I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.
Download Urban Farming manifest (pdf).
I den forgangne uge har sakura – kirsebærblomstringen – foldet deres rosahvide poetiske blomsterhav ud over Tohuku, den jordskælvsplagede nord-ende af den japanske hovedø Honshu. Kirsebærblomstringen starter i sidste halvdel af marts på det sydlige Kyushu og bevæger sig i de kommende uger nordover det langstrakte japanske ørige for at nå ten nordlige Hokkaido omkring begyndelsen af maj. Under vejs bliver sakura fejret, beundret og hilst velkommen som den store forårsåbenbarer.
Fra de titusindvis af blomsterklaser brister til kronbladene hvirvles videre med vinden går der kun få dage. Men det er fundamentalt betagende, det taler til mennesker i alle aldre – og på et normalt år vil alle japanere være af huse for at glæde sig over blomstringen sammen med familie, venner og kolleger. I år har man dog aflyst en række af de mere spektakulære fejringer, måske for at spare på strømmen – de flotteste træer er ofte lyssat om natten – måske fordi det er svært midt i smerten efter jordskælv og tsunami og den nagende uvished omkring ustyrlige atomreaktorer at skulle glæde sig. Men endda bliver sakura hilst velkommen. Den læger ikke sårene, genfinder ikke de døde, men vinterkulden er ovre, og den ustoppelige, overdådige blomstring minder os stilfærdigt om, at livet går videre, at nyt vil vokse frem.
Det, at man året igennem tager sig tid til at fejre og markere naturens cyklus, er noget af det smukkeste jeg har med hjem fra mine i alt fire år i Japan. Det starter med blommeblomstringen, efter sakura kommer azaleaerne i maj, risplantning og rishøst har sine fejringer, og året rundes af med momiji – betragtning af efterårsløvet, som i Japan får næsten uvirkeligt stærke farver. Tilsvarende er det japanske køkken bygget op over årstiden, tempura af forårets fremspirende skovurter, de første bambusskud, yuzu-saft og sansho-blade i sommerens miso-suppe, matsudake-svampe og ginkgo-nødder for blot at nævne nogle få. I april kan man få risene serveret med saltmarinerede kirsebærblomster iblandet.
I København står vi overfor i de kommende år at skulle plante 100.000 træer som del af, at byen skal være bedre klimatilpasset, og at de grønne enklaver skal hænge bedre sammen for at sikre byens biodiversitet. Men ud over sådanne praktisk-funktionelle overvejelser, må vi på de steder, hvor det overhovedet er muligt, tænke i sanselighed, skønhed og spiselighed. Hvorfor ikke plante 10.000 sakura-træer langs Søerne, masser af magnoliaer, mirabeller, moreller, hasselnødder og andre delikatesser, så der er rigeligt til alle københavnere? Og hvor gaderummene er for snævre til, at træerne kan blive store, så lad os plante 1.000 blåregn, så vi hvert år i maj er ved at overvældes af duften fra det blåviolette blomsterflor.
Vi har et par steder i København, har man kan få en fornemmelse af kirsebærblomstringen, se blog-indlæggene: Forårstegn XII – sakura på Langelinje, samt Forårstegn XI – sakura i Kongens Have. Den kommer lidt senere end sædvanligt i år, men med blot få gode dage som nu er det lige om hjørnet.
Nedenfor har jeg indlejret en række små YouTube videoer fra den japanske kirsebærblomstringe.
Siden jeg den anden dag kom til at se time lapse-videoer, har jeg været på jagt efter små billedsekvenser, som transponerer tid – et år på to minutter – eller som herover en video på 4 minutter og 19 sekunder, som giver ét års koncentrat af samme ene skovportræt set gennem et solariseringsfilter.
Videoen er skabt af entropius88. Musikken er af Brian Eno – en af mine absolutte musiker-favoritter, når det gælder ambient-musik.
Se flere pausebilleder.
I forlængelse af udstillingen ’Hungry Planet’ i Rundetaarn og med særligt udgangspunkt i tirsdagsforedraget ’Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre’, ville Miljøpunkt Indre By-Christianshavn sætte fokus på madspild som en betydelig del af vores individuelle klimafodaftryk. Det gjorde vi ved at opsætte et madspildsbjerg ved Rundetaarn tirsdag d. 22. marts. Bjerget bestod af 252 kg rødbeder og økologiske gulerødder i poser, hvilket svarer til den mængde mad en dansk familie på fire personer i gennemsnit smider ud hvert år. Mange af de forbipasserende på vej ned ad Købmagergade kiggede nysgerrigt efter madbunken. Alle var overraskede over den enorme mængde mad, der bliver spildt, og flere gange hørte vi kommentaren: ”Så meget smider jeg altså ikke ud.”
