Strøtanker om bæredygtighed

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Læs mere »

.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO₂-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Forud for den forestående Paris-konference får vi i morgen får fremlagt en syntesrapport af de indleverede INDC. Det står allerede nu klart, at summen af de indberettede nationale klimaplaner ikke kommer til at leve op til den 2°C-målsætning. Og selvom vi via IPCC store klimastatusrapport AR5 sidste år fik defineret et carbon budget for en 2°C-løsning, har FNs klimaforhandlinger valgt i første omgang ikke at håndtere det heraf følgende kernespørgsmål, hvem som så må udlede hvor meget, og hvem som skal reducere hvor meget hvor hurtigt for at holde 2°C-målsætningen. I den anledning har jeg hentet nedenstående artikel af Anita Talberg og Malte Meinshausen fra University of Melbourne fra The Conversation. Her præsenterer de en artikel, som de netop har publiceret i Nature Climate Science, som ser på forskellige fordelingsnøgler for det globale carbon budget, hvis vi samlet set skal kunne holde 2°C-målsætningen. Den manglende diskussion af denne fordelingsnøgle er stærkt medvirkende til, at de fleste lande har indleveret klimaplaner, som anerkender 2°C-målsætningen samtidig med at de er helt utilstrækkelige til opnåelsen af 2°C-målsætningen.

For EU, som ikke behandles særskilt i artiklen, vil der ved en metrisk lige fordeling skulle reduceres med 41% i 2030, og hvis man tager udgangspunkt i en korrigeret nøgle, hvor udviklingslande har ret en forholdsvis større del af carbon budgettet end de industrialiserede lande, står EU til at skulle reducere med 49% i 2030 – begge tal i forhold til 2010. EUs nuværende reduktionsmål er 40% i forhold til 1990, så uanset hvilken fordelingsnøgle, man benytter, er også EUs reduktionsmål helt utilstrækkelige i forhold til 2°C-målsætningen. 

Talberg & Meinshausens artikel, Most countries need to at least double their efforts on climate: study, er gengivet her ifølge The Conversations vilkår for common licence.  

Most countries need to at least double their efforts on climate: study

Developed nations would need to double or triple their current efforts to limit global warming to a “safe” level of 2⁰C. That’s the finding of a study published today in Nature Climate Change assessing countries’ post-2020 climate pledges ahead of December’s international climate summit in Paris.

As an example, Australia would need to reduce emissions 50-66% below 2010 levels to be considered to be doing its fair share (its current target, when converted to 2010, is a 23-25% reduction).

Countries have agreed to limit warming to 2⁰C above pre-industrial levels. But how do we divide up the necessary reductions in emissions fairly?

Developing nations often argue that developed nations need to do more, because they are responsible for more greenhouse gas emissions historically.

This new paper shows that these debates about fairness will inevitably cause us to go beyond 2⁰C, however it also shows a way to fix the problem.

You can read more in a Briefing Note, and all the underlying data is available on a new website.

Are we on track for 2⁰C?

How much the world warms is determined by the total amount of greenhouse gases that go into the atmosphere, what’s known as the “carbon budget”. To have a 66% chance of limiting warming to 2⁰C the Intergovernmental Panel on Climate Change shows that after 2011 we can only emit 1,010 billion tonnes of greenhouse gases.

Converting the budget to yearly emissions is not easy. However, by analysing hundreds of emissions scenarios, the new study found that to meet the carbon budget, global emissions need to be reduced to 1990 levels by 2030.

We are not on track for this.

The same conclusion was reached by a paper published in 2010, and more recently by Climate Action Tracker that projects 2.7⁰C of warming by 2100.

Læs mere »

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO₂ emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO₂. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigation, adaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

Til venstre ses Justin Trudeau, som med sin intense kampagne om håb og forandring ramte en nerve i den canadiske befolkning, som i nat massivt stemte Stephen Harper ud.

