Strøtanker om bæredygtighed

I august 2009 gav vi os ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lov til et par dage at fabulere omkring idékonkurrencen for det kommende Statens Naturhistoriske Museum. Det havde måske fortjent mere refkeksion, mere fodarbejde, og ikke mindst lidt mere tid til redigering og sammenskrivning. Men tanken havde ulmet og modnet, det var en spændende proces, og nu i bakspejlet er der faktisk fine momenter i oplægget, som søgte at skrive sig ind til vigtigheden af en anden direkte oplevelse og erfaring.

Jeg var tilbage for at se illustrationssiden, hvor enkeltord flyder rundt i botaniske billeduniverser samtidig med, at hvert opslag er tildelt et haiku fra Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger fra 1963. De kan klikkes frem i følge herunder. Derefter følger besvarelsens introduktion. Den samlde besvarelse kan downloades nederst i indlægget.

[nggallery id=151]

.
Illustrationer fra: Botanisk Have – en ny fortælling, august 2009.

“I den verden, der omgiver os, er geologi, botanik og zoologi uadskillelige dele af samme virkelighed. Med sammenlægningen af Geologisk Museum, Botanisk Museum, Botanisk Have og Zoologisk Museum til et Statens Naturhistoriske Museum rykker det nye museum således nærmere virkeligheden. Og det er værd i den forbindelse at gøre sig overvejelser om, hvad det indebærer.

Fra barnsben lærer vi at opdele naturen. ’Dyreriget, planteriget eller mineralriget’ hedder det i en af vores klassiske børnelege. Naturen kan nok udstykkes stumpvis, og i de nuværende samlinger er der stor vægt på naturens enkeltdele. Men disse enkeltdele er i realiteten ikke funktionelle uden det store, komplekse samspil mellem dyr og planter, som foregår i jorden, luften og vandet.

Igennem milliarder af år har naturen udviklet raffinerede feedback-systemer. Den levende verden fungerer i et grænseløst system, Jordens økosystem, hvor samtlige individer og omgivende substanser påvirker og afbalancerer hinanden helt ned på atomniveau.

For det industrialiserede samfund er naturen reduceret til beherskbare, fragmenterede ressourcer, hvor individ- og artsantal er underlagt menneskets udvælgelseskriterier – bevidste såvel som ubevidste.

Læs mere »

Her er det udsigten fra Nordhavn Station på en krystalklar oktoberdag, hvor udsigten til en af Middelgrundens folkeejede møller lunede (de laver min elektricitet :-), mens Barsebäcks silhuet fik det til at isne til marv og ben.

Måske ikke nogen velvalgt illustration til en lille Fukushima update, men det er mig stadig en gåde, at et land som Sverige med sine kæmpestore tyndt befolkede områder kunne ende med at vælge at placere et A-kraftværk med Øresundsudsigt, midt i hvad der må være Skandinaviens største befolkningskoncentration. Endnu mere uforståeligt er det, at man ikke er blevet tvunget til at lukke værket ned for længst.

For ulykker sker, og de sker selv for de bedste i situationer, hvor man havde regnet ud, at det stort set ikke kunne forekomme.

Nu er det mere end et halvt år siden at Fukushima Daiichi-værket forulykkede efter en gigantisk tsunami. Det har fyldt meget i det internationale nyhedsbillede, omend det som alt andet for længst var veget for andre brændpunkter. Men i de japanske medier har det fyldt nyhedsdækningen hver dag lige siden. Så da jeg i går aftes klikkede ind på Japan Times og ikke så noget nyt om hverken kernenedsmeltninger, strålingsproblemer eller personlige vinkler på eftervirkningerne af jordskælv, stråling og tsunami, var det et lettelsens tegn – et land, som for et øjeblik er i stand til at kigge op fra katastrofen og give sig lov til at dvæle ved noget andet, omend det andet så i høj grad var andres ulykke: oversvømmelser i Thailand, ufred i den arabiske verden, trusler om nedsmeltninger i Euro-zonen.

