Strøtanker om bæredygtighed

Plantagon har nu eksisteret i mere end 10 år – opbygget omkring en vision om at indarbejde fødevareproduktionen i vores byer og integrere den i bolig- og erhvervsbyggeriet. Det har sine udfordringer, men i høj grad også sine muligheder, og i en tid, hvor vi bliver flere og flere om at skulle mættes af samme få kvadratmetre er det overvejelser, som i den grad er værd at gøre, hvordan vores mad – eller i hvert fald dele af den – kan blive til i vores bymiljøer.

Plantagons til dato mest spektakulære visualisering af potentialet har været en gigantisk glaskugle, hvor planteproduktionen fandt sted på en spiralformet streng inde i bygningen. Og sådanne domes (se billedet til højre) kunne blive et spektakulært indslag i de fleste bymiljøer. Men nu ser det endelig ud til, at Plantagons vision bliver virkelighed.

I Linköping kunne man i sidste uge tage første spadestik til en kombineret kontor- og fødevareproducerende Plantagon-bygning, som med sin store lysende væksthus-facade bliver et yderst markant element i bybilledet (billederne øverst og nederst). Og hvor man til samme placering har arbejdet med en ren planteproduktionsglaskugle, har man nu valgt at en integreret kontor- og planteproduktionsenhed som prototype, hvilket virker indlysende.

Umiddelbart kan Linköping virke som et besynderligt sted at placere en sådan bygning, hvor plantekasser er stablet op i 54 meters højde, for Sverige har om noget masser af åbne vidder. Men samtidig med, at Sverige har en kort vækstsæson, har man et stort forbrug af friske grøntsager året rundt. Grundideen ug udviklingsarbejdet er svensk, og en række svenske firmaer som Saab, Combitech og Sweco, som kommer til at stå for opførelsen, har været villige til at gå ind i projektet. Så det er endt med at Linköping bliver hjemby for det første realiserede Plantagon-projekt.

Det patenterede facadesystem er omkring seks meter dybt og indeholder transportbånd, der til stadighed roterer planterne, så de får sol fra alle sider. Samtidig med at kontorhuset varmer vækstdelen, bliver kontorhusdelens grå spildevand (fra håndvaske) genbrugt til vanding. Bygningen har også en udtalt symbiose med det nærliggende Tekniske Verken, Linköpings energiselskab, som leverer varme og CO₂ (som øger plantevæksten), samtidig med at Verken aftager det overskydende organiske materiale til forgasning.

Problemet med den mad, som er dyrket i sådanne strukturer, er, at det er klassisk drivhusmad. Sollyset er for en stor del afløst af kunstlys, og planterne vokser i vækstmedier, hvor muldjordens mange forskellige mineraler og næringsstoffer er erstattet af flydende gødning. Så det fungerer måske nogenlunde til pyntegrønt og hurtigtvoksende urteagtige vækster, men for afgrøder med blot lidt længere væksttid vil det give mindre smagskraft og næringsværdi.

Og så måske endda stadig en bedre løsning end at importere drivhusprodukter fra Langtbortistan. Som Plantagon indledende spørger i sin pdf-præsentation af drivhusprincippet: Why should a tomato fly 10.000 km?¹

www.plantagon.com / Plantagon greenhouse presentation juli 2011 (pdf).¹

Ulrik Andersen: 12-etagers kombineret drivhus og kontor på vej i Linkøping, Ingeniøren 20.02.2012.

Molly Cotter: Plantagon Breaks Ground on its First ‘Plantscraper’ Vertical Farm in Sweden! Habitat 14.02.2012.

Tafline Laylin: VertiCrop Processes 10,000 Plants Every 3 Days Using Vertical Hydroponic Farming, Habitat 13.01.2012.

Andrew Michler: Plantlab Makes the Coveted Vertical Urban Farm a Reality, Habitat 23.05.2011.
.

Plantagons nye bygning i Linköping får en prominent placering langs elven.

.
For få uger siden lykkedes det efter måneders pres at få Obama-administrationen til at udsætte beslutningen af Keystone XL olieledningen, som skal føre canadisk tar sand olie til amerikanske rederier. Men nu har en række senatorer sat sig for alligevel at presse den igennem. Derfor iværksatte en gruppe klima- og miljøorganisationer i forgårs en aktion, hvor de i løbet af 24 timer lykkedes at mønstre 802.000 mails til senatet om ikke at røre ved beslutningen om udsættelse. Og derfor er i titusindvis af mennesker i disse timer ved at kime senatorerne ned med protester og henstillinger.