I nat fik Canada ny regering. Meningsmålingerne havde lagt op til næsten dødt løb mellem de tre store partier i Canada, New Democrats, Liberals og Conservative, og der havde været spekuleret i, om Harper endda ville trække det længste strå, fordi der var en gruppe af skabskonservative, som ikke gav sig til kende før på selve valgdagen, som vi så det i England og i Danmark for nylig. De seneste dage havde måske givet et lille forspring til De Liberale, men Justin Trudeau vandt med De Liberale en komfortabel valgsejr med 184 mandater, hvor der skal 170 til et flertal i Canada. Det stod klart, hvor det bar hen allerede da de første resultater fra Atlantic Canada bølgede ind – her løb De Liberale med samtlige 32 pladser i det canadiske valgsystem, som så at sige udgøres af 338 enkeltvalg, og tendensen fortsatte i de centrale provinser Quebec og Ontario. Så ret tidligt kunne De Liberale udråbes som vindere, og det stor klart inden de sidste valgsteder i British Colombia var lukket, at det nok ville blive en flertals regering. Hermed er en af verdens mest hårdnakkede klimafornægtere, Stephen Harper, helt ude af politik. Det var så Trudeaus held (eller dygtighed om man vil), at den megen tale om strategisk afstemning, med det mål at slippe af med Harper, gjorde, at adskillige, som måske i en anden situation ville have stemt på Demokraterne, satte krydset ved en liberal for at være sikker på at slippe af med Harper.

De Nye Demokrater præsenterede i valgkampen en egentlig klimapolitik, som i forhold til Harpers planer i det mindste gjorde, at man kan tale om reduktioner – her har De Liberale været mere generelle i deres beskrivelser. Man har i valgkampen sagt, at man vil etablere en klimapolitik, som gør, at Canada lever op til sin del af en 2°C -målsætning (hvilket størstedelen af verdens lande gør uanset, at summen af disse 2°C-INDC langt fra er tilstrækkelige til at begrænse den globale opvarmning til 2°C).

Trudeau har ligeledes sagt, at han vil genskabe respekten om den canadiske klimaindsats, og at De Liberale inden for tre måneder ville forhandle en samlet klimaindsats på plads med provinserne. Efter ni år med Harper, som klimapolitisk har sat Canada i den sorte gruppe på grund af den massive udvikling af Albertas tar sands-områder og få gennemtrumfet Keystone XL-rørledningen. Så Harpers exit – han trådte tilbage som partileder på valgnatten – var også en kæmpe sejr til 350.org, som har kæmpet mod canadiske milliardinvesteringer i lobbyisme og politisk pres for at få Keystone XL på plads.

Trudeau vil få hjælp fra provinserne – selv Alberta, hvor Demokraterne for nylig til alles overraskelse væltede den lokale konservative regering. Her er man allerede i gang med at stramme klimaindsatsen overfor  (se update 26.06. i blog-inlægget  Paris 2015 – Canadas INDC.)

Læs mere »

Lande som har lagt hele deres fremtid i produktion og salg af olie, står overfor radikale omstillingsprocesser, og som man kan se det herover, har et land som Saudi-Arabien har taget hul på etableringen af et energisystem baseret på vedvarende energi. For en dag inden længe er det slut med at hente olien op, fordi det ødelægger klodens klima. Med store ørkenområder med eminente solenergiforhold er der intet i vejen for, at ørkenlande bliver solenergieksporterne fuldstændig som man nu eksporterer råolie. Men det vil blive en krævende proces, hvor det indimellem kan være fristende at se, om det liiiiige går et årti mere, inden man lukker helt ned for oliehanerne.

Pr. 1. oktober ved udløbet af fristen for indlevering af INDC forud for COP21 klimakonferencen i Paris her om 1½ måned har omkring 150 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen. De dækker tilsammen 86% af verdens samlede CO₂-udledninger, og det er allerede over det succes-kriterium, som UNFCCC havde stillet sig.

FN er ikke nogen børnehave, og der er med den nuværende aftalestruktur lagt op til, at de enkelte landes bidrag er frivillige, så strengt taget kunne man indlevere en INDC, som sagde, at man ikke ville gøre noget (nogle landes klimaplaner er betænkeligt tæt på dette). Det er ikke UNFCCCs ansvar at inddrive de sidste INDC, og der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis ikke man indleverer, kun den diplomatiske kulde, som følger af at svigte fællesskabet. Men endda bliver der i disse dage ringet rundt fra de franske værter for klimatopmødet for at høre, om der er tekniske vanskeligheder, ligesom der bliver lagt et betydeligt diplomatisk pres på så vidt det overhovedet er muligt at få de sidste lande med. Blandt andet har FNs generalsekretær Ban Ki-moon påtaget sig at skrive til samtlige de lande, som endnu ikke har indleveret deres INDC.

