Klimaerklæring fra Klimabundmødet i 2009

7. december 2011

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO2-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO2-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

Læs mere »

Share

Climategate 2.0

6. december 2011

Med udsøgt sans for timing blev der, få dage før klimaforhandlingerne skulle i gang i Durban, offentliggjort endnu en runde af hackede mails fra University of East Anglia. En tilsvarende vrimmel af hackede mails blev sendt i luften få dage før COP15  gik i gang i København og skabte den gang stor furore.

Tilsyneladende er der ikke noget nyt i disse mails. De er fra samme periode som for to år siden, samme forskere diskuterer samme emner, som de mails, som blev hacket og offentliggjort umiddelbart før København. Sandsynligvis er de blot frasorteret i første gang, fordi der ikke rigtigt er noget at komme efter. Men læst som fanden læser biblen – helt ude af kontekst – kan man med lidt god vilje finde noget at så tvivl om. Og luftet mindre end en uge inden COP17 kan de i det mindste støje.

Læst i deres sammenhæng giver disse mails mest af alt et lille indblik i, hvilket hårdt arbejde det er at skulle agere som videnskab udspændt mellem klimaudfordring, politikere og skeptikere – på én gang at skulle optræde som enig videnskab, så langt konklusionerne rækker (og nogle gange måske lidt længere i en verden som efterspørger entydige svar og ikke forstår 90% sandsynlighed), og så samtidig at opretholde frirummet for den stadige videnskabelige afklaringsproces.

Skal man sige noget godt om Climategate 2.0, så er det, at hele situationen bortset fra den allerførste omtale har fået yderst lidt plads i pressen. Ingen tager det rigtigt alvorligt denne gang. Jeg havde også tænkt at lade det forbigå i tavshed, men har samlet en række links derom for at kunne vende tilbage til problemstillingen senere. Det mest interessante ved Climategate 2.0 er måske i virkeligheden, hvordan man som medie skal forholde sig til sådanne præcist plantede misinformationer. For pressen bliver i den grad (mis)brugt i kampen om bevidsthedsrummet, at man nogle gange tager sig i at tænke, at verden var bedre stedt uden globale massemedier.

Bryan Walsh: Climategate: Are Police Closing in on the Email Hacker? Time Magazine 03.01.2012.

Leslie Kaufmann: Police Inquiry Prompts New Speculation on Who Leaked Climate-Change E-Mails, New York Times 01.01.2012.

A poor sequel, (leder) Nature 30.11.2011.

Leo Hickmann: Help us find clues in climate email hacker’s message, The Guardian 25.11.2011.

Juliette Jowitt: The leaked climate science emails – and what they mean, The Guardian 24.11.2011.

Kate Sheppard: Climategate 2.0: Will the Media Do Its Job This Time? Mother Jones 23.11.2011.

Juliette Jowit & Leo Hickman: Climate scientists defend work in wake of new leak of hacked emails, The Guardian 23.11.2011.

Stephan Lewandowsky: Attacks on climate scientists are the real ‘climategate’, The Guardian 23.11.2011.

Damian Carrington: Failure to catch climate email hacker is the real scandal, The Guardian 23.11.2011.

John Abraham: We are smarter this time around, Climate Daily 23.11.2011.

Scott Mandia: Snippets of stolen e-mails cannot make the Earth flat, Climate Daily 23.11.2011.

Richard Black: Climate emails: Storm or yawn? BBC News 22.11.2011.

Leo Hickmann: Fresh round of hacked climate science emails leaked online, The Guardian 22.11.2011.

Share

Durban Adaptation Charter for Local Governments

5. december 2011

Parallelt med de centrale klimaforhandlinger i Durban afvikles der en lang række andre events, hvor repræsentanter for virksomheder, organisationer og bysamfund fra hele verden samles. Således har der i dagene 2.-4. december været afholdt en stor konference for verdens bysamfund, Convention for Local Governments, hvor borgmestre og repræsentanter fra byers forvaltninger har mødtes.

I klimaudfordringen har verdens bysamfund en stor og central rolle at spille i den forestående omstillingsproces til bæredygtige ligevægtssamfund, ikke bare fordi en stor del af verdens ubæredygtige forbrug og adfærd hænger sammen med en urbane livsform, men af den enkle grund af stadig større del af verdens befolkning bor i byerne.

I en situation, hvor forhandlingerne i Durban med al tydelighed viser, at der mangler klimalederskab på nationalt plan, er man nødt til at udvikle klimastrategier, som i langt højere grad betoner indsatsen for bysamfundet, lokalsamfundet, civilsamfundet og verdens virksomheder.