Jeg tænkte, at det var en god anledning til at gense denne nu snart et år gamle video om tar sand-olien: The Dirty Truth. Den opruller i al sin gru det, som måske er verdens i dag største organiserede miljøødelæggelsesprojekt. Et skovområde tre gange større end Danmark står i de kommende år til at blive totalt raseret. Udledningen vil føre til, at verdens tredjestørste vandafledningsområde står til at blive uhelbredeligt forurenet. Og samtidig er det beregnet, at CO₂-udledningerne fra tar sand-olien globalt set vil være lige så store, som den mængde CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af olie tilbage fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, hvilket vil medføre en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Canadas helt store klimasvigt er således ikke, at landet har trukket sig ud af Kyoto-protokollen for at slippe for at betale bøden for ikke at have levet op til sine klimamål, men at landet ved at insistere på at udvinde og sælge tar sand-olien, som indtil for få år siden blev betragtet som for kostbar og for svinsk at udlede, sætter klimaet i kog og hele klodens fremtid på spil.

EU er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en lovgivning, som vil gøre det umuligt for Canada at sælge tar sand olien i EU, fordi der er for stort et energiforbrug bundet til udvindingen. Et prisværdigt initiativ fra Connie Hedegaard, og det canadiske lobby-apparat har arbejdet på højtryk for at undgå en sådan stempling af tar sand-olien som klimaskadelig. Men som tingene ser ud lige nu, vil olien nok blive brændt af alligevel, hvis først den for alvor begynder at flyde.

Se tidligere blog-indlæg om tar sand og Keystone XL: Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, Canadas klimasvigt, James Hansen foran Det Hvide Hus, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, James E. Hansen om norsk klimapolitik og Tjæresand.

Damian Carrington: Canada threatens trade war with EU over tar sands, The Guardian 20.02.2012.

Mike de Souza: Pro-oil lobby retreat urges feds to deliver climate-change solutions, Vancouver Sun 12.02.2012.

Damian Carrington: Revealed: Europe’s plan to penalise Canada’s tar sands goes Dutch, The Guardia 16.01.2012.

Damian Carrington: UK secretly helping Canada push its oil sands project, The Guardian 28.11.2011.

Bill McKibben: Britain’s promotion of Canada’s tar sands oil is idiotic, The Guardian 28.11.2011.

Suzanne Goldenberg: Canada looks to China to exploit oil sands rejected by US, The Guardian 14.10.2010.

Terry Macalister: Shell faces shareholder revolt over Canadian tar sands project, The Guardian 18.01.2010.

I går blev en flok dokumenter ved en fejl lækket fra Heartland Institute, en amerikansk tænketank, som arbejder for et minimalstats-dereguleret samfund med færrest mulige hindringer for den frie (økonomiske) aktivitetsudfoldelse. Klimaudfordringen bliver fra et sådant ståsted let et skalkeskjul for gennemførelsen af allehånde reguleringer af samfundet – CO₂-afgifter, forventninger om at forureneren betaler og andre uhyrligheder. Og Heartland Institute har i de senere år stillet sig helt centralt i klimafornægtelsesindustrien.

De lækkede dokumenter, som er tilgængelige fra DeSmogBlog,¹ giver et alt efter temperament et glimrende/foruroligende/skræmmende indblik i, hvor systematisk klimafornægtelsesindustrien arbejder. Man kan blandt andet se planer for systematisk at forstyrre og miskreditere skolernes klimaoplysningsarbejde. Og det står hermed endeligt klart, hvor direkte en række af de største støjsendere er direkte finansieret af en institution som Heartland.

Heartland støtter således en række af de centrale bloggere og hjemmeside-administratorer i klimafornægtelsesindustrien som Alan Watts, Fred Singer, Bob Carter og Craig Isdo (som udgiver nyhedsbrevet CO2Science), som ud over sit salær på 100.000$ får 11.600 $ pr. måned fra Heartland.²

Og de lækkede dokumenter giver også et indblik i, hvilke virksomheder, som har interesse i, at den globale konsensus om den menneskeskabte opvarmning forstyrres længst muligt. Blandt bidragyderne finder man store virksomheder som GlaxoSmithKline, Altria, Reynolds America, Pfizer, Eli Lilley, General Motors og Microsoft (omend kun med mindre beløb). Heartland har tidligere fået støtte fra Exxon Mobil and Philip Morris og fik i 2011 en støtte på 200.000$ fra Charles G. Koch Foundation, en af USAs store klimafornægtelsessponsorer. Størstedelen af Heartlands budget er finansieret af en anonym bidragyder.

