Strøtanker om bæredygtighed

Georg Metz havde i weekendens Information en næsten profetisk artikel, Historiens stemme fra før vandene steg,¹ hvor han fra år 2211 år ser tilbage på den danske nutid med dens klimafornægtelse, krigsliderlighed, selvtilstrækkelighed og systematiske demontering af velfærdsstaten under den VKO-regering, som kom til at fremstå som Danmarks første diktatur. Og lørdagens tordenskylle med op til 150 mm regn over København står som en utrolig understregning af dagens ignorans af klimaudfordringen. I skrivende stund tøver jeg med at skulle på arbejde efter weekenden – ikke fordi jeg ikke har lyst, jeg har faktisk været der både lørdag og søndag for at redde det vigtigste ud af kælderens oversvømmede mørke, men fordi der ikke er strøm efter weekendens skybrud, og dermed heller ikke internetforbindelse.

Lørdag aften faldt der regn svarende til to måneders nedbør. Det er blevet kaldt det største regnfald i 4-500 år, samtidig med, at vi nok må regne med, at det på grund af klimaforandringerne fremover vil ske langt tiere – nogle har sagt hvert tredje år. Det gode er, at man kan indrette sig, så regnskyl af det omfang ikke er noget problem. Fra min tid i Japan husker jeg vejrudsigter for regntiden, hvor der ofte på sydvestvendte kyster var varsler om over 25 cm regn inden for 24 timer, nogle gange op til 50 cm.

Pensionskasserne har da også været hurtige til at melde ud med, at de gerne skyder penge i en fornyelse af kloaknettet og udbygning af regnvandsbassiner mv. Det ville i givet fald være en solid kunde, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Politikerne – i hvert fald den del af spektret, som ser privatisering som et ideologisk mål i sig selv – har været lige så hurtige til at melde ud, at det er en oplagt måde at løse kommunernes magtesløshed på.

Læs mere »

Den nyetablerede gruppe Habitats med Philip Hahn-Petersen, Rasmus Vincentz og Lise Kloster Bro på forsædet, søsætter i disse dage et fint lille eksperiment, Vild med vilje: To græsfelter, ét på Nørre Campus og ét i Amorparken, er blevet kridtet op. Inden for kridtstregerne er det plæneklipperfri zone, hvor græsset i de kommende måneder får lov til at vokse frit. I løbet af sommeren vil vi således få det fineste anskuelsesbillede af, hvad der sker, når man lader græsset gro. Og den indimellem nærmest brutale måde, vi håndterer bynaturen på, er hermed sat i fokus.

På www.vildmedvilje.dk vil man løbende kunne følge med i, hvordan græsset gror og trives i de to områder. Der vil komme en artsliste, og senere på sommeren vil der komme en invitation til et arrangement om, hvad vi gør ved vores bynatur.

Allerede den danske havearkitekt G.N. Brandt arbejdede bevidst med kontrasten mellem det plejede og det uplejede. Det kommer for eksempel tydeligt til udtryk på Mariebjerg Kirkegaard¹ nord for København, som tog form i løbet af 1920erne, hvor han gennem en stadig modstilling af det tildannede og det fritvoksede søgte at tydeliggøre naturens formunivers.

Indtil for nylig har den slags raffinementer haft trange kår i viceværternes og kommunalforvaltningernes håndfaste plejeplaner. Men ideen vækker genklang, ligesom man lige nu gør meget for at involvere frivillige i pasningen af byens grønne områder, fordi pasningen af byens grønne elementer tager tid og dermed i dagens Danmark koster mange penge. For eksempel er Furesø Kommune fra i år overgået til at lade en stor del af deres græsarealer blive klippet kun én gang årligt.² Og hvis man tager turen rundt om Kastellet inde på selve Kastellets volde, vil man kunne se et flot eksempel på, hvordan kontrasten mellem det tætklippede og det fritvoksede kan bruges til at artikulere det militære anlæg samtidig med, at de uklippede flader udvikler en større biodiversitet med et væld af forskellige planter og langt flere insekter, fugle og dyr, end hvis alt havde stået karseklippet.

Læs mere »

George Monbiot skriver i dag på The Guardian om fremtidens bæredygtige by, at den må være “compact and high-density”.¹

Dette er rigtigt, når man ser på det endeløse “urban sprawl”, som i store dele af verden breder sig som en tyktflydende grød omkring bycentrene. Det giver byer med store afstande, afhængighed af privatbilisme og et kolossalt spild af arealer, det giver store afstande til butikker, institutioner og det meste af det, som gør livet værd at leve, og set med klimabriller, så fører det typisk til livsstile med langt støre klimabelastning, end hvis vi boede tæt stablet i bycentrene, hvor vi kan cykle, gå eller tage metroen til det meste.

