Strøtanker om bæredygtighed

Den kemiske krigsførelse, som det industrielle landbrug fører hen over størstedelen af det danske landskab, er stadigt eskalerende. Af et telegram fra Ritzau i dag fremgår det således, at hvor pesticidplanen for 2004-09 havde som mål, at landbruget i løbet af perioden nåede ned på 1,7 sprøjtninger pr. år, så er omfanget af sprøjtninger stadig stigende. I 2007 var man fremme med sprøjten 2,3 gange, i 2009 2,6 gange og i 2010 nåede landbruget op på en sprøjtehyppighed på 2,8 gange.

Samtidig er forbruget af sprøjtemidler i det offentlige faldet med 44%. Så det er også et spørgsmål om vilje til at anerkende et problem. Ingen bonde kan i dag være uvidende om, at sprøjtningen er problematisk for biodiversiteten, for grundvandet, og for menneskets og landskabernes sundhed. Alligevel fortsætter absurditeterne. Fordi det kan betale sig.

Men samfundsmæssigt set er landbrugets afhængighed af sprøjten særdeles bekostelig. Meromkostningerne for sundhedsvæsenet, for at skaffe rent drikke vand, for den generelle forarmelse af landskaberne og klimapåvirkningen fra landbrugets monokulturelle dyrkningsmetoder er blot ikke i dag tilnærmelsesvist indregnet i prisen på de industrielle afgrøder.

Løsningen er derfor meget enkel – og en del enklere end for andre typer stofmisbrugere. Afgifterne skal ikke bare småjusteres, så landbruget (måske) vælger knapt så giftige typer af sprøjtemidler. Nej afgiftsniveauet skal have det definitive løft, som gør, at en konventionelt dyrket kartoffel bliver dyrere at fremstille end en biodynamisk dyrket kartoffel, og at det bliver en god forretning for den danske bonde at dyrke gode sunde fødevarer på en måde, så vi med stolthed kan give jorden videre til næste generation.

Frem for blot at justere afgifterne efter farlighed burde man med kort frist udfase nogle af de værste sprøjtemidler som Roundup. Med det man ved om virkningerne, virker det ikke rigtigt fortsat at kunne købe sig ret til at bruge det. Måske landbrugsstøtten til et givet areal skulle gøres afhængig af, at det kun blev sprøjtet 1 gang, og den blev fordoblet på usprøjtede arealer. Det vigtige er, at der bliver givet et seriøst incitament til at lade sprøjten stå, som samtidig gør konventionelt dyrkede produkter dyrere for forbrugeren end de økologiske og biodynamiske.

I august var Miljøstyrelsen ud at berolige med, at glyphosat (det aktive stof i Roundup) ikke var nogen trussel for vores grundvand, og en forsker fra KU Life bagatelliserede virkningen i forhold til alkohol, tobak, salt osv., som vi dagligt udsætter os for, samtidig med, at hun forsikrede, at der ikke var cocktail-effekter for Roundup!¹

Omvendt har Roundup ifølge Institute for Responsible Technology alvorlige langtidsvirkninger i dyrkningsmiljøet. Den er med til at tilbageholde jordens næringsstoffer og fremmer udviklingen af en lang række plantesygdomme. Og nylige undersøgelser viser, at glyphosat giver fosterskader på frøer og kyllinger, og der tegner sig gradvist et billede af en bred vifte af alvorlige påvirkninger også af den menneskelige sundhed.² På den baggrund synes de danske myndigheders bagatellisering af konsekvenserne af at få Roundup udbredt i vores fødevarer og vandmiljø at basere sig på et ganske tyndt grundlag.

I parentes bemærket er det bemærkelsesværdigt, at det er Venstre og landbrugsorganisationerne selv, som går til pressen med, at der skal strammes op, efter at VK-regeringen igennem 10 år på det skammeligste har forsømt at fastholde bønderne på aftalen om at reducere pesticidforbruget. Måske det er et taktisk træk for at imødegå det indlysende næste træk – at få gjort noget alvorligt ved problemet.