Til morgen var der så telegram fra Planet Ark (Reuters’ miljønyheder), at strålingen fra Fukushima-værkets tre nedsmeltede reaktorer inden for den seneste måned var halveret.¹ Glædeligt, omend der stadig er lang vej igen til dagligdagen er genoprettet for flere hundredetusinde mennesker, hvis liv 11. marts blev rykket op med rode. Men det er ikke publiceret et eneste sted i danske medier og kun ganske få steder verden rundt. Der sker glædelige ting hver dag i hele verden, men gode nyheder fylder uendeligt lidt i vores nyhedsstrøm. Her er den typiske gode nyhed faktisk dårligt nyt, om svindel og bedrag, mord og lemlæstelse, krig og katastrofer. Det er faktisk hovedgrunden til at jeg har levet uden fjernsyn i 40 år. I en avis kan man selv styre doseringen, men i TV-mediet er der ingen vej udenom at skulle gennem en verden af uhyrligheder for at finde ud af, om solen skinner i morgen.

Er vi mennesker, som dårligt kan tage vare på problemerne umiddelbart omkring os, skabt til på den måde at have hel verdens fortrædeligheder serveret i stuealteret?

Jeg kommer til stadighed i tvivl derom. Efter det forfejlede COP15 klimatopmøde har der været en voksende erkendelse af, at mediernes akopalyptiske dækning af klima-udfordringen er en stærkt medvirkende faktor i udviklingen af en ‘klimalede’. Vi får problemerne serveret på en måde, så vi ikke har nogen jordisk chance for at gribe ind, og det ,vi gør eller ikke gør, ikke har nogen som helst sammenhæng med tingenes tilstand globalt set.

Hermed dagens overvejelser.

Der er flere refleksioner i skyggen af Fukushima-Dai-ichi-ulykken i tidligere blog-indlæg: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – stress tests.

Shinichi Saoshiro: Tepco: Radiation From Fukushima Plant Declines Further, Reuters 18.10.2011.¹

T. Morsing: A-kraft: Barsebäck skal næppe væk, Ingeniøren 03.07.1998.

For omkring et års tid siden barslede tegnestuen BIG med et spændende scenario for Øresundsregionen, Loop City, som håndterer en lang række af de problemer, som den videre byudvikling omkring København og de øvrige byer omkring Øresund står overfor. Som det ligger i navnet, er hovedgrebet at skabe et kolossalt “loop” omkring Øresund, som vil knytte regioner stærkere sammen (og dermed styrke regionens samlede kraftfelt) samtidig med, at det vil løsne presset på det centrale København. Og forlængelse af de tanker om den baltiske region, som blev præsenteret i blogindlægget Østersøen inddæmmet, for få dage siden, har jeg fundet Loop City og dens lille præsentationsvideo frem igen.

Udviklingen omkring København har i mere end et halvt århundrede været båret af Fingerplanen. Den har været med til at sikre, at urbaniseringen omkring København ikke, som det er sket så mange andre steder i verdenen, bare har bredt sig som en grød af “urban sprawl”,  men har været fokuseret langs udviklingslinjer eller fingre, som er betjent af S-togslinjer, og hvor der imellem fingrene er reserveret grønne rekreative kiler. Fingerplanen har faktisk haft en fantastisk positiv betydning for, at Københavns udvikling siden 2. verdenskrig har været relativt sund. Og den var med til at sikre, at det frem til den danske bobleøkonomi i 1990erne var relativt billigt at bo i Københavns centrum.

Men Fingerplanen er grundlæggende en centralistisk struktur, hvor det meste helst vil ligge i centrum, og alle veje så at sige fører igennem centrum. Og udbygningen af København er nået dertil, at der er “brug for” havnetunneler (og tilsvarende store indgreb, som vil være ødelæggende for byen), hvis byens trafikstrømme fortsat skal kunne afvikles over en centralistisk struktur.

