“Empathy is the invisble hand”, siger forfatteren Jeremy Rifkin som udgangspunkt for denne lille hyper-fortættede 10-minutters tegneserie-fortælling om, hvordan medfølelsen, i moderne hjerneforskningssprog repræsenteret ved spejlings-neuroner (mirror neurons) har udviklet sig igennem menneskehedens historie. Og ifølge Rifkin er der intet i vejen for, at vi kan udvide vores empatiske følelse fra blot at omfatte vores nærmeste til at omfatte hele menneskeheden, alle vores medskabninger, og hele biosfæren.
Hvor biologien med Darwin blev god til at se kampen mellem arterne og mellem de enkelte arters individer som det vigtigste regulerende princip, er det vidunderligt at se, at der i moderne videnskab synes at være integrative kræfter i syne – en empatisk samviden, som kan udvikle sig til en fuld global bevidsthed.
Videoen herunder stammer fra en høring i det japanske underhus 27. juli i år, hvor professor Tatsuhiko Kodama, som er leder af strålingscenteret ved Tokyo University, fortæller om sine erfaringer med strålingsproblemerne efter A-kraft-uheldet ved Fukushima Daiichi-værket 11. marts, hvor 3 reaktorer blev beskadiget dertil, at der inden for de første døgn var tale om kernenedsmeltninger.
Professor Kodama, som til dagligt er et venligt og langmodigt menneske, er tydeligt oprevet over den slendrian, som de japanske myndigheder udviser – faktisk er det sjældent at opleve en japaner så vred. Ifølge Kodama har Fukushima Daiichi-ulykken udløst 29,6 gange mere radioaktiv stråling end atombomben over Hiroshima.
Videoen giver et glimrende indblik ikke bare i oprydningsarbejdet i marken, men fuldt så meget i, hvilke dæmoniske kræfter der er på spil omkring kernekraften og A-kraft-industrien. Kodamas beretning lyser af desperation over den uforberedthed, den slendrian og den mangel på lederskab og beredskab, som politikerne og har udvist: Hvad laver I? What are you doing? – spørger han.
Og det understreger med al tydelighed, at A-kraft kun er billig energi i et uhyggeligt snævert perspektiv, hvor man ikke indregner prisen på oprydnings-arbejdet, hverken fra katastrofer som nu eller fra planmæssig afvikling af resterne tusinder af år ind i fremtiden. For ingen kender endnu prisen for at rydde op, selv når det ikke går så galt, som det er gået i Fukushima.
Richard Heinberg, forfatteren til bøger som Peak Oil og Peak Everything giver her et rids af den industrielle revolution – og hvorfor vi ikke bare kan fortsætte med at brænde fossile brændstoffer af som nu, men må hurtigt videre til en situation, hvor vi ikke bruger flere ressourcer, end der hele tiden bliver fornyet. “Can we do it?” spørger Heinberg og svarer selv: “We have no choice.”
Hvordan når man hele vejen rundt, når man vil give sin virksomhed et klimaløft og mindske energiregningerne? www.klimabevidst.dk er et nyt gratis ’klimaværktøj’ der gennem information, vejledning og opfølgning gør det lettere at komme rundt i de grønne muligheder, der gemmer sig i små og mellemstore virksomheder. Med mere end 200 konkrete guides fordelt på forskellige temaer, inviteres virksomhederne til at bruge værktøjet, alt efter hvor de står i klimaindsatsen.
For at gøre det nemmere for alle at tænke og agere grønt er en ny version af www.klimabevidst.dk under udvikling. Fra december bliver siden også målrettet den enkelte borger, så også enkeltpersoner og husstande finder vejen fra tanke til handling afkortet, mindre besværlig og mere attraktiv, når det gælder en indsats for miljø og klima.
www.klimabevidst.dk udspringer af en rapport fra Concito, Danmarks grønne tænketank, som fastslog, at adskillige små og mellemstore virksomheder gerne vil gennemføre ‘grønne’ tiltag, men at mange endnu ikke er kommet igang med tiltagene. På den nye hjemmeside er tiltagene lavet så alle kan være med, så man behøver ikke at være klimaekspert for at gennemføre sine indsatser, og man vælger selv tempo og indsatsområder efter behov. Virksomhederne kan følge sine fremskridt – både de økonomiske gevinster for virksomheden såvel som de miljømæssige effekter. For mange tiltag kan man kan se, hvor hurtigt investeringer er tjent ind igen. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er god forretning af gennemføre ‘grønne’ tiltag.
.
I en situation, hvor den danske regerings klima-ambitioner kan ligge på et meget lille sted, er det opløftende at se, hvordan man i Storbritannien har håndteret situationen.
Instruktøren bag filmen Age of Stupid, Franny Armstrong, introducerede i 2009 i samarbejde med The Guardian en 10:10-kampagne, som i al sin enkelhed gik ud på at reducere ens CO2-udledninger med 10% i løbet af et år (og når man så var kommet i gang at tage yderligere 10% næste år og næste år og næste år).
