Strøtanker om bæredygtighed

Midt i de deprimerende forspil til klimaforhandlingerne i Durban, som starter på mandag, er det glædeligt i dag at få meddelelsen om, at vi i 2010 for første gang brugte flere penge på at udbygge den vedvarende energi end på at investere i fossile energianlæg. Således blev der i 2010 på verdensplan investeret 187 mia. $ på biomasse, vind-, sol- og bølgeenergi, mens der i samme år blev investeret 157 mia. $ i energianlæg til kul, olie og naturgas.¹

Både den fossile og den vedvarende energisektor er subsidieret, men vendepunktet nærmer sig, hvor vedvarende energi i mange situationer er den billigste løsning. Og hvis ellers, at man i Durban kunne blive enig om en global CO₂-afgift, således at man betalte den fulde pris for de fossile brændstoffer (hvilket indebærer en merpris væsentligt større end de nuværende kvotepriser), så ville den vedvarende energi allerede i dag være konkurrencedygtig i de fleste situationer. Noget andet er, at denne balance ud fra et klimasynspunkt inden for den allernærmeste fremtid burde tippe fuldstændigt, så vi fremover udelukkende investerede i udbygning af vedvarende energiforsyning.

Tidligere på året barslede IPCC med en rapport, som viste, at 80% af verdens energiforsyning i 2050 kunne stamme fra vedvarende energikilder. Det er et digert værk på mere end 1.000 sider, så det er ikke noget man lige læser, men nedenstående graf, fra side 137 i det tekniske summary er virkelig interessant.²

Den viser omstillingsudgifter for forskellige scenarier inden for ADAM-projektet (Adaptation and Mitigation Strategies), et projekt forestået af Potsdam-instituttet.³ Kurverne herover viser tre forskellige sæt forudsætninger, som yderligere er detaljeret efter, om man indregner CCS, atomkraft, osv., og man har for klimamålsætninger på hhv. 550 ppm og 400 ppm omregnet udgiften til procent af verdens bruttonationalprodukt (GDP).

Således ville man kunne lave en 400 ppm klimaløsning for 2-2½% af verdens (GDP). Alene verdens militærudgifter er på 2½% – måske de var bedre brugt på at forsvare os mod klimaforandringer. Det er tilsvarende vurderet, at vi på verdensplan bruger mere end 1% af alle midler på reklame. Hvis vi sparede dem – og de endeløse kunstige behov, som de er med til at skabe – så ville vi måske ikke engang mærke, at vores forbrug blev 2½% mindre. Og hvis som det er på tale i Nordsøen lavede en regulær brandskatning af udvindingen af den fossile energi, så kunne den videre brug af fossile brændstoffer i overgangsfasen finansiere en stor del omlægningen til det post-fossile samfund.

I grafen til højre er der en række Xer, som indikerer, at det ikke er muligt at opnå et 400 ppm scenario uden RE (vedvarende) eller CCS (Carbon Capture Storage). Men hvis man går til grundlaget for scenarierne i IPCCs rapport, så fremgår det af et temanummer om ADAM-modellen i The Energy Journal fra 2010,³ at: “Without CCS or the considerable extension of renewables the 400 ppm CO₂ eq target is not achievable. Across the models, estimated aggregate costs up to 2100 are below 0.8% global GDP for 550 ppm CO₂ eq stabilization and below 2.5% for the 400 ppm CO₂ eq pathway.”³ª Det skulle således være muligt at lavet et 400 ppm scenario uden CCS og atomkraft for under 2½% af verdens (GDP).

Dette modsvarer vurderinger af omkostninger for et 350 ppm/1½ºC scenario fra Economics for Equity and Environment, som blev fremlagt forud for COP15 i København, at dette kunne gennemføres for under 3% af verdens (GDP) (se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm).

I lyset af de omfattende klimaforandringer, som venter forude, hvis ikke vi vælger et sådant scenario, må det siges at være en hvis ikke lille, så overkommelig, pris. Det er så at sige den bedste investering i fremtiden, vi overhovedet kan gøre. Men igen gælder det, at jo flere, som tøver jo længere, jo dyrere bliver det. Det er ikke mere end godt 20 år siden atmosfærens koncentration af CO2 oversteg 350 ppm. Verdenssamfundet har i samme periode slidt på vores naturgrundlag som aldrig før, så det bliver en kraftanstrengelse at rette op på udviklingen efter 2. verdenskrig.