Heartland bekræftede først, at dokumenterne var lækkede (og dermed at de var ægte), men har siden erklæret, at strategidokumentet² er et falsum – og man er ikke bleg for på sin hjemmeside at erklære, at det er venstreorienterede, som står bag. Det kunne dog meget vel være, at der i USA også var en enkelt republikaner eller tre, som var trætte af den absurde klima- og videnskabsfornægtelse, som Tea Party-bevægelsen har fået det republikanske parti viklet ind i til halsen.

Det har vakt harme – og der venter måske en skattesag forude om – at Heartland Institute har skattefritagelse som en godgørende organisation samtidig med, at man arbejder målrettet på at misinformere om klimavidenskaben. Ligeledes falder støttebeløbet fra General Motors, som har modtaget en omfattende redningspakke af skatteydermidler, mange for brystet. Jeg dog vil ikke her gå længere ind i problematikken, blot henvise til den omfattende dækning af sagen på The Guardian og New York Times.

Foreløbig kører der en underskriftsindsamling mod General Motors’ videre Heartland-støtte.

I sin artikel om klimafornægtelsens natur, Capitalism vs. the Climate (som er oversat her på bloggen), åbner Naomi Klein en reportage fra en af Heartlands mange (anti)klimakonferencer.

Se tidligere blog-indlæg om klimafornægtelsen: Republikanske afveje, Not my cup of tea, Naomi Klein: Kapitalismen versus Klimaet, Hovedet i busken, Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik, Amerikansk klimasabotage, Skeptikerne i gabestokken og Skeptic Arguments sorted by taxonomy.

Richard Littlemore: Heartland Confirms that it Mistakenly Emailed Internal Documents , DeSmogBlog 15.02.2012.¹

Richard Littlemore: Mashey Report Confirms Heartland’s Manipulation; Exposes Singer’s Deception, DeSmogBlog 14.02.2012.

Richard Littlemore: Heartland Insider Exposes Institute’s Budget and Strategy, DeSmogBlog 14.02.2012.

John Mashey: Fake science, fakexperts, funny finances, free of tax, DeSmogBlog 14.02.2012.

Brendan Demelle: Heartland Institute Exposed: Internal Documents Unmask Heart of Climate Denial Machine, DeSmogBlog 14.02.2012.

Confidential Memo: 2012 Heartland Climate Strategy, January 2012 (pdf).²
.

Michael Hiltzik: Subterfuge vs. propaganda in global warming debate, Los Angeles Times 29.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland associate taught ‘biased’ climate course at Ottawa university, The Guardian 28.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Peter Gleick on leave from Pacific Institute over Heartland leak, The Guardian 25.02.2012.

George Monbiot: Anything to declare, Mr Booker? We need transparency about Heartland, The Guardian 24.02.2012.

Laird Harrison: Renowned U.S. climate scientist comes under fire, Reuters 23.02.2012.

Evan Lehmann: Heartland’s president once believed in climate change, but now says it’s a ‘myth’, E&E Publishing 23.02.2012.

Leslie Kaufmann: Behind the Controversy, an Effort to Rewrite Curriculum on Climate Change, New York Times 23.02.2012.

Don’t cloud young minds, New Scientist 22.02.2012.

Darren Samuelsohn: Heartland president details curriculum questioning climate science, Politico 22.02.2012.

David Suzuki: Denying Climate Change is Worse Than Stealing, Huffington Post 22.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Gleick apology over Heartland leak stirs ethics debate among climate scientists, The Guardian 21.02.2012.

Bob Ward: Heartland Institute leak exposes strategies of climate attack machine, The Guardian, 21.02.2012.

George Monbiot: We need to know who funds these thinktank lobbyists, The Guardian 20.02.2012.

Jaeah Lee: Which Major Corporations Are Backing a Climate-Denier Think Tank? Mother Jones 18.02.2012.

Stephen Hume: Hume: Fake skeptics of climate change won’t be swayed by good science, Vancouver Sun 18.02.2012.

