Strøtanker om bæredygtighed

I weekenden var mere end 10.000 mennesker samlet i Yokohama til to dages Global Conference for a Nuclear Power Free World, mens yderligere 30.000 fulgte med via online transmissioner.

I skyggen af Fukushima-ulykken, hvis konsekvenser vi endnu kun har set begyndelsen af, står A-kraften et sted, hvor verden af mange grunde burde fravælge den. Der har igen og igen været argumenteret med, at det er et slag for klimaet. Men rent faktisk kan man for de samme investerede midler få langt mere energi langt hurtigere, sikrere og sundere ved at investere i vedvarende energi end ved at satse på A-kraft. Som Fukushima-ulykken har tydeliggjort, er A-kraften hverken sikker, ren eller billig. Og når det  som i Fukushima for snart et år siden går alvorligt galt, har det omfattende konsekvenser ud i de yderste afkroge af et helt samfund.

På konferencens hjemmeside www.npfree.jp er de to dages aktiviteter dokumenteret på video. Jeg vil her blot rette opmærksomheden på konferencens deklarationstekst. Den kan downloades i pdf-format nedenfor.

. 

Yokohama Declaration for a Nuclear Power Free World

The 11 March 2011 earthquake, tsunami and related melt down at the Fukushima Daiichi nuclear power plant has led to great suffering for the people of Japan and has increased radioactive contamination across the globe. It has also sounded a warning bell throughout the world about the long-term health, environmental and economic risks of nuclear power.

As with Three Mile Island and Chernobyl, the accident at Fukushima has reminded us once again that nuclear technology is unforgiving and accidents cannot be contained. The situation is not under control as declared by the Japanese Government. The nuclear power plant is still unstable and workers continue to work under life-threatening conditions.

Radioactive contamination is spreading. This is a regional and global emergency. People are either forced to flee with their children or live with unacceptable health dangers and prolonged radiation exposure. In Fukushima prefecture, evidence of radioactive material has been found in the breast milk of mothers and the urine of children. Lives are threatened, including those of future generations. The regional economy has been destroyed.

Læs mere »

George Monbiot sendte i dag via Twitter link rundt til en artikel af Mike Lofgren, som ifølge Monbiot “explains a host of mysteries, including the decline of rational problem-solving in America”.

Efter et langt livs sandsynligvis tavshedsbelagt arbejde som embedsmand i Det Hvide Hus system tager Lofgren bladet fra munden og giver sig lov til at fortælle. Det er ikke rar læsning, Både Republikanerne og Demokraterne er alvorligt i lommen på de store virksomheders særinteresser, systemet gør de to partier pilrådne, men de er ifølge Lofgren rådne på forskellig måde. Han karakteriserer direkte den republikanske oppositionsstrategi som “political terrorism” – og vi har måske efter seneste valg oplevet en snert af det samme herhjemme – hvor oppositionen fra at agere som en loyal opposition, som støtter op om de parlamentariske grundprincipper og spiller ind hvor muligt, ser sin rolle som tvivlssætter, som destruktiv. Selvom det vil få enorme omkostninger for den amerikanske økonomi og for amerikanernes tillid til den politiske ledelse, så er det blevet et mål i sig selv at udstille Obamas magtesløshed og sikre, at han ikke får lavet noget som helst fornuftigt.

Ifølge Lofgren har særligt det republikanske parti i de senere år udviklet sig mod det ekstreme:

It should have been evident to clear-eyed observers that the Republican Party is becoming less and less like a traditional political party in a representative democracy and becoming more like an apocalyptic cult, or one of the intensely ideological authoritarian parties of 20th century Europe. This trend has several implications, none of them pleasant.¹

A couple of years ago, a Republican committee staff director told me candidly (and proudly) what the method was to all this obstruction and disruption. Should Republicans succeed in obstructing the Senate from doing its job, it would further lower Congress’s generic favorability rating among the American people. By sabotaging the reputation of an institution of government, the party that is programmatically against government would come out the relative winner.¹

To små smagsprøver fra indledningen til en meget lang og tankevækkende artikel, hvor Lofgren påpeger det paradoksale og direkte skizofrene i, at et parti, som ser sig som systemets og konstitutionens vogter, agerer så destruktivt, at det meget vel kan føre til langtidsskader på den amerikanske befolknings tillid til den amerikanske konstitution og ledelse.