Her kommer BIGs ringstruktur et overbelastet centrum til undsætning. Den anviser muliggør en langt mere konstruktiv lokalisering af byfortætning og byudvikling langs en loop-zone end ved blot at prøve at presse flere kvadratmeter ind i et i forvejen overfyldt centrum.

På BIGs hjemmeside findes en 156 sider flash-præsentation om Loop City.

.
Video-præsentation af Big City, 6:56 min. video (kan ses i HD-kvalitet på Vimeo).

I forgårs skypede jeg med en god brasiliansk arkitektven, som netop var flyttet i ny lejlighed i en Oscar Niemeyer-skyskraber i Belo Horizonte. Han panorerede kameraet rundt fra 30. etage, og der var højhuse over alt – langt flere end da jeg for 10 år siden besøgte byen. Det kunne vi selvfølgelig også gøre i København, selvom vores vintersol slet ikke når ned mellem højhusene som i troperne. Men hvis vi byggede 25 etager i stedet for 5, så ryger hele den historiske skala, og så bliver parkerings- og tilkørselsforholdende endnu mere uhåndterlige end i dag.

Så selvom jeg i lyset af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring ofte tænker, om København overhovedet behøver vokse? – om trafikken omkring København vitterligt som prognoserne fremskiver vil vokse til det dobbelte inden midten af det 20. århundrede? – og hvor alle de ressourcer skal komme fra, når vi kun har denne samme ene planet? Så ligger der som udviklingsprincip noget grundlæggende rigtigt i Loop City, i forhold til Københavns videre udvikling.

Læs mere »

Forslag til nye højspændingsmaster til det engelske landskab af 1) Bystrup Arkitekter og Designere, 2) Plexus by Al-A med Arup, 3) Oval Partnership Architecture Ltd., 4)  og 5) Agencie Group LLC. Se konkurrencens seks short-listede forslag her.

I alt 88.000 elmaster trækker deres tråde gennem de britiske landskaber, og hvor formgivningen af sådanne objekter op igennem det 20. århundrede ofte har været et rent teknisk anliggende, så har den engelske arkitektforening RIBA haft udskrevet en konkurrence om fremtidens højspændingsmast, som blev afgjort i går – med en dansk vinder ved Bystrup Arkitekter og Designere.

Når man ser paletten af forslag (i det lille udvalg herover har jeg udeladt nogle af de mest fantasifulde), vil mange nok mene, at det danske forslag T-Pylon, er blandt de kedeligste. Det lægger sig præcist i en dansk designtradition, som skærer ind til den rene, nødvendige form. Ingen herresving, ingen pynt eller dikkedarer. Ingen kroge, hvor skidtet kan samle sig eller tæringen sætte uset ind.

Man kan umiddelbart savne den transparens, som har ligget i det 20. århundredes gittermaster, og som mange af de øvrige 250 bidrag til konkurrencen har søgt at viderearbejde til mindre teknisk betonede – for nogle forslags vedkommende direkte legende – udtryk. Men ud over at T-Pylon-masterne vil bruge mindre materiale end den traditionelle gittermast, vil de være mindre og fremstå mindre dominerende end gittermasterne i det åbne landskab. Så det ville være spændende at se dem prøveopsat også i det danske landskab.

Winner of the Pylon Design competition announced, RIBA, Royal Institute of British Architects, 14.10.2011.

Danish company wins pylon design contest, The Guardian 14.10.2011.

The winner of a new generation of electricity pylons is announced, (med billeder af en række af de fremhævede forslag) The Guardian 14.10.2011.

T-Pylon (2011), Bystrup Arkitekter og Designere.