Ben Chubby: Web leak shows trail of climate sceptic funding, Sydnet Morning Herald 18.02.2012.

Stephanie Pappas: Classrooms Become Next Battleground for Climate Change Skeptics, Live Science 17.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute faces fresh scrutiny over tax status, The Guardian 17.02.2012.

Christina Roberts: Who Would Be a Climate Skeptic? Huffington Post 16.12.2012.

Nela Banerjee: Climate change doubter Heartland Institute documents leaked, Los Angeles Times 16.02.2012.

Darren Samuelsohn: Heartland Institute raising money off ‘Denialgate’, Politico 16.02.2012.

Nora Doyle Burr: Heartland’s leaked documents show how climate skepticism spreads, Christian Science Monitor 16.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute ‘fights back’ over publication of confidential documents, The Guardian 16.02.2012.

Susanne Goldenberg & Dominic Rushe: Climate science attack machine took donations from major corporations, The Guardian 16.02.2012.

Leo Hickman: Leaked Heartland Institute documents pull back curtain on climate scepticism, The Guardian 15.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Leak exposes how Heartland Institute works to undermine climate science, The Guardian 15.02.2012.

Suzanne Goldenberg: Heartland Institute claims fraud after leak of climate change documents, The Guardian 15.02.2012.

Leo Hickman: Climate sceptics – who gets paid what? The Guardian 15.02.2012.

Justin Gillis & Lelslie Kaufmann: Leak Offers Glimpse of Campaign Against Climate Science, New York Times 15.02.2012.

Andrew C. Revkin: The Heartland Files and the Climate Fight, New York Times 15.02.2012.

Andrew C. Revkin: Exxon and the Climate Fight, New York Times 08.02.2010.

  .

Den japanske bonde Takao Furuno har på sin risfarm på Kyushu dyrket økologisk siden 1978, og igennem 25 år har han eksperimenteret med at holde ænder sammen med risene.

Ænderne rører ikke risplanterne, men deres snadren i de overrislede rismarker holder ukrudt og skadedyr nede, samtidig med at det ilter vandet og mindsker det lys, som når bunden. Så når ællingerne udsættes på det rigtige tidspunkt, kan man klare sig uden at luge, og helt uden pesticider. Ændernes ekskrementer udgør samtidig den perfekte gødning, hvor mængden vokser med planterne, så ved at kombinere risdyrkning med ande-hold kan man op imod fordoble risudbyttet samtidig med at udgifterne til den kemiske bekæmpelse af ukrudt og skadedyr bortfalder.

Mae-wan Ho beretter fra et besøg hos Takao Furuno: “The ducks are not the only inhabitants of the paddy field. The aquatic fern, Azolla, or duckweed, which harbours a blue-green bacterium as symbiont, is also grown on the surface of the water. The azolla is very efficient in fixing nitrogen, attracting insects for the ducks and is also food for the ducks. The plant is very prolific, doubling itself every three days, so it can be harvested for cattle-feed as well. In addition, the plants spread out to cover the surface of the water, providing hiding places for another inhabitant, the roach [skaller], and protecting them from the ducks. In fact, the roach grows so well in the paddy that Mr. Furuno has not bothered to count them. What do the fish feed on? They feed on duck feces, on daphnia and other worms, which in turn feed on the plankton. The fish and ducks provide manure to fertilise the rice plants all through the growing season. The rice plants in turn provides shelter for the ducks.

The paddy field with ducks and all is really a complex, well-balanced, self-maintaining, self-propagating ecosystem. The only external input is the small amount of waste grain for the ducks, and the output? A delicious, nutritious harvest of organic rice, duck and roach. It is amazingly productive.”¹

Læs mere »

Ris, ænder og fisk på samme mark, som beskrevet i det følgende blog-indlæg Aigamo – integreret risdyrkning og andehold, fik mig til at tænke på Europas største dambrug Veta la Palma, som vi forberedte en planche om til udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som blev vist i Rundetaarn 21.01.-28.03.2011.

Veta la Palma producerer højkvalitets fisk uden at fodre – i et meget komplekst økosystem, og er samtidig hjem for 30.000 ynglende flamingoer. På grund af deres naturlige føde er Vetas fisk efterspurgt af gourmet-restauranter verden over for deres smag og konsistens, og sundhedstilstanden er så god, at der ikke er behov for antibiotika. Veta er samtidig del af et stort fuglereservat på trækruten mellem Afrika og Den Iberiske Halvø, og man kan i løbet af året møde mere end 250 fuglearter i området.