Se tidligere blog-indlæg: Gang i sprøjten, Sprøjtemidler og Det forpestede dusin.

Malene Breusch Hansen: Miljøstyrelsen: Nogle sprøjtegifte bliver ‘rigtig, rigtig dyre’, Ingeniøren 05.12.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidafgift får kun hver anden landmand til at mindske forbruget, Ingeniøren 05.12.2012.

Venstre: Det haster med nye pesticid-afgifter, (Ritzau) Politiken 02.01.2012.

Landmænd vil have kloge sprøjteafgifter, (Ritzau) Information 02.01.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidforbruget stiger fortsat markant i landbruget, Ingeniøren 02.12.2012.

Marc Prosser: Giften på markerne skal være mindre giftig med ny afgift, Ingeniøren 07.11.2011.

Magnus Bredsdorff: Nyt pesticid siver lige ned i grundvandet, 05.10.2011.

Mette Mandrup: Ny miljøminister styrer direkte mod slagsmål med landmænd, Ingeniøren 03.10.2011.

Magnus Bredsdorff: Salg af sprøjtegifte til landbruget stiger voldsomt, Ingeniøren 14.09.2011.

Thomas Djursing: Giftekspert: Roundup-stof er mindre giftigt end bordsalt, 31.08.2011.¹

Magnus Bredsdorff: Rød regering vil forbyde Roundup i haver, 26.08.2011.

Magnus Bredsdorff: Miljøstyrelsen: Roundup-rester uskadelige for grundvandet, Ingeniøren 19.08.2011.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Nicolai Østergaard: Bekymrede forskere: Sprøjtegiften Roundup har ramt drikkevandsboringer, Ingeniøren 26.01.2011.

Jeffrey Smith: Monsanto’s Roundup Triggers Over 40 Plant Diseases and Endangers Human and Animal Health, Institute for Responsible Technology 14.01.2011.²

Michael Antoniou et al.: Roundup and birth defects. Is the public being keptin the dark? Earth Open Source, 2011.²

.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.

Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.

Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.

Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.

Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.

Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

Godt nytår

Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.

Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.

Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.

Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.

I konsekvens af klimaforhandlingerne i Durban bad klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard lige før jul DMI om at udarbejde scenarier for konsekvenserne ikke bare af en global temperaturstigning på 2ºC, som er den nuværende globale målsætning, men også for 6ºC.

“Vi er selv en lavtliggende østat, så det kan få ganske alvorlige konsekvenser, hvis det går mod seks grader i dette århundrede,” siger han til Ritzau: “Det er nogle ekstreme scenarier, som ikke er særligt rare at tænke på. Men som verdens gang er, synes jeg, vi er nødt til at forberede os på, at det kan blive virkelighed.”¹

Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.

Hvad vil det betyde for Danmark? – skal vi til at have airconditioning i store dele af vores bygningsmasse for at holde sommervarmen ude? – vil landbruget dyrke helt andre afgrøder ved slutningen af dette århundrede, vil kombinationen af kraftigere storme og stigende verdenshave ændre på de danske kystlinjer, som historisk set har været meget foranderlige? Et worst case scenario for 6ºC vil sandsynligvis indebære, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er uafvendelig (hvilket alene indebærer en havstigning på omkring 7 m), og at tundraegnenes store indefrosne metandepoter er under optøning.

Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget Østersøen inddæmmet).

Konklusionen vil sandsynligvis være, at man kun et stykke hen ad vejen kan klimatilpasse sig, og at det bliver astronomisk dyrt – markant dyrere end hvis alle verden rundt satte systematisk ind på at mindske klimabelastningen. Men den globale situation efter Durban er sådan, at langt de fleste af verdens største udledere ikke i den nuværende situation er indstillet på at reducere deres udledninger. Og hvis ikke Demokraterne genvinder magten i både Senatet og i Repræsentanternes Hus, får vi heller ikke nogen global aftale i 2020.