[nggallery id=150]
.
Hver dansker smider i gennemsnit 63 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise den. Faktisk ryger der så meget spiseligt mad i skraldespanden, at alle kunne stoppe små 3.000 kroner i lommen hvert år, hvis vi stopper vores madspild. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad arbejder for at komme madspild til livs, fordi de ser, hvor meget det påvirker verden omkring os. Vores overforbrug af fødevarer hænger direkte sammen med udledningen af drivhusgasser, vores klimafodaftryk og et unødvendigt stort forbrug af vores i forvejen knappe ressourcer. Derudover er der et etisk ansvar forbundet med at begrænse madspild; på verdensplan dør ca. 15 millioner børn af sult årligt.
For at sikre, at vi ikke selv medvirkede til madspild, aftalte vi med fødevareBanken, at de til slut ville komme og hente madposerne. Nonprofitorganisationen fødevareBanken er opstået som svar på to samfundsproblemer: madspild og madfattigdom. De etablerer aftaler med aktører i fødevarebranchen om at afhente overskydende fødevarer, som de derefter videredistribuerer til sociale hjælpeorganisationer og projekter i Danmark, som er i direkte kontakt med samfundets svageste borgere.
Det var tydeligt, at mange på Købmagergade mente, det var et godt initiativ med en event, og at det er en god idé at begrænse sit madspild. Den eneste, der kan begrænse dit personlige madspild, er dig selv, og du kan gøre det ved at følge disse råd: 1) køb kun det du skal bruge, 2) tilbered kun den mængde du kan spise og 3) hvis der alligevel er rester, spis dem dagen efter.
Indlæg ved Janus Juell-Sundbye.
Søgte efter Carolyn Steels seneste bidrag til TED-konferencen, og faldt over denne lille tankestreg af Jarrod Welling-Cann og Michael Abitz – What is Wealth?
“It is called the American Dream, but you have to be asleep to beleive it.”
Et nyligt offentliggjort studie fra Center for Health and the Global Environment ved Harvard Medical School, Full cost accounting for the life cycle of coal,¹ prøver at beregne den reelle pris på kul, hvis man skulle medregne alle de nu eksternaliserede udgifter forbundet med brugen af kul.
I sådanne beregninger vil der være tale om at prissætte størrelser, som man kan stille spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan prissætte – hvad er prisen for en død minearbejder, en forgiftet fugl, en bortsprængt bjergtop, et overdækket vandløb? Hvad er prisen for fremprovokerede sygdomme fra strålingen, kviksølvforureningen, den ultrafine partikelforurening, syreregnen osv. fra afbrændingen af kul? Og hvordan beregner man en bred vifte af klimapåvirkninger – fra forstyrrede økosystemer og tabt biodiversitet til svigtende dyrkningsmuligheder og svulmende oceaner. Hvis vi med en nuværende teknologi brænder alle nu kendte kulreserver af, inden vi skifter til vedvarende energi, har vi tæt på 100% sandsynlighed for en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, som på sigt vil give havstigninger på op til 75 m. Men sammenfattende kommer de 12 forskere frem til, at prisen per kilowatt fra kulkraft forsigtigt ansat skulle ligge på mellem det dobbelte og det tredobbelte, hvis de nu eksternaliserede udgifter skulle indregnes i prisen.
Det er en af markedsmekanismernes fatale dysfunktionaliteter, at man kan slippe af sted med at bryde og afbrænde kul uden at betale, hvad det koster. Hvis de nu eksternaliserede udgifter blev opkrævet, ville den vedvarende energi med et slag blive kulkraften konkurrencemæssigt overlegen. CO2-kvotesystemet er et første forsøg. Men selv det er markedsreguleret, og prisen for at udlede et ton CO2 er latterligt lavt i forhold til de nu eksternaliserede miljøomkostninger ved kulafbrændingen, som Harvard-studiet dokumenterer.