Kort efter at den nuværende engelske premierminister David Cameron tiltrådt, greb han 10:10-udfordringen for de engelske regeringsbygninger. Og på et år er det her lykkedes at reducere CO2-udledningerne med 13,8% – eller 100.000 ton. Det er præcist den slags indsatser som skal til – og skal opretholdes over de næste årtier – for at vi kan vende klodens lige nu noget dystre klimaperspektiver. Det har været prisværdigt, at også konservative politikere tog klimaudfordringen seriøst. Derfor er det dobbelt sørgeligt, at en række af Camerons partifæller tidligere på måneden var med til at underminere den engelske støtte til på EU-basis at gøre de nuværende klimakrav på 20:20 til 30:20 eller 40:20 (40% reduktioner i 2020).
Alene i England havde 3.000 virksomheder og 80.000 individer et år efter lanceringen tilmeldt sig 10:10-kampagnen, som har fået fodfæste i 45 lande verden over. Byer som Amsterdam, Zagreb, Paris og Mexico City har tilmeldt sig. Og i Danmark har blandt andet Østerbro kastet sig ud i som bydel at spare 10%.
Kunne man udfordre de mange ministerier, organisationer og virksomheder i København til en tilsvarende kappestrid – ikke bare om 10% reduktioner det første år, men hvem som når først 20, 40, 60, 80% og CO2-neutralitet? Det ville give Københavns Kommunes planer om at nå CO2-neutralitet i 2025 et kærkomment skub i den rigtige retning.
I en spritny rapport, Climate Risks and Carbon Prices: Revising the Social Cost of Carbon,¹ har amerikanske miljøøkonomer beregnet, at hvert ton udledt CO2 medfører omkring 900 $ i såkaldte SCC-udgifter, [The] Social Cost of Carbon. Eller sagt på en anden måde, så har samfundet miljøudgifter for rundt regnet 5.000 kr. for hvert ton CO2, som udledes.
“The SCC is an estimate of the monetized damages associated with an incremental increase in greenhouse gas emissions in a given year. Another way of saying this is that the SCC is a measure of the benefit of reducing greenhouse gas emissions now and thereby avoiding costs in the future,” hedder det indledende i More than Meets the Eye. The Social Cost of Carbon in U.S. Climate Policy.²
Nogle af disse udgifter er umiddelbart håndgribelige, som ødelagte huse og afgrøder. Men de fleste giver blot forringelser af vores fælles levevilkår eller sendes videre til næste generation i form af nedslidning af vores fælles naturgrundlag.
Disse udgifter burde indregnes i prisen for at udlede CO2 – så ville for eksempel den offentlige trafik med et slag blive konkurrencedygtig overfor privatbilismen, vindmøller ville skyde frem over alt uden at behøve nogen form for tilskud, genbrug og lokale produkter ville genvinde konkurrenceevnen overfor det globale markeds frenetiske materialestrøm, som hastigt slider kloden sønder og sammen, mens flyvning (som er en af de mest koncentrerede CO2-udlednings”muligheder”) alene på grund af prisen ville blive en sjælden transportform. Med den viden vi har i dag, kan det ikke fortsat være gratis at forurene. Dette er da også baggrunden for, at verdenssamfundet gennem klimaforhandlingerne har søgt at opbygge et globalt kvotemarked.
Hvor det måske er forståeligt, at man stadig kan finde nye dyrearter på Madagascar eller er fjern Stillehavsø, så er det måske mere overraskende, at der stadig dukker nye dyrearter op i Nordeuropa, denne gang i Nordirland, hvor man forud for den store årlige sommerfugleoptællingskampagne, som strækker sig over to uger i juli, med god sans for timing har fundet en særlig variant af hvidvingerne, Leptidea juvernica, med særligt store gentialier.
Samtidig er den nyopdagede hvidvinge, på engelsk kaldet cryptic wood white, genetisk set markant ældre end sine nærmeste slægtninge, skovhvidvingen og enghvidvingen. Den er således ikke opdaget i naturen, men udskilt som selvstændig art i laboratoriet på baggrund af et højere kromosomtal.
Både skovhvidvinge, Leptidea sinapis, og enghvidvinge, Leptidea reali, er på den danske rødliste over truede arter – enghvidvingen kendes kun fra to lokaliteter på Bornholm, mens skovhvidvingen i dag betragtes som uddød i Danmark.
Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. Cykelsportens største medieridt Tour de France holdt hviledag i dag, på tiendedagen i hvad der indtil nu har været et usædvanligt morbidt løb. Stort set hver dag har haft sine brækkede krave- og lårben, sine bristede drømme og sine alvorlige asfaltskrabere i den sammenbidte kamp om sekunderne. Men ingen er døde, endnu. Og hele ti dage skulle der gå i dette års udgave af Tour de France, før vi fik det første eksempel på doping. Nok ikke fordi feltet er clean, men snarere fordi kampen mellem dem som slører, og dem som afslører, endnu er så uafgjort, at det stadig frister nogen over evne.
Men hvad har cykelløb med bæredygtighed at gøre, kunne man spørge? Og svaret er ingenting, absolut ingenting.