16. august afholdt WorldWatch Institutes nyetablerede Europa-afdeling her i København et seminar om forbrugerisme og bæredygtighed. Ved den lejlighed holdt Erik Assadourain, som var hovedredaktør på Worldwatch Institutes årlige publikation State of the World 2010 med temaet Transforming Cultures: From Consumerism to Sustainability.¹

Der var mange guldkorn i Assadourains præsentation, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere, erhvervsfolk og forskere. Og jeg havde alle intentioner om at få et godt blog-indlæg ud af flere siders notater. Men nu foreligger der dels en lille 3 min. præsentationsvideo fra dagen, som søger at opsummere eventen og diskussionen bagefter. Dels findes der en YouTube video, hvor Assadourain ved en tidligere lejlighed ved Allegheny College giver stort set samme præsentation som i København. Jeg har kopieret begge ind nedenfor.

Hans udgangspunkt for overhovedet at tale forbrug og bæredygtighed er, at vores forbrugsmønstre er stærkt kulturbundne. Assadourain bruger i sin indledning blandt andet de to billeder herover,  som en (vistnok) japansk fotograf har lavet af børn sammen med deres legetøj. Er der noget at sige til, at vi ender som små forbruger-piger og forbruger-drenge, med en stor del af vores identitet bundet i de ting, vi omgiver os med? Det vil kræve en livslang proces at blive reprogrammeret, at få en chance for at blive afklaret omkring, hvad vi rent faktisk har brug for og glæde af, og hvornår det mest er andre, som har glæde af, at vi konsumerer. Men selv når viljen og indsigten er til stede – og forståelsen af, at vi med de nuværende forbrugsmønstre løber tør for stort set alt vi tager for givet i løbet af det 21. århundrede – er vi oppe mod meget store kræfter, som fastholder os i et stadigt forbrug.

Der er da heller ikke megen hjælp at hente omkring os. De fremherskende strategier for at komme ud af den nuværende økonomiske krise både på nationalt plan og på internationalt fortrænger stort set sine virkemidlers kortsigtethed og den hele den bæredygtighedsmæssige dimension af krisen. Og på virksomhedsplan er det ikke meget bedre. Implementeringen af allehånde grønne strategier sker først og fremmest som del af at overleve og vokse i et stærkt kompetitivt marked.

Men nyd Assadourains præsentation herunder. Han var begavet selskab i København, og det er yderst glædeligt, at WorldWatch Institute har slået sig ned i København.
.

Læs mere »

I forbindelse med en artikel¹ i går på Ingeniøren om, at svenskerne vil forbyde nybyggeri i de lavestliggende områder for at undgå problemer fra stigende verdenshave, blev der i diskussionstråden fremlagt en for mig ny idé: At inddæmme Østersøen.

Formålet er at sikre en samlet beskyttelse med de stigende verdenshave fra hele Østersø-regionen, som tilsammen har mere end 8.000 km. kystlinje. Inddæmningen kunne ske over Bælterne og Øresund, via Mols-Sjællands Odde, hvor man i forvejen taler om nye broforbindelser mellem landsdelene, eller det kunne yderligere indbefatte Kattegat. Normalt ænser jeg knapt den slags forslag. Og en sådan inddæmning ville givet indebære store miljømæssige udfordringer.

Men ud over det klimatilpasningsmæssige hovedgreb i, at vandstanden i Østersø-regionen holdes i ro, er potentialet ved at inddæmme Østersøen, at et sådant bassin ville kunne bruges som energilager for hele Nordeuropa ved at være reservoir for vindenergien. Når det stormer, bruger man simpelthen overskuds-el til at pumpe mere vand ud, som så kan drive turbiner, når det bliver lukket tilbage i det inddæmmede.

Den stadige vandtilførsel til Østersøen (kortet ovenfor til højre viser afvandingsområdet) gør, at der konstant vil skulle pumpes vand ud – i diskussionstråden er det længere nede beregnet, at det vil kræve energi svarende til 200-250 møller af Middelgrund-størrelsen (2 MW) at fjerne tilstrømningen, som er på omkring 500 km³ pr. år.

Ideen er fremsat af Knud Henrik Strømming, som oprindeligt formulerede ideen i 2008.² På hans hjemmeside findes den uredigerede udgave,³ som jeg har kopieret ind nedenfor.