Men det er vigtigt ikke at bruge fortætningstanken ukritisk. For eksempel i København er der allerede et massivt pres for mere, større og højere i de centrale bydele. Hvis man giver efter for det, vil der være flere biler, mere trafikstøj, flere højhuse og mindre plads til grønt og til livet mellem husene. Hvis man i stedet flyttede fortætningsbestræbelserne blot nogle få kilometer udenfor, lad os sige i et bælge uden for brokvartererne, så ville man få en langt sundere byudvikling. Frem for yderligere centralisering må målet være en fortætning af forstæderne.

Byerne vokser over hele verden, mange steder i stor udstrækning i uorganiserede slumkvarterer. Så det er godt at gøre sig klart, hvordan byerne i de kommende årtier mest hensigtsmæssigt kan skabe plads til et par milliarder nye byboer. Man kan også spørge, om det var mere bæredygtigt, om flere blev boende på landet – om vi kunne finde en meningsfuld måde at blive boende på landet på, som ikke var nødvendiggjort af arbejdet i landbruget? Hvorfor flytter vi til byerne?

Monbiot citerer i den forbindelse en etnograf, som har arbejdet blandt bondesamfund i Amazon-området, hvor han fandt, at “many of the people he met were obsessed by the idea of moving to the cities. In view of the hellish nature of many Brazilian favelas – especially in the booming Amazonian towns – he wanted to know why. ‘You have a wonderful life here: the rivers are teeming with fish, your gardens are crammed with food, you work an hour or two a day to meet your needs. You can’t read or write: if you move to the city, you’ll have to beg or steal or sell your body to survive,’ he pointed out. ‘What you say is probably true,’ they answered, ‘but in the city you can dream.'”¹

Man kender mulighederne på landet, de er til at overskue og alt for lette at vælge fra. Byen derimod funkler af rigdom og muligheder. Byen er en drømmegenerator, bylivet en drøm.

Kan vi etablere nye livsformer på landet, som giver mening, som giver udviklingsmuligheder, som giver afløb for ambitioner, som giver næring for drømme, og som giver landområderne nyt liv som andet end sommerhusområde og slagmark for de sidste industrielle landbrug?

Kan vi etablere en anden by-land-akse?

George Monbiot: Sustainable cities must be compact and high-density, The Guardian 30.06.2011.¹

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vil plante træer sammen med borgerne på offentlige steder.

Træer er små fortættede oplevelser af natur og gode oaser i byen, derfor vil Miljøpunkt Indre By-Christianshavn gerne plante træer som grønne mødesteder i byen. I den forbindelse opfordres bydelens borgere til at skrive og fortælle, hvor der mangler træer og hvem der vil passe og pleje træerne.

Opfordringen henvender sig både til boligejendomme, skoler, virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der har et ønske om at give byen et grønt løft og mindske luftens indhold af CO_2.

Til en start bliver der placeret et ”mobilt træ” i en beholder med tilhørende siddefaciliteter på to udvalgte steder. På længere sigt er målet at plante træerne permanent, og de to træer skulle gerne blive til mange.

– Vi vil gerne lave en database over mulige placeringer og når de første to er sat op, vil vi arbejde på at få flere træer i bybilledet. Til at realisere dette, er det planen at søge flere midler, fortæller Gazelle Buchholtz, projektleder for træprojektet. Den første del af projektet, der går ud på at få placeret to mobile træer i bydelen, er støttet af Indre By Lokaludvalg.

Hun vil meget gerne modtage e-mails eller breve med gode placeringer, men også tilbud fra træ-passere, som vil sørge for at vande træerne. Kontakt Gazelle Buchholtz på mail: gazelle.buchholtz@a21.dk.

Træmøde

Tirsdag den 7. juni kl. 19.00 er der mulighed for at høre mere om projektet og komme med gode ideer på et møde hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Adressen er Rådhuspladsen 77, stuen tv. Tilmelding til mødet skal ske senest den 6. juni til gazelle.buchholtz@a21.dk.

Indlæg ved Lene Vind.

