO₂-udledningen pr. produceret energienhed. Dette indebærer, at alle planer om bygning af nye kulkraftværker bliver indstillet, i det mindste indtil der er udviklet gode CCS-teknologier til fjernelse af CO₂ fra kulproduktionen. Dette vil allertidligst være på plads i 2020, og de teknologier, som lige nu forsøgsafprøves, har så stort et energitab, at det er et åbent spørgsmål, om de nogensinde vil blive bredt implementeret. Så der ligger meget realisme og snusfornuft bag DONGs dispositioner.

Med Anders Eldrup ved roret er DONG i de senere år gået systematisk ind i alternative energikilder og er i dag en af de store aktører, ikke mindst når det gælder offshore vindenergi. Det kulminerede med en rammeaftale med Siemens sidste år om leveringen af 500 3,5 MW møller. Man er ligeledes gået ind i at finde løsninger, hvor elbilers batterikapacitet bliver brugt til at lagre vindenergi, når det blæser meget. Hvor DONG stadig i dag får omkrig 85% af sin energi fra fossile kilder og blot 15% af sin energi fra vedvarende energikilder, er den langsigtede målsætning således at vende disse tal, så 85% kommer fra vedvarende energikilder og blot 15% fra fossile brændstoffer.

For at nå målene for 2020 vil DONG samtidig med, at man vil fortsætte udbygningen af vindkraftaktiviteterne, udfase en række danske kulkraftværker og omlægge andre til biomasse. Som man kan se af kurven herover, skulle de for DONGs samlede aktiviteter kunne reducere CO₂-udledningerne pr produceret kWh fra 600 g til 300 g. For Østdanmark er CO₂-udledningerne allerede markant lavere end gennemsnitligt med 429 g CO₂/kWh.

Sanne Wittrup: Dong Energy vil halvere CO₂-udslippet fra el og varme i 2020, Ingeniøren 09.01.2010.

Sanne Wittrup: “Vind og bio-masse er det naturlige valg”, Ingeniøren 08.01.2010.

Sanne Vittrup: Dong om britisk begmand: “Vi forstår det faktisk ikke”, Ingeniøren 08.01.2010.

Sanne Wittrup: Verdens største havmøllepark bygges uden Dong, Ingeniøren 0.01.2010.

Kasper Kronenberg: DONG dropper tysk kulkraftværk, Berlingske 11.12.2009.

Ellen Ø. Andersen: Dong køber udskældte CO₂-kvoter i Kina, Politiken 25.10.2009.

Flemming Ytzen: Dong skruer ned for kulkraften, Politiken 12.10.2009.

Sanne Wittrup: Vi har ikke købt vores strategi i et branding-bureau, Ingeniøren 22.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: 400.000 elbiler og tusinder af vindmøller skal lære at tale sammen, Information 25.02.2009.

Her på Strøtanker om bæredygtighed har der i de seneste måneder været lidt stille – for nu ikke at sige alt for stille. Der har været masser af spændende og vigtige ting at tage op, og det er ikke lysten der mangler. De manglende indlæg er blot et meget konkret billede på, at vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har haft forrygende travlt med at forberede det Klimabundmøde, som vi afholdt samtidig med Klimatopmødet. Hvor topmødet må siges at være en alvorlig flovser, blev bundmødet til gengæld en kolossal inspirationskilde, og vi regner med i løbet af den kommende måneds tid at få berettet om nogle af de to ugers mange fantastiske øjeblikke.

Strøtanker om bæredygtighed blev i sid til som en del af forberedelse til Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, dels for helt basalt at lære mere om web 2.0-strukturer, dels for at skabe en bedre forståelse af klima og bæredygtighed og hvad det overhovedet indebærer at drive et Agenda 21-center i det centrale København. Det har vi på ingen måde fundet noget endegyldigt svar på, så alene af den grund giver det fuld mening at fortsætte. Igennem bloggens første leveår var der nye indlæg stort set hver dag. Sådan bliver det ikke i 2010 – i hvert fald ikke som det ser ud lige nu. Men vi vil i det nye år prøve at åbne op for, at der er flere bidragydere, så der så vidt muligt kommer nye indlæg hver uge. Det felt, som Strøtanker om bæredygtighed har defineret – en blog om klima og bæredygtighed, København og den globale virkelighed – er alligevel mere end noget enkelt menneske kan rumme.

Samtidig har det været et åbent spørgsmål, hvor tæt bloggen skulle sammenkøres med de konkrete, lokalt funderede aktiviteter, som er en central del af Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opgave. Og der vil fremover naturligt komme flere indlæg, som har udgangspunkt i projekter og temaer i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns arbejde. Endda forestiller vi os, at bloggen skal have lov at leve sit eget liv, som appetit- og tankevækker, som formidlende og perspektiverende organ, som det der gør, at Indre By ikke bare er en bydel, men en bydel i en global virkelighed.

Byforgrønnelse, biochar, bæredygtighed og bærekraft, 350-events, klima-scenarier, el-biler, cykler og fodgængere, udbygning af folkeejede vindmølleparker, vores indre klima, by-land-relationen og vegetarianisme som klima-statement – der er masser at skrive om. Og med dels Københavns Kommunes plan for CO₂-neutralitet i 2025, som det er vigtigt at fastholde dertil, at den blev andet og mere end branding op til topmødet, dels en Copenhagen Accord, som fortjener fuldt fokus i 2010 for at blive den stærke og konsekvente klimaaftale, som kan sikre, at vi holder os under 1½º og 450 ppm, er der i den grad brug for i 2010 at forholde sig til rammevilkårene.

Strøtanker om bæredygtighed har haft stor betydning for vores første år – som en vigtig del af vores udsyn og selvforståelse, og det er i høj grad bloggen og dens intention om at forstå bydelen i verden, som har gjort det naturligt, at vores første klimaprojekter ikke har været noget med koldtvandsvaskepulver og sparepærer, men pressekonferencer med James E. Hansen og Bill McKibben, 350-events på Rådhuspladsen og et internationalt anlagt bundmøde. Og med mere end 500 daglige besøgende selv i en tid, hvor der har været længere mellem opdateringerne, er vi meget opsatte på at give bloggen et godt 2010.

Godt Nytår fra Rådhuspladsen 77.