Center for Health and the Global Environment har også lavet en lille folder over studiet, Mining Coal. Mounting Costs. The Life Cycle Costs of Coal.² Den giver fint overblik over miljøkonsekvenserne af brugen af kul gennem sin opsummering af 12 områder, som hver er opgjort talmæssigt, økonomisk og kvalitativt. I en tid med et stærkt fokus på klima og CO2 er det godt at minde sig om de mange andre andre miljøparametre – og grunde til hurtigst muligt at få etableret et moratorium for afbrændingen af kul.
Se tidligere blog-indlæg James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker, James Hansen: “Coal is best left in the ground”, Kulstøv øger isafsmeltningen, Usundt at vokse op nær kulkraftværker, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Ways and Means, DONG på bedre veje samt Den sande pris for kulkraft.
Paul E. Epstein et al.: Full cost accounting for the life cycle of coal, Annals of the New York Academy of SciencesVolume vol 1219, 17.02.2011 pp. 79-98 (pdf).¹
Mining Coal. Mounting Costs. The Life Cycle Costs of Coal, Center for Health and the Global Environment, Harvard Medical School 2011 (pdf).²
Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.
I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹
I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.
I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.
Nu skal vi til at måle og dokumentere partikelforureningen i Indre By og Christianshavn med vores nye partikeltæller, en TSI P-Trak 8525, som måler antallet af ultrafine partikler på mellem 1 og 0,02 mikrometer pr. kubikcentimeter. Det blev muligt at købe partikeltælleren takket være en bevilling fra Indre By Lokaludvalg.
I dag findes der grænseværdier på PM10 partikler, partikler på mellem 10 og 2,5 mikrometer i diameter, og der er ved at blive defineret grænseværdier for PM2.5 partikler, partikler på mellem 2,5 og 1 mikrometer i diameter, men EU er ikke kommet i gang med – og Danmark er slet ikke – at fastlægge grænseværdier for de ultrafine partikler, som miljøpunktets nye måler kan registrere. Det er noget, vi vil være med til at påvirke. Danmark har en beklagelig tendens til at søge dispensationer for EUs forureningsgrænser, men de ultrafine partiklers udbredelse vil i den kommende tid blive målt og dokumenteret og dokumentationen stillet til rådighed for interesserede, ikke mindst politikere og medier.
Den seneste tids forskning hos LIFE på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet¹ og forskning udført af Kræftens Bekæmpelse² viser, at netop de ultrafine partiker skader mennesket og især børn, da disse ultrafine partikler uhindret kan bevæge sig helt ind i de yderste afkroge af vore lunger, alveolerne, og komme i direkte kontakt med blodstrømmen. Derfor har de partikler, som består af stoffer som skader menneskets DNA, direkte adgang til at ændre vor DNA og dermed øge risikoen for at få kræft og skabe genetiske defekter.
Partikeltælleren suger luft via indsugningsdysen gennem et alkoholdampmættet rum, hvor de ultrafine partikler på grund af alkoholen svulmer op så de bliver store nok til at kunne tælles. Partiklerne tælles flere gange i sekundet, og partikeltælleren er så præcis at når man står ved en vej kan man skelne mellem hvilken bil der sender mange partikler ud i luften og hvilke der ikke gør det.
Er storbyhaver noget, vi vil? Og hvad skal der til for, at vi går med sprudlende drivkraft fra Rundetaarn i dag? Bent Lohmann, der er formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lagde op til debatten ved at fortælle, at Miljøpunkterne og Lokaludvalgene gerne vil være bindeled mellem kommunen og borgere, der tager lokale grønne initiativer. At skabe byforgrønnelse og storbyhaver handler både om at skabe sociale netværk og om at mødes i en smukkere by. Han mente, at det er vigtigt, at projekterne i sig selv er bæredygtige, og at borgerne selv har et ejerskab og drivkraft.
Hvor kan man gå hen og gå i gang? Kan vi få hjælp fra nogle uddannede fagfolk? Og hvor kan man finde viden om, hvem der ellers arbejder med storbyhaver? For flere af de 120 deltagere i debatmødet i Rundetaarn var det ikke er et spørgsmål OM, det er en god idé at have storbyhaver og dyrke spiselige planter i byen? Spørgsmålene var: HVOR kan og må vi lave dem? Hvordan kommer vi i gang? og Hvor henter vi hjælp?
