Strøtanker om bæredygtighed

Faldt lige over en kommentar på New York Times¹ til OECDs nyligt udkomne rapport om social retfærdighed.² Til artiklen er udarbejdet en illustration, som sammenfatter rapportens indikatorer (se nedenfor). Her ligger de nordiske lande forventeligt højt, hvorimod det er tankevækkende, for nu ikke at sige forfærdende, at se USA ligge helt i bund. De forhenværende østbloklande, som er med i OECD, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, scorer alle bedre; kun Mexico, Tyrkiet og Chile har lavere samlet score.

Det amerikanske samfund er båret af drømmen om at blive rig og få succes, men virkeligheden tegner anderledes for de fleste. Mere end 20% af børnene vokser op i fattigdom, alt for mange får ikke en ordentlig uddannelse, den økonomiske ulighed er alarmerende – altsammen måske forståeligt i et fattigt udviklingsland, hvor der vitterligt ikke er til alle, men utilgiveligt, at dette skulle karakterisere verdens største økonomi.

Det er ikke ond vilje. Amerikanerne er tværtimod dybt involveret i en utrolig vifte af charity-programmer. Men OECD-rapporten er også et godt billede af, at børnecheck, socialhjælp, fri uddannelse og frit sundhedsvæsen kan noget, som almissen og den personlige godgørenhed ikke formår: skabe et sammenhængende, socialt bæredygtigt samfund.

Læs mere »

Under Klimabundmødet – Windows of Hope var mennesker fra hele verden samlet i København i fjorten dage. Hver dag havde et tema og en dagens begravelse. For andendagen var temaet “Verdensbillede, Kultur og Spiritualitet (værdier)”, og den dag begravede vi Den Amerikanske Drøm. Den lille tilhørende tekst findes herunder – de øvrige begravelsestekster findes tilgængelige i et lille teksthæfte sammen med Klimabundmødets manifest og klima-erklæring, som kan downloades herunder.¹

En ny måde at leve på kloden på, som kan redde klimaet, biodiversiteten og kommende generationers livsbetingelser, kræver mere end blot tilføjelsen af nye grønne elementer til det eksisterende. Derfor havde hver af Bundmødets 14 dage sin begravelse. For eksempel den dag, hvor temaet var forskning og uddannelse, blev den lineære tankegang begravet.

Det betyder ikke, at vi aldrig nogensinde mere vil have behov for lineær tænkning. Men vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved den lineære tankegang, vi bliver nødt til at sætte den i et passende perspektiv. Vi bliver nødt til at forhindre den i at ødelægge vores levende miljø såvel som vores virkelighedsperspektiv.

Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. De 14 begravelser indrammer centrale træk fra den industrielle æra, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem til en menneskehed i god balance med sit livsgrundlag. Og i anledning af verdensborger nr. 7 milliard skulle være ankommet præcis i disse dage, kom jeg til at tænke på begravelsen af den amerikanske drøm.

Den Amerikanske Drøm

Stort hus, stor græsplane, garage med to-tre store biler, stor familie med job og stor uddannelse, store stuer, som vender ud til en have med swimmingpool … alt sammen vores eget, og alt sammen noget, vi har tjent til gennem hårdt slid, mens vi arbejdede os op til en lysende plads i samfundet.

The American Dream trives i bedste velgående verden over, næret af talløse film, medier og reklamer. Men hele den forbrugerisme, som er hægtet op på den amerikanske drøm, kan ikke fortsættes. Kloden kan simpelthen ikke holde til, at den fortsættes, og … hånden på hjertet … det er måske ikke den drøm at udleve The American Dream, som vi troede. Isoleret i store tomme kasser i en gabende kedsommelig forstad.

Forstæderne, the urban sprawl, har op igennem det 20. århundrede bredt sig ud over mange af de områder, hvor vi tidligere fandt vores mest frugtbare jorder. Forestillingen om den ideelle tilværelse i parcelhuskvarteret har bragt mennesker til at acceptere stadig større adskillelse mellem hjem og arbejde. Sammen med The American Dream må vi derfor begrave de villakvarterer og de sovebyer, hvorfra det moderne menneske får stadig længere til sit arbejde, og får stadig færre af sine reelle behov dækket.

The American Dream blev formuleret i 1931 af Truslow Adam i bogen The Epic of America. Her står blandt andet, at The American Dream er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner.