Rundt omkring i verden findes der sådanne eksempler på, at vi kan høste af vores omgivende landskaber på en helt anderledes bæredygtig måde end det industrielle landbrugs monokulturer – gennem at gøre biodiversiteten til en styrke frem for noget, som må bekæmpes.

I blog-indlægget Forelsket i en fisk kan man opleve den amerikanske kok Dan Barber fortælle på det vidunderligste om hans møde med Vetas fisk.

Plancheteksten er kopieret ind nedenfor.

.

Læs mere »

Ved domstolen i Lyon blev Monsanto i går dømt skyldig i at have kemisk forgiftet en 47-årig kornavler, som i 2004 havde brugt Monsantos Lasso ukrudtsmiddel. Efterfølgende fik manden neurologiske problemer inklusive hukommelsestab, hovedpine og stammen, hvorfor han sagsøgte firmaet for utilstrækkelig mærkning.¹

Den franske socialforvaltning for landbrugere har siden 1996 registret omkring 200 tilfælde årligt, som potentielt kunne stå i forbindelse med påvirkninger fra sprøjtemidler, men kun i 47 tilfælde har man direkte kunnet forbinde symptomerne med omgangen med sprøjtemidler. Og dommen i går er den første af sin slags (i Frankrig) nogensinde.

Lasso har været brugt siden 60erne, men blev forbudt i EU i 2007, og var da allerede udfaset i en række lande. Endda er Monsanto uforstående overfor dommen og overvejer at anke.

Brugen af Lasso er i dag typisk erstattet af Monsantos Roundup, som man også har voksende formodninger om er alt andet end harmløst for miljøet.² Samtidig står franske bønder med det problem, at visse typer ukrudt synes at udvikle resistens overfor et sprøjtemiddel som Roundup.¹ Det moderne landbrugs kemiske krigsførelse for at opretholde fundamentalt ubæredygtige monokulturer ligner således skruen uden ende – med et indbygget behov for stadig nye miljøgifte.

I Frankrig har man vedtaget en målsætning om at halvere brugen af pesticider i perioden 2008-18 og har foreløbig i de første to år nået en 4% reduktion. Det er noget bedre end de danske bønder, som trods målsætninger om at mindske antallet af sprøjtninger år for år ender med stigende anvendelser – se tidligere blog-indlæg: Landbruget på sprøjten.

Den franske socialforvaltning for landbrugere (social security’s farming branch) forventes i år at føje Parkinson’s disease til listen over lidelser forbundet med brug af pesticider og har allerede på listen tilfælde af blodkræft, blære- og åndedrætslidelser. Så der er tale om voldsomme sager.

Hvilken udfrielse for mennesker og landskaber det vil være en dag at kunne træde helt ud af denne kroniske forgiftningstilstand.

Catherine Lagrange & Marion Douet: Monsanto Guilty Of Chemical Poisoning In France, Planet Ark (Reuters) 14.02.2012.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Betalingsringens veje er uransalige. Efter valget så det en tid ud som om det var givet, at vi fik en betalingsring, for det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget. Så nu tilbagestod kun spørgsmålet, hvordan man udformede den bedst muligt, så man med de mindst mulige gener fik størst mulig trafikal omlægning til bæredygtige trafikformer som cykel og gang, samt fik stimuleret den kollektive trafik, så ikke bare flere brugte den, men flere var tilfredse med den.

Men så gik der særinteresser i sagen. I blogindlægget Betalingsring 2.0 var jeg inde på, at en problemstilling som en betalingsring har det meget svært i en moderne medievirkelighed – eller rettere i den demokratiske beslutningsproces’ påvirkelighed fra den moderne medievirkelighed. Og de seneste uger har det vrimlet med forbitrede indlæg over, hvor ødelæggende en betalingsring vil være, hvor dyrt, hvor uretfærdigt osv. Selv miljøgevinsterne har været søgt draget i tvivl. Og den næsten mantraagtigt vedholdende insinueren, at der bare er tale om en ekstra skatteudskrivning, har stået både mellem og på linjerne i langt de fleste indlæg.