Se tidligere blog-indlæg: Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel, En temperaturstigning på 2-3º betyder at … og Gambling med vores fælles fremtid.

Minister gør Danmark klar til klimakollaps, (Ritzau) Information 23.12.2011.¹

Birgitte Marfelt: Minister efter håbløs klimaaftale: Nu ruster vi os mod en seks graders stigning, Ingeniøren 23.12.2011.

Poul-Henning Kemp: Kurven Lidegaard frygter, Ingeniøren 31.12.2011.

Mathew Stutz: A real sea change, Scientific American 23.12.2011.

Naomi Klein er journalist og forfatter til to bøger, der har vundet verdensry: No Logo og The Shock Doctrine. Hun er konstant på farten, fordi der hele tiden er bud efter hende. Efter bøgerne om de multinationale firmaers magt og deres strategier for at skabe profit gennem kriser, har hun, ikke overraskende, erklæret klimakampen som vor (frem)tids vigtigste spørgsmål.

I den artikel, som du nu står over for at tage hul på, udfolder hun dette tema. Ikke som den kølige iagttager, men som den passionerede anbefaler af enhed mellem alle kræfter, som støtter kampen for civilisationens fortsættelse og dens forudsætning: den nødvendige kamp mod de korporative kræfters overtagelse af samfundsøkonomien. Hun forsvarer de lokale samfund, den folkelige magt over produktionens formål og organisering, og naturen som altings grundlag.

Hendes hovedtese er, at vi ikke har hverken tid eller råd til en overenskomst med den fossile industri og dem, der er afhængige af den, hvis vi skal nå at redde verden fra den klimakatastrofe, som trænger sig ind på os fra alle sider og bruges af de selvsamme korporative magter i et forsøg på at slavebinde verdens befolkning, uanset omkostningerne. Hun peger på mange alternative veje, vi kan vælge, og hendes konklusion er krystalklar: Der er ingen mulighed for et kompromis mellem på den ene side kampen for at redde civilisationen og på den anden side de store firmaers interesser. Det er enten eller.

Det er klart, at denne konklusion, for mange, synes meget drastisk. Jeg synes, at man skal lade tvivlen komme Naomi Klein til gode, og læse artiklen. Nedenfor er der oceaner af plads til at diskutere, om hun har ret. God læselyst og et varmt ønske om en frugtbar debat. Især kunne det være interessant at høre fra dem, som føler sig udfordret at artiklen.

Niels-Holger Nielsen

Kapitalismen vs. klimaet

af Naomi Klein

Herren på fjerde række har et spørgsmål.

Han præsenterer sig som Richard Rotchild, og fortæller forsamlingen, at han stillede op til valget til lokalrådet i Marylands Carroll County, fordi han var kommet til den konklusion, at politikker til bekæmpelse af global opvarmning faktisk var ‘et angreb på amerikansk middelklassekapitalisme.’ Hans spørgsmål til panelet, som sidst i juni måned var forsamlet på et Marriott-hotel i Washington, DC, lød således ‘I hvilken udstrækning er hele denne bevægelse simpelthen en grøn trojansk hest med maven fyldt af marxistiske socioøkonomiske doktriner?”

Her på Heartland Institutes⁽¹⁾ 6. internationale konference om klimaforandring, den fremmeste forsamling af ‘de, der er dedikeret til benægtelsen af den overvældende videnskabelige konsensus om den menneskelige virksomheds opvarmning af planeten’, er dette spørgsmål retorisk. Det er som at spørge en forsamling af tyske centralbankfolk hvorvidt Grækenland er upålideligt. Paneldeltagerne lader sig naturligvis ikke fragå en sådan lejlighed til at fortælle spørgeren, hvor evigt ret han har.