På den kortere bane har Concito for nylig beregnet, at hvis Danmark i perioden 2000-2020 øgede klimamålsætningen fra en  30% reduktion i CO2-udledningerne til en reduktion på 40-45%, så ville det årligt koste hver familie omkring en plovmand.ªª Så vi har slet ikke råd til at lade være.

Alex Morales: Renewable Power Trumps Fossils for First Time as UN Talks Stall, Bloomberg 25.11.2011.¹

Fred Pearce: Renewables may supply 80 per cent of our energy by 2050, New Scientist 11.05.2011.

Ottomar Edenhofer et al. (Eds.): Special Report on Renewable Energy Sources and Climate Change Mitigation, IPCC maj 2011 (download-side).²

ADAM Modeling Comparison Project. The Economics of Low Stabilization, Special Issue in The Energy Journal vol. 31, 2010 (download-side).³

The Economics of Low Stabilization: Model Comparison of Mitigation Strategies and Costs (pdf).³ª

Fra 30 pct. til 40 pct. CO2e reduktion i 2020. Potentialet for en ambitiøs klimapolitik, Frans Clemmesen, CONCITO, september 2011 (pdf).ªª

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag – eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan – battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda – the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa – where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

.

I anledning af, at NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, har offentliggjort de seneste målinger af CO₂-udviklingen, har man gjort sig den anstrengelse at lave en animation, som så at sige giver overblik over det hele. Ikke bare de seneste 50-60 år, hvorfra vi har præcise målinger, men op til 800.000 år tilbage, hvor man via iskerneboringer og luftbobler indespærret i lag af is, som har kunnet dateres, har kunnet kortlægge sammenhængen mellem temperatur og CO₂-koncentration.

NOAAs leder James Butler bruger under vejs det billede på den nuværende situation, at vi (i det sidste halve århundrede) har skruet op for radiatoren (et elektrisk tæppe). Vi ved det bliver varmere, men det er stadig for tidligt at sige præcist, hvor meget varmere det bliver, og selv hvis vi skruer ned nu, vil der være lukket masser af varme ind. Og hvad sker der, hvis det nu viser sig, at vi ikke kan skrue ned igen?

Så én ting er at få slukket for radiatoren hurtigst muligt. Men yderligere skal vi så at sige have åbnet vinduet, og sikre os at jorden igen kan komme af med varmen. Derfor skal en stor del af de millioner af tons CO₂, som vi har pumpet ud i atmosfæren siden 2. verdenskrig, geninddrives. Verdenshavene har indtil nu absorberet omkring halvdelen af den ekstra CO₂ – ellers havde det allerede været væsentligt varmere. Men dels har der været rejst tvivl om, om havet fortsat på den måde kan fungere som buffer, dels har det medført en forsuring af verdenshavene, som truer med at ætse koralrevene, dels har hel masse små skaldyr svært ved at danne deres beskyttende skjolde, så nogle forskere har udtrykt bekymring om, at havenes nuværende fødekæder på sigt vil være truede.

Den nødvendige klimaindsats indebærer således ikke bare i løbet af ganske kort tid at omlægge fuldt ud til vedvarende energi og bremse metan-udledninger fra husdyrhold og affaldshåndtering, men derudover at iværksætte en bred vifte af indsatser for at trække drivhusgasser ud af atmosfæren ved at standse fældning af regnskove, plante mere skov og på anden vis øge jordens vegetationsvolumen, øge jordens indhold af organisk materiale osv.

Se tidligere blog-indlæg: Verdens CO₂-udledninger stiger mere end nogensinde, Jordens energibalance,  Hvor store CO2-reduktioner skal der til? og Prisen for 350 ppm.

Andrew Revkin: CO₂ on the Up and Up, New York Times 16.11.2011.

Denne graf stammer fra et nyligt indlæg på Skeptical Science – en hjemmeside som har som formål at imødegå klimaskeptikernes – eller måske rettere betegnet klima-fornægternes – ofte meget usammenhængende argumenter om, hvorfor global opvarmning ikke finder sted, ikke betyder noget, ikke er bevist osv.

Grafen illustrerer fornemt det fejlagtige i to af de af klimaskeptikerne oftest fremførte “argumenter” for, at global opvarmning ikke findes: “it hasn’t warmed since 1998” og “it’s cooling“, som er henholdsvis nr, 9 og nr. 5 på Skeptical Sciences opgørelse over klimafornægternes mest benyttede “argumenter“.