I disse dage, hvor agurketiden er sat på i bero af Touren, er det faktisk noget af det mest ubæredygtige, jeg kan forestille mig. Ikke bare fordi det er ved at være sidste udkald til at få demonteret den først, størst, hurtigst-attitude, som Touren iscenesætter så rendyrket, hvis vi skal lykkes at komme overens med vores omgivelser i blot nogenlunde behold. Men fordi Touren står som et stadig mere centralt ritual fastholdelsen af den moderne forbrugerkultur.
Selv en ellers begavet avis som Politiken publicerer i disse dage op til ti tour-artikler dagligt, hvoraf kun et forsvindende lille antal hæver sig over banaliteterne. Flertallet ryger direkte fra Ritzau ind på hjemmesiden og kan findes helt mage til på adskillige andre nyhedssider. Den kritiske journalistisk er sendt på sommerferie. Den kan alligevel kun forstyrre det kultiske i denne årligt tilbagevendende rituelle forfølgelse af den gule drøm.
Kunne ikke stå for denne parodi på en dokumentar, som i bedste heroiske naturfilmstil følger plasticposens livscyklus fra indkøbscentrenes erotisk ladede øjeblikke i San Franciscos asfaltjungle over den lange vandring med vinden mod forløsningen i det store ocean, hvor den opsluges i Stillehavets perpetuelle affaldsspiral.
Noget andet er, at det er alvor. Der produceres på verdensplan omkring 300 mio. ton plastic pr. år, hvoraf omkring 90% ikke recirkuleres. Hvor plastic over tid er nedbrydelig på landjorden, så nedbrydes den kun meget langsomt og ufuldstændigt i havet. Så for eksempel i den nordelige del af Stillehavet er der gradvist opstået en kolossal spiral af plasticstumper – The Great Pacific Garbage Patch. Nogle har beskrevet den så stor som det halve USA, andre som det dobbelte af Texas. Men under alle omstændigheder et kolossalt havområde totalt plastificeret. Her fra Danmark har plasticposen svære livsvilkår. Den opsnappes ofte for at ende på forbrændingsanstalten – her sker forløsningen i den stadig tættere tåge af drivhusgasser, som omgiver biosfæren. Og løsslupne plasticposer sandsynligvis ende i en tilvarende evighedsspiral – The North Atlantic Garbage Patch.
Derfor, tænk på verdenshavenes store plasticspiraler, når nogen næste gang søger at overbevise os om, at plasticposer er fuldt så klimavenlige og miljøforsvarlige som papirposer.
George Monbiot beretter i dag i The Guardian om, hvordan vandmændene fuldstændig har overtaget magten i den bugt, hvor han gennem årene har hentet sine makrel.¹ Jeg har en tilsvarende erfaret, hvordan den overflødighed af fisk jeg husker fra min barndom, hvor morfar store dele af året fangede alle de rødspætter, skrubber, isinger og ål, vi kunne spise, har været så godt som forsvundet.
Det kan være svært at slutte fra sådanne lokale observationer. Men i kommentarerne til Monbiots indlæg var der en reference til et studie af udviklingen af Nordatlantens bestand af spisefisk fra 1900-2000,² som gav et voldsomt billede af den stadig mere gennemgribende støvsugning af verdens fiskebestande i løbet af det 20. århundrede.
På kortet til venstre ser man de rige fiskevande ud for New Foundland, omkring Azorerne, Grønland og Island, Lofoten, Nordsøen og farvandene omkring De Britiske Øer samt langs de franske, spanske og portugisiske kyster i år 1900, hvor de farvede felter angiver koncentrationer af spisefisk fra 3 ton pr. km² til +11 ton pr. m². På kortet til højre ser man den tilsvarende situation 100 år senere. I studiet kan man side 14 se tilsvarende kort med 25-års intervaller. Fiskebestandene på alle de store fiskefarvande er decimeret, og undersøgelsen vurderer, at den samlede mængde af spisefisk i Nordatlanten i løbet af det 20. århundrede er reduceret til en niendedel.²
Samtidig er vores fiskeflåde større end nogensinde og vores fangstredskaber mere avancerede end nogensinde. Når vi i dag fanger færre fisk end tidligere – fiskeriet i Nordatlanten toppede sidst i 1960erne med 4,7 mio. ton pr. år, hvor det mod århundredets slutning var faldet til under 2 mio. ton pr. år – er det således ikke på grund af tilbageholdenhed, men fordi der snart ikke er flere fisk at fange.
Når man som barn har oplevet havets overflødighed, er det næsten ufatteligt, at det ikke blot er delikatesser som pighvar og rødtunge, som er sjældne, men at det efterhånden er de fleste af de fiskearter, vi spiser, som er alvorligt overfiskede. Viljen til at holde tilbage med fiskeriet – endsige erkende, at der i dag er tale om et overfiskeri – kan ligge på et meget lille sted blandt erhvervsfiskerne. Og reguleringen af fiskeriet har trange kår. Så vi nærmer os hastigt den situation, hvor vi i en Ny Nordisk Hverdagsmad må udforske det kulinariske potentiale i søstjerner, tangål og søpølser, vandmænd og blågrønalger.
Men hvad har cykelløb med bæredygtighed at gøre, kunne man spørge? Og svaret er ingenting, absolut ingenting.
