Strøtanker om bæredygtighed

Treehugger bragte i torsdags et fint lille interview med Rajendra Pachauri, lederen af IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, som giver et fint overblik over IPCCs arbejde og arbejdsmetode.

IPCC laver ikke egen forskning, men har siden 1988 forestået en kontinuert global konsensusproces. Dette gør på den ene side, at alle bliver hørt – forud for den seneste Assessment Report, AR4, som forelå i 2007, behandlede man omkring 90.000 kommentarer. Arbejdet med AR5 har stået på længe, i løbet af i år vil første draft ligge klar til intern høring, og hvis alt går efter planen, så vil de forskellige del af AR5 blive færdig i løbet af 2013-14. Dette giver på den anden side en markant forsinkelse på et vidensområde som klimatologien, som i disse år bevæger sig meget hurtigt. Og fordi IPCCs rapporter skal godkendes af samtlige verdens lande bliver vurderingerne relativt forsigtige.

Pachauri giver ikke detaljer om den kommende AR5, men siger, at der vil være langt mere regionalt materiale. Spørgsmålene om aerosolers og skydækkets klimaindflydelse er også nærmere behandlet (nogle af de store usikkerhedsfaktorer i AR4), man har set på forskellige geoengineering-løsninger, og man ser nærmere på lighedsproblematikken – hvem der kan og skal bære byrderne ved at sætte ind overfor klimaudfordringerne?

Under vejs har Pachauri flere fine betragtninger, som at selvom 97% af alle klimavidenskabsmænd m/k er enige i, at den globale opvarmning primært er menneskeskabt, så får de få uenige ofte lige så stor spalteplads. Hans bekymring (disappointed, slight sense of despair) i forhold til klimaforhandlingerne ved de store klimatopmøder (COP15-16-17 osv.) er, at de svigter i forhold til at basere sig på de videnskabelige forhold og tenderer til at udvikle sig til rene politiske spil og diskussioner. Selvom det i AR4 i 2007 blev fastslået, at hvis man ville holde sig under en global temperaturstigning på 2° C, så må verdens CO₂-udledninger kulminere senest i 2015.

Nu har man senest på klimatopmødet i Durban vedtaget en køreplan for en global klimaaftale, så den bliver virksom fra (i bedste fald) 2020 – og kalder det en succes, selvom det betyder, at CO₂-kurven tidligst vender efter 2020. Det politiske niveau agerer således ikke konsistent med sin egen rådgivning – eller sine egne målsætninger – og har ikke rigtig fattet, at klimaudfordringen ikke står til forhandling.

Interviewet foreligger både som podcast og i transskript.

Se tidligere blog-indlæg tagged IPCC.

Jacob Gordon: Rajendra Pachauri, Chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change, (Podcast) Treehugger 01.03.2012.

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Nuclear Aftershocks, som er tilgængelig i det forudgående blog-indlæg, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som kan ses på denne side.

Inside Japan’s Nuclear Meltdown følger på nærmeste hold udviklingen i de første døgn efter jordskælvet 11. marts 2011, hvor en tsunami formåede at sætte et atomkraftværk med 6 reaktorer ud af kraft, inklusive samtlige sikkerhedssystemer og nødstrømsanlæg. At tingene ikke gik værre, end de gik, er mere held end forstand. I ugevis måtte man improvisere med de stumper man havde – hændelsesforløbene lå fuldstændigt uden for, hvad man havde forestillet sig kunne ske. Og det har krævet en heroisk og uegennyttig indsats af ansatte ved værket, som i bestræbelserne på at undgå et worst case scenario har risikeret deres liv. Kort sagt er en af verdens teknologiske supermagter blevet alvorligt taget med bukserne nede. Hændelsesforløbet viser med al tydelighed, at man ikke kan gardere sig mod sådanne fejl, og at konsekvensen med A-kraften kan blive særdeles store.

Det er gradvist lykkedes at stabilisere situationen, og før jul kunne man erklære de tre traktorer i en tilstand af “cold shutdown” – dvs. at temperaturen stabilt kan holdes under 100ºC. Men det er en lidt anstrengt brug af begrebet, for reaktorkernerne er nedsmeltet. Ingen ved endnu, hvor nedsmeltet eller hvordan oprydningen overhovedet kan finde sted, men man regner med, at der vil gå op til 10 år, før man kan fjerne de beskadigede brændselsdele og 25-30 år før der er ryddet helt op på stedet. Ingen ved endnu, hvor lang tid der vil gå, før de evakuerede kan rykke tilbage, eller hvor store områder man må erklære varigt uegnede til ophold. Og de genetiske forstyrrelser af mennesker og natur vil videreføres i generationer. Så det er en god anledning til at genoverveje A-kraftens nødvendighed og hensigtsmæssighed.