Videre i artiklen fokuserer Lofgren (som ikke er Obama-fan) mest på republikanerne under tre overskrifter: 1. The GOP cares solely and exclusively about its rich contributors, 2. They worship at the altar of Mars, og 3. Give me that old time religion.

Jeg vil ikke på dette sted gå videre ind på Lofgrens analyse, men blot pege på artiklens eksistens – søger i disse dage ikke at hvirvle Strøtanker for stærkt ind i den amerikanske valgkamp. Men omvendt er samtlige kandidater i det republikanske primærvalg er klimafornægtere. Vi står således i en situation, hvor det amerikanske valgcirkus kan føre til, at vi om et år har en præsident for verdens største økonomi, som er totalt afvisende overfor at gøre noget ved klima- og bæredygtighedsudfordringerne. At dette vil køre USA helt bagud som økonomiske stormagt er én ting, men hvis en Tea Party-styret præsident kommer i Det Hvide Hus, er det yderst vanskeligt at forestille sig gennemførelsen af en global klimaindsats, som den blev ridset op på det nyligt afsluttede klimatopmøde i Durban.

Mike Lofgren: Goodbye to All That: Reflections of a GOP Operative Who Left the Cult, Truthout 03.09.2011.¹

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO₂ for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO₂, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SO_x. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO₂-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

Dette blog-indlæg er en meget nedredigeret genudgivelse, idet de indlejrede, meget smukke videoer nu kun kan ses fra Vimeo samt fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Siden 2007 har folkene bag Extreme Ice Survey arbejdet målrettet på at dokumentere verdens gletsjere. De har i stor udstrækning brugt time lapse optagelser, hvor man for eksempel tager ét billede i timen for derefter at afspille dem i video-sekvenser. På den måde har formået at tydeliggøre, at klodens store ismassiver er langt mere bevægelige og plastiske – og truede af klimaforandringer – end man umiddelbart kan erfare på stedet eller fra det enkelte billede, og at det gennemgående billede er, at afsmeltningen er langt større end tilvæksten.

Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-10, 1:29 min. Vimeo video.
Columbia Glacier i Alaska, time lapse-optagelser 2007-11, 0:55 min. Vimeo video.

Disse to time lapse videoer (sim indtil for få dage siden var indjejret i dette blog-indlæg) viser Columbia-gletsjerens bevægelse fra to forskellige kamera-positioner igennem henholdsvis tre og fire år. Columbia er en mangearmet gletsjer med en udstrækning på omkring 1.100 km², som tømmer sine ismassiver ud i Prince William-sundet i det sydlige Alaska. I årene 1957-74 holdt den en stort set fast størrelse, med små variationer i forhold til årstiden. Men efter den tid har gletsjeren været i stadig tilbagetrækning, og siden 1981 har gletsjerens forkant trukket sig 16 km tilbage, og tykkelsen er aftaget med omkring 500 m. Inden for de næste par årtier forventes Colombia-gletsjeren at trækker sig yderligere 15 km tilbage, så  forkanten rykker op på land.¹

Extreme Ice Survey har tilsvarende lavet time lapse-videoer over gletsjere fra Grønland og Island samt fra Alperne og Himalaya-bjergene. Det er bevægende billeder,  og det bedste overblik over de tilgængelige videoer får man fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.

Se tidligere blog-indlæg: Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, Storbyhimle, Vatnajökull smelter, Kulstøv øger isafsmeltningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Columbia Glacier, Alaska, USGS.¹

Columbia Glacier (Alaska), Wikipedia.¹ 

Den anden dag var der i The Guardian en lille reportage fra Tokyo,¹ hvor den første store blåfinnede tun, som blev landet på Tokyos Tsukiji-marked blev solgt for 4,2 mio. danske kroner.  Godt nok vejede fisken 269 kg, og køberen, en japansk sushi-kæde med 46 restauranter, regnede med at der kunne blive til 10.000 små sushi-serveringer. Men det er stadig lidt af en pris, og hver af de små stykker tunkød kommer til at koste i snit 420 kr. Så det hænger kun sammen, fordi der ligger en kolossal reklamemæssig status i at kunne servere årets første storfangst.

Det er den slags projektioner tilbage fra urtidens jæger-samler-vidsom – at hvis man spiser noget stort stærkt, farligt, hurtigt, klogt osv., så bliver man selv stor, stærk, farlig, hurtig, klog osv. – som også er ved at få bugt med verdens hajer, elefanter, enhjørninger og næsehorn.

Med sådanne priser er den blåfinnede tun mere efterstræbt end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som fortærer 80% af verdens fangst af blåfinnet tun. På blot 40 år er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80% og flere bestande er meget tæt på fuld udryddelse (se tidligere blog-indlæg: Den blåfinnede tun). Men meget stærke reduktioner i fangstkvotaer og styrket kontrol med illegal fangst gør, at bestanden i Middelhavet igen er i fremgang.²

Man er så småt i gang med at producere blåfinnet tun i aqua-kultur. For eksempel firmaet Umami har havfarme i Mexico og Kroatien, hvor man producerer blåfinnet tun, og man er stolt af at være nede på en omsætningsratio på hhv. 17:1 og 13:1 – dvs. at man bruger 17 eller 13 ton fiskefoder for at få 1 ton blåfinnet tun, hvor en tunfisk i naturen fortærer 20-25 gange sin vægt.²

Disse tal blot for at understrege, at tunfisken er havets oksekød, og at koncentrationerne af tungmetaller og andre af de unedbrydeligheder, vi i den industrielle æra har lukket ud i verdenshavene, derfor forekommer meget koncentreret i tunkøddet. Så det indtages bedst i meget små sushi-bidder.

Justin McCurry: Bluefin tuna fish sells for record £473,000 at Tokyo auction, The Guardian 05.01.2012.¹

Tuna fetches record $730,000 US. Japanese sushi chain eats $600,000 US loss for patriotism, The Vancouver Sun 06.01.2012.

In Spite of Widely Publicized Fears, Bluefin Tuna Populations Are Actually Rebounding, Newswise 20.04.2011.²

Umami CEO interviewed by Charles Payne, 3:22 min. YouTube video 13.12.2011.

Kali Tuna – Stod2 report, 14:51 min. Youtube video (hollandsk reportage (med engelske undertekster) om kroatiske tun-farme).

.
New Hampshire’s GOP Voters Speak Out About Climate Change, 5:32 min YouTube video.

Denne lille video søger forud for det amerikanske primærvalg i New Hampshire 10. januar at finde republikanere, som offentligt tør vedkende sig, at klimaforandringerne er virkelige – og er menneskeskabte. Men i skyggen af Tea Party-bevægelsens skingre højrepopulisme er samtlige kandidater, som i disse dage dyster om at blive republikanernes præsidentkandidat, blankt afvisende overfor klimaproblematikken. Går man blot et år eller to tilbage, havde politikere som Gingrich, Perry og Huntsman langt mere nuancerede synspunkter, når det gælder klimaproblematikken.

Kerry Emanuel, klimatolog fra MIT, præsenterer sig i videon som en af de få republikanere, som tør stå frem som “troende” på, at klimaforandringerne er virkelige og menneskeskabte. “Responsibility is a big Republican theme,” siger han: “Why should they not take responsibility for what we collectively are doing to the climate system?” Mod slutningen siger han: “It makes me feel to some extent disgusted with politics and to some degree shamed to be an American”.

Man kan håbe, at republikanerne med klimaspørgsmålet får sig malet op i et hjørne, hvor klimafornægtelsen (og fornægtelsen af videnskabeligheden) måske er nødvendig for at vinde primærvalgene, men omvendt er en tabersag til præsidentvalget. For køreplanen for den klimaaftale, man fik lavet i Durban for blot en måned siden, får meget svært ved at holde, hvis amerikanerne ender med at vælge en klimafornægter ind i Det Hvide Hus.

Videoen er lavet af ClimateDesk, et journalistisk samarbejde “dedicated to exploring the impact – human, environmental, economic, political – of a changing climate.”¹ Det amerikanske valgcirkus er i gang, og der er meget lang tid til afgørelsen 8. november.

www.climatedesk.org/about.¹

Suzanne Goldenberg: Climate scientist disowned by Newt Gingrich speaks out over book spat, The Guardian 06.01.2012.

Andrew Revkin: Still Searching for Republicans With Climate Concerns, New York Times 05.01.2012.

Lisa Hymes: Santorum vs. Romney: The climate is screwed either way, Grist 04.01.2012.