Med sit entydige udgangspunkt i individet og dets frie udfoldelsesmuligheder er The American Dream en farlig drøm. Dels mangler den en konkret medansvarlighed for medmennesket, dels driver den verden over samfund, som hastigt er i færd med at ødelægge vores fælles naturgrundlag. The American Dream ser verden som et kolossalt tag selv-bord og savner fuldstændig forståelsen af, at den må udfolde sig inden for vores økologiske råderum. Vi har været gode til at give vores drømme – og vores formåen – konkrete udtryk i vores materielle besiddelser. Og vi har fået bundet vores identitet meget stærkt op på materielle symboler. Ved afskeden med The American Dream må vi højere grad vende os imod fællesskabet, mødes om immaterielle ting og lære i langt højere grad end nu at forbinde vores identitet, formåen og udvikling med immaterielle værdier.

Den dag vi lærer os dette, kan The American Dream leve videre.

Klimabundmødet – Windows of Hope, 5.-18. december 2009, pp. 19-20 (18 Mb pdf).¹

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

Hvad som endnu ikke er lykkedes for Obama at gennemføre på nationalt plan, har man nu vedtaget i Californien, et cap and trade kvotesystem, som skal lægge et loft over CO₂-udledningerne. Fra 2013 vil Californiens mest CO₂-forurenende virksomheder være pålagt en CO₂-afgift for ad den vej at skabe tilskyndelser til at energieffektivisere og på anden måde klimamæssigt at omlægge produktionen. Målet med kvoteloftet er, at Californiens CO₂-udledninger i 2020 når tilbage på niveauet i 1990. Det lyder måske ikke af meget i sammenligning med EU, som med lidt held får vedtaget et reduktionsmål  på 40% for 2020. Men modsat EU har de amerikanske CO₂-udledninger været stadig stigende siden 1990, og fuldt udfoldet vil programmet i 2020 fjerne 273 mio. ton CO₂ (5 gange de officielle danske udledninger). I et USA, hvor der er stadig flere klimaskeptikere på de bonede gulve, er det et stort skridt. Og Californiens succes på dette område vil få stor betydning for mulighederne for at få en klimalovgivning gennemført i resten af USA.

På den måde har Californien flere gange været foregangsstat i USA, når det gælder klima og miljø. For eksempel havde de skærpede krav til bilers brændstof-effektivitet, som Obama fik gennemført for hele USA i 2009, forinden været afprøvet i Californien. En gruppe mindre stater omkring New York har tilsvarende indført en kvoteordning for energiforsyningen, men det er første gang, at man i USA lægger afgift ud på brede dele af de industrielle aktiviteter.

Arbejdsløsheden i Californien er lige nu tæt på 12%. Skeptikerne har da heller ikke været ikke sene til at pege på det halsløse i at lægge en ekstra afgift på et i forvejen hårdt presset amerikansk erhvervsliv og forudser, at arbejdspladser mv. i stor skala flytter til andre stater eller ud af USA.

Læs mere »

I dag udkom FNs årlige befolkningsrapport State of the World Population 2011.¹ Det er UNFPA, United Nations Population Fund, som står udgivelsen, og med undertitlen People and Possibilities in a World of 7 Billion ser den på, hvilket potentiale, der ligger i de mange nye kræfter, som i disse år kommer til verden.

I en kommentar til udgivelsen siger UNFPAs leder Babatunde Osotimehin: “The issue of population is a critical one for our humanity and for the Earth. But let us be clear: It is not a matter of space. The population question is one of equity, opportunity and social justice.”

“Our report … shows that the challenges ahead are formidable. It contains snapshots from nine countries, where ordinary people, national demographic experts, and policymakers talk about the challenges they face and how they are confronting them.”

Han identificerer derefter en række globale tendenser:

• Educating and empowering girls and women allow them to have fewer children than their mothers and grandmothers did, and they choose this path whenever and wherever they can.
• We must consistently involve boys and men, for they are the critical partners we require for health and development.
• In countries with high population growth and low incomes, such as sub-Saharan Africa, many adolescent girls and women cannot determine their fertility, with population outstripping economic growth and the ability of health services to serve their people.´
• In many middle income countries where population growth has stabilized, issues of urbanization and migration factor heavily into population dynamics.
• In many European countries, Japan and elsewhere, fertility has fallen below the replacement level. Governments in these countries are challenged by shortages of labour and productivity, which potentially threaten the quality of life for the ageing generations.