Blandt de resterende lande finder man en lang række små lande, hvis klimabelastning er nærmest negligerbar i det samlede billede, hvor udledningen pr. indbygger kan ligge helt nede omkring 1 ton pr. år – her havde man ikke på forhånd forventet, at alle ville eller kunne bidrage. Men målt udledningsmæssigt er der blandt de lande, som endnu ikke har indleveret, en gruppe af olieeksporterende lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, hvor den tanke er nærliggende – og har været ytret – at de ikke var til sinds at indlevere deres klimaplaner. Således havde kun 2 af de 13 OPEC-lande (Organization of Petroleum Exporting Countries) afleveret deres INDC ved fristens udløb 1. oktober.

Læs mere »

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

5. oktober forelå en ny udgave af forhandlingsteksten, som er kogt ned fra 83 sider til blot 20 sider. Som man kan få en fornemmelse af i dette lille udsnit, er der stadig mange ord og passager, som står i kantede parenteser, som indikerer stadig uafklarede steder i teksten. Den fulde udgave kan downloades her (pdf).  

Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder, de to formænd for det ADP-forhandlingssporet ved UNFCCCs klimaforhandlinger, som forestår forberedelsen og udarbejdelsen af den klimaafale, som skal vedtages i Paris om nu mindre end to måneder, fik ved sidste forhandlingsrunde i Bonn pålagt at koge en stadig mere end 80 sider tekst ned efter at uge efter uge af forhandingsrunder måske nok havde givet et klarere billede af, hvilken tekst man var på vej mod, mens teksten stadig forblev uklar i sin stuktur og mastodontisk lang (se blog-indlægget: Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris). Og de har nu barslet med en udgave, som med blot 20 sider er radikalt kortere.

Teksten har stadig en lang række ting stående i kantede parenteser, hvor først de endelige politiske forhandlinger i Paris vil have det politiske mandat til at kunne vælge den endelige ordlyd. Men den nu foreliggende tekst har præciseret de enkelte landes hjemmearbejde forud for Paris, og den giver gradvist et klarere billede af, hvad vi kan forvente af den aftale, som ender med at blive vedtaget.

Samtidig var der pr. 1. oktober i år, ved fristen for indlevering af INDC, hvis de skal kunne nå at indgå i den UNFCCCs forudgående analyse, kommet nationale klimaplaner fra 146 ud af verdens 195 lande, som i alt dækker omkring 90% af verdens udledninger, samtidig med, at der blandt mange af de resterende lande stadig arbejdes på højtryk for at nå det. Så det står klart, at aftalen vil få en endog meget bred opbakning. Det står til gengæld også klart, at summen af disse nationale klimaindsatser langt fra vil være i stand til at overholde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning på under 2°C, som siden København i 2009 har været det centrale pejlemærke for den globale klimaindsats – en række vurderinger synes lige nu at pege på, at verden ved udgangen af det 21. århundrede vil være blevet et sted mellem 2,7°C og 3°C varmere end før industrialiseringen. Så målt på den skala, er Paris ikke nogen fest. Men i forhold til at vi, hvis vi blot havde fortsat som hidtil, nærmere havde set 4-5°C global temperaturstigning ved århundredets slutning, kan man nu endelig sige, at det gør en forskel. Og det er første gang at Climate Action Trackers analyse af de samlede klimaplaners indflydelse på den gennemsnitlige globale opvarmning er kommet under 3°C, så det går den rigtige vej.

Grundlæggende er der al mulig grund til at glæde sig over, at der endelig tegner sig en enighed om at lave en sådan global indsats. Som det så fint er udtrykt – nu er alle kommet på dansegulvet, så må vi finde ud af at skrue op for tempoet. Noget af det vigtigste ved aftalen er således nok også, at Paris-aftalen er en begyndelse – at der er lagt op til ikke bare 5-årige revisioner, men 5-årige stramninger, så verdens lande år for år må blive bedre til at udfase og omstille.