Chris Horner, et seniormedlem ved Competitive Enterprise Institute⁽²⁾; han excellerer i at forulempe klimavidenskabsfolk med sagsanlæg og forsøg på fiskeri i oprørte vande angående ‘Frihed til Information’⁽³⁾ bemægtiger sig mikrofonen. ‘Man kunne tro, at dette handler om klimaet’, siger han dystert, ‘og det er der da også mange, der gør, men det er ikke en fornuftig antagelse.’ Horner, hvis tidligt grånede sølvhår får ham til at ligne en højrefløjsudgave af Anderson Cooper⁽⁴⁾ ynder, at tage Saul Alinsky⁽⁵⁾ til indtægt: “Sagen er ikke sagen”. Sagen er helt klart at “intet frit land ville gøre imod sig selv, hvad denne agenda foreskriver…. Ifølge den er det første skridt at fjerne vores påtrængende frihedsrettigheder, som til stadighed står i vejen.”

At hævde, at klimaændringer er en sammensværgelse for at stjæle amerikanske frihedsrettigheder er temmelig tamt i forhold til Heartland-standarden. I løbet af denne todages konference vil jeg lære, at Obamas kampagneløfte om at støtte lokalt ejede biodiselfabrikker i virkeligheden handlede om “grøn kommunitarisme” sammenlignelig med “maoist”planen om, at der skulle være en “højovn” i enhver baghave” (Cato-instituttets Patrick Michaels⁽⁶⁾). At klimaændringer er et skalkeskjul for Nationalsocialisme (tidligere senator for republikanerne og pensioneret astronaut Harrison Schmitt). Og at miljøforkæmpere er som aztekekerpræster, der ofrer utallige mennesker for at formilde guderne til at ændre vejret (Marc Morano, udgiver af benægternes nøgle-website, ClimateDepot.com).

Først og fremmest vil jeg komme til at høre forskellige versioner af den holdning, som udtryktes af lokalrådspolitikeren på fjerde række: At klimaændringer er en trojansk hest skabt til at afskaffe kapitalismen og erstatte den med en eller anden form for økosocialisme. Som konferencetaler Larry Bell rammende udtrykte det i sin nye bog ‘Korruptionens Klima’: klimaforandring “har ikke meget at gøre med miljøets tilstand, men derimod meget at gøre med at baste kapitalismen og ændre den amerikanske livsform til fordel for en global omfordeling af velstand.”

Læs mere »

Dette er ikke et egentligt blog-indlæg, men blot en henvisning til en artikel af Coral Davenport i National Journal: Heads in the Sand, som giver en meget præcis gennemgang af republikanernes skingert populistiske klima- og videnskabsfornægtelse.

Både kvotesystem, grønne afgifter og offentlige investeringer er centrale virkemidler i stort set alle forsøg på at instrumentalisere den forestående klimaindsats, og det er hver især tre særdeles svære størrelser at sluge for republikanerne, som med Tea Party-strømningen for en tid er holdt fast i fundamentalistiske minimalstatsdogmer.

Den amerikanske klimafornægtelse er massiv. Og som Davenport indledende beskriver i sin artikel, har fornuften i disse tider svære kår i det republikanske parti. Men på baggrund af en undersøgelse, som viste at den globale opvarmning for 59% af alle amerikanere er en realitet, slutter han nøgternt med at konkludere, at hvor klimafornægtelsen kan vinde primærvalg, vil den meget vel vise sig at tabe kampen om præsidentposten.

Coral Davenport: Heads in the Sand, National Journal 03.12.2011.

Andrew Restuccia: Sen. Boxer to climate-change deniers: ‘You are endangering humankind’, The Hill 07.12.2011.

.
I denne video taler Noam Chomsky, professor i lingvistik ved MIT, om den amerikanske klimafornægtelse og hvordan den blandt andet hjulpet af mediernes ryggesløse ‘for og imod, så kan du selv vælge’-formidling har kunnet vokse sig så stor, at USA lige nu står overfor kollektivt at afvise den videnskabelige konsensus som den menneskabte globale opvarmning som “a liberal hoax”.