“With these trends in mind, we must ask which actions we can take today that will chart a path towards sustainable social and economic development and prepare the world going forward.”

Læs mere »

En af de nærmeste dage, nogen siger det så præcist som på næste mandag, passerer verdenssamfundet 7 milliarder mennesker. På The Guardian var der i går en interaktiv side,¹ hvor man kunne indtaste sin fødselsdag ind og herefter se, hvor mange mennesker der var, den gang, man blev ført. I marts 1957, da jeg kom til verden, var der stadig under 3 mia. mennesker. Ved at taste lidt, kan man se, at verden er gået fra 6 til 7 mia. mennesker siden juli 1999 – altså på blot godt 12 år. Og vi passerede 5 mia. mennesker i juli 1988, altså 11 år fra 5 til 6 mia. mennesker på blot 11 år. Så med lidt god vilje er stigningshastigheden lidt aftagende. Men som tingene ser ud lige nu, går der næppe mere end 13-15 år, før verdensborger nr. 8.000.000.000 kommer til verden.

Befolkninger vokser ikke bare i én uendelighed. Demograferne har tværtimod kurver for, hvordan udvikling og velfærd synes at stabilisere befolkningstilvæksten, og langt størsteparten af den næste milliard nye verdensborgere vil blive født i fattige lande. På det interaktive kort herunder angiver de blå cirkler den nuværende befolkning, og de røde cirkler uden om angiver den forventede tilvækst frem til år 2100 i hvert enkelt land. Ved at klikke på de enkelte lande, kan man hente deres kurver og befolkningstal for 1950, 2010 og 2100 frem.

Det interaktive kort er baseret på FNs befolkningsprognoser. Det er udarbejdet af det spanske visualiserings-firma Bestiaro med brug af Impure.

For eksempel Nigeria er fra 1550 til 2010 vokset fra 38 mio. indbyggere til 158 mio., og prognosen for år 2100 siger 732 mio. mennesker. Det er rigtig mange i et land, hvor ørkenen er på fremmarch fra nord, og spørgsmålet hvordan et land som Nigeria i år 2100 skal kunne brødføde 5-600 mio. flere mennesker, er særdeles påtrængende.

Læs mere »

Så foreligger endnu et bud på brugen af Krøyers Plads – denne gang af Vilhelm Lauritzen og COBE arkitekter samt GHB landskabsarkitekter. Denne gang ikke noget højhusprojekt, og denne gang udformet på baggrund af serier af borgermøder, hvor de mest kritiske røster har fået lov at tage del i processen. Så det skal blive spændende om de til forskel fra tidligere forslag får lov at lande på stedet.

Sådan helt flygtigt set respekterer bygningerne også stedet med to store bygningskroppe liggende som i sin tid pakhusene, med gavlene mod havnen. Men de har intet af pakhusenes krop og tyngde, ingen skalamæssig artikulation, intet taktilt-materialemæssigt til fælles med det omgivende. Så at påstå, at de passer til stedet, er at slide på sproget. Én ting er, at de ikke passer med det gamle – intet tagelement, ingen forsøg på at gå i dialog med stedets væsen. Men de går heller ikke i dialog med Operaen og Skuespilhuset, to andre nytilkomne, som deres forskellighed til trods endda har fælles træk: den store tagflade gennembrudt af scenetårnet.

Hånden på hjertet, hvad skal bygninger med et sådant udtryk på et sådant sted? Hvad skal byen med huse, som ikke evner at føje sig ind og styrke det allerede eksisterende? Hvad skal byen med den slags se mig hør mig?

Læs mere »

EWG, Environmental Working Groups, har lavet en fin lille guide til, hvordan man bedst undgår pesticider. Det er for så vidt selvindlysende – ved udelukkende at spise biodynamisk og økologisk dyrkede produkter. Men det er måske ikke altid lige muligt at skaffe, eller madbudgettet strækker ikke til at købe alt økologisk – på visse tidspunkter er prisforskellen til de konventionelt dyrkede fætre himmelråbende stor. Man kan derfor med rimelighed stille sig spørgsmålet, hvilke frugter og grøntsager, det er vigtigst at købe økologisk dyrkede?

Til det brug har EWG lavet en lille oversigt, som man kan klippe ud og folde sammen og lægge i sin pung.¹ Den giver i helt simpelt format råd til, hvilke produkter, det er vigtigst at undgå, hvis man vil undgå store mængder pesticider, og hvilke man med lidt mere sindsro kan lægge i indkøbsvognen.