Den timelange video er delt op i fire sekvenser, som kan ses nedenfor:

New York Times bragte 4. marts et interview med Mr. Edge, som står bag dokumentaren, se: Marc McDonald: When the Dosimeters Were Screeching.

Læs mere »

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som er tilgængelig i det følgende blog-indlæg, dels Nuclear Aftershocks, som kan ses her.

Nuclear Aftershocks ser på, hvordan Fukushima-ulykken har fået vidtrækkende konsekvenser og har rejst spørgsmålet verden rundt, om vi overhovedet kan håndtere A-kraften? Spørgsmålet: Når det kunne ske i Japan …? Har ført til vidt forskellige reaktioner, fra en fuld udfasning inden for en kort årrække, til en systematisk revurdering af alle sikkerhedsforskrifter og -foranstaltninger.

I programmet bliver det sagt, at der nu kun er 6 ud af Japans 54 reaktorer, som er i drift. I skrivende stund er tallet helt nede på 2. Og sandsynligvis kommer også de to sidste reaktorer til at stå stille fra maj, når de står overfor deres løbende eftersyn.Det hænger sammen med, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstart, hver gang en reaktor har været standset for løbende sikkerhedseftersyn. Indtil nu har dette været formalia. Men i skyggen af Fukushima-ulykken har ingen villet medvirke til at genstarte reaktorerne.

Folkestemningen er meget kraftigt imod den japanske A-kraft (billederne herover er fra japansk fjernsyn), og selvom det er givet, at de japanske udbygningsplaner for A-kraften indstilles, så er det svært at forestille sig, at Japan ikke lister i hvert fald nogle af sine A-kraftværker i gang igen. Men foreløbig har ingen politikere haft mod til at tage ansvar for det – og selv klare tilhængere af A-kraften dukker sig lige nu og håber på bedre tider.

I programmet fremhæver James Hansen fra NASAs klimaforskningsafdeling, at det rent klimamæssigt vil være katastrofalt, hvis A-kraften bare opgives. For der findes ikke umiddelbart vedvarende energikilder, som kan klare “base load”-opgaven – at sikre, at der til enhver tid er strøm i kontakterne uanset om det blæser og solen skinner eller ej. Men lige præcis Japan har et kolossalt geotermisk potentiale, og rigtigt etableret burde geotermien kunne træde til og det endda langt mere fleksibelt end A-kraftværkerne. Så det er mere et spørgsmål om, hvor hurtigt, man hensigtsmæssigt kan lave disse omstillinger.

Man kunne her have ønsket sig, at Frontline også havde inddraget Amory Lovins fra The Mountain Institute, som meget præcist påpeger, at man kan få meget mere positiv klimaeffekt meget hurtigere ved at bruge pengene på vedvarende energikilder.

Den timelange video er delt op i seks sekvenser, som kan ses nedenfor:

Læs mere »

Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO₂-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.

Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO₂ er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO₂, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO₂ ud i atmosfæren.

Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.

Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.

Læs mere »

.
Paul Gilding: The Earth is full, TED forelæsning februar 2012, 16:47 min. YouTube video.

Ikke månen, men jorden, er fuld – fuld af mennesker, af ting, vores affald, vores monokulturer, uddunstninger og afbrændinger. Fuld af forventninger og ideer – og konsekvenserne deraf. Fuld af sporene – for ikke at sige arrene – efter vores aktiviteter, som drøner derudaf for fuld kraft. I vores stræben efter stadig mere, bedre, højere, hurtigere synes vi knapt at ænse det faktum, at vi lever over evne og i dag bruger, som havde vi halvanden klode at bolte os på. Hverken som verdenssamfund, som nation, som virksomhed eller som bysamfund er vi i stand til at tage den fulde konsekvens deraf. Så vi er i fuld gang med at forøde fremtidens livsgrundlag.

Var det i håndbold, havde det i den grad været tiden for en timeout. Men udviklingen kører på fuld kraft, så vi nærmer os det sted, hvor der ingen vej er videre, hvor vi møder fuldt stop over alt – fra økosystemernes og de økonomiske systemers krampetrækninger, og fra en stadig voldsommere klimatologisk feedback som følge af de gigaton af drivhusgasser, vi har sendt til himmels siden 2. verdenskrig.