Dette kan lyde naivt, men for rigtig mange af de indleverede klimaplaner ville man meget vel kunne gøre det meget bedre. Blandt de industrialiserede lande ville for eksempel Australiens, New Zealands, Canadas og Japans klimaplaner meget let kunne forbedres – og vil sandsynligvis blive det ved et politisk skifte til regeringer, hvis holdninger og handlinger er mindre købt af den fossile industri. Selv EUs bebudede klimaindsats er forsigtig og defensiv frem for fuldt ud at at favne det mulighedsfelt, som den grønne omstilling rummer. Men udviklingen går lige nu i retningen af, at sol og vind – og i en række situationer også andre vedvarende energikilder – er lige så billige som og billigere end de fossile brændsler, så der også ligger en kortsigtet økonomisk tilskyndelse til at lægge de fossile brændstoffer bagude. Så det virker som andet og mere end ønsketænkning, at verdens lande ikke bare kan stramme sine klimamålsætninger og styrke sin klimaindsats, men rent faktisk vil gøre det. For eksempel Kina har netop annonceret, at man vil stramme sin solcellemålsætning med 30% for 2015 og firedoble sin installerede solcellekapacitet inden 2020.

Læs mere »

Fra målinger af partikelforureningen i byens gader har jeg førstehåndserfaring med det enorme spænd mellem det, moderne køretøjer kan præstere i tests under kunstige testbetingelser, og så det, som rent faktisk kan iagttages i byens trafikkorridorer, så det kommer ikke nogen overraskelse, at man simpelthen har snydt på vægten, som det på det seneste er kommet frem, at verdens største bilproducent, VolksWagen, har gjort det ved at installere ‘snyde-software’ i 11 millioner dieselbiler for derigennem at gøre dem i stand til at performe optimalt i testsituationen, for efterfølgende at skrue ned for miljøvenligheden (NO_x-udledningerne) i den virkelighed, de skulle fungere i. For eksempel en model Jetta udleder således 15 til 35 gange den tilladte mængde NO_x på landevejen, samtidig med at den formår at bestå laboratorietesten med glans.

Elon Musk, som med sit stærke engagement i udviklingen af fremtidens el-bil ikke kan betragtes som nogen neutral iagttager, udtalte snart efter oprulningen af WV-skandalen, at den illustrerer, at vi nok er nået til grænsen for udviklingen af forbrændingsmotoren. Vi kan lave stadig skrappere grænseværdier for dieselkøretøjerne, men vi kan ikke blive ved med at tage det for givet, at udviklerne kan følge med. Så selvom det lige nu er VolksWagen, som er i gabestokken, må vi i den kommende tid forvente at se, at det ikke bare er et enkelt firma, men store dele af en bilindustri, som er gået ikke bare til stregen, men i mange tilfælde langt over stregen, i forsøget på at leve op til en række klima- og miljøkrav, som tilsammen synes at have bragt forbrændingsmotoren til grænsen for, hvad den kan præstere.

Ud over i VolksWagens egne biler finder man VolksWagen-motorer i biler af fabrikater som Audi, Seat, og Škoda. Og målinger viser, at en lang række andre bilfabrikater – Mercedes-Benz, Honda, Mazda Mitsubishi, Renault, Nissan, Hyundai, Citroen, Fiat, Volvo and Jeep  – har fra 2 til 20 gange højere NO_x-udledninger i virkeligheden end i laboratoriets testvirkelighed, så der synes at være tale om en generel situation, hvor WV-skandalen blot er symptom – eller toppen af isbjerget, om man vil. Vi er nået dertil, at den teknologiske udvikling simpelthen ikke kan drives videre – i hvert fald med den hastighed, hvormed klimaudfordringen fordrer det, hvis vi skal blive ved med at producere diesel- og benzinbiler. ACEA, som er lobbyinstitution for den europæiske bilindustri, har da også ifølge Reuters sendt et brev til EU, hvor man fremfører, at forbedringer i den reelle NO_x-performance tidligst vil kunne nås i 2019, og at kravene ved realistiske tests – som EU står overfor at indføre – bør ligge 70% over den nuværende grænse på 80 mg NO_x pr. km for overhovedet at være opnåelige i tests under virkelighedsnære forhold. Men må dog håbe, at myndighedssiden står fast på, at det kan lade sig gøre, og at bilfabrikanterne bare må finde sig en mere værdig måde end den nuværende, som slet og ret er eksamenssnyd.