For de enkelte afgrøder er der nemlig meget store forskelle i, hvor store mængder pesticider, der er tale om. EWG anslår, at hvor man ved at spise 5 enheder frugt & grønt pr. dag fra The Dirty Dozen typisk vil indtage 14 forskellige pesticider, så vil man ved at holde sig til The Clean 15 typisk kun få to forskellige pesticider med i prisen.

En af grundene er, at en stor del af pesticiderne, som sprøjtes på, sidder på ydersiden eller i det alleryderste lag. Alene det, at man sjældent spiser skallen af en vandmelon, gør, at man spiser langt færre af de sprøjtemidler, man måtte have udsat vandmelonen for. Der er der allerede taget højde for i EWGs oversigt, så man kan ikke bedre placeringen ved at vaske grundigere.

Løg har i sig selv en stærk lugt, som holder mange insekter borte, og løg topper listen over konventionelt dyrkede produkter med lavt indhold af pesticider. Majs, ærter og mango er også at finde på listen over ting, som har lave koncentrationer over pesticider selv som konventionelt dyrkede – her fjerner man normalt det yderste lag, inden man spiser dem.

Kål finder man i begge ender af skalaen. Her ligger de lukkede kålhoveder som rødkål, hvidkål, spidskål og savoykål typisk lavt, fordi de yderste blade beskytter den kerne, vi spiser, mens broccoli, grønkål og blomkål, hvor vi spiser direkte eksponerede dele af planten, ligger højere på listen.

Asparges ligger lavt på listen. Det hænger sammen med, at de friske skud vokser frem på meget kort tid og derfor ikke er udsat for samme serie af sprøjtninger som for eksempel æbler, der tager en hel sæson om at udvikle sig. Således ligger æbler i toppen af The Dirty Dozen, de mest pesticidbelastede fødevarer, som typisk er bladafgrøder og frugter, hvor vi spiser det yderste med.

Når man finder blåbær blandt The Dirty Dozen, så gælder det udtrykkeligt dyrkede blåbær. De er store og flotte, men indeni er det helt hvide, hvor blåbær dyrket i naturen er helt mørkrøde i frugtkødet. Ud over at der er langt flere sprøjterester i de dyrkede, så er næringsindholdet givet også lavere, og smagen er helt ærligt tungen ud ad vinduet, når man ved, hvordan blåbær kan smage, så det er tredobbelt dumt.

Se mere om guidens metodologi, en FAQ og en fuld liste med 53 afgrøder på EWGs hjemmeside.

Nedenunder fortæller Dr. Weil i en video om nogle af sundhedsproblemerne ved pesticidrester i vores mad.

Læs mere »

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO₂-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Læs mere »

To stillbilleder fra den animation af vejrdata fra de sidste 200 år, som en gruppe forskere ved Berkeley Earth Surface Temperature-projektet har udarbejdet.

Sammen med en gruppe forskere fra Berkeley har fysikeren Richard Muller netop fremlagt Berkeley Earth Surface Temperature-projektet, der har søgt at præcisere og organisere håndteringen af de historiske klimadata, som udgøres af de konkrete observationer af temperaturen ved jordens overflade, som er gjort verden over af institutioner og vejrtjenester igennem de sidste godt 200 år.

Hidtil har disse klimadata været organiseret i forskellige delserier, som alt efter hvor i verden de var lavet, gav et lidt forskellig (om end i store træk samstemmende) billede af temperaturudviklingen siden industrialiseringens begyndelse. Pålideligheden af disse data har været et af de stadige kritikpunkter, herunder om varmeø-fænomenet omkring moderne bydannelser betød, at det i virkeligheden var urbaniseringen og ikke den globale opvarmning generelt, der gjorde, at temperaturerne var stigende. Men det viser sig, at kun omkring 1% af samtlige observationspunkter har været præget af denne udvikling.

Muller har selv hørt til skeptikerne og har kritiseret både datamaterialet og håndteringen deraf. Men Müller kommer faktisk frem til, at de fire store klimadataserier nu alle ligger meget tæt på det, man har fundet med Berkeley Earth, og at de føjer sig sammen til et samlet og ganske entydigt billede af en klode, som gradvist er blevet varmere siden industrialiseringens begyndelse, mens stigningen har accelereret i det sidste halve århundrede.

Læs mere »