Spørgsmålet om, hvor borgerne kan lave haver, var direkte adresseret til centerchefen for Park og Natur i Københavns Kommune, Jon Pape, der indledte debatmødet med at fortælle om Kommunens Grønne Visioner. Han kunne blandt andet fortælle, at Københavns Kommune har besluttet at plante 100.000 nye træer i byens fælles rum. I dag er der omkring 80.000 træer, så det er mere end en fordobling. Nogle vil være gadetræer, nogle parktræer og andre skal plantes ved institutioner og skoler.
Foruden den æstetiske og sanselige oplevelse, har begrønning en lang række fordele og medvirker til at binde CO2 og luftforurenende støvpartikler, give levested for dyr og fugle, opsuge regnvand og afkøle byen, fremgår det af Københavns Kommunes Klimaplan, hvor planerne for byforgrønnelse, lommeparker, grønne tage og lokal afledning af regnvand er beskrevet.
Det at lave storbyhaver passer rigtigt godt ind i kommunens planer om både at øge bynaturens biologiske mangfoldighed og at understøtte frivillige kræfter og fællesskaber af borgere, der ønsker at deltage aktivt i plejen af grønne uderum. Jon Pape forestiller sig, at der kan opstå nye partnerskaber mellem forvaltningen og borgerne, hvor kommunen hjælper borgere, som gerne vil sætte grønne initiativer i gang i deres lokalområde og samtidig være med til at pleje arealerne.
”Når borgere er med til at plante træer i deres lokalområde, bidrager det til, at de føler ejerskab for træerne og det grønne område”, sagde Jon Pape.
Allerede for 15 år siden anlagde kommunen beboerhaverne på Enghave Plads, som beboerne selv passer og plejer. Marijke Zwaan fra Byhavenetværket var med i beboergruppen dengang og kunne på mødet fortælle, at der ikke er særlige problemer med hærværk, og at beboerne stadig passer haverne, men at de ønsker sig at kunne få sparring fra nogle professionelle gartnere.
Nedenstående tekst er indleveret som bilag til Indre By Lokaludvalgs høringssvar om Køvenhavns Kommunes fodgængerstrategi. Høringen havde frist for aflevering i dag, 27. marts.
Efter flere tilløb har Københavns Kommune (KK) sendt en fodgængerstrategi i høring. Den må hilses varmt velkommen – det er uomgængeligt vigtigt, at en by af Københavns størrelse har en fodgængerstrategi. Gang er sundt, gang er kontemplativt, gang giver et tempo, hvor man hører fuglene synge, ser vintergækkerne springe ud og ikke mindst ser hinanden som mennesker – og der opstår sjældent blandt gående den form for aggressioner, som den hjulede trafik formår. Sammen med cyklismen og den kollektive trafik er gangen fundamentet i en bæredygtig trafikstruktur. Men alt for ofte har vi tendens til slet ikke at betragte det at bevæge sig til fods som trafik.
I dag får fodgængerne ofte restarealerne og sendes på mærkelige omveje og forhindringsløb for at “optimere trafikken”. Mange steder er fodgængerarealerne helt utilstrækkelige, og de betragtes af andre trafikanter som frit tilgængelige for vareaflæsning, korttidsparkering, cykelparkering, café-serveringer og varesalg, så der er brug for i langt højere grad end i dag at tænke i at optimere fodgænger-flowet og opprioritere fodgængerkomforten, hvis vi skal kunne afvikle trafikken i det centrale København optimalt.
Fodgængerstrategien ser i sin nuværende form på en række forskellige fodgængersituationer, og hvordan de hver især kan gøres bedre. Men den sætter ikke gangen og fodgængeren i relation til resten af byen, og den giver ikke fodgængerne den prioritering og plads i den samlede disponering af byrummet, som er nødvendig, hvis det skal blive en del af aflastningen af det trafikale pres på det centrale København.
København er i dag kendt som en by, hvor mange tager cyklen, og som del af klimaplanen er der planer om at få endnu flere til at tage cyklen. Men hvis man sammenligner København med byer som Berlin og Helsinki, så er der langt flere københavnere, som hver dag tager deres egen bil på arbejde. Her må den kollektive trafik styrkes, og for at gøre den til et attraktivt valg, må man samtidig sikre sig, at det centrale København fungerer optimalt som fodgængerzone. Det vil mindske oplevelsen af afstand mellem station og destination – og gøre de få minutters frisk luft attraktive.