I ét perspektiv er bilen den perfekte løsning. Man kan komme hurtigt fra sted til sted, uden at være afhængig af andre, og uden at skulle vente på andre. Dette perspektiv holder blot ikke i virkeligheden – ikke bare af abstrakte miljøgrunde, fordi det gennem luftforureningen er med til at slå mennesker ihjel og ødelægge livsvilkårene for kommende generationer. Men fordi vi simpelthen ikke bare kan blive ved med at forsøge skabe plads til, at alle slæber deres egen bil med hvor som helst i verden, de har lyst. Det kan gå på landet og på villavejene, men en by som København har nået en størrelse, hvor fastholdelsen af den frie bilisme er en illusion, en absurditet, en gigantisk selvmodsigelse.

En by som Brasília står som sindbillede på den ideale bilby, med motorvejsudfletninger over alt, så man fik afskaffet venstresvinget. Mange kan tage elevatoren fra deres lejlighed direkte ned i parkeringskælderen og køre herfra direkte til beskyttet parkering på arbejdet eller på shopping-centerets tag. Men Brasília blev bygget forfra på bar mark i 1960erne. Der var ingen historisk bykerne at respektere, og alle er enige om, at det ikke er nogen ønskeby at bo og leve i. Selvom byplanen er flot set fra luften og byen vrimler med arkitektoniske manifester, er Brasília frem for at blive kopieret andre steder i verden blevet sindbillede på den sjælsløse by.

Læs mere »

Midt i januar fremlagde Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet en undersøgelse,¹ som viste, at man, afhængig af hvor man lagde betalingsringen, ville kunne opnå mindskelser af trafikkens luftforurening på mellem 5% og 24%. Den højeste effekt på luftforureningen i centrum, hvor den i forvejen er højest, opnås ifølge undersøgelsen ved en placering af betalingsringen ved Ring 2, mens den mindste reduktion fås ved at lægge betalingsringen ud ved motorring 3.

Ifølge rapporten vil en placering ved kommunegrænsen for Københavns Kommune plus Amager og Frederiksberg nedsætte emissionerne med 10-15% i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, mens emissionerne set over Hovedstadsområdet samlet reduceres med 4-6%. Dette gør ifølge rapporten, at en betalingsring uanset valg af placering ikke i sig selv er tilstrækkelig til at bringe luftforureningen ned under EUs grænseværdier, som Københavns Kommune netop har fået afslag på yderligere dispensationer fra. Men hvor der i dag er tale om overtrædelser på 12 vejstrækninger, vil man med betalingsringen nå ned på overskridelser på 5-7 vejstrækninger.

Rapporten påpeger da også, at betalingsringen ikke er det bedste redskab til at mindske trafikkens luftforurening – her vil en skærpelse af miljøzonens vilkår for at færdes i det centrale København være langt mere effektiv – samt at den primære begrundelse for en betalingsring ikke er at mindske luftforureningen, men at mindske trængslen. Det står således mere og mere klart, at der (bortset fra at lukke for benzinen) ikke blot findes noget enkelt indgreb, som løser trafikproblemerne, herunder problemer med trafikkens omfattende luftforurening – men at de kun kan løses gennem en bred samlet vifte af tiltag, som ud over grænseværdier og afgiftsmæssige tiltag også indebærer faktorer, som ligger ud over det snævert trafikale, som hvordan vi indretter vores byer og vores arbejdsliv, og en justering af vores forventninger til, hvad man kan gøre med eget køretøj i og omkring en storby.

Tilbage til rapporten, så vil en betalingsring med placering langs Københavns Kommunegrænse plus Amager, som det nu ser ud til bliver resultatet, give en samlet reduktion af trafikken på 15% (20% for Københavns Kommune), hvilket må betragtes som en markant reduktion, da betalingsringen må formodes samtidig at have en udglattende effekt, så reduktionen er størst i de nuværende myldretider, hvor også afgiften vil blive højest.

Læs mere »

I dag måtte nogle tusinde familier i det centrale København klare sig uden strøm i nogle timer. Situationen er udbedret, men i vores moderne tilværelse kører alt på strøm, og bare tanken om strømsvigt her i vintermørket er skræmmende: opladninger, computer & internet, radio og fjernsyn, madlavning, belysning, alarmsystemer og for nogen også deres varme. Det minder os alt sammen om, hvor sårbare vi er – hvor vitalt det er for den tilværelse, vi har skabt, at der altid er strøm i stikkontakterne.