Videoen stammer fra en serie fra The Nation over temaet “Peak Oil og klimaforandringer”, som har mange andre fine bidrag fra blandt andet Bill McKibben, Lester Brown og Richard Heinberg.¹

Peak Oil and a Changing Climate, The Nation 05.01.2011.¹

Kathy Seal: Why Isn’t Climate Change on More Lips? Miller-McCune 15.12.2011.

www.chomsky.info.

Vores nye regering var lige ved aldrig at være blevet valgt, da diskussionen om planerne om en betalingsring omkring København  i ugerne op til det seneste valg brød ud. Betalingsring lyder af noget med tvang og afgifter, og at vi ikke bare kan fortsætte med at fræse rundt som vi plejer – og en gryende erkendelse af, at vi ikke bare kan fortsætte med at bygge flere gennemfartsveje, omfartsveje, havnetunneler osv. for at få plads til en stadig større strøm af biler. Og lidt er der om det (med tvangen). Det er et ganske håndfast forsøg på at få flere til hver dag at gå, tage cyklen eller bussen frem for at tage privatbilen, nødvendiggjort af, at vi i den nuværende situation er så utilbøjelige til at lade privatbilen stå.

En betalingsring vil samtidig afhjælpe en bred vifte af problemer. Den vil være med til at mindske trængslen på vejene omkring Københavns centrum, som i dag er fyldt til bristepunktet. Størstedelen dele af Indre Bys smalle gader og stræder er indrettet, så parkeringskapaciteten er den størst mulige, og en endog meget stor del af de sparsomme friarealer inde på karreerne er udlagt som parkering. Her burde være opholdsplads, legeplads, små grønne enklaver og frodighed, frem for opbevaring af biler.

Afgifterne ved betalingsringen vil kunne finansiere udbygningen af den kollektive transport, som hvis den fik en mere permanent basis af brugere ville kunne sigte efter flere “store” løsninger med metro og letbaner, som kommer hurtigere frem end i dag.

Samtidig vil betalingsringen være en hjælp til at få os afvænnet fra det at betragte det som en selvfølgelighed at slæbe sin bil med sig rundt, lige meget hvor man skal hen i verden. Det kan klodens klima ikke holde til, det giver en dødelig luftforurening, og det gør, at det centrale Københavns sparsomme friarealer i alt for høj grad er okkuperet af biler.

Og så er det en vigtig del af, at det lykkes at gøre København CO₂-neutral i 2025.  Måske det ikke helt er gået op for os, men på trafikområdet er en betalingsring kun en begyndelse. Hvis København skal være bare tilnærmelsesvist CO₂-neutral i 2025, så står vi over for en radikal omlægning af hele den måde, hvorpå vi transporterer os selv, hinanden og alt det, vi forbruger og smider væk. Og med den seneste klimakonference i Durban er det vigtigere end nogensinde, at byerne går foran og viser, at det kan lade sig gøre at skabe CO₂-neutrale byer med stor livskvalitet.

Læs mere »

.
I denne 8 min. video, The Story of Broke, med undertitlen “Hvorfor der stadig er masser af penge til at bygge en bedre fremtid”, stiller Annie Leonard skarpt på vores skattepenge – og hvad de går til. Den bygger klart på amerikanske forhold, men kan fint overføres på dansk virkelighed. Hvorfor er så mange af vores skattepenge bundet op på udgifter og støtte til ting, vi ikke ønsker os? Hvorfor støtter vi, i en tid, hvor vi ved, at der skal omstilles til vedvarende energi, stadig den fossile industri i stedet for at inddrage det fulde skatteprovenu og få den til at betale de mange nu eksternaliserede klima-, miljø- og sundhedsomkostninger?