Billedfrisen herover var der pludselig, på Twitter, hvor jeg for første gang havde vovet mig ind, kun tekstet på japansk, så jeg ved end ikke hvor den stammer fra. Men den kunne meget vel være japansk, for månen har en meget stærk placering i det japanske bevidsthedsunivers.

Det er vidunderlige, ekliptiske billedlege i dén særlige fuldmånestund, hvor Jorden for et øjeblik rammer nøjagtigt ind på linjen mellem sol og måne, før himmellegemerne drives videre i deres stadige, elliptiske mønstre.

Dag og nat, mand og kvinde, sommer og vinter, udvidende og sammentrækkende, skabende og modtagende, initierende og responderende, lys og mørk – de stadigt skiftende konstellationer af ur-polariteten Sol og Måne har til alle tider fascineret og styret menneskenes liv.

Havde først tænkt, at dette skulle være et lydløst pausebillede. Men hvis harddiskens sagte snurren bliver for påtrængende, kan man passende med et klik her åbne for en video med en live-udgave af to sange fra Pink Floyds mesterlige album Dark Side of the Moon, hvoraf den sidste, Eclipse, efter element for element at bringe alle tilværelsens dele i harmonisk samklang lader månen ind over og næsten koan-agtigt kryptisk slutter:

There is no dark side of the moon, really
Matter of fact it’s all dark.

Den fulde tekst til Eclipse kan ses nederst.

Læs mere »

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

I lyset af – eller rettere skyggen af – den japanske A-kraft-katastrofe vil der 14.-15. januar 2012 være en stor konference: Global Conference for a Nuclear Power Free World.

Hvis man skal sige noget godt om A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket, som det gradvist fremstår som er den alvorligste A-kraft-ulykke i menneskehedens historie, så er det, at det har fået nationer verden over til seriøst at genoverveje deres A-kraft-politik. Og lande som Tyskland og Schweiz har allerede besluttet sig for en fuld udfasning af kernekraften.

Også i Japan så det en overgang ud til, at man helt ville opgive A-kraften og slå ind på en udvikling, hvor den vedvarende energi relativt hurtigt kom til at dække 100% af det japanske behov. Landet har ressourcerne til det, og de vulkanske landskaber har geotermisk varme lige under fødderne næsten lige meget, hvor man borer. Men den slags kommer ikke af sig selv. Der ligger en kolossal inerti i forhold til så fundamentalt at ændre et samfunds infrastruktur, så lige nu er det mindre sikkert, at Japan tager skridtet fuldt ud.

Jeg følger situationen i kølvandet på Fukushima-ulykken tæt – det er foruroligende at erfare, hvor store implikationer, det har for samtlige 120 mio. japanere. Havde det været en vindmøllepark, som var blæst over ende, havde der for længst stået nye møller.

Nu står man til trods for erklæringer om at have nået en tilstand af “cold shutdown” med næsten totale kernenedsmeltninger og et oprydningsarbejde, som forventes at tage 30-40 år. Alene sikringen af det frilagte, nedsmeltede brændsel forventes at tage 10 år. Overskrifterne fra den samling af Fukushima – links, som jeg løbende opdaterer, giver en klar fornemmelse af, hvor langt ud i et samfunds afkroge, en sådan ulykke skaber kaos og fortvivlelse. Det er derfor højest berettiget at holde en sådan konference – og man har blandt andet indbudt Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi til at fortælle, hvor enkelt det på Samsø har været at lave en fuld omlægning til vedvarende energikilder.

Se mere på konferencens hjemmeside: Global Conference for a Nuclear Power Free World.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – stress tests, Fukushima – patienten i bedring, Fukushima – No Nukes Art Project, Fukushima – links, Fukushima – otte måneder i tvivl samt Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Kazuaki Nagata: Yokohama antinuclear conference draws thousands of activists, experts, Japan Times 15.01.2012.

Antinuclear conference calls for full support of victims in Fukushima, (Kyodo) Mainichi Daily News 15.01.2012.

Kazuaki Nagata: Antinuclear conference under way in Yokohama, Japan Times 14.01.2012.

Louis Templado: POWER TO THE PEOPLE: Anti-nuke energy conference starts in Yokohama, Asahi Shimbun 14.01.2012.

Sophie Knight: Conference to present vision of a nuclear-free Japan, Asahi Shimbun 13.01.2012.

NGOs, nuclear experts to draw up plans to phase out nuclear power, Mainichi Daily News 12.01.2012.