Skeptical Science har kategoriseret i alt 172 sådanne “argumenter” eller “myter“, og for hvert af de 172 skeptiker-myter har folkene bag Skeptical Science herefter taget sig tid til at lave en solid tilbagevisning. De fire mest almindeligt brugte er: “Climate’s changed before“, “It’s the sun“, “It’s not bad” og “There is no consensus“.

Opvarmningen har været accelererende det sidste århundrede. Men kurven er ikke helt jævn. Tværtimod er der en pulseren på omkring en 11-års-rytme, som hænger sammen med en varians i solpletaktivitet, ligesom store vulkanudbrud kan have en midlertidigt kølende effekt. Hvis man så som “skeptiker” vælger sine start- og slutpunkter omhyggeligt, så kan man finde udsnit på op til 10 år, hvor temperaturen tilsyneladende er faldende.

På den led kan en temperaturstigning over landjorden på næsten 1ºC i løbet af en blot 30-årig periode af støjsenderindustrien blive udlagt som om, at det ikke er blevet varmere siden 1998 eller at det ligefrem bliver køligere.

Hvis man derimod ser på udviklingen over lidt flere år, så er der i det sidste halve århundrede tale om en entydig tendens til accelererende opvarmning. Meteorologerne regner derfor med 30 år som det mindste interval for at kunne se ud over disse små cykliske variationer og uregelmæssigheder og sig noget om de mere langsigtede tendenser.

Under indlægget følger en meget lang og ganske nørdet diskussionstråd, hvor den form for systematisk fejllæsning endevendes og en enkelt skeptiker bliver hudflettet for at cherry-picke sine eksempler. Ud over tilbagevisningen af de 172 klimaskeptiker-påstande finder man en stor samling klimagrafer osv. på Skeptical Science.

Dana1981: Going Down the Up Escalator, Skeptical Science 05.11.2011.

Oversigten med de 172 argumenter findes også på dansk.

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

Sidst på måneden samles verdens lande til COP17 i Durban i Sydafrika. Det står mere klart end nogensinde, at der er brug for konsekvent handling, nu. Senest har IEA meldt ud, at hvis 450 ppm og den målsætning om max. 2 graders global temperaturstigning, som blev vedtaget i København under COP15 skal holde, så skal udviklingen vendes inden for meget få år – og de nødvendige beslutninger træffes nu.

Derfor vil der 3. december være klimademonstration for at markere nødvendigheden af handling nu. Demonstrationen vil bevæge sig fra Nytorv til Rådhuspladsen under parolen: ”Tag ansvar for klimaet – en stærk klimalov nu”. Underparoler vil være: “100.000 nye klimajobs”, “Der er ingen planet B” og ”Oversvømmelser – nej tak”.

“Synes godt om” klimademonstrationen på Facebook, og “inviter dine venner” via Facebook.

Program for klimademonstrationen:

13.00

• Demonstration på Nytorv
• Tema: Klimalov og grøn omstilling giver øget beskæftigelse
• Oplægsholdere fra fagbevægelsen
• Oplægsholdere fra politikere fra folketinget
• Underholdning

14.00

• Gå-demonstration fra Nytorv til Rådhuspladsen (gerne via Strøget)

14.30

• Demonstration på Rådhuspladsen
• Tema: En Klimalov er nødvendig for klima og miljø
• Oplægsholdere fra de grønne organisationer
• Underholdning

• Se mere om klimademonstrationen på www.klimademo.dk.

Det Internationale Energiagentur IEA barslede sidste uge med deres årlige World Energy Outlook. Det er alt andet end opmuntrende læsning.

Verdens energiforbrug stiger hurtigere end nogensinde, CO₂-udledningerne stiger hurtigere end nogensinde, kulkraft står stadig for ikke bare størstedelen af energien, men for størstedelen af stigningen i energiforbruget. Og i det scenario for energiforbruget frem til 2035, som IEA fremlægger, forventes det samlede energiforbrug at stige med 40%. Den klimavenlige del heraf forventes kun at stige langsomt, mens “unconventional oil” – typisk olie udvundet fra skifer- og sandforekomster, som har et langt større energiforbrug ved udvindingen –  i de kommende årtier vil få en markant større andel af det samlede energiforbrug.

Ifølge IEAs Outlook er verden nu oppe på at have brugt 80% af det samlede mulige CO₂-volumen, hvis koncentrationen skal holdes under 450 ppm, og IEA, som ikke har tradition for alarmisme, giver verden blot 5 år til at vende udviklingen, hvis ikke vi skal stå over for uafvendelige klimaforandringer. Det er vel at mærke ikke 5 år til at blive enige om at beslutte sig, men 5 år til at have igangsat så mange forandringer, at det lykkes at få de stadig stigende fossile energikurver bøjet den rette vej.