På Convention for Local Governments vedtog man et “Durban Adaptation Charter for Local Governments“, som udstikker linjer for, hvordan byer på bæredygtig vis kan sikre en klimatilpasning for verdens byer, som samtidig er en del af klimaindsatsen. Det er foreløbig underskrevet af 110 borgmestre, som repræsenterer 950 byer.

Charterteksten findes i sin helhed herunder, og perspektivet er fulgt op i et efterfølgende blog-indlæg, se Durban Charter on Adaptation.


.

Durban Adaptation Charter for Local Governments

.
as adopted on the 4th December 2011 of the occasion of the
“Durban Local Government Convention: adapting to a changing climate”

 – towards COP17/CMP7 and beyond –

Preamble

As the local governments of the world gather in Durban, South Africa for COP17-CMP7 at a critical moment in the international climate change negotiations, we recognize the significance of the event by:

Recalling the 1955 Freedom Charter which was the product of South Africans developing their own vision of an alternative society and reaffirming that government is only valid if it follows the will of the people;

Recalling that Agenda 21 identifies local government as the “level of government closest to the people” with a “key role to play in making sustainable development happen”;

Noting the 2010 Cochabamba Final Declaration of the World People’s Conference on Climate Change and the Rights of Mother Earth that acknowledges that the future of humanity is in danger as a result of pursuing a model of limitless growth and that the significant adaptation debt borne by the Global South must be addressed through financial compensation, improved social and environmental justice and an acknowledgement of the importance of ecological integrity.

Noting that the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) has highlighted the need for more extensive and rapid adaptation than is currently occurring to reduce vulnerability to climate change;

Læs mere »

Share

Kinesisk tilsagn om bindende CO2-reduktioner

5. december 2011

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO2-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

Share

Et andet Durban

3. december 2011

I konsekvens af de små forventninger til et egentligt resultat af klimaforhandlingerne i Durban har Informations klimaskribent Jørgen Steen Nielsen i stedet taget billetten til Afrikas Horn, hvor han sammen med fotograf Jakob Dall løbende sender reportager hjem under overskriften “Mens de snakker i Durban”. Det er et oplagt træk, og de burde have haft samtlige ledende forhandlere fra COP17 med rundt i flygtningelejrene og de tørke-, sult- og krigshærgede landskaber, ligesom der skulle transmitteres direkte ind i forhandlingslokalerne i Durban. Her på grænsen til ørkendannelsen er selv små forskydninger i nedbørsmønstrene potentielt katastrofale for livsvilkårene. Her er klimaforandringerne ikke bare et irritament eller en fremtidig ubehagelighed, men håndgribelig virkelighed, et spørgsmål om liv og død.

Det er stærke, vedkommende beretninger med billeder, som brænder sig fast på nethinden. Og her efter de første 5 beretninger kan jeg varmt anbefale at tage med på denne virtuelle rejse.

En anden af de journalister, som vedholdende år efter år har rapporteret om klima og bæredygtighed, The Guardians John Vidal, har tilsvarende lagt sin vej til Durban tværs hen over det afrikanske kontinent fra nord til syd (se blog-indlægget: The Road to Durban).

Jørgen Steen Nielsen: Kan 50 millioner mennesker ændre livsform? Information 11.12.2011.

Matthias Södergren & Malene Haakanson: Klimaregningen er sendt  til de fattigste, Information 09.12.2011.

Søren Hougaard & Stephen McDowell: Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn, Information 06.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Først ødelagde fossil energi deres klima – så fandt de olie, Information 05.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Kibera – hvor kvæghyrdens vandring ender, Information 02.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Bare en lille humanitær katastrofe, Information 30.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er, Information 29.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Efter tørken kommer syndfloden, Information 27.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I blev advaret, I hørte ikke efter, Information 25.11.2011.

Share

Timeline: How The World Discovered Global Warming

2. december 2011

Her til morgen var der via Reuters’ miljønyhedsservice Planet Ark World Environment News et telegram med en tidslinje, How The World Discovered Global Warming,¹ som giver et fint overblik over udviklingen i forståelsen af den globale opvarmning og det forhold, at det for en stor dels vedkommende er et menneskeskabt problem. Så jeg har tilladt mig at kopiere den ind nedenfor.

Det kunne have været interessant, hvis tidslinjen også havde medtaget udviklingen i forståelsen af hvilken indsats, der er nødvendig for at afbøde problemerne. Det er blot få år siden, at man talte om 550 ppm som den maksimale koncentration af CO2 – ikke fordi man havde nogen klar forståelse af, at det globale klima ville holde sig nognelunde stabilt, hvis man holdt koncentrationen under 550 ppm, men fordi videnskabsmændene teoretisk havde diskuteret spørgsmålet, hvad en fordobling af CO2-niveauet i forhold til det førindustrielle niveau (på omkring 280 ppm) ville betyde i global opvarmning. Først omkring 2007-08 bliver det mere klart, at 550 ppm sandsynligvis vil medføre en global temperaturstigning på omkring 6ºC, og at dette vil kunne udløse såkaldte Tipping Points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Målsætningen blev derfor strammet til 450 ppm.

Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.

Ved klimatopmødet i København i 2009 var der da også meget stærke kræfter for at få 350 ppm og max. 1½° C indført som overordnet målsætning. Det endte ved 450 ppm og 2ºC. Men et flertal af verdens lande (117 af 194) pressede på til det sidste på for at få en målsætning på 350 ppm / 1½ºC indføjet i Copenhagen Accord. Og der er er tilsvarende i disse dage i Durban et markant pres på at få verden til at stå sammen om en målsætning på 350 ppm / 1½ºC, ikke mindst fra de fattigste lande, hvor klimaforandringerne i dag gennemgående er mest fremskredne.

Inden for ganske få år er klimaudfordringen vokset voldsomt: Ikke bare er det nødvendigt på globalt plan at iværksætte en målrettet omstillingsproces både i de gamle I-lande og de voksende udviklingslande, som i den nuværende situation har overtaget en stor del af den CO2-tunge fremstillingsvirksomhed. Hvis målsætningen er 350 ppm og niveauet i dag allerede er på 390 ppm, så er det ikke nok at reducere udledningerne. Vi må yderligere finde måder, hvorpå vi kan trække CO2 ud af atmosfæren.

Derfor er det vitalt, at der kommer et resultat ud af forhandlingerne i Durban. For blot få uger siden gjorde IEA det klart, at det var ved at være sidste chance, hvis vi skulle nå at standse udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. På den baggrund er en række af de store landes nølen helt utilstedelig.

Se tidligere blog-indlæg: IEA: Fem år til at vende udviklingenNASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meterJames Hansen: Sidste udkaldGambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppmHvor store CO2-reduktioner skal der til? og Visualisering af CO2-udviklingen.

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en rigtig god dansksproget historisk redegørelse for udviklingen i vores forståelse af klimaudfordringen.²

Alister Doyle, David Fogarty & David Cutler: Timeline: How The World Discovered Global Warming, (Reuters) Planet Ark 02.12.2011.¹

Jeppe Branner: Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden, global-opvarmning.com januar 2012.²
.

Timeline

Following is a look at how the world discovered global warming and international steps to try to address it:

300 BC – Theophrastus, a student of Greek philosopher Aristotle, documents that human activity can affect climate. He observes that drainage of marshes cools an area around Thessaly and that clearing of forests near Philippi warms the climate.

17th century – Flemish scientist Jan Baptista van Helmont discovers that carbon dioxide is given off by burning charcoal.

18th century – The Industrial Revolution starts, bringing rising use of fossil fuels.

1820s – French mathematician Jean-Baptiste Joseph Fourier suggests something in the atmosphere is keeping the world warmer than it would otherwise be, a hint at the greenhouse effect.

1830s – Swiss naturalist Louis Agassiz presents evidence of past changes in Alpine glaciers, pointing to ancient Ice Ages and showing that the climate has not always been stable.

1860s – Irish scientist John Tyndall shows that molecules of gases such as water vapour and carbon dioxide trap heat. He wrote that changes “could have produced all the mutations of climate which the researches of geologists reveal.”

Læs mere »

Share

Christiana Figueres om klimaforhandlingerne

1. december 2011

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO2-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO2-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.

Share

Skeptic Arguments sorted by taxonomy

30. november 2011

I disse dage har en klimaartikel sjældent ligget mange minutter på nettet før debatspalterne nedenfor fyldes af en sværm af indlæg fra klimaskeptikere og klimafornægtere. Moderatorerne sletter de mest skingre, og nogen har en prisværdig tålmodighed til at imødegår prøve at gå i dialog. Men jeg mindes ikke at have oplevet, at nogen har erkendt at være blevet klogere derved. Jeg har derfor længe følt, at det bedste, man kunne gøre var at lægge det døve øre til. Det handler alligevel om alt andet end klima.

Ligesom det gennem årtier gennem systematiske støj- og tvivlskampagner lykkedes at fastholde tvivlen, om det var usundt at ryge (som jo var let at italesætte, hvis man ser tobak som et narkotika), så taler de systematiske støj- og tvivlskampagner omkring klimaet ikke for døve øren. Det er ikke kun kul- og olieindustrien, som gerne vil have 5-10-15 år mere uden afgift på deres forurening. Det er på den ene eller anden måde os alle, som kan føle vores nuværende tilværelse truet af en nødvendig fornyelse i en situation, hvor alting i forvejen forandrer sig hurtigere end de fleste kan følge med. Og selv hvis man har indset, at den er gal, kan man godt gribe sig i at ønske, at det ikke var så galt alligevel. At det ikke var problematisk for klimaet at rejse jorden rundt i tide og utide. Ikke mindst i den rigeste del af verden retter klimaproblematikken nådesløst sin projektør på det kolossale forbrug, som er blevet en del af vores hverdag.