Erfaringerne med den slags storladne projekter er skræmmende – senest har det vist sig, at inddæmningerne af Yangtze-floden nok ikke var så god en idé endda. Men her er i virkeligheden mindre tale om indgriben end om modvirken og beskyttelse. Og når jeg studser over forslaget og viderebringer det her, er det også fordi alene beskyttelsen af København med diger ved Nordhavn og Sydhavn, som vi står overfor at etablere indenfor få årtier, vil være meget bekostelig og lukke havnen af fra Øresund ud over at det vil give mange miljømæssige forstyrrelser. Og hvad med Saltholm, og med Amager? Vandstanden skal ikke stige ret meget, før det vil kunne løbe “bagom” sikringen af Københavns Havn, og løsningen vil kræve supplerende inddæmning af hele det lavtliggende Amager. Så sandsynligvis vil det samlede anlægsarbejde ved at inddæmme Østersøen være mindre end ved individuelt at sikre byer og landskaber hele vejen langs Østersø-kysten. At det så samtidig kan løse lagringsproblemer er et kæmpe plus.

Verden står overfor store udfordringer med at skulle iværksætte – og finansiere – både omfattende klimaplaner og omfattende klimatilpasningsplaner. Og man kan frygte, at vores allesammens lokale indre købmand i mange situationer ender med at bruge ressourcerne på kortsigtede investeringer i klimatilpasning frem for langsigede investeringer i klimastabilisering. Her er Strømmings forslag interessant, idet det på én gang løser et klimatilpasningsproblem, skaber mulighed for storstilet udnyttelse af vedvarende energi og alt efter linjeføring kunne have en rolle i udbygningen af regionens infrastruktur. Selvom jeg tænkte i langt mindre skala, var det netop den slags komplekse løsningsmuligheder jeg efterlyste i et høringssvar for Miljøpunkt til Københavns Kommunes klimatilpasningsplan tidligere på året: At man skulle finde – og støtte aktivt op om – projekter, som ikke bare sikrede klimatilpasningen, men som samtidig var med til at mindske vores klimafodaftryk.  For vi kan ikke klimatilpasse i al evighed (se blog-indlægget Københavns Kommunes klimatilpasningsplan).

Selv Strømmings forslag vil fungere bedst med relativt små havstigninger – hvis det ender med at verdenssamfundet endte med blot at resignere overfor klimaudfordringen og fortsatte afbrændingen af alle verdens reserver af kul og tar sand, før man overgik til vedvarende energikilder, så vil vi på sigt få opimod 75 m havstigninger, og så vil en strategi som den, Strømming udfolder, ikke fungere. Amerikanske klimatologer har antydet at såkaldte tipping points i den arktiske region ligger blot få årtier fremme, hvor for eksempel en destabilisering af Grønlands ismassiver accelererede dertil, at vi fik en 7 m havstigning over relativt kort tid (se blog-indlægget: Grønlands indlandsis i fare for kollaps). Så vil det være en meget lang dæmning at skulle forhøje, hvis man havde valgt den nordlige linjeføring over Kattegat.

En række klimaforskere vurderer, at langtidsvirkningen for hver grad temperaturstigning er 5-10 m. Med 2 grader temperaturstigning, som lige nu er det mindste, vi kan forvente at nå selv hvis det snarligt skulle lykkes at få en stærk global klimaaftale på plads, vil det således betyde havstigninger på omkring 15 m (se blog-indlægget Havet omkring Danmark).

Vandskiftet i Østersøen er i forvejen meget langsommeligt, mener at huske at det tager 50 år. Så en inddæmning vil gøre det endnu vigtigere, at standse udledninger fra byer og landbrug. Men Strømming mener, at man ved at pumpe rigtigt kan påvirke Østersøens iltningsgrad og saltbalance i gunstig retning. Og afhængig af valg af placering ville det være oplagt at lave en stor containerhavn, hvorfra de store containerskibe omlastede ikke bare til lastbiler, som det stort set sker i dag, men til mindre coastere, som forestod en stor del af varetransporten i den baltiske region. Så hermed er en stort anlagt idé bragt videre til overvejelse.