Annie Leonard lavede tilbage i 2007 filmen The Story of Stuff, som gennem sin stærke analyse og større varighed (20 min.) kommer mere til benet af problemstillingen end i The Story of Broke. Men efterfølgende er det blevet til en hel serie kortere (8-10 min.) videoer: The Story of Cap & Trade (2009), The Story of Bottled Water (2010), The Story of Cosmetics (2010), The Story of Electronics (2010), The Story of Citizens United v. FEC (2011) samt nu senest The Story of Broke (2011), som netop er lanceret.

Herover en frame fra The Story of Broke, hvor hun på et splitsekund får det amerikanske samfund omstillet til bæredygtig energi for skatteydernes penge.

Det er et enestående fortællesprog, som hun har udviklet med disse “Stories of …”. Hun formår virkelig at formidle, og Los Angeles Times vurderede i juli 2010, at alene The Story of Stuff var set af mere end 12 mio. mennesker. Det er godt gået af en tegneseriedokumentar. Man får rigtig meget at vide på en underholdende men aldrig pjattet måde, og skulle man have lyst til at checke detaljerne, så findes der til Story of Stuff en 15-siders pdf-fil med samtlige referencer.¹ Og … karakteristisk for det amerikanske medieunivers, hvor man mere og mere utilsløret køber sig til sandheden, er der på YouTube lavet modvideoer, som fuldstændig på linje med klimafornægtelse modsiger alt og erklærer det for venstreorienteret propaganda.

The Story of Broke må være det indtil nu i særklasse bedste bidrag til den amerikanske valgkampagne.

Se tidligere blog-indlæg: The Story of Stuff.¹

Margot Roosevelt: Teaching ‘stuff’ about ecology, Los Angeles Times 13.10.2010.

VM i partikelmåling, som i parentes bemærket var det sidste projekt jeg var med til at lave for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, er nu på gaden. I forbindelse med VM i landevejscykling i september 2011 blev store dele af det centrale København lukket for trafik, og det var oplagt at undersøge, hvilken indflydelse det ville have på byens luftkvalitet. Vi målte derfor på en lang række punkter i byen langs et snit fra Søtorvet til Christianshavn for at give en form for overblik over luftforureningen i det centrale København, samt på H.C. Andersens Boulevard, hvor man helt ekstraordinært havde fået lov til at bruge Danmarks mest befærdede gade til målfelt for cykelløbene. Og samlet viste undersøgelsen, at niveauet på trafikerede gader under VM lå 30% under niveauet før og efter.

Dette dækker over markante forskelle. Hvor der for målesteder som Torvegade og Knippelsbro var tale om næsten en halvering af koncentrationen af ultrafine partikler, så viste Bremerholm ikke noget fald. Selvom den samlede trafikmængde var radikalt lavere, så viste en optælling i Bremerholm, at der under VM-afspærringen faktisk passerede flere dieselkøretøjer i VM-perioden end før-efter (det var stadig muligt at køre ind i den afspærrede zone med varebiler).

Undersøgelsen understreger således, at det ikke kun handler om at mindske trafikken generelt, men nok så meget om at sætte målrettet ind overfor de køretøjer, hvis bidrag til partikelforureningen er størst. Alene ved at skærpe kravene til miljøzonen, så den kom til at omfatte samtlige dieselbiler, ville man fra dag til dag kunne bedre luftkvaliteten radikalt.

Målingerne på H.C. Andersens Boulevard måtte vi holde ude af beregningerne. For hvor partikelniveauet faldt til næsten en tredjedel af det normale i de første dage efter etableringen af afspærringerne (se figuren til højre), så voksede niveauet til mere end det dobbelte af det normale, da først cykelløbene satte i gang. Det var klart ikke cyklisterne selv, som leverede partikelforureningen, men de mange TV-stationers dieselgeneratorer i målfeltet til at sikre, at millioner af mennesker verden rundt kunne følge med.

Læs mere »

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO₂-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO₂-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO₂-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO₂ ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO₂, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO₂ end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »