DONG rejser verdens største havmøllepark på rekordtid
10. februar 2012
I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.
I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹
Derfor er det sandsynlige resultat, at man ender med at bevare Tange Sø, men prøver at bedre passagemulighederne for åens fauna. Der er anlagt fisketrapper omkring opstemningen, men de virker tilsyneladende ikke optimalt. Gudenå-laksen er borte, og for eksempel har det vist sig, at den i dag udryddelsestruede ål har meget svære kår omkring Tangeværket.
I min tidlige barndom havde min morfar ruser ved Langerak, det langsmalle stykke af Limfjorden mellem Aalborg og Hals. Situationen var da så overflodsagtig, at mormor insisterede på kun at få ål én gang om ugen. I dag er det nærmest politisk ukorrekt at spise ål. Det er svært fatteligt, at det er kommet dertil, og at det er gået så hurtigt. Men det – og den lille historie om Tangeværket – viser blot, hvor svært det er for os mennesker at forstå vores fulde indgriben i vores omgivelser. Og at vi, når vi først én gang er begyndt at gribe ind i landskabernes komplekse økosystemer, må indse, at der er tale om en dynamisk balance, som kræver stadige finjusteringer på baggrund af stadig monitorering.
Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO2 i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO2, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO2 til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO2 vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.
Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO2. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.