Se tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening, Østersøen langsomt ved at kvæles og København inddæmmet.

Birgitte Marfelt: Sverige forbyder kystnært byggeri af frygt for havstigninger, 11.10.2011.¹

Knud Henning Strømming: Inddæm Østersøen, (debatindlæg) Ingeniøren 28.11.2008.²

Knud Henrik Strømming: Slå syv fluer med ét smæk: Inddæm Østersøen (doc).³

Læs mere »

I dagens Politiken kan man læse et telegram fra Ritzau, at høj fart er den største dræber i trafikken. En undersøgelse af samtlige 231 dødsulykker ved trafikuheld i 2010 viser, at 44% skete på grund af (for) høj hastighed.¹

Men … Miljøstyrelsen vurderede i 2005, at antallet af for tidlige dødsfald på grund af partikelforureningen på landsplan var omkring 3.900 (780 pr. mio. indbyggere), samt at den medførte 7.800 ekstra indlæggelser på grund af hjerte-kar-sygdomme og luftvejsproblemer.²

Når vi taler om ultrafin partikelforurening er det først og fremmest dieseltrafikken, som er problemet. Og det er på tide, at vi indser, at hvis vi for alvor vil trafikdrab til livs, er det ikke nok at undgå endnu et højresving. Så er der ingen vej uden om effektive betalingsringe, optimerede miljøzone-regler og i det hele taget en sikring af, at alle dieselkøretøjer kører med de bedst mulige – og bedst muligt vedligeholdte – partikelfiltre.

Se tidligere blog-indlæg: Partikelmåling af en tilfældig Moviabus ved Nørreport Station, Miljøzone etableret, Miljøzone med huller, Miljøzone med huller II og Partikelfiltre langt fra perfekte.

Høj fart er den største dræber i trafikken, (Ritzau) Politiken 12.10.2011.¹

Finn Palmgren et al.: Luftforurening med partikler i Danmark, Miljøstyrelsen 2005 p. 9 (pdf).²

Fra midt i juli til midt i september er den japanske sommer bogstaveligt talt dampende varm, og fugtighedsprocenten nærmer sig ofte de 100%. Så selv når kroppen for at køle sig lader sveden drive af kroppen, sker der ikke ret meget andet, end at man føler sig som sardiner i olie. Derfor kører de japanske airconditioning-anlæg om sommeren på højtryk i butikker, kontorer og boliger for at gøre tilværelsen tålelig.

Men denne sommer har været anderledes. En stor del af den japanske elforsyning kommer fra atomkraft, og efter at det store jordskælv i marts satte en række atomreaktorer ud af kraft i det nordøstlige Japan, så har man mange andre steder standset reaktorer af frygt for, at noget tilsvarende kunne ske. Som det fremgår af kortet herover (et screen dump fra japansk nyhedsudsendelse her til aften), så er der i dag kun 10 reaktorer, som kører, mens 42 reaktorer er stoppet. Så den japanske elproduktion har været radikalt lavere denne sommer end de forudgående år.

Alle større elforbrugere har været tvunget til at skære mindst 15% i deres forbrug, og alle har været indtrængende opfordret til at vise samfundssind og spare, hvor det var muligt. Truslen har været til at føle på: Hvis ikke man kollektivt kunne spare det fornødne, så ville der uden varsel blive indført rolling blackout, hvor der lukkes helt af for strømmen i hele bydele ad gangen efter et ikke på forhånd kendt mønster.