Efter Fukushima-ulykken i Japan 11. marts 2011 har diskussionen om atomkraften og dens rolle i fremtidens energiforsyning fået ny næring verden rundt. I Tyskland tog man den indlysende konsekvens omgående at lukke otte af de ældste reaktorer – når det kunne ske i Japan, kunne det ske hvor som helst i verden. Og videre har man taget den energipolitiske konsekvens af Fukushima-ulykken, at A-kraften bliver fuldt udfaset i Tyskland, og at landet fremover skal være drevet fuldt ud af vedvarende energi.

Dette har givet anledning til mange pegede fingre: Med 9 GW taget ud af produktionen ville Tyskland så bare blive afhængig af norsk vandkraft. Og Tyskland måtte – endnu mere pinligt-inkonsekvent – regne med at skulle trække på fransk strøm fra A-kraftværker, når situationen virkelig spidsede til. Endda måtte Tyskland med sin nye energipolitik nok indstille sig på oftere at opleve nedbrud i strømforsyningen.

Nu har vi så i den seneste tid haft streng vinter over store dele af Europa. Tyskland har haft nattemperaturer ned til -30ºC, og man har da også i spidsbelastningsperioder været tættere på den maksimale produktionskapacitet end normalt. Men foreløbig har man klaret sig igennem uden problemer, og de tyske solcelleanlæg har med 25 GW (som på en klar vinterdag kan producere omkring 15 GW) givet sit betydende bidrag til forsyningen. I Frankrig derimod, det land i verden, som stærkest har baseret sin strømforsyning på A-kraft, har man været meget tæt på netsammenbrud og har måttet henstille kraftigt om at spare på elforbruget for at undgå kollaps. Og … man har måttet importere strøm fra Tyskland.

Læs mere »

Nedenstående tekst er skrevet af Marika Yoshida, som bor i Fukushima-området, på 10-månedersdagen for det jordskælv, som 11. marts 2011 udløste en gigantisk tsunami, som ud over store ødelæggelser langs Tohukus kyster satte en stribe atomreaktorer ud af kraft i det, som efterhånden står som verdens mest omfattende A-kraft-ulykke. Marika-sans tekst giver et meget præcist indblik i livet i Fukushima-værkets skygge, og jeg har tilladt mig at hente den ind fra bloggen Senrinomichi.

Ud over jordskælv og reaktor-nedsmeltninger er området denne vinter ramt af særligt store snefald. Sine steder fik det nordlige Japan midt i januar 2 meter sne blot fra et enkelt uvejr. Og oven i alle de andre bekymringer kommer således, at en del af den radioaktivitet, som nu ligger spredt i bjergene, samles med smeltevandet og øger problemerne for vandmiljøet.

Her 11 måneder efter er situationen omkring Fukushima-reaktorerne er stadig yderst labil. Nok blev de i december erklæret i en tilstand af permanent “cold shutdown”, og temperaturen i reaktorerne har siden holdt sig under 100ºC. Men man ved ikke, hvor meget af brændslet, som er tilbage, og hvor meget, som er nedsmeltet, og stadig må man løbende gribe ind med ændringer i kølingen. Det nærmeste en tidsplan for oprydningen efter de tre nedsmeltede reaktorer er, at selve brændslet kan være fjernet på 10 år, mens der vil gå op imod 40 år, før hele anlægget er fjernet.

A-kraftulykken har sat sig dybt i den japanske psyke, og efter Fukushima-ulykken har ingen indtil nu været villige til at genstarte reaktorer, efter at de blev standset for løbende sikkerhedstilsyn. Så  en tid, hvor energibehovet for at holde kulden fra døren er højt, er kun 2 af Japans 54 kommercielle reaktorer i dag i drift. Disse tre står til at skulle til eftersyn sidst i april, og Japan kan da meget vel stå i den situation, at alle 54 reaktorer er standset.

Men tilbage til Marika-sans tekst – lad hendes ord trænge ind.

.
I wrote the note below on Jan. 12, the 10 month anniversary of the nuclear plant disaster. I originally shared it only with limited circles of people. But since quite a number of people want to share it, I decided to edit it into a form of note and make it available more widely.  I decided to preserve it as a note because this feeling is what I could feel only at this moment and I myself felt hesitant to simply let it flow by in the timeline of my social network pages.  On archiving it as a note, I’d like to add a few things.

Læs mere »