IEAs ledende økonom Fatih Birol siger: “As each year passes without clear signals to drive investment in clean energy, the lock-in of high-carbon infrastructure is making it harder and more expensive to meet our energy security and climate goals.” Det er dyrt at tøve med at gennemføre en konsekvent energi- og klimapolitik, hvilket præcist er, hvad verden gør i disse år. Jo længere vi venter med at igangsætte de nødvendige omlægninger, jo dyrere og jo sværere bliver det, og jo større bliver risikoen for, at vi når tærskler eller tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

“‘For hver dollar man ‘sparer’ i forhold til forbedringer af energisektoren før 2020, skal man betale 4,3 dollars mere i årene efter 2020′, skriver IEA i en besked på Twitter.”¹ Så Stern-rapportens hovedkonklusion, at det er dyrt at vente, synes rigtigere end nogensinde.

World Energy Outlook 2011 er det digert værk på 660 sider og koster 150 euro at downloade, men er frit tilgængelig som executive summary. Tidligere års udgaver kan downloades frit via denne side.

Se tidligere blog-indlæg: Den fossile produktion på støtten og World Energy Outlook 2008.

World Energy Outlook 2011 executive summary (pdf).

World Energy Outlook 2011 Faactsheet. How will global energy markets evolve to 2035? (pdf).

Marc Prosser: Om seks år går den globale opvarmning amok, Ingeniøren 15.11.2011.¹

Jeremy Hance: IEA warns: five years to slash emissions or face dangerous climate change, Mongobay 13.11.2011.

Nina Chestney: Warming limit risk if no climate action by 2017: IEA, Reuters 11.11.2011.

Elizabeth Kolbert: Two Degrees of Disaster, The New Yorker 11.11.2011.

Btyan Wassh: Is Our Energy System Locked In to Climate Change? Time Magazine 10.11.2011.

Fiona Harvey: World headed for irreversible climate change in five years, IEA warns, The Guardian 09.11.2011.

Petrer O’Neil: Environmentalists ‘smoking dope’: energy agency director, Edmonton Journal 09.11.2011.

Damian Carrington: Why is it so hard to stop climate change? The Guardian 09.11.2011.

Mason Inman: IEA Outlook: Time Running Out on Climate Change, National Geographic 09.11.2011.

IEA economist: ‘We have to leave oil before it leaves us’, Euractiv 07.11.2011.

.
OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.

Dette er anden del af en todelt lyd-billedkomposition af Pitch Bend, “7 More Hours in 77 Million Paintings“. Den er nærmere introduceret på det forudgående blog-indlæg, Pausebillede VI, som rummer første del.

Lydsiden, “Dusk Bells”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder .

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.
.
Tidligere på året bragte jeg her på bloggen en række pausebilleder, dels for et øjeblik at kunne dvæle ved en flig af intetheden, dels for at lufte nogle overvejelser over pausens natur og dens uundværlighed, ikke bare i arbejdslivet, skriften, musikken og tilværelsen, men også i større skala. Vi kunne i den grad bruge en global timeout, hvor vi fik oplyst klimafornægterne, ikke så meget om det med klimaet, som om, at de nødvendige forandringer også ville være til stor inspiration i deres tilværelse, hvor vi overflødiggjort militæret, fik os vænnet af med at styrte byen rundt, landet rundt, kloden rundt på jagt efter os selv. Selv naturen har sine indbyggede pauser.

Så nu, hvor jeg stødte jeg ind i denne vidunderlige lyd-billedkomposition fra 2008, tænkte jeg, at ovenpå reaktornedsmeltninger og fremstormende klimafornægtere var der brug for en solid time-out. Pitch Bends 7 Hours in 77 Million Paintings varer ikke 7 timer, som man umiddelbart skulle tro, men er komprimeret 12 gange, så på bare 37 minutter får man set 77 millioner billeder. De er genereret af en billedgenerator så viseligt indrettet, at den aldrig laver samme billede to gange. Så vi møder en dobbelt virkelighed af uendelig variation og stadig genkendelighed, idet vante elementer toner frem i stadig nye sammenhænge.

Lydsiden, “Porthemor Evening”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder (indstillingerne for denne video er for nylig blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo).

Dette er del ét af to – anden del følger i det kommende blog-indlæg, Pausebillede VII.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.