På denne søndag, hvor det centrale København har været hvirvlet ind i den definitive trædemølle, hvor mennesker i tusindvis, godt hjulpet af tilskuere langs hele den 42 km lange rute, frivilligt har pint sig selv til det yderste blot for at komme i mål samme sted, hvor de startede, er det befriende at læse Jørgen Steen Nielsens artikel i Information, Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten.¹

Befriende, fordi vi med Jørgen Ørstrøm Møller, som primært virker fra Singapore, har en dansk økonom, som ser problemerne med – for ikke at sige umuligheden i – at fortsætte den nuværende kurs. Vi står overfor at blive overhalet inden om af Østens økonomier. Østens folk forstår bedre de begrænsede ressourcers dynamik.

I sin seneste bog How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities, trækker Ørstrøm Møller konsekvenserne op og introducerer knaphedsøkonomien. Står vi ligefrem i en overgangssituation fra velfærdssamfundet til nøjsomhedssamfundet, hvor vi efter ikke at kunne glæde os over det meget vi havde, må glæde os over det lidt, som er til rådighed fremover.

Befriende på baggrund af, at vi her op under et folketingsvalg må indse, at stort set hele det danske politiske kompas taler om vækst som vejen frem – om end til en vis grad om ‘grøn vækst’. En absurditet indtil den dag, vækst er afkoblet fra materie og indsporet på bevidsthedsniveau. Kunne vi kalde det ‘hvid vækst’?

Men … endnu en perle fra Jørgen Steen Nielsen.

Jørgen Steen Nielsen: Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten, Information 19.05.2011.¹

How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities (de indledende dele) i pdf-format.

.

Efterhånden som partikelmåleren til ultrafine partikler bliver brugt til at undersøge partikelforureningen rundt i Indre By og på Christianshavn står det klart, at en af de største miljøsyndere er Movias busser. Den 17. maj blev en tilfældig Moviabus målt ved Nørreport Station – se videoen herunder.

Dagen efter, den 18. maj, var partikeltælleren på plads ved Christianshavns Torv, hvor 3 2A’ere og en 66er fik udstødningen målt, mens de holdt ved stoppestedet med kørselsretning mod Amager. Den ene 2Aer havde “kun” 100.000 partikler pr. kubikcentimeter i udstødningen (baggrundspartikelmængden på Christianshavns Torv var den dag på 9.000), men de andre busser fik partikeltælleren til at gå i maksimal på 500.000 partikler pr. kubikcentimeter, hvilket vil sige, at der mindst var 500.000 partikler pr. kubikcentimeter i deres udstødning. Partikelmåleren kan maksimalt tælle 500.000 partikler, alt derover bliver vist som 500.000 i displayet.

Prøver man at sammenligne med en almindelig personbil med katalysator og opstille regnestykket, hvor mange personbiler forureningen fra en Moviabus svarer til, er resultatet: uendelig mange. En personbil med katalysator udleder færre partikler til luften end der er i luften omkring den og renser faktisk den luft, den bruger, for partikler. En Moviabus er til gengæld en veritabel forureningsbombe for sine omgivelser. Argumentet om, at man gavner miljøet ved at tage en bus i stedet for sin egen bil, holder simpelthen ikke, hvad partikelforureningen angår. Hvad vil Movia og deres underleverandører gøre ved det?

OBS: Et sådant tjek af Moviabusser og andet laves let for journalister og medier, der ønsker at se disse målinger ske ved selvsyn. Medbring egen fotograf eller kameramand. Kontakt Miljøpunkt Indre By-Christianshavn og lav en aftale.

Indlæg ved Hans-Henrik T. Ohlsen.

Hvad er det med den natur? Hvornår mærker vi den umiskendeligt og uden tvivl? – som ramme og ophav for vort liv.

Hvornår anes naturen som noget, vi er indfældet i og ikke blot som noget, vi kan gå ud i når vi vil forkæle os selv lidt, rekreere, nyde det grønne, det blå og alle de andre farver? Er ét tidspunkt netop dér, hvor den højgravide kvinde ved, at der ingen vej er uden om den forestående fødsel, ved, at den proces kan ikke skrues tilbage, at den kører helt af sig selv, er uden for egen vilje? Ligesom døden.

Kán vi overhovedet mærke naturen som rammebetingelse for vores liv?

Er det sådan, at vi som mennesker er så forblændede?

af vores kulturskabende evner
af vores resultater
af vores forskning
af vores teknologi
af vores produkter
af vores velstand

Så forblændede, at vi overser:

at før alle vores kulturfrembringelser, hen over hovedet på os, er der en tilværelse og en naturverden, som vi mennesker ikke har lavet? Og hvad er vi – mennesker – i øvrigt uden den?