Læs mere »

.
Her ses InsideClimate News’ lille introduktionsvideo til en artikelrække, Exxon: The Road Not Taken, som bygger på en omfattende afdækning af Exxons tidlige undersøgelser af klimaudfordringen, som viser, at Exxon allerede sidst i 1970erne havde et ganske præcist billede af CO₂-udledningernes potentielt ødelæggende indflydelse på vores livsgrundlag. 

InsideClimate News offentliggør i disse dage et omfattende undersøgelsesarbejde i en artikelserie, hvoraf der foreløbig er kommet tre dele (se listen nederst). Den kaster nyt lys over Exxons tidlige klimaforskning og dokumenterer uomtvisteligt, at virksomheden allerede meget tidligt havde et helt klart billede af konsekvenserne af, hvis man blot fortsatte med at pumpe olie op og afbrænde den som hidtil. Alligevel vælger virksomheden i 1989 at fornægte sin egen forskning og sætte masser af ressourcer ind på at benægte og slå tvivl om sine egne indsigter – deraf titlen The Road Not Taken.

Tilbage i 1977 holdt Exxons inhouse ekspert James F. Black en præsentation for selskabets ledelse, hvor han i ganske stærke vendinger klargjorde for hvad der ville ske ved den fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og året efter fremlagde han en revideret udgave af præsentationen for en bredere kreds i virksomheden. I den første artikel kan man læse:

“A year later, Black … took an updated version of his presentation to a broader audience. He warned Exxon scientists and managers that independent researchers estimated a doubling of the carbon dioxide (CO₂) concentration in the atmosphere would increase average global temperatures by 2 to 3 degrees Celsius (4 to 5 degrees Fahrenheit), and as much as 10 degrees Celsius (18 degrees Fahrenheit) at the poles.  Rainfall might get heavier in some regions, and other places might turn to desert. ‘Some countries would benefit but others would have their agricultural output reduced or destroyed,’ Black said, in the written summary of his 1978 talk.

His presentations reflected uncertainty running through scientific circles about the details of climate change, such as the role the oceans played in absorbing emissions. Still, Black estimated quick action was needed. “Present thinking,” he wrote in the 1978 summary, “holds that man has a time window of five to ten years before the need for hard decisions regarding changes in energy strategies might become critical.

Exxon responded swiftly. Within months the company launched its own extraordinary research into carbon dioxide from fossil fuels and its impact on the earth. Exxon’s ambitious program included both empirical CO₂ sampling and rigorous climate modeling. It assembled a brain trust that would spend more than a decade deepening the company’s understanding of an environmental problem that posed an existential threat to the oil business.”

Sådan ville et hvilket som helst ansvarligt selskab agere, og hatten af for det.

“Then, toward the end of the 1980s, Exxon curtailed its carbon dioxide research. In the decades that followed, Exxon worked instead at the forefront of climate denial. It put its muscle behind efforts to manufacture doubt about the reality of global warming its own scientists had once confirmed. It lobbied to block federal and international action to control greenhouse gas emissions. It helped to erect a vast edifice of misinformation that stands to this day.

This untold chapter in Exxon’s history, when one of the world’s largest energy companies worked to understand the damage caused by fossil fuels, stems from an eight-month investigation by InsideClimate News. ICN’s reporters interviewed former Exxon employees, scientists, and federal officials, and consulted hundreds of pages of internal Exxon documents, many of them written between 1977 and 1986, during the heyday of Exxon’s innovative climate research program. ICN combed through thousands of documents from archives including those held at the University of Texas-Austin, the Massachusetts Institute of Technology and the American Association for the Advancement of Science.”

Men at man på baggrund af en sådan indsigt standser videre undersøgelser og i stedet finansierer klimafornægtelse, det er utilgiveligt, det burde give anledning til et retsligt efterspil.

Det er skræmmende læsning, og jeg kan kun anbefale at læse InsideClimate News’ artikelserie i sin helhed. Her en opsummerende illustration fra artiklens anden del, som opridser, hvor meget af klimaforandringernes dynamik, Exxon havde indset allerede for 20-30 år siden – og valgte at fornægte.

Læs mere »