Paul Gilding giver i sin TED-forelæsning et godt overblik over bæredygtighedsudfordringen – og en lille personlig timeout til at indse krisens uafvendelighed, nødvendighed, konsekvenser og muligheder i øjnene.

Og Gilding ender i bedste Hollywood-stil: Kan vi blot vende vores tænkemåde og vende vores frygt til handling, ligger løsningerne lige for, mulige, betalelige og i den grad værd at give den fulde chance!

Disse mindeord skulle have været skrevet for længst, men min indignation og fortvivlelse over hele forløbet omkring betalingsringen, som endte på det skammeligste med, at planerne 22. februar blev opgivet, har gjort det umuligt at skrive før nu uden at overtræde mine egne regler om lødigt sprogbrug.

Der var et flertal, et miljøperspektiv, en god idé og en god sag. Projektet, som kunne være blevet et trafikpolitisk vendepunkt – første spadestik til en mere begavet måde at organisere Hovedstadsområdets hverdag på – var skrevet ind i regeringsgrundlaget for en ny regering. Alt så ud til at klappe, kun skulle detaljerne optimeres. Og alligevel lykkedes det at tabe sagen på gulvet. For ikke helt at tabe ansigt fandt man på selve mordnatten 1 mia. til billigere billetter i den kollektive trafik – uden noget klart billede af, hvad de skulle ud over at undgå helt at tabe ansigt. Kort sagt en rigtig dårlig løsning, som ingen kan bruge til noget, og ingen kan være bekendt.

Der er skrevet meget om hvorfor. Knud Holt Nielsen har på Modkraft et godt rids af baggrunden,¹ Per Meilstrup har med sin trilogi på Mandag Morgen trukket nogle af de mere absurde aspekter af op.² og Mikkel Skov Petersen har med sin artikel Biler i byen var en gigantisk fejl³ taget situationen ved hornene.

Jeg vil blot her pege på et aspekt, som stort set er fordampet af processen: Det fælles ansvar for de bare lidt mere overordnede klima- og bæredygtighedsforhold. Vi stod med betalingsringen med et redskab til at sikre, at flere ville lade bilen stå, at vi ikke fremover skulle fortsætte med det bæredygtighedsmæssigt set helt uholdbare i at fortsætte med af udbygge hovedstadsområdets trafikale infrastruktur, og at trængslen og luftforureningen i og omkring de centrale bydele ville blive mindre.

Men det endte med, at et skingert kor af særinteresser fik den største stemme, og den skæbne, betalingsringen nu har lidt, tyder ikke godt for fremtiden, hvor vi i omstillingen fra de nuværende, fundamentalt ubæredygtige tilstande kommer til at skulle sluge markant større kameler end en betalingsring med en afgift på 25. kr i myldretiden.

Illustrationerne her stammer fra Ekstrabladets forside 22. februar. Den sande fiasko er det moderne demokratis manglende evne til at behandle et spørgsmål som betalingsringen seriøst.

Analyse, fornuft, perspektiv og sammenhængstænkning har haft meget vanskelige kår overfor forkælelsen, en tilsyneladende næsten narkotisk bilisme, og pressens daglige leflen for den småtskårne egoisme. Lige meget hvor nødvendig en betalings- eller trængslesring måtte være, har vi set, hvor meget lettere det i det nuværende beslutningsklima er at være imod end at gå nye veje. Blandt forslagsstillerne har der også været foruroligende lidt rygrad at spore – alle synes til fals for den offentlige mening.

Hvis ikke pressen, spindoktorerne og den politiske debat bliver bedre til at bakke op om – og sikre den folkelige opbakning til – de kommende års omstillingsproces, ser det meget sort ud for Danmarks evne til at udvikle sig til det lysende klima- og bæredygtighedseksempel, som vi skal leve i og vores virksomheder leve af i fremtiden.

Se tidligere nedslag i debatten: Betalingsring 2.0, Betalingsring 2.1 og Betalingsring 2.2.

Knud Holt Nielsen: Nekrolog over en god ide. Eller hvilken farve har regeringen mon egentlig? Modkraft 23.02.2012.¹

Per Meilstrup: Betalingsringen III: Pressen og den falske vagthund, Mandag Morgen 10.02.2012.²

Per Meilstrup: Betalingsringen II: Den falske miljøpræmis, Mandag Morgen 02.02.2012.²

Per Meilstrup: Betalingsringen og det falske oprør, Mandag Morgen 14.01.2012.²

Mikkel Skov Petersen: Biler i byen var en gigantisk fejl – men den kan rettes, Den Fri 21.02.2012.³

Malene Freudendal-Pedersen: Betalingsringen og troen på det umulige, Information 22.02.2012.