Har vi glemt? – i vores iver efter

at skabe nyt
at opfinde
at sætte i værk
at producere
at bruge / forbruge
at se fremad
at komme videre

Har vi glemt at undres over og at ære og agte Naturen?

Ole Jensen har skrevet en spændende bog, ”På kant med klodens klima”, om dette tema. Den er let at læse og handler om vores syn på naturen… “det billige skidt”, som der var én, der skrev engang! Bogen er udgivet på forlaget ANIS tidligere i år og postulerer, at uden et ændret syn på og opfattelse af naturen, så nytter al klimakamp ikke noget. En bæredygtig fremtid til glæde for de kommende generationer skabes ikke kun med afsæt i den logiske slutning, at den globale opvarmning vil ødelægge livsbetingelserne for os selv, men må også funderes i respekt for alt det andet, der også lever på jorden og som vi som mennesker krænker igen og igen med den omsiggribende artsudryddelse, vi er ansvarlige for. Ole Jensen spørger i sin bog, om vi har glemt at undres over og at ære og agte naturen?

I Japan fejrer man kirsebærtræernes blomstring. Det hedder Sakura, se evt. tidligere blog-indlæg: Sakura.

Kan man forestille sig Sakura taget op her hos os? Kunne det blive til en tradition sådan stille at sætte sig ud til et af kvarterets nyligt udsprungne træer, sammen eller alene, og lade sig fylde af undren, ærefrygt og agtelse for det, der folder sig ud – helt uden vores hjælp og på smukkeste vis?

Indlæg ved Hanne Christensen.

Moder Jord, Moder Natur, Nerthus, Mater Terra, Gaia, Pachamama, osv…., kært barn har mange navne.

Den 22. april 2011 blev Moder Jord for anden gang fejret i København. En hyldest til naturen som vores ophav – er vi virkeligt kommet op af havet, som udviklingsteorien siger?

Naturen blev symboliseret med en cirkel skabt af jord. Et lille bål og en hyldest ceremonielt udført af 2 herboende indianere fra Sydamerikas bjergkæde, Andes, skabte en højtidsstund sammen med musik, danse, taler og digte, alt til Moder Jords ære. Om aftenen spisning, taler, musik og dans. Alt til Moder Jords ære.

Ikke kun i København var Moder Jord i centrum den dag. I Indien gjorde enkeltpersoner en fest ud af dagen til ære for Moder Jord. Én sendte 500 sms’er og 5.000 mails om Moder Jords storhed af sted og fik 5.000 sms’er og 50.000 mails tilbage. Én skrev: ”We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children. ~Native American Proverb.”

Og en anden: “Today we join billions to celebrate the EARTH DAY and Thank God for its amazing attributes for mankind. Sustaining us, providing us, teaching us. Looking at her beauty and at her destructive power, our hearts are gratified as well as horrified. Man by nature is contrast to the nature. While nature gives, man is never satisfied. Today its deterioration is man’s greed for more. Years ago, Pepsi came with an ad, ‘Yeh Dil Mange More. “There is plenty for everyone, so the insatiable urge of man has no meaning. Let’s celebrate by sharing its abundance with each other…”.

Den 22. april falder sammen med Earth Day og i New York kombinerede man Earth Day med Mother Earth Day. Ikonen for industri, Time Square, var omdannet til en virtuel skov, og en interaktiv udstilling for grønne og non-profit virksomheder fandt sted sideløbende med kampagner for miljøvenlige biler og grøn udvikling sammen med talere og masser af musik.

Bliver den 22. april mon en dag, hvor mange danskere – i fællesskab eller hver for sig – hylder naturen?

Se tidligere indlæg om Moder Jords Dag.

Indlæg ved Hanne Christensen.

.
Liquid Variation III er en billedsekvens af Raphael Dubois – en undersøgelse af det flydendes natur.

Vand har en enestående evne til at rumme modsatrettede mønstre uden at lade dem brydes.

Musikken stammer fra CDen The Shutov Assembly (1992) – en samling modernistisk-abstrakte lydlandskaber af Brian Eno fra en tid, hvor han gæstede København ved flere lejligheder.

Hvis nogen undrer sig over pausebilleder på en blog om bæredygtighed, så er den korte forklaring, at jeg har været tvunget til at standse op for en tid, den lidt længere, at stilstand, kontemplation og introspektion, sindsudtømning, åndedræt og refleksion har en central betydning for en reelt bæredygtig levemåde. Det er banalt sagt ikke vores eksistens og indadskuen, som er ved at formøble klodens naturkapital, men vores utæmmelige handlekraft.

Se flere pausebilleder.