Men en gruppe mennesker er gået sammen om at skab en enestående hjemmeside, skepticalscience.com, som har som mål at “være skeptisk omkring klimaskepticismen”. Her har man gennemgået og rubriceret samtlige skeptikernes argumenter og herefter lavet en solid argumentation for, hvorfor hver af de i alt 172 klimamyter er forkerte. fejllæst, vildledende, taget ude af sammenhæng osv. Man kan få argumenterne ordnet tematisk-taksonomisk, efter popularitet osv., der er lavet en Skeptical Science iphone app, og kernedelen er oversat til lang række sprog, inklusive dansk.

Så frem for at indlede endeløse diskussioner om solpletter, hockey sticks og hackede e-mails er det muligt fremover en henvise til et systematisk sæt af tilbagevisninger. Flere af artiklene er så velgjort koncise, at man med fordel kan læse scepticalscience.com som klimahåndbog.

Herunder er der link til Skeptical Sciences 172 Skeptic Arguments sorted by taxonomy.

 

Share

Opvarmning til Durban

29. november 2011

Som del af optakten til klimaforhandlingerne fremlagde FNs meteorologiske organisation WMO (World Meteorological Organization) tirsdag i Durban tal, som viser, at 13 af de varmeste år globalt set er faldet inden for de seneste 15 år. Dette understreger, hvor entydigt den globale opvarmning aftegner sig, og at det er på tide endegyldigt at lade tvivlen derom afløse af konsekvent handling. For hver dag vi tøver, bliver den nødvendige indsats både sværere og mere bekostelig, og for blot få uger siden gjorde det internationale Energiagentur IEA det klart, at vi kun har meget kort til det at iværksætte handling, hvis vi som besluttet i ved COP15 København for to år siden skal holde den globale temperaturstigning under 2° C (se blog-indlægget: IEA: Fem år til at vende udviklingen).

“Vores videnskabelige belæg er solidt, og det beviser entydigt, at verden bliver varmere, og at denne opvarmning skyldes menneskelige handlinger”, sagde WMO’s generalsekretær, Michael Jarraud. Han konstaterede, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er steget til nye højder, og at tendensen betyder en stigning i den globale temperatur med 2-2,4ºC i dette århundrede.¹

Dette oveni de 0,7ºC, som verden allerede er blevet varmere op igennem det 20. århundrede gør, at vi inden længe står med en udvikling, som rammer langt over de 2ºC, som man i København i 2009 vedtog at holde sig under.

2-2,4ºC er det et forsigtigt skøn – og vi vil se markant højere temperaturstigninger ved udgangen af dette århundrede, hvis ikke det lykkes at få lavet en samlet global klimaindsats. Samtidig er det en stadig mere udbredt opfattelse, at det for at sikre økosystemernes integritet er vigtigt at søge at holde de samlede temperaturstigninger under 1,5ºC. For nok har klimaet ændret sig tidligere i historien, men sjældent så pludseligt som det er ved at ske nu på grund af vores nye dille med at brænde fossile brændstoffer af, og da altid med voldsomme konsekvenser.

WTO laver en årlig status over udviklingen i vejr og klima. Den kommer normalt i begyndelsen af året, men på WTOs hjemmeside er der op til forhandlingerne i Durban publiceret et foreløbigt rids af udviklingen i 2011.²

FN: Beviser for global opvarmning er klare, (Ritzau) Information 29.11.2011.¹

Provisional Statement on the Status of the Global Climate, (pressemeddelelse) WTO.²

Share

Durban – perspektiver og positioner

29. november 2011

COP17 er nu i gang, og de kommende næsten to uger vil verdens lande forhandle om verdens fremtid i Durban.

COP17 omfatter en lang række parallelle aktiviteter og forhandlinger. Og først den sidste dag vil vi vide, om Kyoto-aftalen får en fortsættelse, om det lykkes at lave en køreplan for en global aftale, som kan standse verdens udledninger før vi når 450 ppm og 2ºC, som man principielt vedkendte sig i København uden at redegøre for hvordan. Men i dette blog-indlæg vil jeg løbende lægge links op til positioner og markeringer, analyser og refleksioner omkring COP17.

I blogindlægget Nedtælling til COP17 er der tilsvarende links til artikler mv. fra måneden frem til COP17 i Durban.

Læs mere »

Share