Christian Jensen: Regering uden grundlag, Information 22.02.2012.

Product Mindset (prod•uct mind•set | prädekt mahynd-set | noun) A global collective consciousness that reflects how people feel about products—whether people are making and selling products or buying and consuming them.

Denne lille rapport, Navigating the Product Mindset, som udkom i december 2011, dumpede lige ind i min mailbox. Og selvom der i høj grad er tale om kvantitative tilgange, så giver den lille rapport gennem sin eksemplariske grafiske overskuelighed et meget fint billede af den forskellighed, som præger udsynet både for forbrugere og producenter i hhv. Kina, Indien, USA og Tyskland. Det er de nye muligheders spirende optimisme og fremskridtstro overfor godt slidte, om end stadig mere eller mindre velkørende industrinationer. UL, Underwriters Laboratories, som står bag, er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed med i alt 9.000 ansatte.

I det sammenfatningen står der:

Key insights from the study include:

• Geography and culture play the largest role in shaping perceptions about products.
• Consumers are aware of an increasingly complex, global supply chain and have a growing interest in the traceability of products and product parts.
• Manufacturers in emerging markets rate themselves as being ahead of the curve regarding both product and operational sustainability more than manufacturers in developed markets.
• Few manufacturers appear to make the environment a top-tier issue when compared with safety and performance.
• Product safety and performance are the top two considerations that impact today’s Product Mindset for both consumers and manufacturers.

Læs mere »

.
Arnie Gundersen at the Japan National Press Club, 1.36:10 min. Vimeo video.

Fortalere for A-kraft fremfører igen og igen, at A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket ikke har ført til et eneste dødsfald. Dette er en total ignorans af situationens alvor og af strålingens natur – eller rettere strålingens ødelæggende natur. For der er tale om snigende langtidsvirkninger, ikke blot for de mennesker, som siden 11. marts har været udsat for strålingen i området, men for titusindvis af mennesker, som endnu ikke er født.

A-kraft-eksperten Arnie Gundersen fra Fairewinds kommer i denne video, som stammer fra en session ved Japan National Press Club i Tokyo for +80 journalister, ind på de langsigtede virkninger af Fukushima-ulykken. Han vurderer, at de samlede udgifter til oprydning efter ulykken kommer til over 20-30 år at koste en kvart trillion dollars. Og han anslår på baggrund af beregningsmetoder etableret i forbindelse med epidemiologiske undersøgelser af Three Mile Island-ulykken, at Fukushima-ulykken over de kommende 20 år vil føre til en yderligere 1 mio. kræfttilfælde (se 54:55 min. ff.).

Det er lidt samme billede med Chernobyl – selv så mange år efter er der alt landet end konsensus om konsekvenserne – A-krafttilhængerne taler om meget få dødstilfælde, WHO anslog i 2005, at Chernobyl havde ført til 43 direkte dødsfald og omkring 4.000 dødsfald efter kræft. Men russiske forskere i undersøgelser, som først i 2009 er blevet oversat, vurderer, at der over 20 år er tale om 980.000 dødsfald som følge af Chernobyl.¹

Ved den årlige mindehøjtidelighed for ofrene for Hiroshima-bomben blev listen over ofre tilføjet yderligere 5.800 mennesker, og listen omfatter i dag mere end 275.000 mennesker, som er døde som følge af den radioaktive stråling efter Hiroshima-bomben. Det er for nyligt vurderet, at der ved Fukushima-ulykken er frigivet 175 gange mere radioaktivt materiale end ved Hiroshima-bomben. Og selvom situationen i Fukushima har givet bedre muligheder for at gribe beskyttende ind med efterfølgende evakueringer osv., er der omvendt tale om en større eksponering til intern stråling.

Der er tale om samme usynlighed som med partikelforureningen, blot på meget større skala, og i en form som videregives fra generation til generation. Vi ved det teoretisk, men har qua usynligheden voldsomt svært ved at tage de nødvendige skridt for at undgå konsekvenserne og meget let ved at slå det hen.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

Helen Caldicott: How nuclear apologists mislead the world over radiation, The Guardian 11.04.2011.¹

.
Denne video stammer fra den officielle fremlæggelse 11. februar af Rocky Mountain Institutes scenario for et USA i 2050, Reinventing Fire, som ikke bare overlever, men stortrives uden kul og olie. Fremlæggelsen bliver forestået af RMIs leder Amory Lovins.