Så alle har haft den store opfindsomhed fremme. Virksomhederne har ud over den tvungne reduktion på mindst 15% i stor udstrækning søgt at brede arbejdstiden ud over alle ugens dage, mange private har anskaffet sig små vifter, som bruger langt mindre el end airconditioning (som det kan ses af grafen til højre, så går rundt regnet tre fjerdedele af de japanske husholdningers elforbrug i eftermiddagstimerne til køling i sommertiden). De japanske bycentre, som normalt er badet i neon, har været grænseskumle, kontorsiloerne har taget hvert andet lysstofrør ud osv., mens medierne har haft striber af programmer om bebyggelser, hvor man lavede mad sammen og havde det rart samtidig med at man sparede halvdelen af energien ved at lave aftensmad. Kort sagt har opfindsomheden og den kollektive vilje til at gøre sit til, at det kan lykkes at bringe Japan igennem en sådan sommer uden strømsvigt været kolossal.

Nogle af disse besparelser har givet været ukomfortable, men andre har været så lige for, at man ikke bare sætter det hele tilbage i stikkontakten igen. Så lidt på afstand vil der være meget at lære af den japanske Fukushima-sommer.

Læs mere »

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

Keystone XL olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO₂-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til Keystone XL, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO₂-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro Keystone XL aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

Ifølge et tankevækkende telegram fra Reuters har IEA, Det Internationale Energiagentur, snart sin årlige rapport, World Energy Outlook, på trapperne.¹ Af den vil det fremgå, at statsstøtten til den fossile industri fra 2009 til 2010 steg fra 312 mia. $ til 409 mia. $. Heraf får olieproduktionen næsten halvdelen, mens udvindingen af naturgas får omkring en fjerdedel.

Hvis ikke denne udvikling rettes op, vil vi i 2020 på verdensplan subsidiere den fossile industri med 660 mia. $, svarede til 0,7% af verdens bruttonationalprodukt.

I en tid, hvor den fossile energi burde beskattes massivt gennem et effektivt kvotesystem, og vi målrettet burde investere i udviklingen og udbygningen af vedvarende energikilder, er det den helt forkerte udvikling.

Hvis vi fra dag til dag fjernede denne støtte og overførte den til udviklingen af den vedvarende energi, så ville den vedvarende energi med en tilsvarende massiv støtte måske nå det punkt, hvor den var den billigste, og den man naturligt rakte ud efter. Og vi ville uden afsavn kunne beslutte os for ikke at udvinde tar sand-forekomster.

Forud for klimatopmødet i København blev det anslået, at prisen for at gennemføre et 350 ppm scenario ville ligge i størrelsesordenen 1-3% af verdens bruttonationalprodukt (BNP). De 0,7% frataget den fossile industri ville her være en god begyndelse. Det tæller så at sige dobbelt. Heroveni kunne man passende se på verdens reklame- og militærbudgetter.

Alene verdens militærudgifter udgør omkring 2,5% af verdens BNP. Man skulle måske ikke helt nedlægge militærstyrkerne, men i stedet fratage dem deres dødbringende isenkram og i stedet give dem til opgave at bekæmpe klimaforandringer og forsvare levevilkårene for dyr og mennesker.

Tilsvarende burde verdens reklamebudgetter, som er anslået at udgøre 1% af verdens BNP, brandskattes, hvis ikke direkte inddrages for deres samfundsskadelige virksomhed. Med stadig flere mennesker til at dele samme ene jordklode kan vi ikke fortsætte den fri ret til kunstig behovsskabelse. Vi er nødt til at lære at hjælpe hinanden med at være glade for det vi har.

Se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm.

Murelli Boselli: IEA Warns Of Ballooning World Fossil Fuel Subsidies, PlanetArk 05.10.2011.¹

World Energy Outlook 2011 vil være tilgængelig 09.11.2011.

OECD and IEA recommend reforming fossil-fuel subsidies to improve the economy and the environment, (pressemeddelelse) 04.10.2011.

World Energy Outlook 2010 Factsheet: What does the global energy outlook to 2035 look like? IEA 2010 (pdf).

World Energy Outlook 2010 Executive Summary (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Dansk pres på G20 for at fjerne støtte til fossil energi, Information 02.11.2011.