Lovins er en sjælden begavelse, med et skarpt blik for det store perspektiv og en god evne til at se ud over de umiddelbare hindringer – og man får i løbet af videoens 26 minutter virkelig god besked.

I mine øjne er Reinventing Fire det hidtil bedste indspark i den amerikanske valgkamp.

2050-scenariet vil blive nærmere belyst i et følgende blog-indlæg: Reinventing Fire.

To tidligere blog-indlæg bringer video-præsentationer med Lovins: Amory Lovins: Winning the Oil Endgame samt Amory Lovins: Advanced Energy Efficiency (fem forelæsninger ved Stanford).

I disse døgn udkæmpes en bizar kamp i det amerikanske politiske system om Keystone XL-olieledningen.

Før jul bremsede Obama igangsættelsen efter massivt pres fra klima- og miljøside – ikke fordi alle de gode grunde, der er til aldrig at at anlægge Keystone XL og aldrig at påbegynde udvindingen af Albertas tar sand-olieforekomster, men med henvisning til, at de miljømæssige konsekvenser af at føre en sådan rørledning tværs igennem de amerikanske landskaber fra nord til syd endnu ikke var tilstrækkeligt belyst.

I mellemtiden er der gået valgkamp i den. Republikanerne vil gerne demonstrere, hvor lidt Obama tænker på beskæftigelsen, samtidig med at beskæftigelsespotentialet ud over selve anlæggelsen har vist sig at vil være nul.

I torsdags vedtog Kongressen derfor et lovforslag, hvor igangsættelsen af Keystone XL knyttes til andre lovtiltag – for derigennem at obstruere Obamas ledelse. Dette er en meget usund form for oppositionspolitik, som synes at trives i USA (se Lofgrens analyse i blog-indlægget: Republikanske afveje) – sådan mere vedholdende-bastant-destruktive udgaver af, når Helle Thorning som noget af det første skal svare 20 gange på samme en spørgsmål, som alle forud kender svaret på.

Forslaget er nu til behandling i Senatet, hvor Republikanerne kun har 47 stemmer og derfor skal finde 13 demokrater, som er villige til at gå mod Obama. Det er ret usikkert, om lykkes at finde, men omvendt ser man en del overspringsmekanismer i det amerikanske senat.

Derfor blev der i en Keystone XL-kampagne på et døgn lavet +800.000 mails om at droppe planerne om rørledningen – og efterfølgende en ring til din senator-kampagne. Billedet herover er fra en senators kontor 14.02., hvor stort set alle telefonhenvendelser – 105 opringninger den dag – insisterede på, at Keystone XL må opgives.

Samtidig nærmer den canadiske tar sand-olie sig en anden vigtig oversøisk beslutning. Sandsynligvis beslutter EU sig i denne uge for et sæt regler for maksimale CO₂-udledninger for brændstoffer – inklusive deres udvinding. Disse vil sætte en stopper for brugen af tar sand-olien i EU. Canadierne har protesteret vildt, men reglerne er udformet, så de ikke specifikt udelukker tar sand, men også vil frasortere for eksempel de mest energikrævende biobrændstoffer.

Det er lige så meget tar sand-olie i Canada, som i verdens hidtil største oliereserver i SaudiArabien, og hvis der kommer hul på olien fra Alberta, vil der efterfølgende være andre tar sand-områder, som bliver økonomisk givtige at udnytte. Det er derfor en ganske principiel situation.

Den fulde afbrænding af Albertas tar sand vil ud over totalødelæggelsen af et landskab tre gange Danmarks størrelse gøre det umuligt at holde verdens klimaindsats under 450 ppm – og 350 ppm, som må være det langsigtede mål for at stabilisere klimaet, synes helt ude af sigte.

Se tidligere blog-indlæg om keystone XL: Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.  og The Carbon President.

Roberta Rampton: House Passes Keystone Bill, Senate Action Uncertain, Planet Ark (Reuters) 20.02.2012.

Erik Holm: Canada holder vejret: Bliver oliesand dømt ude i Europa? Ingeniøren 17.02.2012.

Ambreen Ali: Keystone Pipeline Finds New Opponents, Roll Call 16.02.2012.